Lykke-Per – hvordan fladgjort?

Tak til Lone Nikolajsen for anmeldelsen i information 30/8 af Bille Augusts filmatisering af  Lykke-Per. Den leverer for mig at se, i modsætning til de øvrige anmeldelser jeg har læst, nogle skarpe pointer omkring filmen, som er værd at tænke videre med. Hun kritiserer filmatiseringens enøjede fokus på kærlighedshistorien mellem hovedpersonen Per og den stenrige Jakobe, på bekostning af “det idéhistoriske vingesus, der gør romanen til et hovedværk i dansk litteratur.” Som Nikolajsen påpeger, styrer filmen uden om “romanens mange højtravende ideologiske diskussioner”, og vi oplever derfor ikke hovedrolleindehaveren “navigere rundt i de forskellige livssyn, han er omgivet af”. Men hvis filmen, som Nikolajsen skriver, “fladmaser” Lykke-Per, hvad er det da præcist som bliver jævnet med jorden på det store lærred?

For mig at se tilbyder Pontoppidans roman nogle i overraskende grad aktuelle rammer for at tænke nogle afsindigt vigtige spørgsmål i vores samtid. Disse bliver ikke blot forfladiget, eller snarere negligeret i filmen, men på flere måder kommer filmen til at stå som en direkte modpol, på det ideologiske plan. For at forklare denne pointe, vil jeg gå direkte til slutningen. Spoiler alert!!

I slutningen af filmen fremstilles Lykke-Per som en stakkels, ensom, lettere forstyrret mand. Han er – stadigvæk – lidt sygeligt monomant fokuseret på sit store ingeniørprojekt, som han håber, at eftertiden vil tage alvorligt. Dette kommer til udtryk i det afsluttende møde med hans livs (ulykkelige) kærlighed. Her overdrager han Jakobe tegninger og modeller mm. fra det store (kuldsejlede) livsværk, så hun kan vise det til de fattige børn i hendes velgørenhedsprojekt, en ‘ukonfessionel skole’ i København, til inspiration for de kommende generationer.

I den afsluttende del af bogen, derimod, oplever vi en Lykke-Per, som har fundet fred med sig selv. En mand, som er kommet til et punkt i livet, hvor han begynder at “lære den højeste Menneskelykke at kende”. Per er kommet til dette punkt efter en lang og omstændelig dannelsesrejse gennem livet, hvor han i stigende grad vender sig mod filosofien for at finde svarene på livets store spørgsmål, idet han gradvist vender ryggen til verdenserobrer-drømmene, sådan som han har søgt dem realiseret gennem teknologien. Denne rejse har ført hovedpersonen gennem religionen, såvel den dogmatiske som den blødere danske naturreligion, gennem naturvidenskaben og teknologikulten, og om på den anden side. Heromme indser Per, at “den højeste Menneskelykke” er “at blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst”. Det er en lykke, som opnås gennem “at bringe sig i saa vidt mulig selvstændig og umiddelbar Forbindelse med Tingene i Stedet for at sanse dem gennem andres Organer, saaledes som f. Eks. ogsaa de gjorde det, der levede paa overleverede Forestillinger.”

Som Nikolajsen skriver, bliver denne dannelsesrejse forfladiget mellem Augusts hænder. Filmen fremstiller en verden, hvor livet kan være hårdt for nogle af os – primært pga dogmatisk religiøsitet – hvorfor vi ikke kan fungere normalt; heldigvis står den private kapital, når den som i Jakobes tilfælde bliver forlenet med godhjertethed og social indignation, klar til at redde vores samfunds opvoksende generationer. Per er for så vidt desværre en tabt sag, ødelagt af sin opvækst, og står som et spildt talent, et miskendt geni, som – hvis de rette psykologiske omstændigheder bare havde været til stede – kunne have løst nogle af samfundets store problemer. Men det teknologiske fix udebliver. Surt for lille Danmark, men så kan de lære det, – eller hvad?

I en tid som er præget af en grasserende trussel mod vores samfund, indefra med udhulingen af velfærdssamfundet, og udefra med den menneskeskabte ødelæggelse af omgivelserne, melder Augusts filmatisering af Lykke-Per sig under fanerne for den dominerende fortælling om, at vi kan imødegå disse trusler ved en kombination af teknologiske nyskabelser og velgørenhed ala Bill Gates.

