Kategoriarkiv: MAND-HUND-JORD

I podcasten MAND-HUND-JORD går en mand tur med sin hund (Chippo, en glad Golden Retriever) i landskabet i og omkring en provinsby i Danmark. Imens han går, fortæller han om, hvad han ser, om, hvad han tænker om det forhold mennesker har til hinanden og til deres omgivelser…

#014 MAND HUND JORD – træerne taber deres blade på forskellige måder

Det er efterår, og træerne er i gang med at smide deres blade. I denne podcast går jeg min sædvanlige tur med hunden, idet jeg beskriver, så nøgternt som muligt, mine observationer af sporene efter den proces, som de forskellige vækster går igennem. Det er en form for radikal empirisme, hvor jeg forholder mig til mine sansninger så åbent som muligt. Jeg er her nysgerrig omkring naturens processer, sådan som vi typisk beskriver dem i naturvidenskaben, men på samme tid er mit blik, hvad man kunne kalde æstetisk, for det får også sider frem af processerne, som det videnskabelige blik ikke har øje for. For hvem bekymrer sig for det enkelte blads konkrete henfald, for de farvenuancer, det tegner sig, og hvordan? For den bane, bladet tegner i sit fald? På den måde bliver det en form for ubrugelig omgang med omgivelserne, som søger forhold mellem elementerne frem, som vi typisk ikke har blik for.

Desværre er lyden ikke god, men jeg har valgt at publicere optagelsen som en form for tidskapsel.

Her er et uddrag af ordene, du vil høre:

“Træerne taber deres blade på forskellige måder. Birken hænger, med de tynde grene, rudeformede blade drysser langs de tynde grene, i den ene side er træet tømt. Her et træ, hvor bladene hænger som optrævlet strikketøj imens træet strikker videre bag barken. Dråbeformede blade vender i alle retninger. Halvdelen bliver, den anden halvdel er rejst videre til det fælles stofskifte. Knudrede grene med overdrveent røde bær. Gæs på træk, to har mistet forbindelsen med flokken, trætte af at flyve med resten? De helt små knaldblå fluer, der langsomt daler ned, stiger op, imens de store myg stiger hurtigt, daler langsomt, som skannede de omgivelser. Nogle blade taber saften fra kanten indad, andre inde fra udad, de brune pletter btreder sig langs bladets kød mellem årerne. En vredet stamme, nøgen, uden bark, er blevet synlig efter bladenes fald. Her et træ næsten dækket af efeu. Efeu som omvendte bukseben mens træets øverste grene stikker ud som krogede fødder der rækker mod himlen, hovedet i mulden… Et træ bevarer bladene til det sidste, de er helt mørkebrune som hætter. Tjørnen, bladene bliver knaldgule med de knaldrøde bær, skarpe farver, mørk, grøn, mørk, rød, lys, gul, bladene vifter omkring de tornede grene, dækker for buskadsets mytiske og utilregnelige rum. “det var buskadset der gjorde det”. Barken blank, som viklet om af skinnende bånd, som en juledekoration uden at ville det. Her fyrrestammerne to nuancer næsten sort brun, lys, en sydlig gæst. Det træ har tabt bladene undtaget nogle få sammenkrøllede nogle, jævnt fordelt i hele træets volumen. Her blade, der er krøllet sammen omkring sig selv, som pupper, klar til at gå tilbage i jordens kredsløb under jorden. Her et træ på hvilket alting er langt.”

Lyt og abonnér på:

#013 MAND HUND JORD – Postapokalyptisk Provinsby, Tjekhov & Thoreau

Hvordan ville vores podcastede landskab se ud i 2119? Eller bare i 2030? Vi undersøger de vante, daglige omgivelser med et postapokalyptisk blik. Ja, det gængse provinsbybillede lægger allerede op til at folde Palle-alene-i-verden/Crusoe-scenarier ud i tanken, og det fører helt naturligt 100+ år den anden vej, tilbage til to tænkere fra forrige-forrige århundrede, nemlig Henry David Thoreau, som render rundt i en skov og laver minutiøse regnskaber over, hvor mange cent han bruger på at købe såsæd, planker og søm. Og Anton Tjekhov, som nogenlunde samtidig fører os ud i den russiske zartids provins, hvor vores kære Onkel Vanya spilder sit liv imens den lokale landlæge har nogle overvejelser over sammenhængen mellem den fremskridende ødelæggelse af landskabet/naturen/biodiversiteten og de forsvindende lokale kulturelle ‘biotoper’. Overvejelser, som ligger meget tæt op ad, hvad vi går og funderer over i vores podcast….

Lyt og abonnér på:

#012 MAND HUND JORD – er dyrene i virkeligheden animationer?

