Tag-arkiv: musikskole

Mere leg og spil i musikskolen? Fra at undervise solo til at invitere elevens verden indenfor?

Jeg tror, de fleste mennesker har det sådan i deres professionelle virke at de har …. en sutteklud! Hér tænker jeg på et eller andet apparat eller instrument eller en procedure, en eller anden form for ting eller aktivitet, som vi kan trække frem når vi har brug for at vise alle omkring os: Jeg er skam professionel! Jeg har styr på det her.

Min professionelle sutteklud er det computerprogram, jeg har udviklet, Fonokolab. Når bare jeg har computeren, projectoren, smartphones, wifi, mikrofoner og det hele oppe at køre, så ved jeg med mig selv, at uanset hvad, så skal jeg nok imponere dem, så snart jeg trækker den her teknologi-park ud af ærmet.

Når jeg selv står for mine Fonokolab-workshops med børn og unge, så ved jeg, at jeg kan få teknologien til at spille som den skal. Lige bortset fra, selvfølgelig, de situationer, hvor noget går galt. Og meget kan gå galt, når man har teknologi inde over. Det ved alle. Deraf den grundlæggende læresætning, jeg har udviklet for mig selv: Design det altid sådan, at du i alle led af workshoppen kan sætte ind med manuel styring. Med andre ord: hav altid et analogt alternativ klar i baghånden.

Jeg har faktisk også designet det hele på en sådan måde at enhver lærer i et gennemsnitligt dansk klasseværelse – i princippet – kan få det til at spille. I princippet, skriver jeg. For selvom teknologien er tilstede, i form af en almindelig computer, en skærm, en projector, smartphones og wifi, så har jeg efterhånden måtte se i øjnene, at der skal ret meget til, før en almindelig lærer bare lige sætter Fonokolab op. For hvordan er det liige med at få den enkelte smartphones IP adresse registreret i computerprogrammet? Og så videre.

Fonokolab er min sutteklud. Men det er jeg så indtil videre alene om. Vi har alle sammen vores metoder og værktøjer, og for at inspirere andre til at bruge Fonokolab, skal der en hel del til. I det her tilfælde kan vi jo starte med den halve til hele million det ville koste at udvikle en app til iPad/tablet. Donationer modtages, se mit kontonummer længere nede;-)

Når jeg så som i dag står for en pædagogisk dag for musikskolelærere på Tønder Kulturskole, og skal inspirere fuldt professionelle mennesker til at arbejde med komposition i deres daglige virke, stod jeg med et dilemma: Sutteklud eller ej? På den ene side ville jeg gerne vise, hvordan jeg med Fonokolab lykkes med at give børnene et værktøj til – uanset deres musikalske forudsætninger – at udtrykke sig nuanceret med lyd. Og sammen skabe en komposition, på stedet. På den anden side vidste jeg også godt, at deltagerne i denne pædagogiske dag ikke ville få gavn af at se mig demonstrere et værktøj, som de så efterfølgende ikke selv kommer til at bruge.

Det var et hårdt valg. Men suttekluden måtte blive hjemme.

Heldigvis var jeg forberedt, da jeg jo, som jeg var inde på ovenfor, altid har et analogt alternativ klar. Sagen er bare, at jeg i praksis aldrig har været nødt til at trække i nødbremsen, – Fonokolab-toget har måske slingret her og der, men er aldrig for alvor røget af skinnerne – og at jeg derfor nu stod foran nogle mennesker og for første gang skulle prøve den af.

Min strategi for dagen var at vise deltagerne de spilbaserede øvelser jeg har afprøvet et utal af gange med børn fra 4 – 6 klasse. Med det ville jeg vise, hvordan jeg gør for at bygge et spil op. Det gode ved at arbejde spilbaseret er at

  1. målet for vores aktiviteter bliver meget tydeligt, ikke bare for børnene, men også for facilitatoren/gamemaster. Det er jo sådan med et spil, at det gælder om noget. Vores opgave er så at designe spillet, så det som spillet gælder om, er sammenfaldende med det læringsmål vi ønsker at nå med spillet
  2. Et spil giver mulighed for at sætte nogle tydelige rammer op. En almindelig udfordring i musikundervisningen er, at børnene ofte enten laver for lidt, eller slet ingenting – fordi de er generte måske, eller laver for meget. Alt alt for meget. Og det bliver kaos. Når vi laver et spil sætter vi en fysisk ramme op, – en bane indenfor hvilken du må bevæge dig, nogle benspænd, som for eksempel at du får bind for øjnene. Og vi sætter en indholdsmæssig ramme op, som viser, hvad der er den måde at gøre på, som fremmer målet for spillet, og hvilke måder at gøre på, som hæmmer det. Igen er det vigtigt at designe spillet, så fysiske og indholdsmæssige rammer understøtter læringsmålet.
  3. Spilbaseret læring skaber motivation. Når målet med det vi laver ikke længere bare er ”at gøre hvad (vi tror) læreren ønsker”, men i stedet har at gøre med at gøre det som får spillet til at lykkes, så flyttes motivationen fra at være ydrestyret – og handle om at gøre læreren glad, til at være indrestyret, og føre til en oplevelse af en indre og en fælles glæde.

Jeg gennemgik en serie af spil, og uddelte denne metodesamling:

At komponere fællesskabet – metodesamling

Måske er det lidt grænseoverskridende for voksne mennesker at lege, spille, bevæge sig rundt i lokalet og lave lyde. Men det er på den anden side børnenes daglige virkelighed. Det er dér de føler sig hjemme. Det er dér de glemmer sig selv. Og det er dér – vil jeg påstå, at de er mest parate til at lære.

Min konklusion efter dagen er, at det kan være berigende, også for en musikskolelærer, at slippe suttekluden, – i form af guitaren, fløjten, violinen, eller hvilket instrument man nu underviser i – og sætte sig i børnenes sted.

Hvad siger du? Mere leg og spil i instrumentalundervisningen? Mere inddragelse af bevægelse og stemme? Skal eleven kunne tage en gruppe venner med, som kan fungere som “levende noder” på gulvet?

Kom med dit besyv!

Reklamer

Vores allesammens kollektive biobåndoptager – et fælles udgangspunkt for musikundervisningen?

For nylig blev jeg inviteret til at tale ved et seminar, arrangeret af Videncenter for Musik, på Spotfestivalen i Århus. Overskriften for dagen var “Nye læringsrum i musikken”, og mit bidrag var at spørge:

Kan prosodien – vores allesammens biobåndoptager – være et udgangspunkt for musikken i folkeskolen?

Deltagerne ved seminaret var musiklærere fra folkeskolen og lærere fra musikskolerne, og målet var at drøfte den nye situation, som vil træde i kraft efter sommerferien, hvor musikskolen og folkeskolen som bekendt har en “gensidig forpligtelse til samarbejde”.

På musikskolen arbejder konservatorieuddannede lærere, som giver soloundervisning, og undervisning på små hold. For elever som selv har valgt det. I folkeskolen har lærere som underviser i musik store hold med en stor niveauspredning. Nu skal de to slags fagligheder forenes i et nyt fælles læringsrum. Hvordan kan de finde et fælles fodslag?

Prosodien er alt det i talen som har at gøre med intonation, tryk, pauser, lydstyrke, sprogmelodi, og så videre. Ordet kommer af græsk, pros- ,”til”, og oide, som vi kender i ordet “ode”, altså “sang”. Prosodi er altså det musikalske element i talen, det er “sangen-i-talen”.

Jeg har altid fundet det super morsomt at se på små børn der lige har lært at tale. Det er som om sproget er noget alt for stort tøj, de tumler rundt i. Man kan se, hvordan de imiterer de voksne, når de med et overdrevet tonefald formaner, trøster, appellerer, roser, og så videre. Efterhånden finder de melodien, så at sige, og når de bliver 7-8 år, så har de på mange måder styr på sangen-i-talen. De bliver troværdige.

Prosodien er noget vi arver, noget vi overtager, det er et sæt tøj, vi tager på, og som vi konstant øver os på at fylde ud. Prosodien er en kolossal kollektiv kulturel hukommelse. Den er et vældigt lager af lydlige mønstre, som gennem tiderne har udspillet sig i vores fællesskaber og i samspil med omgivelserne. Den er vores allesammens fælles biokassettebåndoptager.

Det er en kollektiv hukommelse, men det er også en glemt kollektiv hukommelse. Vi lærer at bevæge os rundt i prosodien, men vi glemmer at det er noget tillært. Hvis vi kigger godt efter, kan vi se, at vores fælles biobåndoptager er en skatkiste som bare venter på at blive åbnet og sat i spil.

Når vi meddeler os til hinanden med lyd, bruger vi ord. Men i de fleste tilfælde er ordene bare et stativ, hvor vi hænger det egentlige budskab, og det egentlige budskab har at gøre med bevægelser. Vi åbner munden når vi er bevægede over noget, og når vi har brug for at dele bevægelsen med andre. Vi bevæger hinanden gennem talen.

Når vi taler om bevægelse, som noget der sker inden i os, og som vi kan meddele os om til hinanden ved at bevæge lyd, er det så ikke fordi vi med lyden imiterer bevægelser i rummet mellem os?

Hvis du er meget vred på Jens-Ole, og har lyst til at pande ham én, så kan det være, at der er grunde til at du vil afholde dig fra det, rent fysisk, og du vil måske vælge at gi’ ham en verbal knytnæve i stedet:

Hvorfor fanden

Kan du mærke bevægelsen i dit udbrud? Kan du se knytnæven, der samler og samler power for til sidst at eksplodere i Jens-Oles dumme fjæs?

Måske har du nu en interesse i at gøre det godt igen, at trøste, at udglatte.

jeg mente det ikke så slemt

Kan du fornemme, hvordan din stemme bevæger sig op og ned, blidt, som en hånd der forsøger at glatte smerten i Jens-Oles ansigt ud?

Prosodien er en scene, hvor vi kan udspille de mest nuancerede sammenhænge og forskydelser i tid og rum. Vi deler det som sker indeni os med hinanden, og fordi vi bevæger lyden, bevæger vi hinanden.

Når vi nu prøver at få øje på noget, som kan samle alle 25 elever i en klasse. Noget, hvor alle har samme forudsætninger. Noget, som kan knytte musikundervisningen an til undervisningen i de andre fag. Og det skal være noget der lyder.

Giver det så ikke mening at trække på prosodien. På sangen-i-talen. På vores allesammens goe gamle biobåndoptager?

Alle børn har fra første dag i skolen allerede med sig en fænomenal evne til at udtrykke sig nuanceret i lyd. I prosodien. Og til at afkode de mindste forskydning i lyd. I prosodien. Det meste af frikvarteret har de fleste børn deres hele fokus på at bevæge sig og bevæge hinanden. Ja, alle mennesker er i hvert et vågent øjeblik allermest optaget af at bevæge hinanden på den ene eller anden måde. Og den smarteste kanal til det er lyden. I prosodien.

Når vi udtrykker os gennem lyd er vi allerede virtuose musikere, vi er allerede geniale komponister. Alligevel tror de fleste af os, at vi er “umusikalske”, og at vi “har ingen tone i livet”. Til det vil jeg sige: Vi har ikke andet end toner i livet!

Vi er allerede i gang med, hele tiden, at benytte os af lyd som en udtryksform. Vi bevæger hinanden gennem lyd. Men ikke altid på den måde, vi havde tænkt os. Vi kan blive bedre til at bevæge hinanden på en smart måde. Vi kan blive bedre til læse de bevægelser der sker i andre mennesker omkring os.

Vi tager for givet, at den måde vi bruger lyd som en udtryksform er den eneste mulige. For vi har glemt at det er noget vi har lært. Det er noget kulturelt. Bundet i tid og sted. Hvad sker der, når noget nyt banker på døren til vores fællesskab? Nye slags mennesker, nye slags ting, nye bøger, film og musik fra andre kulturer. Fastholder vi stædigt vores måde at bruge den fælles biobåndoptager? Sletter vi indholdet og indspiller ukritisk det nye?

Prosodien er en kampplads! En jyde flytter til København og lægger gradvist sin jyske melodi på hylden for at iklæde sig den københavnske. En medborger fra et andet land får konstant at vide at hun ikke taler dansk godt nok. Hun udtrykker sig ellers fuldt forståeligt. Men har bare ikke den samme sprogmelodi som flertallet.

Vi kan blive bedre til at bevæge hinanden og til at forstå bevægelsen i den anden. Vi kan blive bedre til at lukke op for vores indgroede mønstre, og lade dem fusionere med andre slags mønstre.

Vi kan med andre ord lære.

Hvordan kan musikken blive et rum for denne læring? I musikken tager vi de her lydmønstre og -former, som vi finder i talen, og omplanter dem til en anden slags lydgiver. Vi vælger dele af vores prosodiske mønstre, og imiterer dem via en anden kanal, et instrument. Og hvad sker der så? Vi reducerer kompleksiteten. Vi fjerner en masse informationer om den som taler. Vi fjerner simpelthen …  Lone. Og gør de lydmønstre Lone bruger til at bevæge Ole, til lydmønstre, som vi alle kan lade os bevæge af.

På den måde bliver musikken et sted, hvor vi kan reflektere gennem lyd. Vi kan tage mønstre fra vores hverdagsliv, fra samspillet mellem mennesker og omgivelser, og sætte sammen på nye måder. Og på den måde kan vi opstille andre modeller for hvordan vi bevæger hinanden. Og for hvordan vi kan inddrage noget nyt og ukendt i det allerede kendte.

Hvordan kan vi lukke den her biobåndoptagerskatkiste op? Hvordan kan vi træne vores lydbevægermuskel? Hvordan kan folkeskolen være et sted, hvor vi styrker vores fællesskabers evne til at læse hinanden som lydende væsener? Og hvor vi bliver bedre til at bevæge hinanden på en bæredygtig måde?

Det starter med, at vi overhovedet stiller spørgsmålet. Tager samtalen op. Og så skal vi ellers udvikle metoder og værktøjer, eksperimentere, lege, samarbejde. Velkommen til en mere lydhør fremtid!