I denne fortælling udkæmpes en kamp mellem to store modsatrettede ideologier, en dogmatisk religiøs overfor en (lige så dogmatisk) naturvidenskabelig. Her tilbyder Pontoppidans Lykke-Per en position som – uden hverken at tage parti eller afstand – så at sige forstår disse to positioner til døde, idet vi opfordres til at gå i “selvstændig og umiddelbar forbindelse med tingene”. Herfra kan vi forstå, at begge de to dominerende positioner – og dette gælder i dag lige så meget som på Pontoppidans tid – på hver sin måde sætter mennesket i centrum af verden, og at dette er kerneårsagen til, at vi som art har kunne mobiliseres til at udgøre en trussel for livet på Jorden som vi kender det.

#015 – 016 MAND HUND JORD – Kunstnerisk klistermærke

Meget vand er løbet i åen siden jeg sidst podcastede. Her i det nye år, 2021, har jeg fundet inspiration til at tage tråden op. Efter den sidste podcast, nr. #014, tog min undersøgelse en anden drejning, og jeg har i en periode skrevet små tekster. Det viste sig nemlig, at den ‘ultraempiriske’ tilgang jeg havde i mine podcasts var en glidebane i retning af små poetiske betragtninger. Så jeg arbejdede i en periode i dette format; skrev en serie digte, kan vi kalde dem. Jeg har postet en del af dem på min anden blog, her.  Og jeg har en profil på fyldepennen.dk, hvor jeg også har delt en stribe digte..

I januar 2020 købte jeg et klaver. Sammen med en række andre omstændigheder, herunder Covid19 og mit nye job som folkeskolelærer, var det startskuddet til at jeg nu har mit hovedfokus på at komponere, i en mere traditionel forstand.

Efter årsskiftet 20-21 har jeg fundet det meningsfuldt at dele mine tanker omkring det at komponere, og det at skabe sig en stemme som kunstner.

Lyt til min seneste podcast her:

Lyt og abonnér på:

#014 MAND HUND JORD – træerne taber deres blade på forskellige måder

Det er efterår, og træerne er i gang med at smide deres blade. I denne podcast går jeg min sædvanlige tur med hunden, idet jeg beskriver, så nøgternt som muligt, mine observationer af sporene efter den proces, som de forskellige vækster går igennem. Det er en form for radikal empirisme, hvor jeg forholder mig til mine sansninger så åbent som muligt. Jeg er her nysgerrig omkring naturens processer, sådan som vi typisk beskriver dem i naturvidenskaben, men på samme tid er mit blik, hvad man kunne kalde æstetisk, for det får også sider frem af processerne, som det videnskabelige blik ikke har øje for. For hvem bekymrer sig for det enkelte blads konkrete henfald, for de farvenuancer, det tegner sig, og hvordan? For den bane, bladet tegner i sit fald? På den måde bliver det en form for ubrugelig omgang med omgivelserne, som søger forhold mellem elementerne frem, som vi typisk ikke har blik for.

Desværre er lyden ikke god, men jeg har valgt at publicere optagelsen som en form for tidskapsel.

Her er et uddrag af ordene, du vil høre:

“Træerne taber deres blade på forskellige måder. Birken hænger, med de tynde grene, rudeformede blade drysser langs de tynde grene, i den ene side er træet tømt. Her et træ, hvor bladene hænger som optrævlet strikketøj imens træet strikker videre bag barken. Dråbeformede blade vender i alle retninger. Halvdelen bliver, den anden halvdel er rejst videre til det fælles stofskifte. Knudrede grene med overdrveent røde bær. Gæs på træk, to har mistet forbindelsen med flokken, trætte af at flyve med resten? De helt små knaldblå fluer, der langsomt daler ned, stiger op, imens de store myg stiger hurtigt, daler langsomt, som skannede de omgivelser. Nogle blade taber saften fra kanten indad, andre inde fra udad, de brune pletter btreder sig langs bladets kød mellem årerne. En vredet stamme, nøgen, uden bark, er blevet synlig efter bladenes fald. Her et træ næsten dækket af efeu. Efeu som omvendte bukseben mens træets øverste grene stikker ud som krogede fødder der rækker mod himlen, hovedet i mulden… Et træ bevarer bladene til det sidste, de er helt mørkebrune som hætter. Tjørnen, bladene bliver knaldgule med de knaldrøde bær, skarpe farver, mørk, grøn, mørk, rød, lys, gul, bladene vifter omkring de tornede grene, dækker for buskadsets mytiske og utilregnelige rum. “det var buskadset der gjorde det”. Barken blank, som viklet om af skinnende bånd, som en juledekoration uden at ville det. Her fyrrestammerne to nuancer næsten sort brun, lys, en sydlig gæst. Det træ har tabt bladene undtaget nogle få sammenkrøllede nogle, jævnt fordelt i hele træets volumen. Her blade, der er krøllet sammen omkring sig selv, som pupper, klar til at gå tilbage i jordens kredsløb under jorden. Her et træ på hvilket alting er langt.”

Lyt og abonnér på:

#013 MAND HUND JORD – Postapokalyptisk Provinsby, Tjekhov & Thoreau

Hvordan ville vores podcastede landskab se ud i 2119? Eller bare i 2030? Vi undersøger de vante, daglige omgivelser med et postapokalyptisk blik. Ja, det gængse provinsbybillede lægger allerede op til at folde Palle-alene-i-verden/Crusoe-scenarier ud i tanken, og det fører helt naturligt 100+ år den anden vej, tilbage til to tænkere fra forrige-forrige århundrede, nemlig Henry David Thoreau, som render rundt i en skov og laver minutiøse regnskaber over, hvor mange cent han bruger på at købe såsæd, planker og søm. Og Anton Tjekhov, som nogenlunde samtidig fører os ud i den russiske zartids provins, hvor vores kære Onkel Vanya spilder sit liv imens den lokale landlæge har nogle overvejelser over sammenhængen mellem den fremskridende ødelæggelse af landskabet/naturen/biodiversiteten og de forsvindende lokale kulturelle ‘biotoper’. Overvejelser, som ligger meget tæt op ad, hvad vi går og funderer over i vores podcast….

Lyt og abonnér på:

#012 MAND HUND JORD – er dyrene i virkeligheden animationer?

Og i øvrigt vil jeg tilføje:

På vej fra Hirsholm til Sorø på motorvejen.

“Jeg ser de her tejster, deres måde at jage hinanden, så dykker den ene, og den anden dykker efter, og de kommer op længere henne, de jagter hinanden, både over og under vandet og i luften, alle de steder, der har adgang til at færdes; og de er gode til at dykke; de dykker jo ned for at fange deres fisk, så de er nogle gode dykkere; ned under vandets overflade; for dem er luften og vandet to væsker de kan opholde sig i, de kan færdes i; og overfladen af vandet, den pjasker de i; og når de pjasker i denne overflade af vandet, så er det jo faktisk det samme vand, kan man sige, som er i stillehavet eller i Atlanterhavet, og i hele verden, alle de store have er forbundne; det vand der er ved Hirsholm er forbundet til det vand der er ved Cuba og Singapore …. Men det er jo også på en måde det samme hav, der er indeni tejsten; og på en måde også indeni dig; og i mig; og den overflade, altså vandets overflade, som på en måde er luftens underflade, det er jo en form for membran; ligesom tejstens overflade, dens fjerdragt, er en form for membran, som holder tejstens indre, som på en måde er hav, adskilt fra det som er omkring tejsten, som er luft eller hav, det er ét fedt. Over eller under over- eller underfladen. Og på samme måde er du på en måde hav, som er adskilt fra omgivelserne med en membran, en flade, er du også luftens underflade? Og noget i dig sætter sig i bevægelse, og det forplanter sig til det som omgiver dig, hvilket i de fleste tilfælde vil sige luften, og når disse bevægelser i luften rammer min overflade, den membran, som adskiller der som er i mig, som på en måde er hav, fra det der er omkring mig, som i 99% af tiden er luften, og som i en vis procentdel også indeholder bevægelser, der har deres kilde bag den membran, som adskiller dig fra den selvsamme luft; og noget i mig omsætter de bevægelser, som den membran, der omslutter mig mærker, og disse mærkelser bliver omsat, i mig, til elektriske impulser, som min hjerne så kan hygge sig lidt med at forsøge at finde mening i; men også blinde mennesker, som jo ikke har lyd, det er jo også interessant, hvad de så gør, for jeg tænker, vi andre, vi siger “hey!”, hey hey, eller rømmer os, en lyd der påkalder dig min opmærksomhed, nej omvendt, der påkalder mig din opmærksomhed, nej der påkalder mig dig… og du kigger, og jeg kan så sige.. Og du behøver egentlig ikke kigge, du skal bare være sporet ind på at jeg nu er i gang med at kommunikere noget til dig, men hvad gør døve? Der så jeg en film, og det er jo egentligt sjovt at se, for hvad gør døve for at få hinandens opmærksomhed, det de gør det er for eksempel at tænde og slukke lyset, for det kan den anden jo godt opfange, med synet. det kunne måske være sjovt at vi to dykkede ned under vandet, og forsøgte at gøre det samme som før, bare under vand; måske kan de bevægelser, du før fik luften til at foretage kunne du nu få vandet til at foretage? Nu husker jeg, at da jeg var i gang med at tage mit dykkercertificat, så havde dykkerlæreren sådan en dims med, så hvis han skulle have vores opmærksomhed under vandet, så fik han dimsen til at lave en tikkende, kvækkende lyd; lidt ligesom de døve gør, når de blinker med lampen; De er så ikke under vand, men på en måde er det måske lidt derhen ad… men det lykkedes så faktisk, altså for min dykkerlærer, at få vores opmærksomhed; så eksperimentet virker! Man kan så sige, at de kvaler min hjerne har med at skabe mening i de bevægelser der udspringer af dig, og som rammer den membran, som udgør min overflade til den omkringliggende bevægelige luft, nok ikke vil være lige så kval-agtige, under vand.

