– giver de nyeste teknologier os hvad der skal til for at være kompetente medskabende i lyd?
Normalt når vi taler om teknologi, tænker vi på moderne teknologi eller nye elektroniske dimser. Jeg vil godt her bruge begrebet i en lidt bredere forståelse. Hvis nu jeg påstår, at en blyant er en teknologi. Den tillader os at tage noter eller skrive kærestebreve. Papiret er en teknologi. Det gør det muligt at hive kærestebrevet frem af skuffen 50 år senere. Min pointe hér er dels, at vi ikke behøver at se på det vi kalder nye teknologier som noget farligt og menneskefremmed. Dels vil jeg understrege, at gamle teknologier har været nye engang, og at vi også dengang, som nu, har brug for en tilvænningsperiode, før de etablerer sig som forlængelser af noget vi gør i forvejen, eller fader ud og går i glemmebogen. Skriftsproget i sig selv vil jeg hævde er en teknologi. Det har vi udviklet på et tidspunkt, og vores såkaldte elektroniske medier kunne man sige var seneste udvidelse af skriftsproget på vejen i retning af mere og mere avancerede – og måske mere brugervenlige, åbne og demokratiske – muligheder for at interagere med andre mennesker.
Når jeg taler om teknologier, så er det for at understrege, at det ikke blot handler om værktøjer, men også om selve måden vi har vedtaget at bruge dem på.
Hvad skal der til?
Det som interesserer mig her er altså, hvordan de nye teknologier løser opgaven med at gøre os til kompetente medskabende i lyd. Og hvad mener jeg så med det? Jo, når jeg siger os, så tænker jeg meget bredt på folk i almindelighed, altså alle slags mennesker, også dem som ikke er uddannede professionelle musikere. Når jeg siger medskabende, er det fordi jeg ser det som en god ting, at folk har indflydelse på, hvordan det de tager ind tager sig ud. Når jeg taler om, at vi skal være kompetente, tænker jeg på, at vores interaktion med lyd skal føre til noget, som er godt, som har en kvalitet, om ikke andet så bare for os selv, og de mennesker vi omgiver os med til dagligt. Og endelig vil jeg ved at bruge begrebet lyd, i stedet for at sige musik, lægge op til en mere åben forestilling om, hvad vi bruger lyd til.
For at finde ud af, om de forskellige teknologier har det der skal til for at give os mulighed for at være kompetent medskabende i lyd, vil jeg sætte nogle kriterier op, som de kan måles ud fra. Det første kriterium: Hvor demokratisk er teknologien? Er det noget vi alle sammen har adgang til, eller er et flertal afskåret, fordi det er for dyrt at deltage, eller fordi der er nogen, der ikke ønsker at vi skal deltage? Det andet kriterium: Hvor meget kræver det at ku finde ud af det? Hvor stejl er læringskurven, som man siger. Og det tredje: Hvor meget har vi mulighed for at være medskabende? Er det som med den sorte boks, eller har vi adgang til maskinrummet, så at sige. Et fjerde kriterium, som ligger lidt i forlængelse af det tredje: I hvor høj grad har ‘pakkebrugeren’ mulighed for at få sig selv med, så at sige, i arbejdet med pakken. Er den låst fast til de spilleregler, nogle har sat for den? Et femte og sidste kriterium: Hvor god er teknologien til at blande sig med andre teknologier? Hvis det er en meget kompleks, højt opbygget teknologi, tænker jeg at den er sværere at integrere med andre teknologier, uden at den så at sige suger dem ind og ophæver deres karakteristika.
Folklore som en dynamisk men desværre afdød størrelse
Med det her brede begreb om lyd som udtryksmiddel, som jeg har lagt op til, kan det jo siges, at vi allerede har en teknologi, som gør os allesammen til virtuoser og maestros og store komponister. De færreste lærer ikke at tale deres eget sprog, og med talesproget har vi en fuldstændig demokratisk teknologi, som vi allesammen er enige om at tildele den nødvendige tid til at lære; vi kan kombinere lydene i og omkring sproget på uendeligt mange måder og skabe nye ord og betydninger og udtryk; vi har i den grad os selv med, vores forhold til os selv er jo sovset helt ind i talesproget; og talesproget er en åben teknologi, som let kan kombineres med andre teknologier. Bare rap.
Der er jo en eller anden grund til at vi ikke kan nøjes med denne teknologi, og har brug andre måder at arbejde med lyd på. Er det vi kalder folklore så svaret? For mig at se ligger der mange fællestræk i måden vi beskriver begreberne folklore og talesprog. Ligesom talesproget er folklore noget mennesker får ind med modersmælken, som man siger. De vokser op med det, og er ikke bevidste om, hvor det kommer fra. Folklore er noget, der bare er der. Det er noget traditionelt, uforklarligt, indfødt. Ligesom talesproget. Det overleveres oralt siger man. Det kan vist også siges om talesproget. Det er demokratisk, gratis, for alle, og der er ikke nogen der har rettighederne til det. Og det er også svært at finde ud af hvem der fandt på det. Folklore bliver også beskrevet på en måde, hvor jeg vil sige, at det er en åben teknologi, som tillader brugerne at tage nye og fremmede teknologier ind og kombinere med det allerede kendte. Det er her, det billede som ligger i denne blogs titel kommer ind: Et filter. En velfungerende folklore, som altså er en folklore, der tillader folk at være kompetent medskabende, kan fungere som et filter, hvor det der skabes med og den måde det skabes på udvider sig, forandrer sig, og blander sig med nye indflydelser.
Sagen er bare, at vi ikke har nogen folklore. Navlestrengen er klippet over på et eller andet sted, ringen brudt, paradiset tabt, og vi står i vores modernitet og kan ikke bade i den samme flod to gange.
Det er selvfølgelig lettere tvivlsomt at skære flere hundrede års musikhistorie over en kam, men jeg våger et øje, og påstår, at der har været en bevægelse fra en situation, hvor folk i almindelighed har gjort brug af teknologier som har gjort det muligt for dem at være kompetent medskabende i lyd. Det var i de gode gamle dage, som aldrig kommer tilbage, hvor vi stadig havde en levende folklore. Derfra er vi gledet over i en situation, hvor teknologierne er blevet elitære, komplekse, vanskelige at tilegne sig, og svært tilgængelige. Vi er gået fra aktivt medskabende og medejende, til passivt modtagende og forbrugende. Den seneste udvikling går på visse måder tilbage til situationen i de gode gamle dage, og på visse andre måder kører den den foregående situation ud i en ekstrem.
Nye muligheder men degenererede løsninger
Jeg synes, at det er paradoksalt, at jo flere muligheder den teknologiske udvikling giver for brugervenlighed, interaktion, og demokratisering, altså at vores elektroniske udstyr bliver billigere, smartere og lettere at håndtere, des mindre kreative og/eller brugervenlige bliver de teknologier som et flertal af brugerne har adgang til.
Tag som et eksempel, hvad jeg her vil udnævne til efterfølgeren til karaoke, nemlig Playstations Singstar. Hvor karaoke i det mindste giver dig mulighed for at frasere frit, og forholde dig kreativt til rytme, pauser, og så videre, kort sagt alt det, som gør musik til musik, så låser Singstar brugeren helt fast til forlægget. Her gælder det om at ramme tonehøjde og rytme så præcist som muligt for at ‘vinde’. Ethvert initiativ til medskaben bliver simpelthen straffet. Du kan synge nok så umusikalsk, og alligevel tæve alle de andre, fordi du kan ramme den korrekte tone på det korrekte sted.
Sådan findes der en lang række såkaldt elektroniske teknologier, som er almindeligt udbredte, tilgængelige og dermed for så vidt demokratiske, og som gør det muligt for brugeren i et vist omfang at være medskabende. Som et af utallige eksempler kan jeg nævne Apples Garageband. Udover at fungere som en avanceret flersporsbåndoptager, giver disse teknologier brugeren mulighed for at sætte syntetiske lyde sammen, som lyder som kendte instrumenter, og det kan gøres på måder, som minder om de spilleregler, der ligger bag musik vi kender.
Når de nye computerbaserede musikprogrammer giver os mulighed for at være medskabende i lyd, sker dette kun til en vis grænse, blandt andet fordi de ligger under for, hvad jeg vil kalde kvantiseringens regime. Hvis vi kigger på den måde vi i nogle hundrede år har talt om og ordnet musik i vores ende af verden, så har vores behov for at dele den op i tællelige størrelser en central plads. Vi deler musikkens tid op i lige store bidder, og de bidder deler vi op i lige store underbidder osv. Tonehøjde har vi fundet nødvendigt at dele op i 12 videnskabeligt lige store bidder. Hvis vi kalder de forskellige musikformer for teknologier, så kunne vi kalde talgørelsen for en udvidelse, – en plugin. Med sådanne udvidelser, – og nodeskriften er en væsentlig en af slagsen – , kan den eksisterende teknologi tage en ny drejning. Men før en sådan plugin skal vinde indpas, så vil jeg mene, at der er behov for tid og plads til at teste den. Man ku sige, at den skal filtreres gennem brugerne, at den skal humaniseres.
Kvantiseringsregimet
Når man med den samme videnskab som har været motor bag talgørelsen af musikken rent faktisk måler på, hvad dem som vi betragter som de dygtigste musikere gør ved lydene, så må det konstateres, at de slet ikke rammer tallene ordentligt. Ikke desto mindre oplever vi, at de synger og spiller ‘rent’.
Alligevel: I de nye computerbaserede musikprogrammer er forestillingen om et behov for talgørelse så stærk, at en væsentlig del af deres spilleregler bygger på, at lyden skal organiseres i bidder af videnskabeligt identisk varighed. Der er indbygget mekanismer, som automatisk korrigerer input fra brugeren, således at deres varighed bliver øget eller mindsket til de passer til den af brugeren valgte standardvarighed. For hver lydbegivenhed kan programmet desuden korrigere, så den ligger på en på forhånd vedtaget matematisk underdeling. Denne teknik kaldes kvantisering. Det samme gælder for tonehøjderne. Her kan teknologien korrigere, så alt hvad der kommer ind, og indeholder tone, kan blive passet ind på et videnskabeligt nøjagtigt niveau. Alle kan synge rent med sådan en dims. Det populære navn er autotune. I forbifarten er det interessant at notere, at der også i dette tilfælde sker en tilbagefødning, og at disse tillægsteknologier, og her kaldes de faktisk plugins, bliver brugt kreativt af nogle få, og det giver anledning til at der kommer nogle nye slags lyde ud af radioen.
Problemet med kvantiseringsregimet er, at det modarbejder det fjerde af mine kriterier, altså der hvor jeg taler om at få sig selv med. Jeg har været inde på talesproget som model for en teknologi til at gøre os til kompetente medskabende i lyd. Hvis jeg skal drage en parallel til de her computerbaserede teknologier, jeg taler om, så vil jeg sige, at deres hage er, at de i for høj grad bygger videre på skriftsproget som teknologi. Computerprogrammering er i sin essens skriftbaseret, og man ku tro, at dem som har haft indflydelse på, hvordan denne her udvidede skrivemaskine ku bruges til at arbejde med lyd, i for høj grad bygger på musikken i dens nedskrevne abstraktion. Det må jo siges at være ulige meget bekvemmere at omsætte det her flydende og udefinerbare, som lyd er, ved at bruge de tal, som nodeskriften allerede fiks og færdig har klippet det op i. Nu er det jo min præmis for det jeg skriver her, at det jeg kalder vores forhold til os selv, på en eller anden mærkelig måde står i et tæt forhold til hvordan vi udtrykker os via lyd i vores talesprog. Hvordan kan man så få øje på det? Jeg vil mene, at det kommer til udtryk i de forskydninger, vi lægger ind, og igen hvis du tillader at jeg kalder talesproget for en teknologi, så er det vores frihed og mulighed for at holde os til teknologiens spilleregler samtidig med at vi varierer måden at gøre det på. Vi fraserer, forskyder, improviserer, ironiserer og så videre, og alt sammen kan teknologien rumme.
Med de før omtalte computerbaserede teknologier bliver den slags forskydninger og idiomatiske kvabbabelser i bedste fald ignoreret. Hvis vi til billedet af blyanten tilføjer et fem kilos viskelæder, forstår du måske min pointe. Det er klart, at blyanten lægger op til at du kan gøre hvad som helst, men med dén størrelse viskelæder vil du også være ulige mere opmærksom på, at hvad end du kommer med, skal det efter al sandsynlighed korrigeres. Det er ikke umuligt med de nye computerbaserede musikprogrammer at være kompetent medskabende i lyd, og samtidig have dig selv med, men du skal så hele tiden bokse det der kolossale kvantiserings-viskelæder til side, så du kan komme til.
Ører med Filter 