Modtageklasser, fællesskaber og nonverbal interaktion

Jeg vil starte med at spørge Hvordan bygger vi fællesskaber? Jeg kunne også spørge: Hvor er der eksempler på fællesskaber? På arbejdspladsen? I sportsklubben? I boligområdet? Og jeg kunne spørge: Hvad sker der når et fællesskab, eller en ansats til et fællesskab, bliver mødt med noget der kommer udefra? Om det er nye teknologier, nye politikker, eller nye mennesker: Hvilke værktøjer har et fællesskab til at håndtere den slags forandringer? Og hvad er værktøjerne bygget af? Er de bygget af sprog? Er de bygget af handlinger?

Jeg har selv arbejdet en del år indenfor det område vi kalder dansk som andetsprog. Det er ret unikt, at Danmark har en politik for andetsprogsundervisning der betyder at alle voksne udlændinge der kommer til landet har ret til gratis danskundervisning. Og dét på et meget højt niveau. Rationalet bag denne politik er at hvis mennesker der kommer til landet skal kunne tage del i samfundet og bidrage til fællesskabet er det en forudsætning at kunne sproget. Godt.

Da jeg var i tyverne har jeg rejst og opholdt mig en del i Frankrig, og har lært sproget godt. Jeg har selv oplevet, hvordan det at kunne det sprog der tales i en given kultur betyder at man forstår kulturen langt bedre. For at kunne forstå hinanden må vi tale samme sprog.

Det er min oplevelse at dette er en meget udbredt forståelse. I almindelighed ser vi på det at “kunne tale samme sprog”, som noget der har at gøre med at kunne forstå og bruge de rigtige ord på de rigtige tidspunkter i de rigtige sammenhænge. Sproget skal fungere. Det er en måde at se på sprogtilegnelse, som vi kan tale om som et funktionelt sprogsyn, og i dette syn er der en tendens til at interaktionen mellem mennesker bliver forstået som en proces, hvor et indhold, en betydning, en mening overføres fra en en person til en anden. Hvis vi baserer vores forståelse af, hvad det vil sige at bygge fællesskaber på et sådant lineært, funktionelt syn på sproget, er mit spørgsmål om der ikke vil være væsentlige aspekter af kommunikationen, som vi overser. Jeg mener, at vi overser hvilken rolle magtforhold og følelsesmæssige relationer spiller.

Det nonverbale

Når interaktion mellem mennesker reduceres til primært at handle om at kunne beherske ord og deres betydning, hvad sker der så i forholdet mellem de som behersker sproget, og de som er i færd med at tilegne sig det? Hvilket magtforhold etableres i det nye fællesskab? Et spørgsmål, vi ofte stiller hinanden i regi af dansk som andetsprog er: Hvornår taler man dansk godt nok? Mange nye medborgere fortæller, at de føler at de aldrig vil kunne være en fuldgyldig del af det danske samfund, fordi de umuligt vil kunne leve op til det som forventes af dem, på det sproglige område.

Når vi reducerer spørgsmålet om interaktionen til at handle om at vi overfører viden til hinanden er der endvidere en tendens til at vi overser spørgsmålet om, hvordan vi har det imens vi overfører viden. Vi overser de følelsesmæssige aspekter af relationen, og det er aspekter som kommer til udtryk i form af gestik, mimik, sprogmelodi, m.m.m. og som jeg af mangel af bedre taler om som det nonverbale.  

Det er derfor jeg interesserer mig for de dele af interaktionen mellem mennesker, som ligger under, over og mellem ordene og spørger: Hvilken rolle spiller det nonverbale når vi bygger fællesskaber?

To veje

For at undersøge dette spørgsmål går jeg ad to veje. Den ene vej kalder jeg kompositorisk, og den anden kalder jeg etnografisk. Som komponist har jeg arbejdet en del på den måde, at jeg inviterer mennesker i mange forskellige kontekster til at arbejde med det nonverbale som en interaktions- og udtryksform. I workshops, performances og installationer m.m. I regi af Århus Universitet, hvor jeg er i gang med at tage en kandidatgrad i pædagogisk antropologi, tager min undersøgelse form af læsning og skrivning af akademiske tekster, kulminerende i et feltstudie. Jeg er altså i gang med at undersøge det samme problem via forskellige kanaler, og jeg spørger mig selv, hvad jeg kan gøre for at kombinerer de her to tilgange, så de kan befrugte hinanden, i et samlet forløb i efteråret 2016. I løbet af dette semester skal jeg nemlig med mit studie skal lave en etnografisk feltundersøgelse, som skal lede frem til arbejdet med et speciale i foråret 2017. Jeg vil altså kombinere en kunstnerisk med en akademisk tilgang for at undersøge spørgsmålet om hvordan vi bygger fællesskaber og hvilken rolle det nonverbale spiller i de processer.

