Tag-arkiv: modtageklasse

… mere om modtageklasser og fællesskabelse

Jeg skrev til en række mennesker, som har indblik i folkeskolen og/eller hvad vi ofte kalder æstetiske læreprocesser. Hvis du ikke er helt med, så er det denne blogpost, jeg henviser til.

Jeg stillede to spørgsmål som jeg fik en lang række interessante svar på. Her har jeg samlet nogle af dem, så dialogen kan blive en ‘multilog’

Er modtageklassen det rigtige sted at lave min undersøgelse?

“Modtageklasser er et modigt valg, men – kan jeg se på en masterstuderende, der prøvede noget lignende for nogle måneder siden – også en udfordring med henblik på sprog- og kulturkløfter. Til gengæld er det nonverbale jo perfekt, hvis man sprogligt (tolk mm) kan gøre klassen forståelig, hvad man vil med dem.”

– Komponist Mogens Christensen

Mit svar til Mogens:

Mange tak for opmuntrende og velreflekteret input. Det hjælper mig til at komme videre! Jeg ku osse vælge en alm klasse, og se på, hvad der sker EFTER ‘modtagelsen’ hvor det jo netop handler om at bygge en ny slags fællesskab (eller mislykkes).

Jeg fik et svar fra en gl. ven, som fortalte om sine egne erfaringer med en modtageklasse for hvad der må være 20 år tilbage. Han mente at det var en meget kaotisk tid, med klikedannelser og misforståelser, så det vil være et meget svært sted at indsamle empiri. Og med hensyn til at presse kunstneriske processer ind, ville der være for mange ting i gang allerede.

Det er jo vægtige ord, når de kommer fra én, der selv har erfaringer med at være i en modtageklasse. Og det er meget centralt for mig, at mit ‘indgreb’ ikke bliver et overgreb.

Der er også nogle der har foreslået at lægge vinklen på asylcenteret, og følge børnene i deres hverdag, dér, og derfra kunne arbejde med modtageklassen.

 

Hvordan kan jeg arbejde med det kunstneriske og det akademiske på samme tid, og få det bedste ud af begge verdener?

“Lad det akademiske være reflekteret kunstnerisk praksis. Du er ude på et felt, der ikke er begravet i solid forskning! Og det er så smertefuldt at have gjort, som en eller anden forskning har vist, og derefter erkende at det ikke passede ind i den ramme, man arbejdede i. Med noget praksis på bagen er det muligt at diskutere det kunstneriske (individuelle) mod det akademiske (det almen)”

– Komponist Mogens Christensen

 

Ved at lave en proces der tager højde for både den kunstneriske og det akademiske aspekt, da de går hånd i hånd i læringsprocesser. En læringsproces kunne se således ud: GØR (det kunstneriske) – Observér (det akademiske) – reflektér (det akademiske) og gentag GØR – Observér – Reflekter. Alt sammen tager udgangspunkt i deltageren, og facilitator skal kunne stille relevante nysgerrige sokratiske spørgsmål og turde lytte åbent.

– Mikael Holm Conner, SSP konsulent

Mit svar til Mikael:
Sokratisk femgangsmåde: for mig er der ikke en kategorisk men en gradsforskel, mellem den kunstneriske og den akademiske tilgang. Men minoplevelse på DPU er, at der er en tendens til at se den akademiske proces som noget som hviler i sig selv, en autonomiforestilling.

Mht. gør-observer-reflekter, så vil jeg sige, at det er en cyklisk bevægelse, som både finder sted i det kunstneriske og det akademiske. Kan vi reflektere gennem andre kanaler en sproget? Det er min oplevelse, at vi kan, gennem bevægelse, lyd, og i den praktiske omgang med materialer…..

Mikaels pingback:

ja det er en eviggyldig cyklisk bevægelse både i praksis og teori

Inspiration, som der skal følges op på:

  • projektet “Musisk Modspil” og  “Læring med levende billeder”. Af Susanne Wad, Filmpædagogisk leder/Film Studies Director, Filmbyen
  • Tatiana Chemi, Lektor i Pædagogisk og Organisatorisk Innovation
  • CFUK – center for uhæmmet kreativitet
  • Henrik Westergaard, som arbejder med kunst og asylsøgere, Henriks website.
  • Tegn på sprog, et projekt (på mit universitet) som fokuserer på tosprogede og literacy, mere.

 

Reklamer

Modtageklasser, fællesskaber og nonverbal interaktion

handslogo_featured

Jeg vil starte med at spørge Hvordan bygger vi fællesskaber? Jeg kunne også spørge: Hvor er der eksempler på fællesskaber? På arbejdspladsen? I sportsklubben? I boligområdet? Og jeg kunne spørge: Hvad sker der når et fællesskab, eller en ansats til et fællesskab, bliver mødt med noget der kommer udefra? Om det er nye teknologier, nye politikker, eller nye mennesker: Hvilke værktøjer har et fællesskab til at håndtere den slags forandringer? Og hvad er værktøjerne bygget af? Er de bygget af sprog? Er de bygget af handlinger?

Jeg har selv arbejdet en del år indenfor det område vi kalder dansk som andetsprog. Det er ret unikt, at Danmark har en politik for andetsprogsundervisning der betyder at alle voksne udlændinge der kommer til landet har ret til gratis danskundervisning. Og dét på et meget højt niveau. Rationalet bag denne politik er at hvis mennesker der kommer til landet skal kunne tage del i samfundet og bidrage til fællesskabet er det en forudsætning at kunne sproget. Godt.

Da jeg var i tyverne har jeg rejst og opholdt mig en del i Frankrig, og har lært sproget godt. Jeg har selv oplevet, hvordan det at kunne det sprog der tales i en given kultur betyder at man forstår kulturen langt bedre. For at kunne forstå hinanden må vi tale samme sprog.

Det er min oplevelse at dette er en meget udbredt forståelse. I almindelighed ser vi på det at “kunne tale samme sprog”, som noget der har at gøre med at kunne forstå og bruge de rigtige ord på de rigtige tidspunkter i de rigtige sammenhænge. Sproget skal fungere. Det er en måde at se på sprogtilegnelse, som vi kan tale om som et funktionelt sprogsyn, og i dette syn er der en tendens til at interaktionen mellem mennesker bliver forstået som en proces, hvor et indhold, en betydning, en mening overføres fra en en person til en anden. Hvis vi baserer vores forståelse af, hvad det vil sige at bygge fællesskaber på et sådant lineært, funktionelt syn på sproget, er mit spørgsmål om der ikke vil være væsentlige aspekter af kommunikationen, som vi overser. Jeg mener, at vi overser hvilken rolle magtforhold og følelsesmæssige relationer spiller.

Det nonverbale

Når interaktion mellem mennesker reduceres til primært at handle om at kunne beherske ord og deres betydning, hvad sker der så i forholdet mellem de som behersker sproget, og de som er i færd med at tilegne sig det? Hvilket magtforhold etableres i det nye fællesskab? Et spørgsmål, vi ofte stiller hinanden i regi af dansk som andetsprog er: Hvornår taler man dansk godt nok? Mange nye medborgere fortæller, at de føler at de aldrig vil kunne være en fuldgyldig del af det danske samfund, fordi de umuligt vil kunne leve op til det som forventes af dem, på det sproglige område.

Når vi reducerer spørgsmålet om interaktionen til at handle om at vi overfører viden til hinanden er der endvidere en tendens til at vi overser spørgsmålet om, hvordan vi har det imens vi overfører viden. Vi overser de følelsesmæssige aspekter af relationen, og det er aspekter som kommer til udtryk i form af gestik, mimik, sprogmelodi, m.m.m. og som jeg af mangel af bedre taler om som det nonverbale.  

Det er derfor jeg interesserer mig for de dele af interaktionen mellem mennesker, som ligger under, over og mellem ordene og spørger: Hvilken rolle spiller det nonverbale når vi bygger fællesskaber?

To veje

For at undersøge dette spørgsmål går jeg ad to veje. Den ene vej kalder jeg kompositorisk, og den anden kalder jeg etnografisk. Som komponist har jeg arbejdet en del på den måde, at jeg inviterer mennesker i mange forskellige kontekster til at arbejde med det nonverbale som en interaktions- og udtryksform. I workshops, performances og installationer m.m. I regi af Århus Universitet, hvor jeg er i gang med at tage en kandidatgrad i pædagogisk antropologi, tager min undersøgelse form af læsning og skrivning af akademiske tekster, kulminerende i et feltstudie. Jeg er altså i gang med at undersøge det samme problem via forskellige kanaler, og jeg spørger mig selv, hvad jeg kan gøre for at kombinerer de her to tilgange, så de kan befrugte hinanden, i et samlet forløb i efteråret 2016. I løbet af dette semester skal jeg nemlig med mit studie skal lave en etnografisk feltundersøgelse, som skal lede frem til arbejdet med et speciale i foråret 2017. Jeg vil altså kombinere en kunstnerisk med en akademisk tilgang for at undersøge spørgsmålet om hvordan vi bygger fællesskaber og hvilken rolle det nonverbale spiller i de processer.

Modtageklassen

For at kunne lave denne undersøgelse med det bedst mulige resultat, skal jeg finde det bedst mulige sted at lave den. Her har jeg tænkt at det ville være spændende at tage fat i modtageklassen som genstand for min undersøgelse.

En tilfældig googling gav følgende definition:

“En modtageklasse er et tilbud til tosprogede elever, som ikke taler og forstår det danske sprog godt nok til at kunne følge undervisningen i en almindelig klasse. ” (http://sonderborgkommune.dk/borger/modtageklasser)

Der er flere grunde til at jeg finder modtageklassen interessant som genstand for min undersøgelse. For det første er der et stort politisk fokus på det som man taler om som integration af børn og unge, og modtageklassen er tænkt som et sted der skal forberede børn af mennesker der migrerer til Danmark til at kunne tage del i samfundet. Spørgsmålet om fællesskabet er dermed, for det andet, meget centralt, som politisk kategori indenfor dette område. For det tredje vil der i en modtageklasse typisk være tale om børn som ikke deler et fælles sprog, med hinanden eller med læreren, og derfor vil det nonverbale nødvendigvis spille en eller anden form for rolle. For det fjerde er eleverne i en modtageklasse børn. Og børn er typisk i bedre kontakt med det nonverbale end voksne.

Selvom jeg har en del erfaring personligt med at arbejde med voksne nytilkomne medborgere, har jeg ingen direkte erfaringer med modtageklasser som sådan. Der vil derfor være en række spørgsmål, som jeg har brug for at finde svar på, inden jeg kan være helt sikker på at modtageklassen er den rigtige genstand for min undersøgelse.

Det første spørgsmål er etisk. Er de processer, der foregår i en modtageklasse for skrøbelige til at et kunstnerisk og/eller akademisk indgreb er forsvarligt? Eller er et sådant arbejde omvendt befordrende for processerne i klassen? Det næste spørgsmål er praktisk: Er der i det daglige arbejde med en modtageklasse overhovedet plads til at etablere et samarbejde med en udefrakommende?

Rammende

Der vil også være spørgsmål med hensyn til selve rammen for min undersøgelse. For så vidt det akademiske angår er den etnografiske metode ret vel beskrevet, og jeg skal i foråret gennemføre et forløb på mit studie, som netop har at gøre med, hvordan et feltarbejde designes og gennemføres. Med hensyn til det kunstneriske er der også en velkendt ramme, huskunstnerordningen under Statens Kunstfond. Jeg har gennemført flere forløb i det regi og har også her i foråret et samarbejde baseret på ordningen. Derfor vil rammen for denne del bestå af et samarbejde med en skole, hvor vi i fællesskab søger midler fra Kunstfonden til at gennemføre et huskunstnerforløb i en modtageklasse. Det er sådan, at Kunstfonden betaler 75% af kunstnerens løn, og skolen skal selv finde de resterende 25%. Der er ansøgningsfrist første marts 2016.

Velkendt + velkendt = …. ukendt?

Et meget centralt spørgsmål i denne undersøgelse har at gøre med hvorvidt og i hvilket omfang jeg kan kombinere det etnografiske med det kunstneriske. Skal der være tale om to adskilte, seperate forløb, eller kan de kombineres. Kan jeg i mit akademiske projekt bruge mit kunstneriske projekt som undersøgelsesgenstand? Og hvad betyder det, at jeg har to forskellige hatte på, i den forbindelse?

Jeg har i denne tekst en masse spørgsmål og skal understrege at de ikke er retoriske. Jeg ønsker virkelig at finde svar, så hvis du som læser dette sidder med noget viden på området, som du ønsker at dele, vil jeg på det varmeste invitere dig til at kommentere nedenfor, eller på andre måder kontakte mig med mere information.