Kategoriarkiv: Om metode

Konsumere? Konsumere?! – Kreere!!!!

[In English]

På denne smukke sommerlørdag satte jeg Barefoot Sound Kitchen (street kitchen edition) op på et sted, som nok kan betragtes som forbrugets højborg – Kongens Nytorv, ved Østergade. Et sted, hvor 95% af de forbipasserende har én eller flere helt nye poser i hånden, med et par helt nye sko, en helt ny kjole eller et nyt jakkesæt.

Er de mennesker friske på at lege? “Kan du hjælpe os?” spurgte jeg. De fleste, – efter at have set vores setup med mikrofoner osv., – reagerede ved at kigge hårdt ned i jorden og gå hastigt videre. Men der var dog visse, som kunne lokkes til at lege med. Og andre som bare spontant kastede sig ind i legen!

Der var Henrik, en lille ældre herre, som jeg inviterede til at deltage. Han mente ikke at det var noget for ham. Han var 90 år (!) Jeg ville have taget ham for at være max 70. Han sagde at han havde oplevet 2. verdenskrig. Jeg spurgte ham, hvordan var det så. Han sagde at han var flygtet til Sverige. Hvor han havde startet en brigade. Hvad var det for en brigade. Det fik jeg ikke helt fat i. Nåmen han var jo for genert til at deltage i happening-performance-workshoppen. Og så alligevel gik han i gang med at synge “jeg elsker de grønne lunde”, ind i mikrofonen med lyden af en kontrabas. En fin stemme, fuldstændig rent sunget.

Så var der Simon, som kom væltende ind på banen, halvfuld, og med en stak Hus Forbi i sin taske. Han gav den hele armen og inviterede folk med. Var meget vild med Barefoot Sound Kitchen, og mente det ville være meget populært på bodegaer og til fester. Han mente endog at jeg ville kunne tjene gode penge på det. Jeg sagde noget om at det jo var et kunstprojekt, hvortil han svarede at det pengene jo skal tjenes et sted. Og så kunne jeg dermed få tid til at lave kunstprojekter ved siden af. Det var faktisk ikke nogen dårlig ide. Generelt har fulde mennesker nemmere ved at lege.

Jeg spurgte til hans historie, og han sagde at han havde været erhvervsfisker i mange år. Var blevet kørt over. Kunne derfor ikke arbejde mere. Jeg kunne forstå at han havde været inde over noget sygedagpenge, men det var han kørt sur i. Han sagde at han var begyndt at få angstanfald pga systemet. Nu fik han ikke angstanfald længere, nu hvor han var en fri fugl.

Simon gav mig dette nr af Hus Forbi, som tak for at have fået lov til at være med i Barefoot Sound Kitchen. Han ville ikke tage imod penge, – der var ellers røget et par skillinger ind på pladen….

Så var der to unge drenge, som kom forbi, den ene var frisk på at rappe nogle egne tekster.

Tre timer i sommervejret med mikrofoner, lydene fra klaver, trommer, saxofon, trompet og slagtøj, og 8-12 mennesker, som havde fået en mulighed for at lege med lyde, og måske få flyttet nogle grænser, skabt nogle andre billeder på nethinden, måske slipper noget igennem i drømme.

Vi kender alle den drøm, hvor man står på en scene. Man ved ikke, hvordan man er endt der. Man har ikke den fjerneste ide om hvad man skal gøre. Måske er det en balletforestilling. Måske en solokoncert.

Barefoot Sound Kitchen Street Kitchen:

4 lørdage i juni, kl. 14 – 17 på pladser og torve.

6/6  kl. Kgs Nytorv
13/6  Regnbuepladsen (v. Rådhuspladsen)
20/6  kl. Nyhavn, v. ankeret
27/6 kl. på Nytorv

Barefoot Sound Kitchen, indoor, i Dome of Visions:
17/6 kl. 19 – 20
5/7 kl. 16 – 17
8/7 kl. 16 – 17

Jeg har modtaget støtte fra Statens Kunstfond til mit arbejde med Barefoot Sound Kitchen

Casper Hernández Cordes har modtaget støtte til Barefoot Sound Kitchen fra Statens Kunstfond

Reklamer

Mere leg og spil i musikskolen? Fra at undervise solo til at invitere elevens verden indenfor?

Jeg tror, de fleste mennesker har det sådan i deres professionelle virke at de har …. en sutteklud! Hér tænker jeg på et eller andet apparat eller instrument eller en procedure, en eller anden form for ting eller aktivitet, som vi kan trække frem når vi har brug for at vise alle omkring os: Jeg er skam professionel! Jeg har styr på det her.

Min professionelle sutteklud er det computerprogram, jeg har udviklet, Fonokolab. Når bare jeg har computeren, projectoren, smartphones, wifi, mikrofoner og det hele oppe at køre, så ved jeg med mig selv, at uanset hvad, så skal jeg nok imponere dem, så snart jeg trækker den her teknologi-park ud af ærmet.

Når jeg selv står for mine Fonokolab-workshops med børn og unge, så ved jeg, at jeg kan få teknologien til at spille som den skal. Lige bortset fra, selvfølgelig, de situationer, hvor noget går galt. Og meget kan gå galt, når man har teknologi inde over. Det ved alle. Deraf den grundlæggende læresætning, jeg har udviklet for mig selv: Design det altid sådan, at du i alle led af workshoppen kan sætte ind med manuel styring. Med andre ord: hav altid et analogt alternativ klar i baghånden.

Jeg har faktisk også designet det hele på en sådan måde at enhver lærer i et gennemsnitligt dansk klasseværelse – i princippet – kan få det til at spille. I princippet, skriver jeg. For selvom teknologien er tilstede, i form af en almindelig computer, en skærm, en projector, smartphones og wifi, så har jeg efterhånden måtte se i øjnene, at der skal ret meget til, før en almindelig lærer bare lige sætter Fonokolab op. For hvordan er det liige med at få den enkelte smartphones IP adresse registreret i computerprogrammet? Og så videre.

Fonokolab er min sutteklud. Men det er jeg så indtil videre alene om. Vi har alle sammen vores metoder og værktøjer, og for at inspirere andre til at bruge Fonokolab, skal der en hel del til. I det her tilfælde kan vi jo starte med den halve til hele million det ville koste at udvikle en app til iPad/tablet. Donationer modtages, se mit kontonummer længere nede;-)

Når jeg så som i dag står for en pædagogisk dag for musikskolelærere på Tønder Kulturskole, og skal inspirere fuldt professionelle mennesker til at arbejde med komposition i deres daglige virke, stod jeg med et dilemma: Sutteklud eller ej? På den ene side ville jeg gerne vise, hvordan jeg med Fonokolab lykkes med at give børnene et værktøj til – uanset deres musikalske forudsætninger – at udtrykke sig nuanceret med lyd. Og sammen skabe en komposition, på stedet. På den anden side vidste jeg også godt, at deltagerne i denne pædagogiske dag ikke ville få gavn af at se mig demonstrere et værktøj, som de så efterfølgende ikke selv kommer til at bruge.

Det var et hårdt valg. Men suttekluden måtte blive hjemme.

Heldigvis var jeg forberedt, da jeg jo, som jeg var inde på ovenfor, altid har et analogt alternativ klar. Sagen er bare, at jeg i praksis aldrig har været nødt til at trække i nødbremsen, – Fonokolab-toget har måske slingret her og der, men er aldrig for alvor røget af skinnerne – og at jeg derfor nu stod foran nogle mennesker og for første gang skulle prøve den af.