Modtageklassen

For at kunne lave denne undersøgelse med det bedst mulige resultat, skal jeg finde det bedst mulige sted at lave den. Her har jeg tænkt at det ville være spændende at tage fat i modtageklassen som genstand for min undersøgelse.

En tilfældig googling gav følgende definition:

“En modtageklasse er et tilbud til tosprogede elever, som ikke taler og forstår det danske sprog godt nok til at kunne følge undervisningen i en almindelig klasse. ” (http://sonderborgkommune.dk/borger/modtageklasser)

Der er flere grunde til at jeg finder modtageklassen interessant som genstand for min undersøgelse. For det første er der et stort politisk fokus på det som man taler om som integration af børn og unge, og modtageklassen er tænkt som et sted der skal forberede børn af mennesker der migrerer til Danmark til at kunne tage del i samfundet. Spørgsmålet om fællesskabet er dermed, for det andet, meget centralt, som politisk kategori indenfor dette område. For det tredje vil der i en modtageklasse typisk være tale om børn som ikke deler et fælles sprog, med hinanden eller med læreren, og derfor vil det nonverbale nødvendigvis spille en eller anden form for rolle. For det fjerde er eleverne i en modtageklasse børn. Og børn er typisk i bedre kontakt med det nonverbale end voksne.

Selvom jeg har en del erfaring personligt med at arbejde med voksne nytilkomne medborgere, har jeg ingen direkte erfaringer med modtageklasser som sådan. Der vil derfor være en række spørgsmål, som jeg har brug for at finde svar på, inden jeg kan være helt sikker på at modtageklassen er den rigtige genstand for min undersøgelse.

Det første spørgsmål er etisk. Er de processer, der foregår i en modtageklasse for skrøbelige til at et kunstnerisk og/eller akademisk indgreb er forsvarligt? Eller er et sådant arbejde omvendt befordrende for processerne i klassen? Det næste spørgsmål er praktisk: Er der i det daglige arbejde med en modtageklasse overhovedet plads til at etablere et samarbejde med en udefrakommende?

Rammende

Der vil også være spørgsmål med hensyn til selve rammen for min undersøgelse. For så vidt det akademiske angår er den etnografiske metode ret vel beskrevet, og jeg skal i foråret gennemføre et forløb på mit studie, som netop har at gøre med, hvordan et feltarbejde designes og gennemføres. Med hensyn til det kunstneriske er der også en velkendt ramme, huskunstnerordningen under Statens Kunstfond. Jeg har gennemført flere forløb i det regi og har også her i foråret et samarbejde baseret på ordningen. Derfor vil rammen for denne del bestå af et samarbejde med en skole, hvor vi i fællesskab søger midler fra Kunstfonden til at gennemføre et huskunstnerforløb i en modtageklasse. Det er sådan, at Kunstfonden betaler 75% af kunstnerens løn, og skolen skal selv finde de resterende 25%. Der er ansøgningsfrist første marts 2016.

Velkendt + velkendt = …. ukendt?

Et meget centralt spørgsmål i denne undersøgelse har at gøre med hvorvidt og i hvilket omfang jeg kan kombinere det etnografiske med det kunstneriske. Skal der være tale om to adskilte, seperate forløb, eller kan de kombineres. Kan jeg i mit akademiske projekt bruge mit kunstneriske projekt som undersøgelsesgenstand? Og hvad betyder det, at jeg har to forskellige hatte på, i den forbindelse?

Jeg har i denne tekst en masse spørgsmål og skal understrege at de ikke er retoriske. Jeg ønsker virkelig at finde svar, så hvis du som læser dette sidder med noget viden på området, som du ønsker at dele, vil jeg på det varmeste invitere dig til at kommentere nedenfor, eller på andre måder kontakte mig med mere information.

