Tak til Lone Nikolajsen for anmeldelsen i information 30/8 af Bille Augusts filmatisering af Lykke-Per. Den leverer for mig at se, i modsætning til de øvrige anmeldelser jeg har læst, nogle skarpe pointer omkring filmen, som er værd at tænke videre med. Hun kritiserer filmatiseringens enøjede fokus på kærlighedshistorien mellem hovedpersonen Per og den stenrige Jakobe, på bekostning af “det idéhistoriske vingesus, der gør romanen til et hovedværk i dansk litteratur.” Som Nikolajsen påpeger, styrer filmen uden om “romanens mange højtravende ideologiske diskussioner”, og vi oplever derfor ikke hovedrolleindehaveren “navigere rundt i de forskellige livssyn, han er omgivet af”. Men hvis filmen, som Nikolajsen skriver, “fladmaser” Lykke-Per, hvad er det da præcist som bliver jævnet med jorden på det store lærred?
For mig at se tilbyder Pontoppidans roman nogle i overraskende grad aktuelle rammer for at tænke nogle afsindigt vigtige spørgsmål i vores samtid. Disse bliver ikke blot forfladiget, eller snarere negligeret i filmen, men på flere måder kommer filmen til at stå som en direkte modpol, på det ideologiske plan. For at forklare denne pointe, vil jeg gå direkte til slutningen. Spoiler alert!!
I slutningen af filmen fremstilles Lykke-Per som en stakkels, ensom, lettere forstyrret mand. Han er – stadigvæk – lidt sygeligt monomant fokuseret på sit store ingeniørprojekt, som han håber, at eftertiden vil tage alvorligt. Dette kommer til udtryk i det afsluttende møde med hans livs (ulykkelige) kærlighed. Her overdrager han Jakobe tegninger og modeller mm. fra det store (kuldsejlede) livsværk, så hun kan vise det til de fattige børn i hendes velgørenhedsprojekt, en ‘ukonfessionel skole’ i København, til inspiration for de kommende generationer.
I den afsluttende del af bogen, derimod, oplever vi en Lykke-Per, som har fundet fred med sig selv. En mand, som er kommet til et punkt i livet, hvor han begynder at “lære den højeste Menneskelykke at kende”. Per er kommet til dette punkt efter en lang og omstændelig dannelsesrejse gennem livet, hvor han i stigende grad vender sig mod filosofien for at finde svarene på livets store spørgsmål, idet han gradvist vender ryggen til verdenserobrer-drømmene, sådan som han har søgt dem realiseret gennem teknologien. Denne rejse har ført hovedpersonen gennem religionen, såvel den dogmatiske som den blødere danske naturreligion, gennem naturvidenskaben og teknologikulten, og om på den anden side. Heromme indser Per, at “den højeste Menneskelykke” er “at blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst”. Det er en lykke, som opnås gennem “at bringe sig i saa vidt mulig selvstændig og umiddelbar Forbindelse med Tingene i Stedet for at sanse dem gennem andres Organer, saaledes som f. Eks. ogsaa de gjorde det, der levede paa overleverede Forestillinger.”
Som Nikolajsen skriver, bliver denne dannelsesrejse forfladiget mellem Augusts hænder. Filmen fremstiller en verden, hvor livet kan være hårdt for nogle af os – primært pga dogmatisk religiøsitet – hvorfor vi ikke kan fungere normalt; heldigvis står den private kapital, når den som i Jakobes tilfælde bliver forlenet med godhjertethed og social indignation, klar til at redde vores samfunds opvoksende generationer. Per er for så vidt desværre en tabt sag, ødelagt af sin opvækst, og står som et spildt talent, et miskendt geni, som – hvis de rette psykologiske omstændigheder bare havde været til stede – kunne have løst nogle af samfundets store problemer. Men det teknologiske fix udebliver. Surt for lille Danmark, men så kan de lære det, – eller hvad?
I en tid som er præget af en grasserende trussel mod vores samfund, indefra med udhulingen af velfærdssamfundet, og udefra med den menneskeskabte ødelæggelse af omgivelserne, melder Augusts filmatisering af Lykke-Per sig under fanerne for den dominerende fortælling om, at vi kan imødegå disse trusler ved en kombination af teknologiske nyskabelser og velgørenhed ala Bill Gates.
I denne fortælling udkæmpes en kamp mellem to store modsatrettede ideologier, en dogmatisk religiøs overfor en (lige så dogmatisk) naturvidenskabelig. Her tilbyder Pontoppidans Lykke-Per en position som – uden hverken at tage parti eller afstand – så at sige forstår disse to positioner til døde, idet vi opfordres til at gå i “selvstændig og umiddelbar forbindelse med tingene”. Herfra kan vi forstå, at begge de to dominerende positioner – og dette gælder i dag lige så meget som på Pontoppidans tid – på hver sin måde sætter mennesket i centrum af verden, og at dette er kerneårsagen til, at vi som art har kunne mobiliseres til at udgøre en trussel for livet på Jorden som vi kender det.
Ører med Filter 