Og i øvrigt vil jeg tilføje:

På vej fra Hirsholm til Sorø på motorvejen.

“Jeg ser de her tejster, deres måde at jage hinanden, så dykker den ene, og den anden dykker efter, og de kommer op længere henne, de jagter hinanden, både over og under vandet og i luften, alle de steder, der har adgang til at færdes; og de er gode til at dykke; de dykker jo ned for at fange deres fisk, så de er nogle gode dykkere; ned under vandets overflade; for dem er luften og vandet to væsker de kan opholde sig i, de kan færdes i; og overfladen af vandet, den pjasker de i; og når de pjasker i denne overflade af vandet, så er det jo faktisk det samme vand, kan man sige, som er i stillehavet eller i Atlanterhavet, og i hele verden, alle de store have er forbundne; det vand der er ved Hirsholm er forbundet til det vand der er ved Cuba og Singapore …. Men det er jo også på en måde det samme hav, der er indeni tejsten; og på en måde også indeni dig; og i mig; og den overflade, altså vandets overflade, som på en måde er luftens underflade, det er jo en form for membran; ligesom tejstens overflade, dens fjerdragt, er en form for membran, som holder tejstens indre, som på en måde er hav, adskilt fra det som er omkring tejsten, som er luft eller hav, det er ét fedt. Over eller under over- eller underfladen. Og på samme måde er du på en måde hav, som er adskilt fra omgivelserne med en membran, en flade, er du også luftens underflade? Og noget i dig sætter sig i bevægelse, og det forplanter sig til det som omgiver dig, hvilket i de fleste tilfælde vil sige luften, og når disse bevægelser i luften rammer min overflade, den membran, som adskiller der som er i mig, som på en måde er hav, fra det der er omkring mig, som i 99% af tiden er luften, og som i en vis procentdel også indeholder bevægelser, der har deres kilde bag den membran, som adskiller dig fra den selvsamme luft; og noget i mig omsætter de bevægelser, som den membran, der omslutter mig mærker, og disse mærkelser bliver omsat, i mig, til elektriske impulser, som min hjerne så kan hygge sig lidt med at forsøge at finde mening i; men også blinde mennesker, som jo ikke har lyd, det er jo også interessant, hvad de så gør, for jeg tænker, vi andre, vi siger “hey!”, hey hey, eller rømmer os, en lyd der påkalder dig min opmærksomhed, nej omvendt, der påkalder mig din opmærksomhed, nej der påkalder mig dig… og du kigger, og jeg kan så sige.. Og du behøver egentlig ikke kigge, du skal bare være sporet ind på at jeg nu er i gang med at kommunikere noget til dig, men hvad gør døve? Der så jeg en film, og det er jo egentligt sjovt at se, for hvad gør døve for at få hinandens opmærksomhed, det de gør det er for eksempel at tænde og slukke lyset, for det kan den anden jo godt opfange, med synet. det kunne måske være sjovt at vi to dykkede ned under vandet, og forsøgte at gøre det samme som før, bare under vand; måske kan de bevægelser, du før fik luften til at foretage kunne du nu få vandet til at foretage? Nu husker jeg, at da jeg var i gang med at tage mit dykkercertificat, så havde dykkerlæreren sådan en dims med, så hvis han skulle have vores opmærksomhed under vandet, så fik han dimsen til at lave en tikkende, kvækkende lyd; lidt ligesom de døve gør, når de blinker med lampen; De er så ikke under vand, men på en måde er det måske lidt derhen ad… men det lykkedes så faktisk, altså for min dykkerlærer, at få vores opmærksomhed; så eksperimentet virker! Man kan så sige, at de kvaler min hjerne har med at skabe mening i de bevægelser der udspringer af dig, og som rammer den membran, som udgør min overflade til den omkringliggende bevægelige luft, nok ikke vil være lige så kval-agtige, under vand.

Og nu skal vi mod Århus; tunnellen kører vi ind under, i Ålborg;

Lyt og abonnér på:

#011 MAND HUND JORD – Bjergfyrens svar

Vi har inddelt vores podcastede rute i kapitler, og går nu og lader omgivelserne virke på tankerne, og på de ord, som tankerne søger luft gennem. Igen spørger vi ud i luften, vi spørger solsorten, bjergfyren, stiens hældning og den varierende grad af legitimitet, som omgivelserne udstyrer os med, og vi spørger, om den vilde vind og de vilde humlestængler gør vores tanker vildere, mere vovede; og om vores tanker er klar til at gå mere i dybden, når stien går nedad; og når den går opad, om det inspirerer os til at tænke mere fremad, mere projekterende.

