En festival handler om at feste, om at fejre, om at have det sjovt sammen. Vi musikere og komponister i Barefoot Records arbejder sammen om skabe koncerter, som vækker undren, overraskelse, og brede smil.
Til sommer er vi på sjette år en del af Copenhagen Jazz Festival, og står for vores helt egen mini-festival. I månederne op til festivalen skal der komponeres noget musik. Det er en spændende, udfordrende og lærerig proces, og vi vil gerne invitere jer til at være en del af den!!
Barefoot Sound Kitchen indtar Københavns gader og pladser i juni-juli 2015
Komponisten Casper Hernández Cordes vil stå for 4 gadeinterventioner og 3 indendørs workshops, hvor I vil blive guidet igennem en skabende musikalsk proces. Vi arbejder med lyde fra Barefoots musikere, som vi sætter sammen på nye, helt uhørte måder. Efter workshoppen har vi skabt nogle unikke kompositioner sammen, som du kan tage med hjem.
Street Kitchen edition: Gør-det-selv gademusik. Lav din egen gademusik. Giv dig selv eller de andre en skærv for det.
“Hvordan kan vi lave musik, når vi ikke er musikere?” vil I måske spørge. I Barefoot Sound Kitchen vil du opleve, at du kan tage nogle lyde og blande sammen til en komposition ligesåvel som du i køkkenet kan tage nogle madvarer og få en ret ud af dem.
Barefoot Sound Kitchen – street kitchen edition. Mikrofoner med en kvintet i, der bare står og venter på ….. JER!!
Barefoot Sound Kitchen Street Kitchen:
4 lørdage i juni, kl. 14 – 17 på pladser og torve.
!! ER DU LÆRER I INDSKOLINGEN? FOR DETALJER OM HVORDAN VI KAN SAMARBEJDE, KLIK HER!!
Jeg har været så heldig at få mulighed for at lave en masse workshops for 0. klasser og børnehavebørn. Det var i forbindelse med Vallensbæk Børnekulturuge. Temaet for ugen var SKOV OG BY, og jeg greb ideen og lavede et koncept med skoven og dens dyr. Nogenlunde samtidig er jeg stødt på et værktøj, som jeg længe uden at vide det hemmeligt har drømt om, nemlig Animata, som er et program, – gratis!, hvor man kan lave animationer, der kan styres live via de samme teknologier jeg allerede arbejder med i Fonokolab. Jeg har simpelthen kunne udvide det rent lydlige arbejde jeg har lavet indtil videre med en visuel side.
Det er jo et dilemma, når man arbejder med lyd som udtryksform, hvordan man skal bruge det visuelle, for det vil næsten altid være et temmeligt risikabelt ægteskab, – det visuelle er en meget dominerende partner, og har tendens til at gå ind og sætte dagsorden og bestemme, hvor skabet og alt det andet skal stå. SAMTIDIG kan man bruge det visuelle som en løftestang til at få det lydlige, – som jo er meget svært at holde fast på!, – i spil.
Jeg tog chancen, og gik frisk i gang med at tegne træer og dyr. Da jeg jo ikke er tegner foregik det på iPaden, med et vektorbaseret grafikprogram, TouchDraw. Her kunne jeg hygge mig med at skære dyr i stykker …
… og sætte dem sammen igen i Animata, med vertices, joints, bones, og hvad det nu hedder:
… og så får vi sådan en animérbar størrelse frem:
…. Som kan styres med en smartphone, og hvis mund bevæger sig, styret af lyd fra Fonokolab.
UDOVER at jeg fik den vilde idé at være klar (på fire dage) med et helt nyt software og med et nyt koncept for det visuelle, vovede jeg mig også ud i at introducere TIDSLINIEN. Når jeg i mine gade-workshops har bedt folk om selv at planlægge og udføre et improvisationsforløb har det jo fungeret udmærket, men dels skulle jeg nu stå med ret små børn, og dels ER det en udfordring for folk at organisere sig til at udføre et tæt og meningsfuldt forløb. Det er jo idet hele taget udfordringen i at arbejde med lyd som udtryksform, og det er osse forklaringen på at der gennem tiden er blevet udviklet meget komplekse og ofte svært tilegnelige systemer som tillader os at lave hvad vi kalder musik. Metrum, bpm, kvantisering, osv.
Min ide er at lave en linie på gulvet, og sætte en deltager til at være “tiden”. Andre deltagere stiller sig langs linien, og venter på at “tiden går sin gang”, som man siger, idet “tiden” skridt for skridt i et ganske roligt tempo går langs linien. Når “tiden” når frem til en deltager er det cueet for denne deltager for at udføre en handling.
OG HVORDAN GIK DET SÅ?
