Tag-arkiv: spinoza

#009 MAND HUND JORD – Har du opskriften på båndsalat?

Hvad sker der med opfattelsen af tiden, når vi bruger de apparater, vi har opfundet til at forsøge at gribe, hvad der sker i vores omgivelser? De bruger jo klokketiden som målestok. Og de er bygget så de viser os verden fra ét punkt, – et udgangspunkt der nødvendigvis må være nogen der træffer et valg om. De er med andre ord formatteret med en særlig logik, – som vi oftest glemmer, i vores daglige omgang med dem. Men hvad sker der, hvis vi lader os føre af skovstien som format? 

Vi skal et nyt sted hen, i denne podcast, nede ved søen, hvor vi bl.a. skal opleve en dreng, som går over en træstamme over en bæk med en lille sav over skulderen, som kalder en kat med sig, som følger efter med løftet hale. Vi er stadig på sporet af et eller andet, og denne gang kommer vi det nærmere, ved at spørge, om det ikke er på tide, at vi udvikler apparater, som skærer virkeligheden til på en helt anden måde. Måske skal vi gå ud fra andre væseners sansninger. Måske skal vi spørge Chippo, om han ikke mener, vi skal se at komme i gang med at udvikle en lugt-o-graf…

Lyt og abonnér på:

#008 MAND HUND JORD – Dette Er Ikke En Podcast

“Ceci n’est pas une podcast”, – eller også ender det med at være én..? Lydene fra omgivelserne som rytmer, mønstre, koder, noget som kan imiteres af munden; fødder der slider stier i landskabet; vinden, der risler i bladene, bladene risler i vinden. Ris. Ler. Og endelig… På det tidspunkt, hvor  99% af internauterne har zappet videre.. Og hvor podcasteren endelig er alene med sig selv og de nærmeste organismer i omgivelserne…. Dér begynder en dialog, med ord, som bringer os rundt om og gennem luften, lys- og lydrummet…. Og som spørger, hvad der sker, når vi lader omgivelserne virke på os..

Lyt og abonnér på:

#007 MAND HUND JORD – Om At Glemme Sig Selv

“Jeg gad vide, om jeg kan glemme mig selv, når jeg optager?” Hvad går der for sig i de situationer, hvor vi glemmer os selv? Kan vi tvinge os selv til glemme? Hvad sker der, når vi beslutter os for at kontrollere sindet, men at det så arbejder på egen hånd, så at sige? Dette, og et par andre ting, får du ikke svar på i denne podcast. Som vanligt er det en invitation til at være til stede i nuet, det nu, som udfolder sig på en tur i omegnen af en provinsby i Danmark, hvor naturens lyde i form af fuglesang, vand, der plasker, susen i træerne præger lydbilledet, med små stænk af forbipasserende biler..

Lyt og abonnér på:

#006 MAND HUND JORD – Den Store Kollektive Mentale Metabolisme

En mand går tur med sin hund på vores fælles jord og overvejer blandt andet, hvis man kan tale om, at sindet er en form for fordøjelse, hvad er så det, som svarer til probiotikken? Hvad er det mentale mikrobiom? Hvordan finder vi ro i den evindelige syndflod af tanker, som nødvendigvis hærger vores sind, fordi vi er mennesker, og fordi vi mennesker, er udstyret med tanker om fortid og fremtid, selvom det måske var smartere, hvis vi bare ku forholde os til nu og her. Til gengæld er der så hunden, Chippo, en golden på netop 1 år og 1 dag; for ham er det hele én stor universel kærlighed; han har indset, at alle væsener nødvendigvis må elske sig selv, og dermed må de elske hinanden med den samme kærlighed, de elsker sig selv med. Sådan fungerer han; dog er det ikke alle, som er med på, at udtrykket for denne kærlighed tager form af et to og tredive kilo tungt, savldryppende hundekram….

Lyt og abonnér på:

#005 MAND HUND JORD – Hvorfor Er Det Så Vigtigt Med De Skide Fugle?

Vi kommer gennem hestemudderet, og ud på den anden side, hvor vi spørger, hvordan vi kan være i verden, når den er ved at gå fuldstændig agurk. “Naturen, det billige skidt”, sagde digteren, men det er også rigtigt, for hvad pokker skal vi med det? Hvorfor er det så vigtigt med de skide fugle? Hvad nytter det? Er det bare excentrisk, menneskefjendsk og håbløst romantisk at have et inderligt forhold til sine omgivelser, i form af fugle, hunde, blomstrende træer, og sølvblanke morgensøer? Det er dog i hvert fald ikke verdensfjernt, eller hvad? For det er vel at være i selve verden, at være til, at bevæge sig og bevæges. Nå. For at gøre en lang historie kort: Her får du endnu en gang lommefilosofisk snak op og ned ad træer, buske og andre tilfældige forbipasserende…..

Jeg kommer igen til min Sommerø
Til Naturen, det billige Skidt
og Aspen suser mig mørkt i Møde
og Blitfuglen fløjter: blit, blit!

Otto Gelsted 1934

“Den tydelige solsort”

En solsort kom flyvende
inde fra tågen

den sidder her nu
og synger i en våd bjergfyr

om lidt flyver den tilbage
til naturen

Per Højholt, 1977.

