Musikinstitutionernes trusselsbilleder, og deres utidssvarende forsvarsværker

(denne blogpost er det første af to, som bygger på et oplæg, Casper Hernández Cordes holdt ved arrangementet “Art Beyond Entertainment“, arrangeret af exart.dk; læs også blogposten på exart.dk)

Hvis man vil prøve at forstå musiklivets situation ud fra, hvordan musiklivets organisationer ser på den for øjeblikket, vil man støde på en fortælling om tre  trusselsbilleder: pirateriet, publikumsflugt, og krisen i musikkens fødekæde.

Både de trusler, man ser og de strategier, man indenfor det etablerede musikliv imødekommer truslerne med, har en baggrund i et paradigme som hører til i industrisamfundet.

At man overhovedet betragter det vi kalder pirateri som et problem, hænger sammen med en forståelse af det kunstneriske arbejde som noget der giver sig til udtryk i værker. Et værk har en navngiven afsender og en anonym masse som modtagere, – eller det vi kalder publikum. Værket bliver betragtet som originalen, og det er klart, at når man har en original, så er det også muligt at lave kopier. Cocacola kæmper for at hemmeligholde opskriften på det her brune sukkervand, og det betragtes som en kolossal trussel, hvis nogen skulle få fat på opskriften og lave piratcola. På samme måde imødekommer musiklivets institutioner det vi kalder musikpirateriet ved at kæmpe for musikernes ophavsret. Ved at fastholde værket som det sted, hvor det kunstneriske arbejde udfolder sig, har man lagt sig i forlængelse af industriens måde at fungere på, og når man oplever Internettet som en trussel mod en naturlig tilstand, som vi hyggede os med i de go’e gamle dage, så mener jeg at det er en stor misforståelse. Internettet og mulighederne for at kopiere og dele musikalske værker er kun en accentuering af en problemstilling, som hele tiden har været der. Det, som pirateriet viser er, at ideen om kunstnerisk arbejde, som noget der kan lukkes inde og beskyttes i en sort boks, altså værket, er et historisk misfoster, avlet i en periode, hvor kulturen er blevet til en industri, som på den ene eller anden måde skal tilfredsstille behov hos en anonym, segmenteret modtagergruppe.

Den anden store trussel, som musiklivets aktører, og særligt de aktører, som jeg kender til, altså dem som varetager det som nogle kalder de avantgardistiske partiturkomponisters interesser, er problemet med publikum. Det er et tema, som meget hyppigt er oppe og vende i ‘miljøet’, og man hører udtalelser som ”nu gider komponisterne ikke engang at komme til hinandens koncerter’. Altså selv tordenskjolds soldater har marcheret forbi for sidste gang. For at komme denne her  trussel i møde, laver man forskellige projekter som på den ene eller anden måde skal få mennesker som normalt ikke har kendskab til de her musikformer til at komme i kontakt med dem. Men man vil dog ikke ændre på selve musikken. Altså produktet er det samme, men konsumenten skal lære at kunne lide det. Kan du ikke lide spinat? Hvad med at spise det på en tallerken fra Royal Copenhagen? Jeg mener, at problemet ligger i den måde, vi betragter det kunstneriske arbejde, nemlig som noget der foregår som en individuel manøvre, og som noget, der skal være originalt, nyt aldrig hørt før. Som avantgardistisk partiturkomponist, skruer jeg mig op i en grasserende avantgardespiral, i en autistisk manøvre, hvor der ikke er levnet plads til en virtuel anden, f.eks. dig. I det her ligger der en parallel til industrisamfundets evige bud om vækst; der skal opfindes nye produkter, skabes nye behov, og konsekvenserne kender vi jo.
Afstanden til publikum er én ting, noget andet er de musikalske produkter, der rent faktisk når ud til de brede masser. Og her fungerer musikerne som eksperter i at producere musik. Som forbruger må jeg sidde passivt og kigge på en gryde der er brændt ubehjælpeligt på; indtil cilit bang kommer og giver mig en løsning. På samme måde må jeg som musikforbruger sidde passivt og vente til musiker-eksperterne kommer med det næste musikprodukt, jeg kan konsumere.

Den tredje trussel, musiklivets institutioner bekymrer sig om, har at gøre med det vi kalder den musikalske fødekæde. Problemet er, at den for tiden lider et knæk, nu hvor bl.a. musikundervisningen i folkeskolen er blevet så skammeligt amputeret. Der er blevet og bliver udviklet en del forskellige projekter, som skal bygge en bro imellem almindelige skolebørn og den verden af ny musik, klassisk musik osv., som de fleste aldrig nogensinde møder. Udover at der er en helt naturlig grænse for, hvor mange af de 580.000 skolebørn i DK vi kan nå med vores sporadiske og dybest set underfinansierede initiativer, så er der stadig spørgsmålet om, hvilket kunstsyn, vi har med os når vi møder de små publikumer. Hvis vi fastholder værket som det kunstneriske arbejdes resultat, og hvis vi samtidig opererer med genre, som den særlige, unikke måde vores værker et skruet sammen, så har vi meldt os ind i en mekanisme som minder om den, markedet bygger på. Det handler om tilfredsstillelse af behov. Så er der bare det, at vi bare ikke kan konkurrere om at tilfredsstille musikalske behov, fordi vores genre, – selvom den befinder sig højere, ja højest i det uofficielt officielle genrehierarki -, bare ikke siger de stakkels børn lige så meget som de genrer de har inderliggjort gennem x antal timers lytning til industripop.

Når musiklivets institutioner peger på pirateriet, på publikumsflugten og fødekædens knæk som de største trusler mod musiklivet i Danmark, så hænger det sammen med at musiklivets institutioner er sat i verden for at forsvare musikernes og komponisternes interesser. De lever af at gøre det. Derfor er løsningerne også orienteret mod musikerne og komponisternes overlevelse. Det er ikke et problem at der findes genreorganisationer, som skal hjælpe deres medlemmer med at få bedre muligheder for at finde ny leveveje. Problemet er, hvis det er genreorganisationerne og det kunstsyn, som de har med sig, som tegner hele udviklingen i musiklivet i Danmark. Jeg synes, man kan spørge om dét problem det danske musikliv står med, er musikere der ikke kan leve af at lave deres musik. ELLER om problemet er at vi har en befolkning der ikke har et inderligt, medskabende og reflekteret forhold til deres egen musikkultur. Jeg mener, at det sidste er langt vigtigere at se på. Men hvilken interesseorganisation varetager det?

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s