Og nu skal vi mod Århus; tunnellen kører vi ind under, i Ålborg;

Lyt og abonnér på:

#011 MAND HUND JORD – Bjergfyrens svar

Vi har inddelt vores podcastede rute i kapitler, og går nu og lader omgivelserne virke på tankerne, og på de ord, som tankerne søger luft gennem. Igen spørger vi ud i luften, vi spørger solsorten, bjergfyren, stiens hældning og den varierende grad af legitimitet, som omgivelserne udstyrer os med, og vi spørger, om den vilde vind og de vilde humlestængler gør vores tanker vildere, mere vovede; og om vores tanker er klar til at gå mere i dybden, når stien går nedad; og når den går opad, om det inspirerer os til at tænke mere fremad, mere projekterende.

Og ‘os’ det er mig og min hund, Chippo, og vores fælles projekt er ganske enkelt at gå en tur med hinanden, men samtidig er vi en form for udvidet organisme, et ‘humanimal’, som Donna Haraway kalder det, altså et mand-hund-væsen, som er udstyret med en fænomenal lugtesans, imens den andel af vore sanser, der har en højere placering i landskabet skaber et vist overblik, som kan skue længere frem, og afværge mulige katastrofer. Såsom de trafikuheld, som vores ikke-synlige tilstedeværelse på steder, hvor vi ikke er ventede forårsager. Hvor vores tilsynekomst, eller måske snarere til-u-synekomst er så syret for bilisterne, at omgivelserne kollapser omkring sig selv. Alt dette, og meget mere får vi vel en slags implicit svar på, fra vindens rislen i bjergfyren, og gråspurvenes solidariske hverdagskommunisme, imens tilslut blodårerne i halsen dunker, og monologen, fuld af ord, som er det de er, samler sig i en omgang ordskvalder. Skvalderiet kommer, fuld af ammunition i form af ord, der fyres af i maskingeværssavler, takka-takka-takka-tak-tak-tak-tak, ud over landskabet, over rampen, over vimplen der blafrer i vinden og det røde tegltag….

Lyt og abonnér på:

#010 MAND HUND JORD – Hvad gør stedet ved vores tanker?

I denne episode følger vi op på #009 og spørger, hvad landskabet omkring os gør ved vores tanker. Når man(d) bevæger sig ad stien langs krat, sø, skov, haver, parkeringspladser, osv, påvirker disse dele af omgivelserne vores tanker på forskellige måder? Hvad bliver vi inspireret til at tænke på? Bliver vores tanker præget i en bestemt retning?

Vi plejer at gå den samme tur. Dermed kommer vi altid ad de samme stier, forbi de samme træer, huse, og krydser de samme åer, veje, osv. Vi deler podcasten op i 7 kapitler, alt efter omgivelsernes skiften. ‘Kapitel 1’ er en lang, lige, plan sti, med få afbrydelser og overraskelser. Tænker vi anderledes i kapitel 1 end i ‘kapitel 6’, hvor vi bevæger os langs en vej, forbi parkeringspladser, og hvor der ikke er noget fortov, hvor vi på en måde er ikke-væsener for landskabet?