Første workshop var som første pandekage, – det gik moderat godt! Med en meget urolig og træt 0. klasse, akkompagneret af 1 stk. fire gange så træt lærer, og så med et system der crashede lige da vi var nået til at give dyrene stemmer. Her rører vi ved en vigtig streng i arbejdet med meget tekniktunge koncepter: Hvad gør man når det hele bryder ned? Svaret er: Vær altid parat til at gå til “manuel styring”. Man skal simpelthen have en joker i ærmet klar til hver procesdel, som man kan hive frem. Og det havde jeg ikke, så jeg valgte den for læreren givetvis MEGET lidt populære løsning at opfordre børnene til at løbe rundt og lege at de var dyr i skoven. Fra en halvirritabel delvis dvaletilstand gik børnene nu over i en helt overgearet modus da de kom tilbage til en genstartet computer.
Langt bedre gik det ved de næste 10 workshops, hvor systemet var med os, – og når det satte ud var jeg klar med en analog pendant.
KUNNE BØRNENE FINDE UD AF DET?
Det korte svar er JA. Faktisk var helt ned til 4årige med på de fleste dele af workshoppen. Efter at have tøet op, – hvilket godt kunne tage det meste af de ca. 45 minutter workshoppen varede. Børnehaveklassebørnene var HELT med fra starten, – og bød på den modsatte problemstilling: Hvordan kan man håndtere DELVIS deltagelse? Når nu 1 bliver valgt til en rolle, hvordan håndterer man så at DE FLESTE andre også gerne vil denne ting. Faktisk var det slående at se, hvilken forskel der er på børnenes måde at deltage og organisere sig når de først er kommet indenfor i skolesystemet. For det første: Man deltager ikke længere spontant, men har fået indkodet at alle bidrag går via en pegefinger. Jeg måtte mange gange fortælle 0.klasseeleverne at de bare skulle spytte ud, – bare tag fingrene ned. Og så er der mig, mig, mig modaliteten, som er godt forankret i denne størrelse mennesker. Er det skolen som koder denne individ-tænkning så stærkt ind i børnene, eller er det en ‘naturlig’ fase i deres udvikling? I hvert fald er der ikke megen kollektiv glæde over at en klassekammerat får mulighed for at være ræv, imens man stille og roligt deltager som tilskuer. Svaret var at dele gruppen op fra starten i fire mindre grupper – så kunne vi da parcelere kampen om deltagelse ! – og at være meget skarp på bare at sige: “vil DU komme herop, tak!”. Noget jeg ikke fik prøvet, men som jeg tænkte bagefter var at lave en mere distribueret løsning: “Vil du komme op, tak. Vil du så også vælge hvem fra kragegruppen der skal op? Tak!”
Og så var der tidslinien. Konceptet – eller teknologien – skulle jo gøre det nemmere at lave en kollektiv gestaltning af et forløb i tid, uden at behøve en central figur, som en dirigent, eller en sufflør. Eller at have en narrativ struktur, som i et teaterstykke. Der findes jo et hav af lege, som børn spontant tager del i, hvor man skal gøre nogle ting på bestemte tider og steder alt efter, hvad andre foretager sig. Hjælpe/kongeløber, firkant, dåseskjul, – osv. osv. Og som det er med enhver ny leg, skal man prøve den nogle gange før man forstår reglerne. Det samme med min tidslinie. Nogle børn fangede den med det samme, og andre skulle have en venlig hånd på skulderen til at forstå, hvor de skulle hen.
Her går “tiden”, og sætter “begivenheder” i gang.
Børnene skal med tidslinien organisere sig selv, ud fra nogle meget enkle regler. Og det kan de godt, – i hvert fald efter at have øvet et par gange. Jeg kunne se, hvordan de børn som var “begivenheder” og stod langs tidslinien, synes det var sjovt og spændende at stå der og vente til “tiden” kom til dem, og de endelig kunne gøre, hvad de skulle, – som at lege ræv, hjort eller et af de andre dyr. Jeg kunne se, at for os VOKSNE var det lidt svært at bare lade børnene organisere sig selv. Jeg har nogle videoer af forløbene, og nogle af de første forløb, med børnehavebørn på 4 år (!), viser, hvordan børnene sagtens kan organisere sig selv. Men efterhånden som jeg og mine to hjælpende pædagoger blev smaddergode til workshoppen kan jeg se på videoerne, hvordan børnene knapt når selv at finde ud af, hvad det nu var de skulle inden den venlige hånd lige kommer.
Vi erfarede jo allerede på første dag, hvordan det var en udfordring at alle børnene sad i en stor klump på gulvet. Når de skulle dirigere hinanden i grupper var det svært både for dirigent og gruppe at finde ud af, hvem der gjorde hvad. Derfor tilføjede vi en ny teknologi på andendagen: et stort kryds på gulvet. Her skulle børnene fordele sig i fire lige store grupper, og når først de sad i en gruppe, kunne vi fordele roller, træer og dyr efter grupper, uden at skulle forhandle for hver gang. “I er rævegruppen”. Færdig.
Det her med at dele børnene op i fire grupper var jo et større hyr for os voksne. Det betod mange venlige hænder der skubbede rundt med mere eller mindre vrangvillige børn. Jeg prøvede så, som et eksperiment med den sidste gruppe vi havde, at bede børnene om at organisere sig selv, – UDEN INDBLANDING FRA DE VOKSNE. Så de satte sig ned, og jeg spurgte: Er der lige mange i hver firkant nu? Og det var oplagt for enhver at de 2 tomme firkanter IKKE havde lige så mange børn som de to andre. Børnene svarede da også NEJ. “Hvad vil I så gøre ved det?”. “Flytte nogle børn”. Lød svaret. Og der var så en god klump børn der helt tømte en firkant for helt at fylde en anden op. Og vi gentog møllen. Det gjorde vi nogle gange, og til sidst var der faktisk lige mange i hver. Jeg vil tro, at det tog omtrent dobbelt så lang tid som de politistatsmetoder vi hidtil havde brugt, men jeg er IKKE I TVIVL om at det indeholdt en masse god læring, og lagde en bedre stemning og et større ejerskab for børnene som udgangspunkt.
Og det er jo rigig, rigtig spændende det her! For udover at være en workshop, hvor man udforsker lyd og bevægelse bliver det nu også en workshop hvor man arbejder med at organisere sig selv i rummet! Hele vejen igennem.
Når jeg så ser de her videoer, hvor voksenhænder guider børnene rundt hele tiden – noget jeg ikke kunne se til selve workshoppen, da jeg var optaget af andre ting, kan jeg se med al tydelighed: Lad os få de voksne i baggrunden!! Jeg kan også høre i videoerne, som en tilbagevendende punktuation: sht!, ….. sht!, ….. sht! ….. Og så er der den helt forkerte: “I fire, I sætter jer bare ned, og så tér I jer!”. Eller når jeg som workshopleder siger: “I må lægge jer, hvor I vil, her er plads nok”, og så et barn lægger sig oppe ved lærredet, og læreren skælder ud og siger, at barnet skal lægge sig et andet sted…….!
Men altså, for at lukke den her erfaringsdeling af, så har 4 dages workshop med 11 grupper af mellem 15 og 30 i hver, og med to søde og hjælpsomme pædagoger tilknyttet på fuld tid, har Vallensbæk Børnekulturuge været et eksperimetarium for mig, og jeg har kunnet teste en masse forskellige små variationer af i konceptet. Jeg kan se, at det fungerer rigtig fint at arbejde med det skoleklasseformatet, så nu er jeg simpelthen klar til at lave et superskarpt og lærerigt forløb på landets skoler.
Jeg har døbt workshopkonceptet “Fortæl Historien med Lyd!”, og har lavet en lille salgsvideo:
Læs mere om workshopkonceptet og kontakt komponisten her.
Minder om en ultrasimpel udgave af MAXMSP, med objektbaseret ‘programmering’. Der ligger en masse læring i at kombinere de forskellige objekter – “image”, – “box”, og “text”, med styrende objekter, som “wave”, der laver bølgeformer, som kan styre forskellige parametre i de andre objekter, og “color” som kan ændre farverne, og “pointer”, som styres af musebevægelser.
Se denne lille animation, hvor jeg har lavet nogle “wave” objekter der styrer lysstyrken i tekst og baggrund (“box”). Og en lille grå firkant du flytter rundt med dine musebevægelser!
Det lyder ikke så godt i folkeskolen. Musikundervisningen som fag bløder, både internt og eksternt. De såkaldte kreative fag bliver skubbet til side til fordel for fag, som bliver betragtet som vigtigere for en bæredygtig samfundsudvikling. Men sådan skal klaveret ikke spille! Hvis vi i vores fællesskaber vil have mennesker der vokser op og som på selvbåren, reflekteret og samskabende vis kan bruge lyd som en udtryksform, så skal lyden som medie meget mere i spil – og på en radikalt anderledes måde – i den daglige undervisning i folkeskolen.
Af komponist Casper Hernández Cordes
Læs videre om rummet som modstand, om kollektive arbejdsprocesser, og om at bruge stemmen som impulsgiver til at arbejde med kompositoriske processer i klasseværelset
I projektet Gaden som Instrument har jeg i halvandet år arbejdet med mit eget digitale værktøj Anthropomorfer. Jeg lavede en række gadeworkshops med tilfældige forbipasserende som deltagere. Med de ultrahøje krav til umiddelbar forståelighed og en hurtig indlæringskurve der er i dette format har jeg fået et ret klart billede af, hvad der virker og ikke virker, når det drejer sig om at sætte folk i alle aldersgrupper og med alle slags baggrunde til at arbejde med kompositoriske processer.
