Hvorfor laver vi musik?

(dette er nr. 2 af 2 blogposter, som bygger på et oplæg, Casper Hernández Cordes holdt ved arrangementet “Art Beyond Entertainment“, arrangeret af exart.dk; læs også blogposten på exart.dk)

Hvis vores musikliv er domineret af hensynet til, hvordan musikerne og komponisterne bedst muligt kan få brød på bordet, hvad skal der så til, for at vi kan komme videre?

Mit bud er, at vi kigger på et mere grundlæggende plan. Vi skal finde ud af, hvorfor vi mennesker har behov for at udtrykke noget gennem lyd. Ja og gennem bevægelse og alle de andre kanaler vi benytter os af. (Så må vi se om det ender med noget, vi vil kalde musik.) På et grundlæggende plan mener jeg at det handler om, at vi mennesker har behov for at række ud til hinanden, for at forstå hinandens verdener, og for at skabe forandringer i vores liv. Det er noget, som de kunstneriske processer kan være med til at fremme, og det har noget at gøre med, at de kunstneriske processer bygger på noget, vi mennesker i forvejen gør.

Inspirationen til den her tanke har jeg fra udviklingspsykologen Daniel Stern og hans teori om affective attunement eller  ‘Affektiv afstemning’ på dansk. Stern har studeret mødres samvær med deres spædbørn. Ifølge denne forskning har en væsentlig byggeklods i barnets udvikling at gøre med de situationer, hvor mor og barn udtrykker de samme ting på tværs af modaliteter. Fra fødslen vil moren imitere babyens mimik, gestik og pludren i hvad man kunne kalde et 1-1 forhold, – altså en mimisk gestus bliver imiteret mimisk osv. Men fra barnet er ca 9 måneder begynder moren også at efterligne barnets udtryk i en anden modalitet. Stern taler om amodalitet som det fænomen, at noget kan iagttages uafhængigt af den kanal det formidles igennem.
Et eksempel fra Sterns forskning:

”En ni måneder gammel dreng hamrer hånden ned i noget blødt legetøj, først med en vis vrede man efterhånden med lyst, overskud og humor. Han begynder på en stabil rytme. Moderen falder ind i denne rytme og siger, ”Kaaaaa-bam, kaaaaa-bam!”; ”bam” falder lige på slaget, og ”kaaaaa” falder på det forberedende opsving og hans spændingsladede holden sin arm op, før den falder ned.”

I det her eksempel imiterer moren drengens bevægelse, altså noget som udtrykkes gennem motorik, med sin stemme, altså gennem lyd. Og det som imiteres er udtrykkes form, rytme og intensitet. I følge Stern kan det, vi stemmer hinanden med gøres op i tre overordnede parametre: Intensitet, tid og form. Når vi på tværs af forskellige modaliteter udtrykker den samme form, det samme intensitetsforløb, den samme rytme, så giver det den vi udtrykker os til en ide om at vi dybest set er tilstede i den samme verden.

Et citat fra ”The interpersonal world of the infant” af Daniel Stern:

It is clear that interpersonal communion, as created by attunement, will play an important role in the infant’s coming to recognize, that internal feeling states are forms of human experience that are shareable with other humans. The converse is also true: feeling states that are never attuned to will be experienced only alone, isolated from the interpersonal context of shareable experience. What is at stake here is nothing less than the shape of, and extent of the shareable inner universe … It is the existence of these abstract representations of amodal properties that permits us to experience a perceptually unified world.

Den affektive afstemning ser ikke ud til at have nogen funktion i retning af at påvirke barnets adfærd. Men når den ‘kikser’, og moren ikke rammer f.eks. den samme intensitet når hun afstemmer med en aktivitet barnet har gang i, så bremser barnet op og kigger op på moren med sine store øjne som for at sige: hvad sker for dig her? Så hvorfor afstemmer vi? Når videnskabsmanden Stern taler om interpersonel samhørighed, er det vel dybest set, hvad vi andre kalder  – kærlighed.
Når jeg mener, at kunstneriske processer kan skabe forandringer, så har det at gøre med, at de dybest set gør noget, som vi som mennesker hele tiden er i stand til, nemlig at stemme os efter hinanden. Man kunne sige, at det som den affektive afstemning kan gøre i de nære relationer, er hvad kunstneriske processer kan gøre imellem grupper af mennesker.

De sammenhænge, hvor det giver mening at arbejde med kunstneriske processer som forandringsskabende, er situationer, hvor en sprogliggørelse ikke i sig selv ser ud til at række. Sproget rækker ikke, og derfor skal vi ty til det som man ofte taler om som det førsproglige. Men det som sker på det her plan er ikke bare magisk – det er det for så vidt også – men det er også nogle konkrete redskaber, som vi har adgang til, som vi kan arbejde med. Jeg mener, at vi alle grundlæggende set har kapaciteten til at gå ind i de kunstneriske processer, – fordi de ligger i forlængelse af noget vi i forvejen gør. Jeg mener også at det er noget vi kan være mere eller mindre gode til. Ligesom vi kan være mere eller mindre gode til at reflektere over og handle på de problemstillinger vi møder i vores nære relationer. Jeg tror, at mennesker som arbejder meget med kunst, i mange tilfælde, men bestemt ikke som en selvfølge, kan have opdyrket en  særlig kapacitet til at arbejde med disse processer.

Spørgsmålet er, hvordan vi kan skabe rammerne for, at disse kapaciteter bliver kanaliseret ind i  nogle sammenhænge, hvor de kan være med til at skabe forandringer.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s