Min strategi for dagen var at vise deltagerne de spilbaserede øvelser jeg har afprøvet et utal af gange med børn fra 4 – 6 klasse. Med det ville jeg vise, hvordan jeg gør for at bygge et spil op. Det gode ved at arbejde spilbaseret er at

  1. målet for vores aktiviteter bliver meget tydeligt, ikke bare for børnene, men også for facilitatoren/gamemaster. Det er jo sådan med et spil, at det gælder om noget. Vores opgave er så at designe spillet, så det som spillet gælder om, er sammenfaldende med det læringsmål vi ønsker at nå med spillet
  2. Et spil giver mulighed for at sætte nogle tydelige rammer op. En almindelig udfordring i musikundervisningen er, at børnene ofte enten laver for lidt, eller slet ingenting – fordi de er generte måske, eller laver for meget. Alt alt for meget. Og det bliver kaos. Når vi laver et spil sætter vi en fysisk ramme op, – en bane indenfor hvilken du må bevæge dig, nogle benspænd, som for eksempel at du får bind for øjnene. Og vi sætter en indholdsmæssig ramme op, som viser, hvad der er den måde at gøre på, som fremmer målet for spillet, og hvilke måder at gøre på, som hæmmer det. Igen er det vigtigt at designe spillet, så fysiske og indholdsmæssige rammer understøtter læringsmålet.
  3. Spilbaseret læring skaber motivation. Når målet med det vi laver ikke længere bare er ”at gøre hvad (vi tror) læreren ønsker”, men i stedet har at gøre med at gøre det som får spillet til at lykkes, så flyttes motivationen fra at være ydrestyret – og handle om at gøre læreren glad, til at være indrestyret, og føre til en oplevelse af en indre og en fælles glæde.

Jeg gennemgik en serie af spil, og uddelte denne metodesamling:

At komponere fællesskabet – metodesamling

Måske er det lidt grænseoverskridende for voksne mennesker at lege, spille, bevæge sig rundt i lokalet og lave lyde. Men det er på den anden side børnenes daglige virkelighed. Det er dér de føler sig hjemme. Det er dér de glemmer sig selv. Og det er dér – vil jeg påstå, at de er mest parate til at lære.

Min konklusion efter dagen er, at det kan være berigende, også for en musikskolelærer, at slippe suttekluden, – i form af guitaren, fløjten, violinen, eller hvilket instrument man nu underviser i – og sætte sig i børnenes sted.

Hvad siger du? Mere leg og spil i instrumentalundervisningen? Mere inddragelse af bevægelse og stemme? Skal eleven kunne tage en gruppe venner med, som kan fungere som “levende noder” på gulvet?

Kom med dit besyv!

Fonokolab inficerer Askov Efterskole

Fonokolab inficerer Askov Efterskole

I forbindelse med mit besøg på Askov Efterskole, – med en super modtagelse af Jacob, lærer på 9+10 klasses musikhold – fik jeg lejlighed og tid til at installere Fonokolab på alle de 5 mac computere i lydstudiet.

Eleverne fik mulighed for at downloade den app de skal bruge, TouchOSC, til deres egne smartphones. Og de fik tid til at afprøve workflowet med at optage lyde, konvertere dem, dragge-droppe dem ind i Fonokolab, og tilslutte deres egne smartphones til at styre lydene med.

Vi havde EN HEL DAG!! Hurra! Og udover det rent tekniske – som gav en del små og mindre udfordringer – var det også en dag, hvor jeg lærte klassen på 30 elever en lille smule at kende, og hvor de fik lejlighed til at lave nogle formentlig lidt anderledes øvelser, der skulle vise dem, hvordan de kan bruge SIG SELV i den musikalske skaben.

Lyt til elevernes komprovisationer her:

Er du på en smartphone/tablet, så klik her for at lytte!

For første gang i sin eksistens er Fonokolab nu nået til et modenhedsniveau, hvor programmet har kunnet installeres på en skoles computere.
For første gang i sin eksistens er Fonokolab nu nået til et modenhedsniveau, hvor programmet har kunnet installeres på en skoles computere.

Besøget blev finansieret af Koda. Læs mere om Kodas Skolekontakt her.

Lyd som spilmotor og en bedre skole i fremtiden (intet mindre)

Cocreation-morgen med de musikliniestuderende på VIAUC Århus, og deres lærer Inger Ubbesen.

Det skulle have været et større samarbejde, men så gik fundingen ikke hjem. Nu var jeg alligevel i Århus, så hvorfor ikke kigge forbi hos de musikliniestuderende på VIAUC?

Musikundervisningen, – og de såkaldt praktisk-musiske fag i det hele taget – er jo truet vildt hører man rundt omkring, så jeg var nysgerrig for at høre, hvordan det hele ser ud, set fra de musikliniestuderende fremtidige lærere.

Og jeg ville dele mine erfaringer med gamebased learning og lyd med nogle mennesker, som får muligheden for at gå ud og lave nye former for samarbejde på tværs af de faglige skel.

Det lyder jo dog som om at der er nye toner på vej i folkeskolen, – en af de studerende arbejder allerede som musiklærer, og har 22 timer om ugen med faget, – på en mindre privatskole.

Det kan jo siges ud fra en helt snæver betragtning at være fint, hvis musikfaget får flere timer i folkeskolen, men er det nok? De studerende havde oplevet fra deres møde med skoleklasser, at der er en stor udfordring i at eleverne har meget forskellige udgangspunkter. “Hvis det bare var som i Finland, hvor alle skal lære at spille et instrument”, var der én der nævnte. Men det er ikke Finland, -hvor meget nogle end ville ønske det. Det er Danmark, og det er ikke en obligatorisk del af folkeskolen at beherske et instrument.

Det er det, i en parantes bemærket, i visse private skoler. Jeg kunne fortælle de studerende om mine egne børn som går i en waldorf skole, og dér starter alle på blokfløjte i første klasse, på violin i tredje, og på et orkesterinstrument i femte.

Differentieringen er et stort problem! Mit svar på det er at skrælle ned til et lidt dybere lag, til et lag, hvor alle kan være med! Hvor det drejer sig om at arbejde med sin lytning, og lydproduktion på et helt basalt niveau.

Jeg fortalte holdet om mit arbejde med 6. klasse på Tove Ditlevsens Skole, og viste dem vores “mundebuk”-spil. Det centrale spørgsmål er her: hvordan kan vi lave et spil som på samme tid er sjovt, lærerigt, og hvor lyd er den centrale motor der driver spillets logik?

Efter at have afprøvet spillet – som var lynhurtigt færdigt! – drøftede vi, hvad der gør et spil til et spil, og – ikke mindst – hvad der gør det til et godt spil. Nu var det tid til at de studerende i grupper selv lavede spil  ud fra de principper, vi havde fundet frem til.

For ikke at skulle bruge for meget tid på at finde temaer, havde jeg en stribe (lettere fjollede) temaer med, rystet sammen i toget på vej til smilets by…:

  • Roundup vs drikkevand
  • Embedsmænd vs journalister
  • Blomster og bier (find de bedste blomster)
  • De 4 elementer
  • Vind vs olie (energi)

Efter et lille kvarter var de tre grupper klar med nogle spil og vi fik gennemprøvet et af dem: blomster og bier, – hvor blomster var instrumentlyde, og bier var elever, hvor A imiterer en lyd fra et instrument i rummet (det var et musiklokale, – i et andet rum kunne man bruge borde, stole og lamper osv.), og B skal gå hen og sætte hånden på det (altså på blomsten). Fint lille spil, vi andre kan gå ud og bruge, tak for det!

Efter halvanden times arbejde synes jeg vi kunne være glade ved at have rystet nogle ideer sammen, og jeg håber, at jeg kan bidrage til at det bliver (endnu – for vi vil jo have en endnu bedre skole, ikke?!) sjovere og mere lærerigt at gå i skole – en gang i fremtiden.

Nye læringsmetoder i Natur&Teknik på mellemtrinnet

Efter et efterår med en super spændende videreudvikling af Fonokolab, – kulminerende med en flot pris! – er det nu tid til at kigge fremad.