Og når man(d) har hund med, sker der noget andet og mere. Mand og hund bliver til én fælles organisme, med sanser som har en større spændvidde. Og med hunde-delen af dette væsen bliver antallet af situationer, hvor det må håndtere forskellige former for møder mangedoblet… Lever heste forøvrigt i tråd med finansministeriets regnemodeller? Kan vi finde på andre maskiner, der kan hjælpe os med at gribe og begribe, hvad der går for sig mellem os og med vores omgivelser? Mød i øvrigt Chippo som videnskabsmand i kapitel 4.

Lyt og abonnér på:

#009 MAND HUND JORD – Har du opskriften på båndsalat?

Hvad sker der med opfattelsen af tiden, når vi bruger de apparater, vi har opfundet til at forsøge at gribe, hvad der sker i vores omgivelser? De bruger jo klokketiden som målestok. Og de er bygget så de viser os verden fra ét punkt, – et udgangspunkt der nødvendigvis må være nogen der træffer et valg om. De er med andre ord formatteret med en særlig logik, – som vi oftest glemmer, i vores daglige omgang med dem. Men hvad sker der, hvis vi lader os føre af skovstien som format? 

Vi skal et nyt sted hen, i denne podcast, nede ved søen, hvor vi bl.a. skal opleve en dreng, som går over en træstamme over en bæk med en lille sav over skulderen, som kalder en kat med sig, som følger efter med løftet hale. Vi er stadig på sporet af et eller andet, og denne gang kommer vi det nærmere, ved at spørge, om det ikke er på tide, at vi udvikler apparater, som skærer virkeligheden til på en helt anden måde. Måske skal vi gå ud fra andre væseners sansninger. Måske skal vi spørge Chippo, om han ikke mener, vi skal se at komme i gang med at udvikle en lugt-o-graf…

Lyt og abonnér på:

#008 MAND HUND JORD – Dette Er Ikke En Podcast

“Ceci n’est pas une podcast”, – eller også ender det med at være én..? Lydene fra omgivelserne som rytmer, mønstre, koder, noget som kan imiteres af munden; fødder der slider stier i landskabet; vinden, der risler i bladene, bladene risler i vinden. Ris. Ler. Og endelig… På det tidspunkt, hvor  99% af internauterne har zappet videre.. Og hvor podcasteren endelig er alene med sig selv og de nærmeste organismer i omgivelserne…. Dér begynder en dialog, med ord, som bringer os rundt om og gennem luften, lys- og lydrummet…. Og som spørger, hvad der sker, når vi lader omgivelserne virke på os..

Lyt og abonnér på:

#007 MAND HUND JORD – Om At Glemme Sig Selv

“Jeg gad vide, om jeg kan glemme mig selv, når jeg optager?” Hvad går der for sig i de situationer, hvor vi glemmer os selv? Kan vi tvinge os selv til glemme? Hvad sker der, når vi beslutter os for at kontrollere sindet, men at det så arbejder på egen hånd, så at sige? Dette, og et par andre ting, får du ikke svar på i denne podcast. Som vanligt er det en invitation til at være til stede i nuet, det nu, som udfolder sig på en tur i omegnen af en provinsby i Danmark, hvor naturens lyde i form af fuglesang, vand, der plasker, susen i træerne præger lydbilledet, med små stænk af forbipasserende biler..

Lyt og abonnér på:

#006 MAND HUND JORD – Den Store Kollektive Mentale Metabolisme

En mand går tur med sin hund på vores fælles jord og overvejer blandt andet, hvis man kan tale om, at sindet er en form for fordøjelse, hvad er så det, som svarer til probiotikken? Hvad er det mentale mikrobiom? Hvordan finder vi ro i den evindelige syndflod af tanker, som nødvendigvis hærger vores sind, fordi vi er mennesker, og fordi vi mennesker, er udstyret med tanker om fortid og fremtid, selvom det måske var smartere, hvis vi bare ku forholde os til nu og her. Til gengæld er der så hunden, Chippo, en golden på netop 1 år og 1 dag; for ham er det hele én stor universel kærlighed; han har indset, at alle væsener nødvendigvis må elske sig selv, og dermed må de elske hinanden med den samme kærlighed, de elsker sig selv med. Sådan fungerer han; dog er det ikke alle, som er med på, at udtrykket for denne kærlighed tager form af et to og tredive kilo tungt, savldryppende hundekram….

Lyt og abonnér på:

Hvordan skaber vi kulturelt bæredygtige fællesskaber? Og hvordan kan lyd som udtryksform drive denne udvikling? Det er spørgsmål, jeg stiller med denne blog. God læsning!