Lyt og abonnér på:

Lykke-Per – hvordan fladgjort?

Tak til Lone Nikolajsen for anmeldelsen i information 30/8 af Bille Augusts filmatisering af  Lykke-Per. Den leverer for mig at se, i modsætning til de øvrige anmeldelser jeg har læst, nogle skarpe pointer omkring filmen, som er værd at tænke videre med. Hun kritiserer filmatiseringens enøjede fokus på kærlighedshistorien mellem hovedpersonen Per og den stenrige Jakobe, på bekostning af “det idéhistoriske vingesus, der gør romanen til et hovedværk i dansk litteratur.” Som Nikolajsen påpeger, styrer filmen uden om “romanens mange højtravende ideologiske diskussioner”, og vi oplever derfor ikke hovedrolleindehaveren “navigere rundt i de forskellige livssyn, han er omgivet af”. Men hvis filmen, som Nikolajsen skriver, “fladmaser” Lykke-Per, hvad er det da præcist som bliver jævnet med jorden på det store lærred?

For mig at se tilbyder Pontoppidans roman nogle i overraskende grad aktuelle rammer for at tænke nogle afsindigt vigtige spørgsmål i vores samtid. Disse bliver ikke blot forfladiget, eller snarere negligeret i filmen, men på flere måder kommer filmen til at stå som en direkte modpol, på det ideologiske plan. For at forklare denne pointe, vil jeg gå direkte til slutningen. Spoiler alert!!

I slutningen af filmen fremstilles Lykke-Per som en stakkels, ensom, lettere forstyrret mand. Han er – stadigvæk – lidt sygeligt monomant fokuseret på sit store ingeniørprojekt, som han håber, at eftertiden vil tage alvorligt. Dette kommer til udtryk i det afsluttende møde med hans livs (ulykkelige) kærlighed. Her overdrager han Jakobe tegninger og modeller mm. fra det store (kuldsejlede) livsværk, så hun kan vise det til de fattige børn i hendes velgørenhedsprojekt, en ‘ukonfessionel skole’ i København, til inspiration for de kommende generationer.

I den afsluttende del af bogen, derimod, oplever vi en Lykke-Per, som har fundet fred med sig selv. En mand, som er kommet til et punkt i livet, hvor han begynder at “lære den højeste Menneskelykke at kende”. Per er kommet til dette punkt efter en lang og omstændelig dannelsesrejse gennem livet, hvor han i stigende grad vender sig mod filosofien for at finde svarene på livets store spørgsmål, idet han gradvist vender ryggen til verdenserobrer-drømmene, sådan som han har søgt dem realiseret gennem teknologien. Denne rejse har ført hovedpersonen gennem religionen, såvel den dogmatiske som den blødere danske naturreligion, gennem naturvidenskaben og teknologikulten, og om på den anden side. Heromme indser Per, at “den højeste Menneskelykke” er “at blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst”. Det er en lykke, som opnås gennem “at bringe sig i saa vidt mulig selvstændig og umiddelbar Forbindelse med Tingene i Stedet for at sanse dem gennem andres Organer, saaledes som f. Eks. ogsaa de gjorde det, der levede paa overleverede Forestillinger.”

Som Nikolajsen skriver, bliver denne dannelsesrejse forfladiget mellem Augusts hænder. Filmen fremstiller en verden, hvor livet kan være hårdt for nogle af os – primært pga dogmatisk religiøsitet – hvorfor vi ikke kan fungere normalt; heldigvis står den private kapital, når den som i Jakobes tilfælde bliver forlenet med godhjertethed og social indignation, klar til at redde vores samfunds opvoksende generationer. Per er for så vidt desværre en tabt sag, ødelagt af sin opvækst, og står som et spildt talent, et miskendt geni, som – hvis de rette psykologiske omstændigheder bare havde været til stede – kunne have løst nogle af samfundets store problemer. Men det teknologiske fix udebliver. Surt for lille Danmark, men så kan de lære det, – eller hvad?

I en tid som er præget af en grasserende trussel mod vores samfund, indefra med udhulingen af velfærdssamfundet, og udefra med den menneskeskabte ødelæggelse af omgivelserne, melder Augusts filmatisering af Lykke-Per sig under fanerne for den dominerende fortælling om, at vi kan imødegå disse trusler ved en kombination af teknologiske nyskabelser og velgørenhed ala Bill Gates.

I denne fortælling udkæmpes en kamp mellem to store modsatrettede ideologier, en dogmatisk religiøs overfor en (lige så dogmatisk) naturvidenskabelig. Her tilbyder Pontoppidans Lykke-Per en position som – uden hverken at tage parti eller afstand – så at sige forstår disse to positioner til døde, idet vi opfordres til at gå i “selvstændig og umiddelbar forbindelse med tingene”. Herfra kan vi forstå, at begge de to dominerende positioner – og dette gælder i dag lige så meget som på Pontoppidans tid – på hver sin måde sætter mennesket i centrum af verden, og at dette er kerneårsagen til, at vi som art har kunne mobiliseres til at udgøre en trussel for livet på Jorden som vi kender det.