Og ‘os’ det er mig og min hund, Chippo, og vores fælles projekt er ganske enkelt at gå en tur med hinanden, men samtidig er vi en form for udvidet organisme, et ‘humanimal’, som Donna Haraway kalder det, altså et mand-hund-væsen, som er udstyret med en fænomenal lugtesans, imens den andel af vore sanser, der har en højere placering i landskabet skaber et vist overblik, som kan skue længere frem, og afværge mulige katastrofer. Såsom de trafikuheld, som vores ikke-synlige tilstedeværelse på steder, hvor vi ikke er ventede forårsager. Hvor vores tilsynekomst, eller måske snarere til-u-synekomst er så syret for bilisterne, at omgivelserne kollapser omkring sig selv. Alt dette, og meget mere får vi vel en slags implicit svar på, fra vindens rislen i bjergfyren, og gråspurvenes solidariske hverdagskommunisme, imens tilslut blodårerne i halsen dunker, og monologen, fuld af ord, som er det de er, samler sig i en omgang ordskvalder. Skvalderiet kommer, fuld af ammunition i form af ord, der fyres af i maskingeværssavler, takka-takka-takka-tak-tak-tak-tak, ud over landskabet, over rampen, over vimplen der blafrer i vinden og det røde tegltag….

Lyt og abonnér på:

#010 MAND HUND JORD – Hvad gør stedet ved vores tanker?

I denne episode følger vi op på #009 og spørger, hvad landskabet omkring os gør ved vores tanker. Når man(d) bevæger sig ad stien langs krat, sø, skov, haver, parkeringspladser, osv, påvirker disse dele af omgivelserne vores tanker på forskellige måder? Hvad bliver vi inspireret til at tænke på? Bliver vores tanker præget i en bestemt retning?

Vi plejer at gå den samme tur. Dermed kommer vi altid ad de samme stier, forbi de samme træer, huse, og krydser de samme åer, veje, osv. Vi deler podcasten op i 7 kapitler, alt efter omgivelsernes skiften. ‘Kapitel 1’ er en lang, lige, plan sti, med få afbrydelser og overraskelser. Tænker vi anderledes i kapitel 1 end i ‘kapitel 6’, hvor vi bevæger os langs en vej, forbi parkeringspladser, og hvor der ikke er noget fortov, hvor vi på en måde er ikke-væsener for landskabet?

Og når man(d) har hund med, sker der noget andet og mere. Mand og hund bliver til én fælles organisme, med sanser som har en større spændvidde. Og med hunde-delen af dette væsen bliver antallet af situationer, hvor det må håndtere forskellige former for møder mangedoblet… Lever heste forøvrigt i tråd med finansministeriets regnemodeller? Kan vi finde på andre maskiner, der kan hjælpe os med at gribe og begribe, hvad der går for sig mellem os og med vores omgivelser? Mød i øvrigt Chippo som videnskabsmand i kapitel 4.

Lyt og abonnér på:

#009 MAND HUND JORD – Har du opskriften på båndsalat?

Hvad sker der med opfattelsen af tiden, når vi bruger de apparater, vi har opfundet til at forsøge at gribe, hvad der sker i vores omgivelser? De bruger jo klokketiden som målestok. Og de er bygget så de viser os verden fra ét punkt, – et udgangspunkt der nødvendigvis må være nogen der træffer et valg om. De er med andre ord formatteret med en særlig logik, – som vi oftest glemmer, i vores daglige omgang med dem. Men hvad sker der, hvis vi lader os føre af skovstien som format? 

Vi skal et nyt sted hen, i denne podcast, nede ved søen, hvor vi bl.a. skal opleve en dreng, som går over en træstamme over en bæk med en lille sav over skulderen, som kalder en kat med sig, som følger efter med løftet hale. Vi er stadig på sporet af et eller andet, og denne gang kommer vi det nærmere, ved at spørge, om det ikke er på tide, at vi udvikler apparater, som skærer virkeligheden til på en helt anden måde. Måske skal vi gå ud fra andre væseners sansninger. Måske skal vi spørge Chippo, om han ikke mener, vi skal se at komme i gang med at udvikle en lugt-o-graf…

Lyt og abonnér på:

#008 MAND HUND JORD – Dette Er Ikke En Podcast

“Ceci n’est pas une podcast”, – eller også ender det med at være én..? Lydene fra omgivelserne som rytmer, mønstre, koder, noget som kan imiteres af munden; fødder der slider stier i landskabet; vinden, der risler i bladene, bladene risler i vinden. Ris. Ler. Og endelig… På det tidspunkt, hvor  99% af internauterne har zappet videre.. Og hvor podcasteren endelig er alene med sig selv og de nærmeste organismer i omgivelserne…. Dér begynder en dialog, med ord, som bringer os rundt om og gennem luften, lys- og lydrummet…. Og som spørger, hvad der sker, når vi lader omgivelserne virke på os..

Lyt og abonnér på: