Tag-arkiv: sansning

#012 MAND HUND JORD – er dyrene i virkeligheden animationer?

Og i øvrigt vil jeg tilføje:

På vej fra Hirsholm til Sorø på motorvejen.

“Jeg ser de her tejster, deres måde at jage hinanden, så dykker den ene, og den anden dykker efter, og de kommer op længere henne, de jagter hinanden, både over og under vandet og i luften, alle de steder, der har adgang til at færdes; og de er gode til at dykke; de dykker jo ned for at fange deres fisk, så de er nogle gode dykkere; ned under vandets overflade; for dem er luften og vandet to væsker de kan opholde sig i, de kan færdes i; og overfladen af vandet, den pjasker de i; og når de pjasker i denne overflade af vandet, så er det jo faktisk det samme vand, kan man sige, som er i stillehavet eller i Atlanterhavet, og i hele verden, alle de store have er forbundne; det vand der er ved Hirsholm er forbundet til det vand der er ved Cuba og Singapore …. Men det er jo også på en måde det samme hav, der er indeni tejsten; og på en måde også indeni dig; og i mig; og den overflade, altså vandets overflade, som på en måde er luftens underflade, det er jo en form for membran; ligesom tejstens overflade, dens fjerdragt, er en form for membran, som holder tejstens indre, som på en måde er hav, adskilt fra det som er omkring tejsten, som er luft eller hav, det er ét fedt. Over eller under over- eller underfladen. Og på samme måde er du på en måde hav, som er adskilt fra omgivelserne med en membran, en flade, er du også luftens underflade? Og noget i dig sætter sig i bevægelse, og det forplanter sig til det som omgiver dig, hvilket i de fleste tilfælde vil sige luften, og når disse bevægelser i luften rammer min overflade, den membran, som adskiller der som er i mig, som på en måde er hav, fra det der er omkring mig, som i 99% af tiden er luften, og som i en vis procentdel også indeholder bevægelser, der har deres kilde bag den membran, som adskiller dig fra den selvsamme luft; og noget i mig omsætter de bevægelser, som den membran, der omslutter mig mærker, og disse mærkelser bliver omsat, i mig, til elektriske impulser, som min hjerne så kan hygge sig lidt med at forsøge at finde mening i; men også blinde mennesker, som jo ikke har lyd, det er jo også interessant, hvad de så gør, for jeg tænker, vi andre, vi siger “hey!”, hey hey, eller rømmer os, en lyd der påkalder dig min opmærksomhed, nej omvendt, der påkalder mig din opmærksomhed, nej der påkalder mig dig… og du kigger, og jeg kan så sige.. Og du behøver egentlig ikke kigge, du skal bare være sporet ind på at jeg nu er i gang med at kommunikere noget til dig, men hvad gør døve? Der så jeg en film, og det er jo egentligt sjovt at se, for hvad gør døve for at få hinandens opmærksomhed, det de gør det er for eksempel at tænde og slukke lyset, for det kan den anden jo godt opfange, med synet. det kunne måske være sjovt at vi to dykkede ned under vandet, og forsøgte at gøre det samme som før, bare under vand; måske kan de bevægelser, du før fik luften til at foretage kunne du nu få vandet til at foretage? Nu husker jeg, at da jeg var i gang med at tage mit dykkercertificat, så havde dykkerlæreren sådan en dims med, så hvis han skulle have vores opmærksomhed under vandet, så fik han dimsen til at lave en tikkende, kvækkende lyd; lidt ligesom de døve gør, når de blinker med lampen; De er så ikke under vand, men på en måde er det måske lidt derhen ad… men det lykkedes så faktisk, altså for min dykkerlærer, at få vores opmærksomhed; så eksperimentet virker! Man kan så sige, at de kvaler min hjerne har med at skabe mening i de bevægelser der udspringer af dig, og som rammer den membran, som udgør min overflade til den omkringliggende bevægelige luft, nok ikke vil være lige så kval-agtige, under vand.

Og nu skal vi mod Århus; tunnellen kører vi ind under, i Ålborg;

Lyt og abonnér på:

#011 MAND HUND JORD – Bjergfyrens svar

Vi har inddelt vores podcastede rute i kapitler, og går nu og lader omgivelserne virke på tankerne, og på de ord, som tankerne søger luft gennem. Igen spørger vi ud i luften, vi spørger solsorten, bjergfyren, stiens hældning og den varierende grad af legitimitet, som omgivelserne udstyrer os med, og vi spørger, om den vilde vind og de vilde humlestængler gør vores tanker vildere, mere vovede; og om vores tanker er klar til at gå mere i dybden, når stien går nedad; og når den går opad, om det inspirerer os til at tænke mere fremad, mere projekterende.

Og ‘os’ det er mig og min hund, Chippo, og vores fælles projekt er ganske enkelt at gå en tur med hinanden, men samtidig er vi en form for udvidet organisme, et ‘humanimal’, som Donna Haraway kalder det, altså et mand-hund-væsen, som er udstyret med en fænomenal lugtesans, imens den andel af vore sanser, der har en højere placering i landskabet skaber et vist overblik, som kan skue længere frem, og afværge mulige katastrofer. Såsom de trafikuheld, som vores ikke-synlige tilstedeværelse på steder, hvor vi ikke er ventede forårsager. Hvor vores tilsynekomst, eller måske snarere til-u-synekomst er så syret for bilisterne, at omgivelserne kollapser omkring sig selv. Alt dette, og meget mere får vi vel en slags implicit svar på, fra vindens rislen i bjergfyren, og gråspurvenes solidariske hverdagskommunisme, imens tilslut blodårerne i halsen dunker, og monologen, fuld af ord, som er det de er, samler sig i en omgang ordskvalder. Skvalderiet kommer, fuld af ammunition i form af ord, der fyres af i maskingeværssavler, takka-takka-takka-tak-tak-tak-tak, ud over landskabet, over rampen, over vimplen der blafrer i vinden og det røde tegltag….

Lyt og abonnér på:

#010 MAND HUND JORD – Hvad gør stedet ved vores tanker?

I denne episode følger vi op på #009 og spørger, hvad landskabet omkring os gør ved vores tanker. Når man(d) bevæger sig ad stien langs krat, sø, skov, haver, parkeringspladser, osv, påvirker disse dele af omgivelserne vores tanker på forskellige måder? Hvad bliver vi inspireret til at tænke på? Bliver vores tanker præget i en bestemt retning?

Vi plejer at gå den samme tur. Dermed kommer vi altid ad de samme stier, forbi de samme træer, huse, og krydser de samme åer, veje, osv. Vi deler podcasten op i 7 kapitler, alt efter omgivelsernes skiften. ‘Kapitel 1’ er en lang, lige, plan sti, med få afbrydelser og overraskelser. Tænker vi anderledes i kapitel 1 end i ‘kapitel 6’, hvor vi bevæger os langs en vej, forbi parkeringspladser, og hvor der ikke er noget fortov, hvor vi på en måde er ikke-væsener for landskabet?

Og når man(d) har hund med, sker der noget andet og mere. Mand og hund bliver til én fælles organisme, med sanser som har en større spændvidde. Og med hunde-delen af dette væsen bliver antallet af situationer, hvor det må håndtere forskellige former for møder mangedoblet… Lever heste forøvrigt i tråd med finansministeriets regnemodeller? Kan vi finde på andre maskiner, der kan hjælpe os med at gribe og begribe, hvad der går for sig mellem os og med vores omgivelser? Mød i øvrigt Chippo som videnskabsmand i kapitel 4.

Lyt og abonnér på: