iPad bliver fremstillet som det ypperste af den nyeste teknologi, men er i praksis eksponent for en grasserende negation af de muligheder den nyeste teknologi tilbyder. Køber du en iPad (eller andre i-devices) betaler du for et ypperligt værktøj til at interagere med dine omgivelser, men du får samtidig, gratis så at sige, med i købet et stykke af en ligeså ypperlig teknologi, hvis eneste mål er at forvandle alle dine handlinger til et kundeforhold til Apple. Ipadiseringen af vores undervisningssystem er et skridt bagud, teknologisk og læringsmæssigt, og et sneleopardspring fremad for kommercialiseringen af skolen, og for kundegørelsen af de menneskelige relationer.
Garageband er, ligesom det absolutte flertal af musikrelaterede computerprogrammer, musikalsk bagudskuende. Deres musiksyn bygger på en overfladeforståelse, hvor fænomenet musik forveksles med en beskrivelse af, hvordan musikken frembringes, altså gennem det vi kalder skalaer, akkorder, metrum, mm. Det er fuldt teknisk muligt at udvikle computerværktøjer som gør det muligt at arbejde med musik på et mere grundlæggende niveau, altså der hvor selve det at vi er i stand til at forholde os til hinanden og vores omgivelser gennem lyd bringes i spil. Hvis musikfaget skal fornyes skal det ikke ske ved at man udskifter de evindelige bongotrommer, triangler, blokfløjter og elbasser med nogle digitale ditto. I stedet for at fortsætte og yderligere styrke forståelsen af musik som resultat, som objekt, som overfladefænomen, og som en færdighed man skal mestre, skal musikfaget fuldstændig gennemrevitaliseres – hvis ikke det simpelthen skal afskaffes som selvstændig disciplin – og begynde at arbejde med musik på et grundlæggende plan, som proces, som potentialitet, og som en kapacitet vi alle besidder, som sansende, reflekterende, kommunikerende og kollektivt skabende og hele væsener.
Musikkfaget i grunnskolen har slitt med lav relevans og det har vært teknologisk utdatert. Hverdagen til unger og tenåringer er full av musikk og teknologi, mens musikkrommet har knapt hatt en datamaskin. Ei heller egnet programvare, eller lærere som behersker djevelskapet. Veien fram til relevant innhold med fornuftig bruk av teknologi har vært lang, og er fremdeles lang. Humpene i veien heter økonomi, kompetanse, mer tilrettelagte løsninger, tidsfaktor, lærerutdanning, osv.. Men nå er det en løsning på markedet som senker terskelen på alle områder med unntak av relevans og det å være teknologisk på høyde. Nymotens iPad med GarageBand løser flaskehalsen som den reneste champagnesprut på nyttårsaften.
Det høyreiste ordvalget bekreftes av to norske prosjekter som har dypdykket i materien i løpet av vinteren. Skedsmo kommune og Eiksmarka skole har begge benyttet iPad og GarageBand på musikkrommene, og erfaringene er intet annet enn oppsiktsvekkende. Løsningen kommer inn som et fantastisk…
Den årligt tilbagevendende Wundergrund Festival rummer i år også en workshop om improvisation, “Improvising Wundergrund” med pianist Anders Filipsen og komponist Casper Hernández Cordes som facilitatorer. De tre udvalgte deltagere, Pernille (23), Daniel (18) og Sebastian (16) var med til åbningskoncerten lørdag aften med Jeppe Just Instituttet. Dagen efter, søndag den 31.10.2011, starter de to facilitatorer workshoppen op med at afspille nogle passager fra koncerten, som deltagerne særligt har hæftet sig ved. Disse bidder med lyd/gestik, ‘kernelydene’, danner udgangspunktet for en tre timer lang workshop med efterfølgende koncert.
“Det vi gerne vil med denne workshop, er at arbejde med lyd på en måde, hvor vi i stedet for at tale i fastlagte termer, som genre, akkorder, skalaer og den slags, i stedet tager udgangspunkt i selve lyden, og går til den på forskellige måder, hvor vi trækker på andre modaliteter.” – Casper Hernández Cordes
En af de modaliteter, der trækkes på, er RUMMET. Øvelsen går ud på, at nogle af deltagerne går frem og tilbage mellem “0 %” og “100 %” på gulvet med et skilt i hånden, hvor der står “PITCH” (tonehøjde), “VOLUMEN”, “TÆTHED” (eller ‘hastighed’). Musikerne skal koncentrere sig om, hvad de menneskelige ‘skrue-op-og-ned-knapper’ laver. Det kræver MEGEN koncentration.
En anden modalitet, som der arbejdes med, er de associationer, som kernelydene vækker hos deltagerne. Anders Filipsen støtter deltagerne i at finde disse kvaliteter frem på instrumenterne. Det skærper opmærksomheden på et instrument som et objekt der kan frembringe lyd ligesom andre objekter, og det sætter den aura og utilnærmelighed, som vi måske kan have en tendens til at forbinde med et instrument lidt på pause.
En tredje modalitet som blev brugt som løftestang til arbejdet med lyd, var det narrative / ekspressive. Koblingen mellem denne modalitet og musikken foregik via Caspers instrument Anthropomorfer. Med dette instrument er det muligt at forme en kernelyd med sin stemme. Deltagerne lavede en øvelse, hvor de gik rundt og talte med hinanden ud fra de følelser, kernelydene vakte i dem. Efter at alle havde talt sig varme blev der sat en mikrofon op mellem to samtalepartnere, og mens de fortsatte med at tale blev bidder af deres fraser – som jo nu var ganske autentiske – optaget og brugt til at forme kernelydene med.
Efter arbejdet med de forskellige modaliteter var deltagerne klar til at gå ind i lydene med deres instrumenter i en serie af korte fri improvisationer :
Efter tre indholdsmættede timer begyndte publikum at møde frem. Facilitatorerne fortalte kort om dagens arbejde og så blev publikum selv sat i gang. De skulle nu fungere som levende knapper, der skruer op og ned for forskellige parametre. For hver musiker var der to publikummer, med hver sit skilt. Ét instrument kunne for eksempel blive styret af to mennesker med hver sit skilt hvor der stod “VOLUMEN” og “HASTIGHED”. Når “VOLUMEN” kom tættere på, spillede musikeren kraftigere, og vice versa. Samme princip for “HASTIGHED”.
Her er, hvad kameraet fangede:
Og her er så hele holdet sammen med facilitatorerne i fri improvisation med publikum på:
A:”Ped å te få ed så? Glungen på ungen fe så ped glå tå. Glungen så få ped tå e. Å fed tungen se på glå!! Å få glungen te. Sed på så glå ed!? På fe? Tungen få så å pe glungen. Ted glå tå. Pe å!?”
– The Vrøvlomat
Vrøvlomaten er et værktøj, som skal hjælpe os med at komme ud over rampen,frem i skoen, op i gear, i spil Vi skal få tungen på gled, turde turde, gi den gas, lette på hæmningerne, lukke op for godterne, gribe gulvet, gøre os gældende, – og så vid’re!
Alene mængden af udtryk som vi har på det danske sprog, der på den ene eller anden måde handler om at komme ud af busken, gi los, fyre den af, osv. osv., vidner om, at det er noget som optager os meget, det der med at få lukket op for sluserne, krænget vort indre ud, og få det sagt, for pokker.
Det er vel heller ikke nogen tilfældighed at vi har en solid tradition i Danmark for vrøvlevers, vrøvlerim, vrøvleremser, ordspil, og hjemmelavede ord. Tænk på vores litteraturhistories farserede fædre og broderede brødre, heltinder som Skrit-skritterit-skratskrirum-skrit, søren-og-alle-de-andre-børen, og vores medlidenhed med snøvsen fordi alle går fra den.
Hvad skal der til for at få tungen på gled hos folk, der skal øse af deres inderste, være autentiske, og række ud til hinanden med deres stemmer?
HER er svaret ….. THE VRØVLOMAT™ – køb den nu og tal sort til din nabo før han taler sort til dig.
Anmeldelser af teknologier som skal gøre brugeren medskabende i lyd #01
Hvilke teknologier kan gøre os til kompetente medskabende i lyd? I denne række anmeldelser prøver jeg forskellige teknologier af på egen krop, så at sige, og giver mit bud på, hvor egnede de er, – fuldstændigt uden hensyn til hvad de har været tænkt til i udgangspunktet.
Navn: Bloom
Platform: testet på iPad
Produceret af: Brian Eno, m.fl.
Hva gør den?
Brugeren har nogle enkle muligheder for at forme de hørte mønstre. Når man åbner appen kører der et lydtæppe i baggrunden med generiske mønstre. Ved at tappe på skærmen sætter man en enkel, lidt klokkelignende lyd i gang. I bunden af skærmen kommer dybere lyde og i toppen lysere, og tonehøjderne lader til at være organiseret ud fra en slags overtoneskala. Tapper man i højre side kommer lyden i højre kanal og vice versa. Lydens styrke ligger fast, og man får altså ikke noget ud af at tæske løs på skærmen. Lyden gentager sig, for hver gang lidt svagere, og brugeren kan trinløst justere, hvor stor en forsinkelse der skal være mellem gentagelserne.
Det visuelle er en vigtig del af appen. De toner, som sættes i gang bliver visuelt repræsenteret ved en boble i en bestemt farve, som udvider sig. Brugeren kan vælge mellem 9 forskellige modaliteter med forskellige navne som “Benzoin”, “Ylang”, “Neroli”, m.fl. Google har hjulpet mig til at forstå at det allesammen er ord der har at gøre med forskellige planteolier, mv. Hvert af disse balsamiske modi giver ændringer i baggrundstæppet, og det ændrer toneskalaen. Hvert modus har sit sæt af farver til baggrund og toner.
Hvor go er den som filter?
Spørgsmålet er, i hvor høj grad hensigten med denne app har været at fungere som teknologi der skal gøre dens brugere til kompetente medskabende i lyd. Producenterne lover selv, at appen er en “kombination af instrument, komposition og kunstværk, som med sine innovative kontrolmuligheder tillader, at enhver kan skabe elaborerede mønstre og unikke melodier, blot ved at tappe på skærmen.”
Jeg ved ikke, hvor innovativt det er at brugeren kan sætte en lyd i gang, som gentages efter et bestemt interval. Denne ekko-mekanisme, gentagelse af en lyd med forsinkelse, har i hvert fald siden 1980erne, kendt som delay, været en meget udbredt teknologi. Måske er det innovative, at brugeren med Bloom kan sætte ret mange af hinanden uafhængige lydbegivenheder i gang, over hele skærmen, som kører med hver sin delay-funktion. Tilsammen kan de enkelte lydbegivenheder skabe ret elaborerede mønstre, af sig selv. Brugeren har muligvis en grosso modo indflydelse på, hvordan disse mønstre tager sig ud, men det kan diskuteres, hvor meget medskabende han/hun er på den front. Om der er tale om unikke melodier, kræver først en definition af begrebet melodi. Hvis det forstås som en frase, der har en form for samlende identitet i sit forløb, så bliver det nok svært at kalde de enkeltstående lydbegivenheder, med identisk klang, betoning, lydstyrke, mv. som brugeren af Bloom kan lade følge på hinanden, uden nogen form for indbyrdes afsmitning, for melodi.
Hvis definitionen af at skabe indebærer, at den skabende på den ene eller anden måde får sig selv med i processen, må det siges, at denne teknologi ikke scorer mange point. Jeg giver den 1 ud af 10 på denne parameter. Brugerens indflydelse på det skabte slippes i det øjeblik hans/hendes finger har ramt skærmen. Man kan ændre på lydbegivenheden ved at skifte til en anden ‘mood’, mens den er i gang med at gentage sig selv. Denne spilleregel gør dog samtidig, at alle lydbegivenheder bliver ændret en bloc, og det kunne måske have været mere interessant, hvis lydbegivenheder fra et mood kunne fortsætte uændrede i en anden mood, – eller gradvist fusioneres!
Konkluderende må det siges, at Bloom kan fungere som en platform for én bestemt æstetik, nemlig Enos. Brugeren kan cykle lidt rundt i det her meditative, olierede, pastelfarvede univers, hvor der er tænkt meget i farver, skalaer, klange og – dufte (man kan jo sætte en af de æteriske olier der refereres til i de 9 ‘Moods’ over i baggrunden). Det er bestemt værd at opleve, og som æstetisk projekt er Bloom en anbefaling værd. Det er bare ikke en teknologi som giver brugeren mulighed for at være medskabende.
Generative koder i det intelligente maskinrum
Der er lukket i maskinrummet, så at sige, men hvad der kunne være interessant at brygge videre på, derindefra, er arbejdet med det generative. Ved generativ musik forstår jeg en tilgang, hvor producenten i stedet for at præstere en fiks og færdig komposition, som kan afspilles fra start til slut, med en givet varighed, og som lyder på samme måde hver eneste evige gang, – kort sagt den måde, vi har vænnet os til at konsumere musik, lige siden den elektroniske reproduktion blev almindeligt udbredt – så stiller han/hun en ramme til rådighed, hvor en bagvedliggende kode aktiverer forskellige lydbegivenheder, som kan være forprogrammerede eller opsuget fra det omgivende lydmiljø. På den måde kan det hørte lydbillede varieres og tilpasses til andre begivenheder, interne eller eksterne. I Bloom er det en intern, blackboxed, logik, som gennem angiveligt generative processer skaber variation i nogle på forhånd programmerede lydbegivenheder. Det gør at lydbilledet aldrig gentager sig ordret, så at sige. Dog gør beskaffenheden af det valgte lydmateriale, og de rytmer, akkorder mv., som koden er sat til at variere og blande sammen, at helhedsindtrykket bevares, og at det kan være svært at få øre på variationen.
Men det er jo godt at vide, at den er der, for ellers kunne det jo blive kedeligt at lytte på i længden. Det er ligesom jinglerne i DR, som hver eneste gang lyder på samme måde. Hvorfor har ingen tænkt på at lægge nogle generative processer ind, dér?
Det generative kunne tages meget længere, end tilfældet er i Bloom. Første skridt videre ville være at lade koden suge udefrakommende materiale ind, så det ikke blot er de forudprogrammerede lydbegivenheder, der varieres på. Andet skridt, – og her bliver det pludselig interessant – ville være en programmering, som tillod selve koden at blive smittet med udefrakommende mønstre i lyd/brugeradfærd. Her skulle brugerens idiomatiske lyde/handlinger, via en intelligent analyse, kunne gå ind og påvirke hvilke muligheder, teknologien stiller til rådighed, og på den måde skabe et instrument, som nærmest på biologisk niveau går i symbiose med sin bruger.
Kriterium
Vurdering 1 – 10
1. Tilgængelighed
8 (kræver en ipad og 24 kr)
2. Læringskurve
10 (består abetesten)
3. Hvor medskabende kan brugeren være?
2 (fastlagte mønstre uden meget indflydelse fra brugeren)
4. Kan brugeren få sig selv med
1 (en kort berøring sætter maskineriet i gang. Ingen indflydelse på formning)
5. Teknologiens åbenhed
1 (helt lukket i sig selv)
Samlet pointtal (af et maksimum på 50)
22
For at finde ud af, om de forskellige teknologier har det der skal til for at give os mulighed for at være kompetent medskabende i lyd, har jeg sat nogle kriterier op, som de kan måles ud fra:
Hvor demokratisk er teknologien? Er det noget vi alle sammen har adgang til, eller er et flertal afskåret, fordi det er for dyrt at deltage, eller fordi der er nogen, der ikke ønsker at vi skal deltage?
Hvor meget kræver det at ku finde ud af det? Hvor stejl er læringskurven, som man siger.
Hvor meget har vi mulighed for at være medskabende? Er det som med den sorte boks, eller har vi adgang til maskinrummet, så at sige.
I hvor høj grad har ‘pakkebrugeren’ mulighed for at få sig selv med, så at sige, i arbejdet med pakken. Er den låst fast til de spilleregler, nogle har sat for den?
Hvor god er teknologien til at blande sig med andre teknologier? Hvis det er en meget kompleks, højt opbygget teknologi, tænker jeg at den er sværere at integrere med andre teknologier, uden at den så at sige suger dem ind og ophæver deres karakteristika.
22 – 29/07/08
Casper Cordes journeyed to Fuerteventura, one of the Canary Islands. In this place there is clash between …
… European tourists…
Like Sandra, who believes herself to be at“Phorte Ventura”, a neighbor to “Landsorotty”.
… and African boat refugees…
… many of whom don’t make it for the Spanish border.
Casper brought a DV camera and a hard disk recorder and he 1) got in contact with Red Cross and other NGOs, 2) did video interviews with asylum seekers, illegal immigrants, etc., and 3) did ambient recordings at the asylum centers, at the sea, etc. This provided him with material for the installation.
Vodpod videos no longer available.
Step 2
Aug. – Sept. 2008
Casper Cordes developed the syntax/rules of interaction for the installation. He also developed the interface/ technology for the interaction.Thomas Lindvig was in charge of the sculptural part, where the interface is integrated
Glass sculptures by Thomas Lindvig, From the 2005 version of the work
Step 3
25-26/10/08
The installation was set up in Vilnius, Lithuania, at the 2008 World Music Days festival.
A light pulp; a mirror; when you approach, sounds are triggered. Your facial gestures control the kind of sound you hear
Vodpod videos no longer available.
Video Dokumentation; Fuerteventura2007
Video documentation from the installation
About the festival: “In 2008, Lithuania has been granted an honourable right to host one of the biggest international contemporary music festivals (…)
This event, organised by the International Society for Contemporary Music (ISCM) that comprises more than 50 member countries from around the world, is often compared to the Olympics in music and many countries bid each year for the right to host its programme.”
Vodpod videos no longer available.
Interview, with a young guy in the harbour at Fuerteventura
Hvordan skaber vi kulturelt bæredygtige fællesskaber? Og hvordan kan lyd som udtryksform drive denne udvikling? Det er spørgsmål, jeg stiller med denne blog. God læsning!
Musikkfaget i grunnskolen har slitt med lav relevans og det har vært teknologisk utdatert. Hverdagen til unger og tenåringer er full av musikk og teknologi, mens musikkrommet har knapt hatt en datamaskin. Ei heller egnet programvare, eller lærere som behersker djevelskapet. Veien fram til relevant innhold med fornuftig bruk av teknologi har vært lang, og er fremdeles lang. Humpene i veien heter økonomi, kompetanse, mer tilrettelagte løsninger, tidsfaktor, lærerutdanning, osv.. Men nå er det en løsning på markedet som senker terskelen på alle områder med unntak av relevans og det å være teknologisk på høyde. Nymotens iPad med GarageBand løser flaskehalsen som den reneste champagnesprut på nyttårsaften.
Glass sculptures by Thomas Lindvig, From the 2005 version of the work
Ører med Filter 