Det er efterår, og træerne er i gang med at smide deres blade. I denne podcast går jeg min sædvanlige tur med hunden, idet jeg beskriver, så nøgternt som muligt, mine observationer af sporene efter den proces, som de forskellige vækster går igennem. Det er en form for radikal empirisme, hvor jeg forholder mig til mine sansninger så åbent som muligt. Jeg er her nysgerrig omkring naturens processer, sådan som vi typisk beskriver dem i naturvidenskaben, men på samme tid er mit blik, hvad man kunne kalde æstetisk, for det får også sider frem af processerne, som det videnskabelige blik ikke har øje for. For hvem bekymrer sig for det enkelte blads konkrete henfald, for de farvenuancer, det tegner sig, og hvordan? For den bane, bladet tegner i sit fald? På den måde bliver det en form for ubrugelig omgang med omgivelserne, som søger forhold mellem elementerne frem, som vi typisk ikke har blik for.
Desværre er lyden ikke god, men jeg har valgt at publicere optagelsen som en form for tidskapsel.
Her er et uddrag af ordene, du vil høre:
“Træerne taber deres blade på forskellige måder. Birken hænger, med de tynde grene, rudeformede blade drysser langs de tynde grene, i den ene side er træet tømt. Her et træ, hvor bladene hænger som optrævlet strikketøj imens træet strikker videre bag barken. Dråbeformede blade vender i alle retninger. Halvdelen bliver, den anden halvdel er rejst videre til det fælles stofskifte. Knudrede grene med overdrveent røde bær. Gæs på træk, to har mistet forbindelsen med flokken, trætte af at flyve med resten? De helt små knaldblå fluer, der langsomt daler ned, stiger op, imens de store myg stiger hurtigt, daler langsomt, som skannede de omgivelser. Nogle blade taber saften fra kanten indad, andre inde fra udad, de brune pletter btreder sig langs bladets kød mellem årerne. En vredet stamme, nøgen, uden bark, er blevet synlig efter bladenes fald. Her et træ næsten dækket af efeu. Efeu som omvendte bukseben mens træets øverste grene stikker ud som krogede fødder der rækker mod himlen, hovedet i mulden… Et træ bevarer bladene til det sidste, de er helt mørkebrune som hætter. Tjørnen, bladene bliver knaldgule med de knaldrøde bær, skarpe farver, mørk, grøn, mørk, rød, lys, gul, bladene vifter omkring de tornede grene, dækker for buskadsets mytiske og utilregnelige rum. “det var buskadset der gjorde det”. Barken blank, som viklet om af skinnende bånd, som en juledekoration uden at ville det. Her fyrrestammerne to nuancer næsten sort brun, lys, en sydlig gæst. Det træ har tabt bladene undtaget nogle få sammenkrøllede nogle, jævnt fordelt i hele træets volumen. Her blade, der er krøllet sammen omkring sig selv, som pupper, klar til at gå tilbage i jordens kredsløb under jorden. Her et træ på hvilket alting er langt.”
Lyt og abonnér på:
Ører med Filter 