Tag-arkiv: local community

Lydkunst som gadekunst – en workshop om phonograffiti med Akutsk

[Læs mere om initiativet fonografit på Facebook.]

Det visuelle er allevegne, men når det kommer til lyd som udtryksform er gaden stum. Hvor er lydkunsten henne i gadebilledet? Med denne workshop vil jeg inspirere til at arbejde med lyd som en kanal til at sætte et unikt præg de offentlige rum, der omgiver os.

Hvordan lyd som gadekunst? Tidligere skulle der dyre og skrøbelige løsninger til før man kunne sætte lyd ud i bybilledet, men med de nye teknologier er det blevet både nemt og tæt på gratis at blive gadelydkunstner. Man kan nu sætte en lille seddel op på muren med en kode, som gør det muligt for en forbipasserende med en smartphone at få adgang til en lyd online, som kan afspilles direkte på smartphonen.

I workshoppen arbejder jeg med en proces i tre trin:

  • Indsamling. Vi finder en lokalitet, et sted, som har eller kan få en særlig betydning for de deltagende. På dette sted indsamler vi lyde, både omgivende lyde og lyde vi kan frembringe ved at ‘spille’ på de ting og sager der er på stedet.
  • Forarbejdning. Lydene bliver lagt ind i et program, jeg har udviklet, Anthropomorfer. Deltagerne kan forme lydene med deres stemmer og via deres smartphones. I denne fase er der fokus på, hvor mange nuancer vi er i stand til at udtrykke med vores stemme, og hvordan lyd kan blive til forløb. Vi arbejder med det rumlige og det narrative som kreative modstande i kollektive improvisationer.
  • Phonograffiti. Improvisationerne lægges online, og der laves qr-koder som linker til dem. Vi arbejder med qr-koder, om hvordan man kan tune dem, og give dem sit eget personlige visuelle præg, og til sidst sætter vi koderne op som gadelydkunst, eller: PHONOGRAFFITI!

Hvorfor en workshop? Ambitionen med denne workshop er at inspirere deltagerne til at se mulighederne i at sætte sit eget præg på byrummet. Ved at ‘tage byrummet ind’ og forme det med sin stemme kan deltagerne få en skærpet følelse af tilhør til stedet, og de kan få ørerne op for den mangfoldighed af lyde, som byrummet stiller til rådighed.

Alle kan deltage, for metoden lægger op til at man bruger sin stemme på en dagligdags og naturlig måde. Det skaber opmærksomhed på den måske oversete nuancerigdom der ligger i den måde vi til dagligt udtrykker os gennem lyd.

I et større perspektiv er det mit mål at skubbe til udviklingen af en kultur omkring phonograffiti, og at flere tager handsken op som gadelydkunstnere/soundtaggers, med hver sit individuelle præg og projekt.

Læs mere om, hvordan jeg har arbejdet med phonograffiti som lydkunstner med 7. klasse på Ellebjerg skole, her.

Et godt sted for Phonograffiti / soundtagging
Her bruges en CD-boks til QR-koden
CD-boksen males
Fra projekt Re-place
Advertisement