Totalblindebuk - vi et spil om fordøjelsen for 6. klasse på Tove Ditlevsens Skole
Totalblindebuk – vi et spil om fordøjelsen for 6. klasse på Tove Ditlevsens Skole

Erfaringerne fra samarbejdet med 6. klasse på Tove Ditlevsens Skole, hvor vi havde fordøjelsen som tema, har givet os nogle klare pejlemærker for den videre udvikling.

Vores mål var at arbejde med alle sanserne når vi arbejdede med vores tema, og det indebar en pædagogik byggende på

  • spilbaseret læring
  • arbejde med genbrugsmaterialer til at bygge instrumenter, animation og spil
  • lyd, bevægelse og animation
  • anvendelse af digitale værktøjer, herunder pc, smartphones, højttalere, mikrofoner, foto og video.

På baggrund af den feedback vi har fået fra lærere og elever kan vi se at

  • den spilbaserede læring styrker motivationen og inviterer eleverne til selv at bidrage. Læs mere her: GAMIFYING DIGESTION II, THE GAME!
  • iflg. klasselærer Betti, inddrager arbejdet med de forskellige sanser eleverne på nye måder, og skaber samarbejde på tværs af de sædvanlige konstellationer.
  • som klasselærer Martin understregede, er vores metodik og værktøjer særligt velegnet til Natur&Teknik.

Så hvorfor er vores metodikker og værktøjer særligt velegnede til Natur&Teknik?

– Det er jo noget af det vi skal undersøge i det videre forløb!

Jeg tænker, at de læringselementer man arbejder med i naturfagene er af en karakter, hvor der dels er tale om cykliske og ikke lineære sammehænge. Der er et samspil mellem dele, som ikke udfolder sig efter sprogets lineære logik, se for eksempel på fødekæden, på fordøjelsen, på vejret. Alting udfolder sig i et komplekst samspil, hvor en ændring ét sted kan være med til at ændre på hele balancen.

Der altså behov for at kunne overskue og forstå cykliske og flydende sammenhænge, men sproget arbejder i kategorier og linearitet.

En anden ting er, at der i  fotosyntesen, immunsystemet osv. er tale om sammenhænge, hvor de enkelte dele har hver sin logik, og hvor det er mere eller mindre tilfældige impulser fra andre deles logikker, der afgør, hvad den enkelte del gør. Derfor giver det god mening at arbejde spilbaseret. Man kan arbejde med lovmæssigheder, – som vi kan kode ind i spilleregler – og med potentialiteter, – som vi kan sætte i scene i spillet, hvor den enkelte del reagerer med et fast defineret sæt af mulige adfærdsmønstre alt efter de andres adfærd.

Og en tredje ting er det forhold, at der i mange af de forhold man skal forholde sig til i naturfagene er tale om dele der udvikler sig parallelt over tid, med hver sin logik og intensitetskurve. Det er noget, som sproget med kun meget stort besvær kan formidle, men som kan begribes via animation, lyd og bevælgelse. Særligt gennem lyd er vi i stand til at følge forskellige elementer som udvikler sig uafhængigt af hinanden over tid, – analogt til hvad man kalder kontrapunkt i den klassiske musik.

Hvordan kommer vi så videre?

Via samarbejde!!! Vi skal ud og have fat på nogle skoler, hvor man arbejder progressivt med didaktikken indenfor Natur&Teknik på mellemtrinnet, og hvor man er friske på at eksperimetere med nye læringsmetoder.

Forlag, organisationer, – hvem giver det mening at inddrage?

Det centrale er LÆRINGEN. Og vores slagord om den bæredygtige læring skal frem i forreste række. 

Derfor  skal vi måle på læringen. Vi skal udvikle nogle måder, hvor vi kan evaluere den faktiske læring der finder sted. Det ville jo være smart at kunne arbejde med en A/B tilgang, hvor vi måler på to ensdannede grupper, hvor kun den ene arbejder med Fonokolab.

Det vil også være rigtig smart at kunne måle på læringen på den længere bane. Når vi siger bæredygtig læring, – og vi siger oven i købet mindeværdig læring, – så er det jo interessant at komme tilbage til de samme elever efter 1 – 2 år og undersøge, om det, som de har oplevet med Fonokolab har sat sig varige spor.

– At det simpelthen har været en så god og inspirerende – ideelt set transformativ – oplevelse, at det er noget eleverne tager med sig i livet!

Project video log 6

This video will show you our first workshop with the 18 kids in 6th grade, building instruments out of trash.

Kristine Ingevall starts by playing some beautiful sounds on her instruments; then we introduce the categories for today’s workshop: #best sounding instrument#; #easiest to build#; #most variety in the sound#; #most durable instrument#. And a special prize for best collaborating team.

See the class working, and hear their teacher’s very positive conclusions.

More information about Fonokolab at AFSNIT I: https://www.facebook.com/events/660379303993613/

Check out more ‘streetstruments’ here:

http://www.youtube.com/playlist?list=PLABX5nr5YEhH4oCUqStguNPcIwdUgs5OF

Fortæl historien med lyd – workshops workshops workshops

!! ER DU LÆRER I INDSKOLINGEN? FOR DETALJER OM HVORDAN VI KAN SAMARBEJDE, KLIK HER!!

Jeg har været så heldig at få mulighed for at lave en masse workshops for 0. klasser og børnehavebørn. Det var i forbindelse med Vallensbæk Børnekulturuge. Temaet for ugen var SKOV OG BY, og jeg greb ideen og lavede et koncept med skoven og dens dyr. Nogenlunde samtidig er jeg stødt på et værktøj, som jeg længe uden at vide det hemmeligt har drømt om, nemlig Animata, som er et program, – gratis!, hvor man kan lave animationer, der kan styres live via de samme teknologier jeg allerede arbejder med i Fonokolab. Jeg har simpelthen kunne udvide det rent lydlige arbejde jeg har lavet indtil videre med en visuel side.

Det er jo et dilemma, når man arbejder med lyd som udtryksform, hvordan man skal bruge det visuelle, for det vil næsten altid være et temmeligt risikabelt ægteskab, – det visuelle er en meget dominerende partner, og har tendens til at gå ind og sætte dagsorden og bestemme, hvor skabet og alt det andet skal stå. SAMTIDIG kan man bruge det visuelle som en løftestang til at få det lydlige, – som jo er meget svært at holde fast på!, – i spil.

Jeg tog chancen, og gik frisk i gang med at tegne træer og dyr. Da jeg jo ikke er tegner foregik det på iPaden, med et vektorbaseret grafikprogram, TouchDraw. Her kunne jeg hygge mig med at skære dyr i stykker …

Gad vide hvad det er for én??

… og sætte dem sammen igen i Animata, med vertices, joints, bones, og hvad det nu hedder:

ben og led og klister imellem!

… og så får vi sådan en animérbar størrelse frem:

Foxy!

…. Som kan styres med en smartphone, og hvis mund bevæger sig, styret af lyd fra Fonokolab.

UDOVER at jeg fik den vilde idé at være klar (på fire dage) med et helt nyt software og med et nyt koncept for det visuelle, vovede jeg mig også ud i at introducere TIDSLINIEN. Når jeg i mine gade-workshops har bedt folk om selv at planlægge og udføre et improvisationsforløb har det jo fungeret udmærket, men dels skulle jeg nu stå med ret små børn, og dels ER det en udfordring for folk at organisere sig til at udføre et tæt og meningsfuldt forløb. Det er jo idet hele taget udfordringen i at arbejde med lyd som udtryksform, og det er osse forklaringen på at der gennem tiden er blevet udviklet meget komplekse og ofte svært tilegnelige systemer som tillader os at lave hvad vi kalder musik. Metrum, bpm, kvantisering, osv.

Min ide er at lave en linie på gulvet, og sætte en deltager til at være “tiden”. Andre deltagere stiller sig langs linien, og venter på at “tiden går sin gang”, som man siger, idet “tiden” skridt for skridt i et ganske roligt tempo går langs linien. Når “tiden” når frem til en deltager er det cueet for denne deltager for at udføre en handling.

OG HVORDAN GIK DET SÅ?

Første workshop var som første pandekage, – det gik moderat godt! Med en meget urolig og træt 0. klasse, akkompagneret af 1 stk. fire gange så træt lærer, og så med et system der crashede lige da vi var nået til at give dyrene stemmer. Her rører vi ved en vigtig streng i arbejdet med meget tekniktunge koncepter: Hvad gør man når det hele bryder ned? Svaret er: Vær altid parat til at gå til “manuel styring”. Man skal simpelthen have en joker i ærmet klar til hver procesdel, som man kan hive frem. Og det havde jeg ikke, så jeg valgte den for læreren givetvis MEGET lidt populære løsning at opfordre børnene til at løbe rundt og lege at de var dyr i skoven. Fra en halvirritabel delvis dvaletilstand gik børnene nu over i en helt overgearet modus da de kom tilbage til en genstartet computer.

Langt bedre gik det ved de næste 10 workshops, hvor systemet var med os, – og når det satte ud var jeg klar med en analog pendant.

KUNNE BØRNENE FINDE UD AF DET?

Det korte svar er JA. Faktisk var helt ned til 4årige med på de fleste dele af workshoppen. Efter at have tøet op, – hvilket godt kunne tage det meste af de ca. 45 minutter workshoppen varede. Børnehaveklassebørnene var HELT med fra starten, – og bød på den modsatte problemstilling: Hvordan kan man håndtere DELVIS deltagelse? Når nu 1 bliver valgt til en rolle, hvordan håndterer man så at DE FLESTE andre også gerne vil denne ting. Faktisk var det slående at se, hvilken forskel der er på børnenes måde at deltage og organisere sig når de først er kommet indenfor i skolesystemet. For det første: Man deltager ikke længere spontant, men har fået indkodet at alle bidrag går via en pegefinger. Jeg måtte mange gange fortælle 0.klasseeleverne at de bare skulle spytte ud, – bare tag fingrene ned. Og så er der mig, mig, mig modaliteten, som er godt forankret i denne størrelse mennesker. Er det  skolen som koder denne individ-tænkning så stærkt ind i børnene, eller er det en ‘naturlig’ fase i deres udvikling? I hvert fald er der ikke megen kollektiv glæde over at en klassekammerat får mulighed for at være ræv, imens man stille og roligt deltager som tilskuer. Svaret var at dele gruppen op fra starten i fire mindre grupper – så kunne vi da parcelere kampen om deltagelse ! – og at være meget skarp på bare at sige: “vil DU komme herop, tak!”. Noget jeg ikke fik prøvet, men som jeg tænkte bagefter var at lave en mere distribueret løsning: “Vil du komme op, tak. Vil du så også vælge hvem fra kragegruppen der skal op? Tak!”

Og så var der tidslinien. Konceptet – eller teknologien – skulle jo gøre det nemmere at lave en kollektiv gestaltning af et forløb i tid, uden at behøve en central figur, som en dirigent, eller en sufflør. Eller at have en narrativ struktur, som i et teaterstykke. Der findes jo et hav af lege, som børn spontant tager del i, hvor man skal gøre nogle ting på bestemte tider og steder alt efter, hvad andre foretager sig. Hjælpe/kongeløber, firkant, dåseskjul, – osv. osv. Og som det er med enhver ny leg, skal man prøve den nogle gange før man forstår reglerne. Det samme med min tidslinie. Nogle børn fangede den med det samme, og andre skulle have en venlig hånd på skulderen til at forstå, hvor de skulle hen.

Tidslinien, - en decentral styringsteknologi til at organisere begivenheder i tid.
Her går “tiden”, og sætter “begivenheder” i gang.

Børnene skal med tidslinien organisere sig selv, ud fra nogle meget enkle regler. Og det kan de godt, – i hvert fald efter at have øvet et par gange. Jeg kunne se, hvordan de børn som var “begivenheder” og stod langs tidslinien, synes det var sjovt og spændende at stå der og vente til “tiden” kom til dem, og de endelig kunne gøre, hvad de skulle, – som at lege ræv, hjort eller et af de andre dyr. Jeg kunne se, at for os VOKSNE var det lidt svært at bare lade børnene organisere sig selv. Jeg har nogle videoer af forløbene, og nogle af de første forløb, med børnehavebørn på 4 år (!), viser, hvordan børnene sagtens kan organisere sig selv. Men efterhånden som jeg og mine to hjælpende pædagoger blev smaddergode til workshoppen kan jeg se på videoerne, hvordan børnene knapt når selv at finde ud af, hvad det nu var de skulle inden den venlige hånd lige kommer.

Vi erfarede jo allerede på første dag, hvordan det var en udfordring at alle børnene sad i en stor klump på gulvet. Når de skulle dirigere hinanden i grupper var det svært både for dirigent og gruppe at finde ud af, hvem der gjorde hvad. Derfor tilføjede vi en ny teknologi på andendagen: et stort kryds på gulvet. Her skulle børnene fordele sig i fire lige store grupper, og når først de sad i en gruppe, kunne vi fordele roller, træer og dyr efter grupper, uden at skulle forhandle for hver gang. “I er rævegruppen”. Færdig.

Det her med at dele børnene op i fire grupper var jo et større hyr for os voksne. Det betod mange venlige hænder der skubbede rundt med mere eller mindre vrangvillige børn. Jeg prøvede så, som et eksperiment med den sidste gruppe vi havde, at bede børnene om at organisere sig selv, – UDEN INDBLANDING FRA DE VOKSNE. Så de satte sig ned, og jeg spurgte: Er der lige mange i hver firkant nu? Og det var oplagt for enhver at de 2 tomme firkanter IKKE havde lige så mange børn som de to andre. Børnene svarede da også NEJ. “Hvad vil I så gøre ved det?”. “Flytte nogle børn”. Lød svaret. Og der var så en god klump børn der helt tømte en firkant for helt at fylde en anden op. Og vi gentog møllen. Det gjorde vi nogle gange, og til sidst var der faktisk lige mange i hver. Jeg vil tro, at det tog omtrent dobbelt så lang tid som de politistatsmetoder vi hidtil havde brugt, men jeg er IKKE I TVIVL om at det indeholdt en masse god læring, og lagde en bedre stemning og et større ejerskab for børnene som udgangspunkt.

Og det er jo rigig, rigtig spændende det her! For udover at være en workshop, hvor man udforsker lyd og bevægelse bliver det nu også en workshop hvor man arbejder med at organisere sig selv i rummet! Hele vejen igennem.

Når jeg så ser de her videoer, hvor voksenhænder guider børnene rundt hele tiden – noget jeg ikke kunne se til selve workshoppen, da jeg var optaget af andre ting, kan jeg se med al tydelighed: Lad os få de voksne i baggrunden!! Jeg kan også høre i videoerne, som en tilbagevendende punktuation: sht!, ….. sht!, ….. sht! ….. Og så er der den helt forkerte: “I fire, I sætter jer bare ned, og så tér I jer!”. Eller når jeg som workshopleder siger: “I må lægge jer, hvor I vil, her er plads nok”, og så et barn lægger sig oppe ved lærredet, og læreren skælder ud og siger, at barnet skal lægge sig et andet sted…….!

Men altså, for at lukke den her erfaringsdeling af, så har 4 dages workshop med 11 grupper af mellem 15 og 30 i hver, og med to søde og hjælpsomme pædagoger tilknyttet på fuld tid, har Vallensbæk Børnekulturuge været et eksperimetarium for mig, og jeg har kunnet teste en masse forskellige små variationer af i konceptet. Jeg kan se, at det fungerer rigtig fint at arbejde med det skoleklasseformatet, så nu er jeg simpelthen klar til at lave et superskarpt og lærerigt forløb på landets skoler.

Jeg har døbt workshopkonceptet “Fortæl Historien med Lyd!”, og har lavet en lille salgsvideo:

Læs mere om workshopkonceptet  og kontakt komponisten her.

A PROPOS: