A:”Ped å te få ed så? Glungen på ungen fe så ped glå tå. Glungen så få ped tå e. Å fed tungen se på glå!! Å få glungen te. Sed på så glå ed!? På fe? Tungen få så å pe glungen. Ted glå tå. Pe å!?”
– The Vrøvlomat
Vrøvlomaten er et værktøj, som skal hjælpe os med at komme ud over rampen,frem i skoen, op i gear, i spil Vi skal få tungen på gled, turde turde, gi den gas, lette på hæmningerne, lukke op for godterne, gribe gulvet, gøre os gældende, – og så vid’re!
Alene mængden af udtryk som vi har på det danske sprog, der på den ene eller anden måde handler om at komme ud af busken, gi los, fyre den af, osv. osv., vidner om, at det er noget som optager os meget, det der med at få lukket op for sluserne, krænget vort indre ud, og få det sagt, for pokker.
Det er vel heller ikke nogen tilfældighed at vi har en solid tradition i Danmark for vrøvlevers, vrøvlerim, vrøvleremser, ordspil, og hjemmelavede ord. Tænk på vores litteraturhistories farserede fædre og broderede brødre, heltinder som Skrit-skritterit-skratskrirum-skrit, søren-og-alle-de-andre-børen, og vores medlidenhed med snøvsen fordi alle går fra den.
Hvad skal der til for at få tungen på gled hos folk, der skal øse af deres inderste, være autentiske, og række ud til hinanden med deres stemmer?
HER er svaret ….. THE VRØVLOMAT™ – køb den nu og tal sort til din nabo før han taler sort til dig.
Anmeldelser af teknologier som skal gøre brugeren medskabende i lyd #01
Hvilke teknologier kan gøre os til kompetente medskabende i lyd? I denne række anmeldelser prøver jeg forskellige teknologier af på egen krop, så at sige, og giver mit bud på, hvor egnede de er, – fuldstændigt uden hensyn til hvad de har været tænkt til i udgangspunktet.
Navn: Bloom
Platform: testet på iPad
Produceret af: Brian Eno, m.fl.
Hva gør den?
Brugeren har nogle enkle muligheder for at forme de hørte mønstre. Når man åbner appen kører der et lydtæppe i baggrunden med generiske mønstre. Ved at tappe på skærmen sætter man en enkel, lidt klokkelignende lyd i gang. I bunden af skærmen kommer dybere lyde og i toppen lysere, og tonehøjderne lader til at være organiseret ud fra en slags overtoneskala. Tapper man i højre side kommer lyden i højre kanal og vice versa. Lydens styrke ligger fast, og man får altså ikke noget ud af at tæske løs på skærmen. Lyden gentager sig, for hver gang lidt svagere, og brugeren kan trinløst justere, hvor stor en forsinkelse der skal være mellem gentagelserne.
Det visuelle er en vigtig del af appen. De toner, som sættes i gang bliver visuelt repræsenteret ved en boble i en bestemt farve, som udvider sig. Brugeren kan vælge mellem 9 forskellige modaliteter med forskellige navne som “Benzoin”, “Ylang”, “Neroli”, m.fl. Google har hjulpet mig til at forstå at det allesammen er ord der har at gøre med forskellige planteolier, mv. Hvert af disse balsamiske modi giver ændringer i baggrundstæppet, og det ændrer toneskalaen. Hvert modus har sit sæt af farver til baggrund og toner.
Hvor go er den som filter?
Spørgsmålet er, i hvor høj grad hensigten med denne app har været at fungere som teknologi der skal gøre dens brugere til kompetente medskabende i lyd. Producenterne lover selv, at appen er en “kombination af instrument, komposition og kunstværk, som med sine innovative kontrolmuligheder tillader, at enhver kan skabe elaborerede mønstre og unikke melodier, blot ved at tappe på skærmen.”
Jeg ved ikke, hvor innovativt det er at brugeren kan sætte en lyd i gang, som gentages efter et bestemt interval. Denne ekko-mekanisme, gentagelse af en lyd med forsinkelse, har i hvert fald siden 1980erne, kendt som delay, været en meget udbredt teknologi. Måske er det innovative, at brugeren med Bloom kan sætte ret mange af hinanden uafhængige lydbegivenheder i gang, over hele skærmen, som kører med hver sin delay-funktion. Tilsammen kan de enkelte lydbegivenheder skabe ret elaborerede mønstre, af sig selv. Brugeren har muligvis en grosso modo indflydelse på, hvordan disse mønstre tager sig ud, men det kan diskuteres, hvor meget medskabende han/hun er på den front. Om der er tale om unikke melodier, kræver først en definition af begrebet melodi. Hvis det forstås som en frase, der har en form for samlende identitet i sit forløb, så bliver det nok svært at kalde de enkeltstående lydbegivenheder, med identisk klang, betoning, lydstyrke, mv. som brugeren af Bloom kan lade følge på hinanden, uden nogen form for indbyrdes afsmitning, for melodi.
Hvis definitionen af at skabe indebærer, at den skabende på den ene eller anden måde får sig selv med i processen, må det siges, at denne teknologi ikke scorer mange point. Jeg giver den 1 ud af 10 på denne parameter. Brugerens indflydelse på det skabte slippes i det øjeblik hans/hendes finger har ramt skærmen. Man kan ændre på lydbegivenheden ved at skifte til en anden ‘mood’, mens den er i gang med at gentage sig selv. Denne spilleregel gør dog samtidig, at alle lydbegivenheder bliver ændret en bloc, og det kunne måske have været mere interessant, hvis lydbegivenheder fra et mood kunne fortsætte uændrede i en anden mood, – eller gradvist fusioneres!
Konkluderende må det siges, at Bloom kan fungere som en platform for én bestemt æstetik, nemlig Enos. Brugeren kan cykle lidt rundt i det her meditative, olierede, pastelfarvede univers, hvor der er tænkt meget i farver, skalaer, klange og – dufte (man kan jo sætte en af de æteriske olier der refereres til i de 9 ‘Moods’ over i baggrunden). Det er bestemt værd at opleve, og som æstetisk projekt er Bloom en anbefaling værd. Det er bare ikke en teknologi som giver brugeren mulighed for at være medskabende.
Generative koder i det intelligente maskinrum
Der er lukket i maskinrummet, så at sige, men hvad der kunne være interessant at brygge videre på, derindefra, er arbejdet med det generative. Ved generativ musik forstår jeg en tilgang, hvor producenten i stedet for at præstere en fiks og færdig komposition, som kan afspilles fra start til slut, med en givet varighed, og som lyder på samme måde hver eneste evige gang, – kort sagt den måde, vi har vænnet os til at konsumere musik, lige siden den elektroniske reproduktion blev almindeligt udbredt – så stiller han/hun en ramme til rådighed, hvor en bagvedliggende kode aktiverer forskellige lydbegivenheder, som kan være forprogrammerede eller opsuget fra det omgivende lydmiljø. På den måde kan det hørte lydbillede varieres og tilpasses til andre begivenheder, interne eller eksterne. I Bloom er det en intern, blackboxed, logik, som gennem angiveligt generative processer skaber variation i nogle på forhånd programmerede lydbegivenheder. Det gør at lydbilledet aldrig gentager sig ordret, så at sige. Dog gør beskaffenheden af det valgte lydmateriale, og de rytmer, akkorder mv., som koden er sat til at variere og blande sammen, at helhedsindtrykket bevares, og at det kan være svært at få øre på variationen.
Men det er jo godt at vide, at den er der, for ellers kunne det jo blive kedeligt at lytte på i længden. Det er ligesom jinglerne i DR, som hver eneste gang lyder på samme måde. Hvorfor har ingen tænkt på at lægge nogle generative processer ind, dér?
Det generative kunne tages meget længere, end tilfældet er i Bloom. Første skridt videre ville være at lade koden suge udefrakommende materiale ind, så det ikke blot er de forudprogrammerede lydbegivenheder, der varieres på. Andet skridt, – og her bliver det pludselig interessant – ville være en programmering, som tillod selve koden at blive smittet med udefrakommende mønstre i lyd/brugeradfærd. Her skulle brugerens idiomatiske lyde/handlinger, via en intelligent analyse, kunne gå ind og påvirke hvilke muligheder, teknologien stiller til rådighed, og på den måde skabe et instrument, som nærmest på biologisk niveau går i symbiose med sin bruger.
Kriterium
Vurdering 1 – 10
1. Tilgængelighed
8 (kræver en ipad og 24 kr)
2. Læringskurve
10 (består abetesten)
3. Hvor medskabende kan brugeren være?
2 (fastlagte mønstre uden meget indflydelse fra brugeren)
4. Kan brugeren få sig selv med
1 (en kort berøring sætter maskineriet i gang. Ingen indflydelse på formning)
5. Teknologiens åbenhed
1 (helt lukket i sig selv)
Samlet pointtal (af et maksimum på 50)
22
For at finde ud af, om de forskellige teknologier har det der skal til for at give os mulighed for at være kompetent medskabende i lyd, har jeg sat nogle kriterier op, som de kan måles ud fra:
Hvor demokratisk er teknologien? Er det noget vi alle sammen har adgang til, eller er et flertal afskåret, fordi det er for dyrt at deltage, eller fordi der er nogen, der ikke ønsker at vi skal deltage?
Hvor meget kræver det at ku finde ud af det? Hvor stejl er læringskurven, som man siger.
Hvor meget har vi mulighed for at være medskabende? Er det som med den sorte boks, eller har vi adgang til maskinrummet, så at sige.
I hvor høj grad har ‘pakkebrugeren’ mulighed for at få sig selv med, så at sige, i arbejdet med pakken. Er den låst fast til de spilleregler, nogle har sat for den?
Hvor god er teknologien til at blande sig med andre teknologier? Hvis det er en meget kompleks, højt opbygget teknologi, tænker jeg at den er sværere at integrere med andre teknologier, uden at den så at sige suger dem ind og ophæver deres karakteristika.
Hvordan skaber vi kulturelt bæredygtige fællesskaber? Og hvordan kan lyd som udtryksform drive denne udvikling? Det er spørgsmål, jeg stiller med denne blog. God læsning!
Ører med Filter 