Med Fonokolab vil jeg omplante de metodologiske og teknologiske erfaringer fra Gaden som Instrument til et nyt miljø, nemlig folkeskolen. Det nye er, at det ikke længere er en komponist som står med ansvaret for at facilitere forløbet, men en folkeskolelærer. Det stiller nogle nye krav til brugergrænsefladen, men det er især i det metodologiske/didaktiske, at der er behov for en indsats. Derfor er jeg for tiden i gang med at fundraise til et større projekt BRUG LYDEN!! som skal sørge for en grundig afdækning, afprøvning og forankring af nye metoder og værktøjer. Men her noget om de foreløbige resultater i udviklingen af Fonokolab.
!!Læs frisk videre!!
En teknologi er ikke værdineutral, og det samme gælder de værktøjer jeg er i gang med at udvikle. Lad os derfor få værdierne helt frem i lyset!
Fonokolab lægger op til gruppearbejde. De fleste eksisterende digitale værktøjer er bygget mhp. at en enkelt bruger ad gangen via mus, keyboard touchscreen osv., giver impulser til de kompositoriske processer. Fonokolab har distribueret interfacet ud på de enkelte smartphones (se tekniske detaljer nederst i teksten). En enmandsproces med Fonokolab vil ikke give et resultat der rummer de samme kvaliteter. Det bliver simpelthen mere spændende at være flere om det.
Det er stemmen der er den primære impulsgiver. Digitale værktøjer vil ofte skulle betjenes via et tastatur og mus, eller et midi-keyboard. I disse tilfælde vil selve det motoriske element ikke være del af en udtryksproces, men vil være nødvendige bevægelser for at få maskinen til at gøre det, brugeren ønsker. Derfor vil processen primært være logisk-deduktiv. Når der bruges en touchscreen, som med ipad, kan man komme tættere på en intuitiv tilgang, men oftest vil det være nye slags færdigheder der kræves tillært. Med Fonokolab er det meget enkle rent motorisk tekniske færdigheder der kræves, – at stille sig foran en mikrofon, vende sin mobiltelefon med skærmen nedad og kunne betjene et enkelt interface på smartphonen. Og ikke andet. Resten er en sag mellem brugerens ører, stemme, og bevægelser i rummet. Det ligger meget tæt op ad den måde vi som mennesker grundlæggende bruger lyd som udtryksform i vores daglige liv, – nemlig gennem talen, gestikken og mimikken. Filosofien er, at vi har et meget direkte forhold til at udtrykke os ad disse kanaler, og at vi med et digitalt værktøj kan forlænge disse processer ind i et andet medie, og dermed tydeliggøre, forstærke og pege på dem, i en didaktisk-kompositorisk kontekst.
Derfor vil værktøjet også i højere grad give deltagerne mulighed for at arbejde med de kompositoriske processer på lydens præmisser. Ofte, når man arbejder med disse processer med deltagere som ikke er professionelle musikere vil andre dagsordener hurtigt tage over. Det er en stor udfordring at holde fokus på lyd som noget der kan formes i tid, i kompositoriske forløb.
Fonokolab lægger op til en kompositorisk proces som udspringer af deltagernes bevægelser i rummet. I modsætning til akustiske instrumenter – som oftest giver brugerne alt for stor modstand – er det med digitale værktøjer meget let at lave store og komplekse bevægelser i lyden over kort tid. Udfordringen for mange ikke-musikere er at holde igen, at give de kompositoriske processer den tid, som skal til. Fonokolab lægger op til at deltagerne skal bevæge sig i et FELT og dermed vil den fysiske afstand og tilstedeværelsen af andre deltagere og objekter (og i Gaden som Instrument også forbipasserende cyklister!) udgøre naturlige modstande, som tvinger deltagerne til at udfolde processerne over tid. Når deltagerne bevæger sig rundt mellem hinanden i rummet vil det lægge op til leg, til spontanitet, og også til en ‘scene’, hvor forskellige elementer af et emne kan gestaltes i forhold til hinanden.
Selve den lydlige side af forløbene behøver ikke nødvendigvis være i fokus under gestaltningen af dem, men idet deltagerne efter en session sætter sig og lytter koncentreret til forløbene kan disse stå tydeligere frem, og gøres til genstand for analyse, diskussion og refleksion. Ved at gøre de kompositoriske processer fysiske og rumlige vil der ske en affokusering på det prækonceptuelle, og det kan være frigørende, da ikke-musikere ofte vil falde i ret mainstreamede fælder, hvis de bliver bedt om (bevidst) at konceptualisere kompositoriske forløb. Der ligger et væld af nuancer i de scripts, som børn og unge er i stand til at gestalte i fysisk-rumlige aktiviteter, og disse nuancer bliver spejlet i de lydlige forløb i Fonokolab.
Elementerne i denne filosofi kan til en vis grad kodes ind i det digitale værktøj, ved at inkludere visse muligheder, og udelukke en hel del andre. Men kunsten i projekt BRUG LYDEN!! bliver at give den enkelte folkeskolelærer de metodiske færdigheder til at kunne arbejde med værktøjet i forløb med skolebørn, som baserer sig på fællesskabet, på stemmen som impulsgiver og på lydens egne præmisser.
Screenshot fra Fonokolab, – et digitalt værktøj som skal gøre det muligt at arbejde med lyd som udtryksform i klasseværelset
Lidt om det tekniske (Her kan dryplæses!)
Rent teknisk er Fonokolab et digitalt værktøj udviklet i et software, som installationskunstnere, VJs og elektronika-musikere bruger, det objektbaserede MAXMSP, bygget som en app, der kan bruges på både MAC og WINDOWS. Setuppet bruger teknologier, som er tilgængelige i de fleste klasseværelser, og indeholder:
en computer / bærbar
et sæt højttalere
et wifi netværk
en smartphone pr. deltager, med en app, TouchOSC (ANDROID og IOS), knyttet til computeren via OSC
Følgende værktøjer kan være med til at udvide mulighederne:
1 – 2 mikrofoner, tilknyttet den bærbare
en interaktiv tavle
Der kan være seks smartphones tilknyttet ad gangen, og hver deltager – hver ‘spiller’ går igennem følgende forløb:
De deltagende smartphones ‘logges ind’ i Fonokolab, så de kan styre optagelse af lyde, panorering og volumen i programmet.
Trække en LYD ind. Hver spiller trækker en lyd ind, enten direkte fra rummet med en mikrofon, eller i computeren ved at dragge-droppe ind i Fonokolab. Lyde fra deltagerens smartphone, fra Nettet, fra omgivelserne osv. kan bruges. LYDen afspilles som et loop, styret af deltagerens lydform:
LYDFORM. Deltageren vender sin smartphone på hovedet, og udtrykker sig med sin stemme i mikrofonen. Fonokolab laver en analyse af stemmen ift. melodi og volumen. Spillerens LYD afspilles dermed i højttalerne, formet i afspilningshastighed af stemmens melodi, og i volumen af stemmens lydstyrke. Samtidig optages analysen, – LYDFORMen – som en (fake) lydfil i en buffer~. Når deltageren vender sin smartphone med skærmen opad igen afspilles LYDFORMen som et loop. Kombinationen af LYD + LYDFORM bliver en FRASE, og da de to loops ikke nødvendigvis har samme varighed, opstår en uendelighed af (mikro)variation i udtrykket.
De andre spillere går igennem den samme mølle. Hver deltager kan til hver en tid ændre på sin LYD, og sin LYDFORM, og dermed on the spot lave meget konkrete og hørbare ændringer i FRASErne.
Et FELT defineres på gulvet, foran højttalerne, og den enkelte spiller flytter med smartphonen sin FRASE rundt i lydbilledet – via panorering og volumen – samtidig med at han/hun bevæger sig rundt i FELTet. Hver deltager kan således se, hvor hver af de andre deltagere befinder sig i rummet, og høre, hvor deres lyd befinder sig i lydfeltet.
Vi har brug for mere LANGSOMHED. Både for det regnvand, som alt for hurtigt fiser ned i kloakkerne, og for de mennesker, som alt for hurtigt fiser hjem for at sidde i hver sit sofaarrangement. Svaret er: VANDSTRUMENTET! Et gadeinstrument, som opsamler regnvand (i et nedlagt køleskab) og som man kan lave musik og lyde på. Det første får regnvandet til at tage den lidt med ro inden kloakken, og det sidste får mennesker på gaden til at standse op, og improvisere, lege, snakke og grine.
Vandstrumentet er et GADEINSTRUMENT, bygget af Jack Maynard & Casper Hernández Cordes.
Det er en del af projektet Vand i Gaderne, på Vesterbro i København. Vandstrumentet er på turne rundt i kvarteret, startende ved Træstubben, Vesterbros Naturværksted, ved Saxogade.
Alle kan komme og lave gadeimprovisationer, filme det, og lægge på Youtube. Send en email med filmen til denne mailadresse, og den vil automatisk komme her på kanalen:
iPad bliver fremstillet som det ypperste af den nyeste teknologi, men er i praksis eksponent for en grasserende negation af de muligheder den nyeste teknologi tilbyder. Køber du en iPad (eller andre i-devices) betaler du for et ypperligt værktøj til at interagere med dine omgivelser, men du får samtidig, gratis så at sige, med i købet et stykke af en ligeså ypperlig teknologi, hvis eneste mål er at forvandle alle dine handlinger til et kundeforhold til Apple. Ipadiseringen af vores undervisningssystem er et skridt bagud, teknologisk og læringsmæssigt, og et sneleopardspring fremad for kommercialiseringen af skolen, og for kundegørelsen af de menneskelige relationer.
Garageband er, ligesom det absolutte flertal af musikrelaterede computerprogrammer, musikalsk bagudskuende. Deres musiksyn bygger på en overfladeforståelse, hvor fænomenet musik forveksles med en beskrivelse af, hvordan musikken frembringes, altså gennem det vi kalder skalaer, akkorder, metrum, mm. Det er fuldt teknisk muligt at udvikle computerværktøjer som gør det muligt at arbejde med musik på et mere grundlæggende niveau, altså der hvor selve det at vi er i stand til at forholde os til hinanden og vores omgivelser gennem lyd bringes i spil. Hvis musikfaget skal fornyes skal det ikke ske ved at man udskifter de evindelige bongotrommer, triangler, blokfløjter og elbasser med nogle digitale ditto. I stedet for at fortsætte og yderligere styrke forståelsen af musik som resultat, som objekt, som overfladefænomen, og som en færdighed man skal mestre, skal musikfaget fuldstændig gennemrevitaliseres – hvis ikke det simpelthen skal afskaffes som selvstændig disciplin – og begynde at arbejde med musik på et grundlæggende plan, som proces, som potentialitet, og som en kapacitet vi alle besidder, som sansende, reflekterende, kommunikerende og kollektivt skabende og hele væsener.
Musikkfaget i grunnskolen har slitt med lav relevans og det har vært teknologisk utdatert. Hverdagen til unger og tenåringer er full av musikk og teknologi, mens musikkrommet har knapt hatt en datamaskin. Ei heller egnet programvare, eller lærere som behersker djevelskapet. Veien fram til relevant innhold med fornuftig bruk av teknologi har vært lang, og er fremdeles lang. Humpene i veien heter økonomi, kompetanse, mer tilrettelagte løsninger, tidsfaktor, lærerutdanning, osv.. Men nå er det en løsning på markedet som senker terskelen på alle områder med unntak av relevans og det å være teknologisk på høyde. Nymotens iPad med GarageBand løser flaskehalsen som den reneste champagnesprut på nyttårsaften.
Det høyreiste ordvalget bekreftes av to norske prosjekter som har dypdykket i materien i løpet av vinteren. Skedsmo kommune og Eiksmarka skole har begge benyttet iPad og GarageBand på musikkrommene, og erfaringene er intet annet enn oppsiktsvekkende. Løsningen kommer inn som et fantastisk…
(Jeg låner denne opskrift fra MEDLYD, min oversættelse)
“Consoning gøres sådan her:
1) Spot et sted. MEDLYD finder forladte steder, hvor folk kan have behov for mere … menneskethed
Site objects
2) optag lyde. Både ‘naturlige’ lyde fra stedet, og lyde lavet med de objekter, der er tilgængelige, ved hjælp af dine hænder, fødder, hoved, og lokale folk der er tilgængelige til at producere lydene.
3) Hjemme igen, improviserer du over lydene på din computer. Medlyd bruger Anthropomorpher.
4) Upload improvisationen på en online service, som er tilgængelig for smartphones (Soundcloud for eksempel)
Der er opfundet et apparat der gør det muligt for os at SE med tungen, men hvad med at kunne male med den?
Jeg har netop udviklet et program, som laver en oversættelse mellem lyd og farve. Det er jo ikke nogen ny ide, at der kan være en relation mellem vores oplevelse af ordenes lydlige byggesten, fonemerne, og oplevelsen af farve. Der skulle være nogle, der oplever bestemte farver, når de hører bestemte lyde, og så taler man om synæstesi. Min interesse var ikke så meget i en subjektiv kobling mellem to adskilte verdener, men mere en måde hvor jeg kunne lave en automatisk ‘farveblind’ oversættelse fra lyd til farve.
Da det jo er os mennesker, som jeg interesserer mig for at arbejde med har jeg taget udgangspunkt i:
hvad er vi indrettet til at kunne percipere? Vi kan høre lyde og se farver indenfor et afgrænset antal svingninger
vi har også nogle bestemte lyde, som vi både er i stand til at producere og percipere. Det er meget smart, for så kan vi kode information af forskellig slags og sende til hinanden, trådløst gennem luften. Altså er fonemerne det lydmateriale, jeg ville kigge på
fonemer bliver beskrevet som klangfarver, så hvorfor ikke lave en klodset 1:1 kobling og sige: klang som farve =lys som farve?
da det hele er svingninger, tænkte jeg, at jeg ville tage den ene slags svingninger, lydene, og mappe på den anden slags, farverne.
Jeg ikke er ingeniør, og jeg har oven i købet desværre ikke hæftet mig tilstrækkeligt ved matematikundervisningen i gymnasiet – dengang vidste jeg jo ikke, at jeg ville få brug for epsilon og den slags – så min fremgangsmåde er mere ovre i cowboytrickgenren. Det er sådan noget med at tage nogle kasser, der skulle kunne nogle forskellige ting og så sætte dem sammen på forskellige måder indtil man får det ønskede resultat.
Den ene kasse, jeg har fundet, hedder “bark scale”. Det skulle være en måde at lave en oversættelse af de lyde der omgiver os til nogle størrelser som angiver hvordan vi subjektivt, altså med de måleapparater vi nu er udstyret med – ørerne – opfatter lydene. Så har jeg et program, maxmsp, hvor der er et objekt, der tager lyd ind og spytter 25 værdier ud for hvert 40. milisekund. I beskrivelsen af objektet, står der at det er bark scale, men iflg. Wikipedia er bark scale 24 værdier. Men cowboy-Casper går glad videre: De 25 værdier siger noget om, hvor meget aktivitet vi ved 25 punkter i lyden oplever med vores ører. Hvis du forestiller dig at en vokallyd er en masse toner der bliver afspillet samtidig med forskellig lydstyrke, så går denne metode ind og måler for 25 bestemte tonehøjder, hvor kraftig lyden er dér. Når man så kigger på et diagram, hvor de 25 værdier er afbilledet som 25 skydere, så kan man se at de står og danser op og ned når der kommer lyd ind. Så har jeg siddet og sagt “eeeee”, “iiiiiii”‘, “yyyy” og alle de andre interessante vokallyde vi har på vores mærkelige sprog, indtil min kæreste var ved at få spat, og jeg har så kigget på de 25 skydere, og prøvet at finde et mønster i, hvordan de står når der kommer forskellige klange ind i systemet.
Den anden kasse, jeg har fundet, har at gøre med hvordan nogle kloge mennesker mener at vi opfatter farver. Egentlig kunne jeg godt lide kassen, hvor der står “farvespektret” på, da den siger: rød er den farve der har færrest svingninger, og violet har flest, og imellem har vi en rækkefølge som vi kender fra regnbuen. Men der er ikke noget objekt i mit program, som kan oversætte fra et bestemt antal hertz til farver. Det blev så en anden kasse, jeg måtte hive frem, og på den står der RGBA. R som RED, G som GREEN, B som BLUE, og A som …. sAturation (?).
Det jeg i grove træk er kommet frem til, og som er blevet til foreløbigt et lille program, jeg har valgt at kalde Vocogram, er at jeg har trukket et kabel fra “bark scale-kassen” fra de dybe svingninger til indgangen i “RGBA-kassen” som styrer hvor meget rød der er i farven, fra næste niveau af svingninger i bark-scale-kassen til RGBA-kassens ‘grønne’ indgang, og tallene fra de høje frekvenser fra klanganalyse-kassen til den blå indgang. Og til sidst de allerhøjeste frekvenser – som ikke så ud til at blive påvirket af min evindelige vokalisen, til den sidste indgang, der styrer saturation, altså hvor mættet farven bliver.
Her et citat om fonemerne, og hvilke frekvensområder, de vibrerer på:
“Normal hørelse
Energien af vores vokaler ligger hovedsageligt i området 250 – 2,000 Hz og stemte konsonanter (b, d, m osv.) mellem 250 – 4,000 Hz. Ustemte konsonanter (f, s, t osv.) varierer betragteligt i styrke og likker i frekvensområdet 2,000 – 8,000 Hz. For at forstå taleklarhed er det derfor vigtigt at have en god hørelse i alle frekvensområder fra 125 – 8,000 Hz.” KILDE
Hvordan virker programmet så? Faktisk er det lykkedes mig at lave et apparat, som er rimeligt trofast i forhold til at oversætte mellem vokallyde og farver. Et problem var, at farven ændrede sig alt efter tonehøjden på vokalen. Det har jeg fået nogenlunde aflivet. Så et /i/ får den samme farve, nogenlunde, uanset tonehøjde. Hvis man siger vokalen kraftigere, intensiveres farven. Men det giver jo god mening. Så det virker efter hensigten.
Hvilke farver får de forskellige lyde så? Et problem er, at forskellige mikrofoner har forskellige ‘personligheder’ og det går ind og farver klangen forskelligt. Jeg har lavet en knap i programmet, som kalibrerer det, så den almindelige baggrundsstøj i rummet og mikrofonens fortolkning af denne bliver nulstillet. Farverne vil i grove træk ligge i en relation til klangene som er stabil i et givet setup, men det vil lige så givet ændre sig ved andre setup. Det vil altså ikke være sådan, at /i/ altid producerer den særlige lilla, du ser på billedet nedenfor. Men i et givet setup vil farven være stabil og forskellig fra den farve de andre vokaler får. Men her er et eksempel på mappingen:
Vi er over i en stille og dæmpet pastel-verden, kan man se her….
Hvad kan et sådant program bruges til? Måske sprogtilegnelse? Alfabetisering? Intuitive maleprogrammer? Jeg har selv brugt det ved at integrere det i Anthropomorfer (“nu-i-farver!”), og har dermed et element af klangbehandling, som supplement til den måde man hidtil har kunnet forme lydene med sin stemme. Indtil nu har jeg arbejdet med en maskine, der kunne oversætte tone- og lydstyrkeforløb i stemmen til hvad vi oplever som melodi og rytme. Nu er der også en mulighed for at forme lydenes klangfarver, ved at lægge stemmens klange ind som filtre på lydene.
Det har givet mig inspiration til en serie af improvisationer med hvert vokalfonem i det danske sprog (nye improvisationer kommer til i denne spilleliste, efterhånden som jeg laver dem. I skrivende stund har jeg lavet to improvisationer over /i/):
Der er masser af eksempler på komponister, der har ladet sig inspirere af sammenhængen mellem farver og lyd. For bare at nævne et enkelt:
Deep Surrender: Musically Controlled Responsive Video, af Robyn Taylor and Pierre Boulanger. LINK til pdf om værket
Hvis du spørger en biokemiker om, hvad der er det vigtigste for at verden kommer videre vil han svare “biokemi”, og derfor er det ikke så overraskende at jeg som komponist mener, at lyd er noget helt særligt. I mit arbejde med farverne kom jeg til at tænke på at vi kan laver farver med vores stemme, klangfarver, men vi har ikke et organ der kan laver farver. Men blæksprutter kan det!
Missionen er: Jeg vil finde det optimale værktøj, der skal give folk mulighed for at lege med lyde i kollektiver, på en kreativ, lystbetonet, og reflekteret måde.
Hvad skal deltageren opleve:
1) Åbn din app. Start en gruppe eller meld dig til én. Vælg en lyd, enten ved at optage den on the spot, eller fra en database af lyde, andre brugere har valgt. 2) Du hører nu din lyd, mens du ser den som waveform på din smartphone. Du vælger hvilken del af lyden du vil bruge. 3) Når alle deltagerne i din gruppe har valgt og klippet deres lyd, starter jeres session 3.. 2.. 1.. , og I 4) improviserer i fællesskab. Du kan skrue op og ned, panorere ml. højre og venstre, og du kan forme din lyd med din stemme (eller anden lyd) via mobilens mikrofon. 5) Når tiden er gået, lytter I til improvisationen, giver den thumbs up eller ned, og hvis et flertal stemmer for, gemmes improvisationen på serveren. Her kan I kommentere og diskutere på den.
Hvad ligger der bag:
Teknisk skal der være en server, hvor programmet afvikles, og lydfilerne gemmes. Fra den enkelte mobiltelefon modtages kun 1) en upload af en kort lydfil (max. 15 sekunder). Eller en valgt lydfil, som allerede ligger på serveren. 2) En strøm af analyse af stemme. Ikke selve stemmen. Blot analysen af tonehøjde og lydstyrke. Tilbage til mobilen sendes 1) streamet lyd, dels fra den uploadede / valgte lyd, dels fra den fælles improvisation. 2) alm. data, som chatbeskeder mm, info om valg mm. fra de andre brugere,
Som struktur for gruppe-delen kan bruges et format som bla. benyttes i Word Feud. Og som server-model kan bruges soundcloud. Ejamming er et online øvelokale, hvor man kan jamme med andre musikere via Nettet i real time. Udfordringen er at omgå problemet med latens, og det hævder ejamming at have løst. Det er ikke min ambition for dette projekt på nuværende tidspunkt.
Milepæle:
Først skal jeg skaffe information: I hvilken grad er ideen teknisk realiserbar? Undersøgelsesspørgsmål: 1) kan der live streames lyd fra en fælles improvisation til x antal brugere? 2) Kan stemmeanalysen laves i mobilen?
A:”Ped å te få ed så? Glungen på ungen fe så ped glå tå. Glungen så få ped tå e. Å fed tungen se på glå!! Å få glungen te. Sed på så glå ed!? På fe? Tungen få så å pe glungen. Ted glå tå. Pe å!?”
– The Vrøvlomat
Vrøvlomaten er et værktøj, som skal hjælpe os med at komme ud over rampen,frem i skoen, op i gear, i spil Vi skal få tungen på gled, turde turde, gi den gas, lette på hæmningerne, lukke op for godterne, gribe gulvet, gøre os gældende, – og så vid’re!
Alene mængden af udtryk som vi har på det danske sprog, der på den ene eller anden måde handler om at komme ud af busken, gi los, fyre den af, osv. osv., vidner om, at det er noget som optager os meget, det der med at få lukket op for sluserne, krænget vort indre ud, og få det sagt, for pokker.
Det er vel heller ikke nogen tilfældighed at vi har en solid tradition i Danmark for vrøvlevers, vrøvlerim, vrøvleremser, ordspil, og hjemmelavede ord. Tænk på vores litteraturhistories farserede fædre og broderede brødre, heltinder som Skrit-skritterit-skratskrirum-skrit, søren-og-alle-de-andre-børen, og vores medlidenhed med snøvsen fordi alle går fra den.
Hvad skal der til for at få tungen på gled hos folk, der skal øse af deres inderste, være autentiske, og række ud til hinanden med deres stemmer?
HER er svaret ….. THE VRØVLOMAT™ – køb den nu og tal sort til din nabo før han taler sort til dig.
Hvordan skaber vi kulturelt bæredygtige fællesskaber? Og hvordan kan lyd som udtryksform drive denne udvikling? Det er spørgsmål, jeg stiller med denne blog. God læsning!
Ører med Filter 