Advertisement

Nye læringsmetoder i Natur&Teknik på mellemtrinnet

Efter et efterår med en super spændende videreudvikling af Fonokolab, – kulminerende med en flot pris! – er det nu tid til at kigge fremad.

Totalblindebuk – vi et spil om fordøjelsen for 6. klasse på Tove Ditlevsens Skole

Erfaringerne fra samarbejdet med 6. klasse på Tove Ditlevsens Skole, hvor vi havde fordøjelsen som tema, har givet os nogle klare pejlemærker for den videre udvikling.

Vores mål var at arbejde med alle sanserne når vi arbejdede med vores tema, og det indebar en pædagogik byggende på

• spilbaseret læring
• arbejde med genbrugsmaterialer til at bygge instrumenter, animation og spil
• lyd, bevægelse og animation
• anvendelse af digitale værktøjer, herunder pc, smartphones, højttalere, mikrofoner, foto og video.

På baggrund af den feedback vi har fået fra lærere og elever kan vi se at

• den spilbaserede læring styrker motivationen og inviterer eleverne til selv at bidrage. Læs mere her: GAMIFYING DIGESTION II, THE GAME!
• iflg. klasselærer Betti, inddrager arbejdet med de forskellige sanser eleverne på nye måder, og skaber samarbejde på tværs af de sædvanlige konstellationer.
• som klasselærer Martin understregede, er vores metodik og værktøjer særligt velegnet til Natur&Teknik.

Så hvorfor er vores metodikker og værktøjer særligt velegnede til Natur&Teknik?

– Det er jo noget af det vi skal undersøge i det videre forløb!

Jeg tænker, at de læringselementer man arbejder med i naturfagene er af en karakter, hvor der dels er tale om cykliske og ikke lineære sammehænge. Der er et samspil mellem dele, som ikke udfolder sig efter sprogets lineære logik, se for eksempel på fødekæden, på fordøjelsen, på vejret. Alting udfolder sig i et komplekst samspil, hvor en ændring ét sted kan være med til at ændre på hele balancen.

Der altså behov for at kunne overskue og forstå cykliske og flydende sammenhænge, men sproget arbejder i kategorier og linearitet.

En anden ting er, at der i  fotosyntesen, immunsystemet osv. er tale om sammenhænge, hvor de enkelte dele har hver sin logik, og hvor det er mere eller mindre tilfældige impulser fra andre deles logikker, der afgør, hvad den enkelte del gør. Derfor giver det god mening at arbejde spilbaseret. Man kan arbejde med lovmæssigheder, – som vi kan kode ind i spilleregler – og med potentialiteter, – som vi kan sætte i scene i spillet, hvor den enkelte del reagerer med et fast defineret sæt af mulige adfærdsmønstre alt efter de andres adfærd.

Og en tredje ting er det forhold, at der i mange af de forhold man skal forholde sig til i naturfagene er tale om dele der udvikler sig parallelt over tid, med hver sin logik og intensitetskurve. Det er noget, som sproget med kun meget stort besvær kan formidle, men som kan begribes via animation, lyd og bevælgelse. Særligt gennem lyd er vi i stand til at følge forskellige elementer som udvikler sig uafhængigt af hinanden over tid, – analogt til hvad man kalder kontrapunkt i den klassiske musik.

Hvordan kommer vi så videre?

Via samarbejde!!! Vi skal ud og have fat på nogle skoler, hvor man arbejder progressivt med didaktikken indenfor Natur&Teknik på mellemtrinnet, og hvor man er friske på at eksperimetere med nye læringsmetoder.

Forlag, organisationer, – hvem giver det mening at inddrage?

Det centrale er LÆRINGEN. Og vores slagord om den bæredygtige læring skal frem i forreste række. 

Derfor  skal vi måle på læringen. Vi skal udvikle nogle måder, hvor vi kan evaluere den faktiske læring der finder sted. Det ville jo være smart at kunne arbejde med en A/B tilgang, hvor vi måler på to ensdannede grupper, hvor kun den ene arbejder med Fonokolab.

Det vil også være rigtig smart at kunne måle på læringen på den længere bane. Når vi siger bæredygtig læring, – og vi siger oven i købet mindeværdig læring, – så er det jo interessant at komme tilbage til de samme elever efter 1 – 2 år og undersøge, om det, som de har oplevet med Fonokolab har sat sig varige spor.

– At det simpelthen har været en så god og inspirerende – ideelt set transformativ – oplevelse, at det er noget eleverne tager med sig i livet!

Moonbase – et online værktøj til at lave små animationer med tekst, farver og billeder.

Moonbase – et online værktøj til at lave små animationer med tekst, farver og billeder.

Minder om en ultrasimpel udgave af MAXMSP, med objektbaseret ‘programmering’. Der ligger en masse læring i at kombinere de forskellige objekter – “image”, – “box”, og “text”, med styrende objekter, som “wave”, der laver bølgeformer, som kan styre forskellige parametre i de andre objekter, og “color” som kan ændre farverne, og “pointer”, som styres af musebevægelser.

Se denne lille animation, hvor jeg har lavet nogle “wave” objekter der styrer lysstyrken i tekst og baggrund (“box”). Og en lille grå firkant du flytter rundt med dine musebevægelser!

FONOKOLAB, – et digitalt værktøj til at arbejde med lyd som udtryksform i klasseværelset

Det lyder ikke så godt i folkeskolen. Musikundervisningen som fag bløder, både internt og eksternt. De såkaldte kreative fag bliver skubbet til side til fordel for fag, som bliver betragtet som vigtigere for en bæredygtig samfundsudvikling. Men sådan skal klaveret ikke spille! Hvis vi i vores fællesskaber vil have mennesker der vokser op og som på selvbåren, reflekteret og samskabende vis kan bruge lyd som en udtryksform, så skal lyden som medie meget mere i spil – og på en radikalt anderledes måde – i den daglige undervisning i folkeskolen.

Af komponist Casper Hernández Cordes

Læs videre om rummet som modstand, om kollektive arbejdsprocesser, og om at bruge stemmen som impulsgiver til at arbejde med kompositoriske processer i klasseværelset

I projektet Gaden som Instrument har jeg i halvandet år arbejdet med mit eget digitale værktøj Anthropomorfer. Jeg lavede en række gadeworkshops med tilfældige forbipasserende som deltagere. Med de ultrahøje krav til umiddelbar forståelighed og en hurtig indlæringskurve der er i dette format har jeg fået et ret klart billede af, hvad der virker og ikke virker, når det drejer sig om at sætte folk i alle aldersgrupper og med alle slags baggrunde til at arbejde med kompositoriske processer.

Med Fonokolab vil jeg omplante de metodologiske og teknologiske erfaringer fra Gaden som Instrument  til et nyt miljø, nemlig folkeskolen. Det nye er, at det ikke længere er en komponist som står med ansvaret for at facilitere forløbet, men en folkeskolelærer. Det stiller nogle nye krav til brugergrænsefladen, men det er især i det metodologiske/didaktiske, at der er behov for en indsats. Derfor er jeg for tiden i gang med at fundraise til et større projekt BRUG LYDEN!! som skal sørge for en grundig afdækning, afprøvning og forankring af nye metoder og værktøjer. Men her noget om de foreløbige resultater i udviklingen af Fonokolab.

!!Læs frisk videre!!

En teknologi er ikke værdineutral, og det samme gælder de værktøjer jeg er i gang med at udvikle. Lad os derfor få værdierne helt frem i lyset!

• Fonokolab lægger op til gruppearbejde. De fleste eksisterende digitale værktøjer er bygget mhp. at en enkelt bruger ad gangen via mus, keyboard touchscreen osv., giver impulser til de kompositoriske processer. Fonokolab har distribueret interfacet ud på de enkelte smartphones (se tekniske detaljer nederst i teksten). En enmandsproces med Fonokolab vil ikke give et resultat der rummer de samme kvaliteter. Det bliver simpelthen mere spændende at være flere om det.

• Det er stemmen der er den primære impulsgiver. Digitale værktøjer vil ofte skulle betjenes via et tastatur og mus, eller et midi-keyboard. I disse tilfælde vil selve det motoriske element ikke være del af en udtryksproces, men vil være nødvendige bevægelser for at få maskinen til at gøre det, brugeren ønsker. Derfor vil processen primært være logisk-deduktiv. Når der bruges en touchscreen, som med ipad, kan man komme tættere på en intuitiv tilgang, men oftest vil det være nye slags færdigheder der kræves tillært. Med Fonokolab er det meget enkle rent motorisk tekniske færdigheder der kræves, – at stille sig foran en mikrofon, vende sin mobiltelefon med skærmen nedad og kunne betjene et enkelt interface på smartphonen. Og ikke andet. Resten er en sag mellem brugerens ører, stemme, og bevægelser i rummet. Det ligger meget tæt op ad den måde vi som mennesker grundlæggende bruger lyd som udtryksform i vores daglige liv, – nemlig gennem talen, gestikken og mimikken. Filosofien er, at vi har et meget direkte forhold til at udtrykke os ad disse kanaler, og at vi med et digitalt værktøj kan forlænge disse processer ind i et andet medie, og dermed tydeliggøre, forstærke og pege på dem, i en didaktisk-kompositorisk kontekst.

• Derfor vil værktøjet også i højere grad give deltagerne mulighed for at arbejde med de kompositoriske processer på lydens præmisser. Ofte, når man arbejder med disse processer med deltagere som ikke er professionelle musikere vil andre dagsordener hurtigt tage over. Det er en stor udfordring at holde fokus på lyd som noget der kan formes i tid, i kompositoriske forløb.

• Fonokolab lægger op til en kompositorisk proces som udspringer af deltagernes bevægelser i rummet. I modsætning til akustiske instrumenter – som oftest giver brugerne alt for stor modstand – er det med digitale værktøjer meget let at lave store og komplekse bevægelser i lyden over kort tid. Udfordringen for mange ikke-musikere er at holde igen, at give de kompositoriske processer den tid, som skal til. Fonokolab lægger op til at  deltagerne skal bevæge sig i et FELT og dermed vil den fysiske afstand og tilstedeværelsen af andre deltagere og objekter (og i Gaden som Instrument også forbipasserende cyklister!) udgøre naturlige modstande, som tvinger deltagerne til at udfolde processerne over tid. Når deltagerne bevæger sig rundt mellem hinanden i rummet vil det lægge op til leg, til spontanitet, og også til en ‘scene’, hvor forskellige elementer af et emne kan gestaltes i forhold til hinanden.

• Selve den lydlige side af forløbene behøver ikke nødvendigvis være i fokus under gestaltningen af dem, men idet deltagerne efter en session sætter sig og lytter koncentreret til forløbene kan disse stå tydeligere frem, og gøres til genstand for analyse, diskussion og refleksion. Ved at gøre de kompositoriske processer fysiske og rumlige vil der ske en affokusering på det prækonceptuelle, og det kan være frigørende, da ikke-musikere ofte vil falde i ret mainstreamede fælder, hvis de bliver bedt om (bevidst) at konceptualisere kompositoriske forløb. Der ligger et væld af nuancer i de scripts, som børn og unge er i stand til at gestalte i fysisk-rumlige aktiviteter, og disse nuancer bliver spejlet i de lydlige forløb i Fonokolab.

Elementerne i denne filosofi kan til en vis grad kodes ind i det digitale værktøj, ved at inkludere visse muligheder, og udelukke en hel del andre. Men kunsten i projekt BRUG LYDEN!! bliver at give den enkelte folkeskolelærer de metodiske færdigheder til at kunne arbejde med værktøjet i forløb med skolebørn, som baserer sig på fællesskabet, på stemmen som impulsgiver og på lydens egne præmisser.

Screenshot fra Fonokolab, – et digitalt værktøj som skal gøre det muligt at arbejde med lyd som udtryksform i klasseværelset

Lidt om det tekniske (Her kan dryplæses!)

Rent teknisk er Fonokolab et digitalt værktøj udviklet i et software, som installationskunstnere, VJs og elektronika-musikere bruger, det objektbaserede MAXMSP, bygget som en app, der kan bruges på både MAC og WINDOWS. Setuppet bruger teknologier, som er tilgængelige i de fleste klasseværelser, og indeholder: en computer / bærbar et sæt højttalere et wifi netværk en smartphone pr. deltager, med en app, TouchOSC (ANDROID og IOS), knyttet til computeren via OSC Følgende værktøjer kan være med til at udvide mulighederne: 1 – 2 mikrofoner, tilknyttet den bærbare en interaktiv tavle

Der kan være seks smartphones tilknyttet ad gangen, og hver deltager – hver ‘spiller’ går igennem følgende forløb:

1. De deltagende smartphones ‘logges ind’ i Fonokolab, så de kan styre optagelse af lyde, panorering og volumen i programmet.
2. Trække en LYD ind. Hver spiller trækker en lyd ind, enten direkte fra rummet med en mikrofon, eller i computeren ved at dragge-droppe ind i Fonokolab. Lyde fra deltagerens smartphone, fra Nettet, fra omgivelserne osv. kan bruges. LYDen afspilles som et loop, styret af deltagerens lydform:
3. LYDFORM. Deltageren vender sin smartphone på hovedet, og udtrykker sig med sin stemme i mikrofonen. Fonokolab laver en analyse af stemmen ift. melodi og volumen. Spillerens LYD afspilles dermed i højttalerne, formet i afspilningshastighed af stemmens melodi, og i volumen af stemmens lydstyrke. Samtidig optages analysen, – LYDFORMen – som en (fake) lydfil i en buffer~. Når deltageren vender sin smartphone med skærmen opad igen afspilles LYDFORMen som et loop. Kombinationen af LYD + LYDFORM bliver en FRASE, og da de to loops ikke nødvendigvis har samme varighed, opstår en uendelighed af (mikro)variation i udtrykket.
4. De andre spillere går igennem den samme mølle. Hver deltager kan til hver en tid ændre på sin LYD, og sin LYDFORM, og dermed on the spot lave meget konkrete og hørbare ændringer i FRASErne.
5. Et FELT defineres på gulvet, foran højttalerne, og den enkelte spiller flytter med smartphonen sin FRASE rundt i lydbilledet – via panorering og volumen – samtidig med at han/hun bevæger sig rundt i FELTet. Hver deltager kan således se, hvor hver af de andre deltagere befinder sig i rummet, og høre, hvor deres lyd befinder sig i lydfeltet.

Relaterede links:

http://www.fonografit.dk

https://www.facebook.com/fonografit

https://twitter.com/fnogr #skolechat #kmpchat #gbl

Et musikinstrument er en muteret stol

Hvordan kan man arbejde med kompositoriske processer med unge musikskoleelever? I denne video tegner/fortæller jeg om hvilke metoder, jeg har brugt, da jeg gav en workshop den 24 – 25 oktober 2012.

 

iPadiseringen af musikfaget i folkeskolen, – et sneleopardspring fremad for kundegørelsen af de menneskelige relationer

To alvorlige problemer i denne fremstilling:

1.  iPad bliver fremstillet som det ypperste af den nyeste teknologi, men er i praksis eksponent for en grasserende negation af de muligheder den nyeste teknologi tilbyder. Køber du en iPad (eller andre i-devices) betaler du for et ypperligt værktøj til at interagere med dine omgivelser, men du får samtidig, gratis så at sige, med i købet et stykke af en ligeså ypperlig teknologi, hvis eneste mål er at forvandle alle dine handlinger til et kundeforhold til Apple. Ipadiseringen af vores undervisningssystem er et skridt bagud, teknologisk og læringsmæssigt, og et sneleopardspring fremad for kommercialiseringen af skolen, og for kundegørelsen af de menneskelige relationer.
2. Garageband er, ligesom det absolutte flertal af musikrelaterede computerprogrammer, musikalsk bagudskuende. Deres musiksyn bygger på en overfladeforståelse, hvor fænomenet musik forveksles med en beskrivelse af, hvordan musikken frembringes, altså gennem det vi kalder skalaer, akkorder, metrum, mm. Det er fuldt teknisk muligt at udvikle computerværktøjer som gør det muligt at arbejde med musik på et mere grundlæggende niveau, altså der hvor selve det at vi er i stand til at forholde os til hinanden og vores omgivelser gennem lyd bringes i spil. Hvis musikfaget skal fornyes skal det ikke ske ved at man udskifter de evindelige bongotrommer, triangler, blokfløjter og elbasser med nogle digitale ditto. I stedet for at fortsætte og yderligere styrke forståelsen af musik som resultat, som objekt, som overfladefænomen, og som en færdighed man skal mestre, skal musikfaget fuldstændig gennemrevitaliseres – hvis ikke det simpelthen skal afskaffes som selvstændig disciplin – og begynde at arbejde med musik på et grundlæggende plan, som proces, som potentialitet, og som en kapacitet vi alle besidder, som sansende, reflekterende, kommunikerende og kollektivt skabende og hele væsener.

Relateret læsning:

Om hvorfor ios ikke understøtter flash, The Guardian

Kritik af Apples “anticompetitive behavior”, Wikipedia

” Nye muligheder men degenererede løsninger” Ører med filter, Casper Hernández Cordes

iPad i skolen

Musikkfaget i grunnskolen har slitt med lav relevans og det har vært teknologisk utdatert. Hverdagen til unger og tenåringer er full av musikk og teknologi, mens musikkrommet har knapt hatt en datamaskin. Ei heller egnet programvare, eller lærere som behersker djevelskapet. Veien fram til relevant innhold med fornuftig bruk av teknologi har vært lang, og er fremdeles lang. Humpene i veien heter økonomi, kompetanse, mer tilrettelagte løsninger, tidsfaktor, lærerutdanning, osv.. Men nå er det en løsning på markedet som senker terskelen på alle områder med unntak av relevans og det å være teknologisk på høyde. Nymotens iPad med GarageBand løser flaskehalsen som den reneste champagnesprut på nyttårsaften.

Det høyreiste ordvalget bekreftes av to norske prosjekter som har dypdykket i materien i løpet av vinteren. Skedsmo kommune og Eiksmarka skole har begge benyttet iPad og GarageBand på musikkrommene, og erfaringene er intet annet enn oppsiktsvekkende. Løsningen kommer inn som et fantastisk…

View original post 237 more words

Anthropomorfer, bugs and fixes

02-10-2011 When qt.jit.mov doesn’t find the file, when dropped,  the application is blocked for further file dropping

29-08-2011

For windows: fix lavlyd in 2. player for iPad

change file-path things in anthropoment-buffer. WIndows refers to a folder called Anthropomorfer1.3, no subfolder called Contents. – fixed 29-08-2011

in Smartphone guide: skaerm 3 image misses

The pc’s IP address, how to retrieve it in the standalone – both for smartphones and iPad: check comment below

THe chosen name for iPad registered doesn’t appear by the recorded soundimage

jit.openexr.mxo lies in the Contents/support/ad folder in Mac. In Windows?

For Mac: when registrating iPad, give options for only 8000 and 8001; 9000 and 9001; so as to not interfere with smartphones; – fixed

The mac’s IP address, how to retrieve it in the standalone? fixed 06-09-2011 (tested for the standalone, though not in ‘foreign’ mac)

Re-place – et projekt om at høre til og at blive hørt i Sydhavnen.

I oktober – november 2011 har eleverne fra 7. klasse på Ellebjerg Skole i Sydhavnen arbejdet med installationskunst i en proces som satte fokus på identitet og tilhørsforhold.Projekt RE-place blev udviklet og faciliteret af scenograf/biledkunstner Liselotte Justesen og komponist Casper Hernández Cordes, som en del af Statens Kunstråds Huskunstnerordning, i tæt samarbejde med klassens lærer, Annette Dybdal.Ideen med projektet var at styrke deltagernes oplevelse af at høre til og at blive hørti lokalområdet. De unge var med i alle dele af den kunstneriske proces, og det var centralt, at de fik ejerskab til projektet. Ved at arbejde med enkle greb og med de forhåndenværende midler skulle projektet tydeliggøre, at mulighederne for at udtrykke sig ligger ‘lige om hjørnet’ for de unge.Projekt Re-place forløb over fire faser: Introduktion. Et forløb, hvor kunstnerne viste de unge, hvad kunstneriske processer kan. Hvordan man kan lægge et særligt blik på sine omgivelser, og derigennem på sig selv. Der blev arbejdet med eksempler på installations- og gadekunst, og deltagerne blev inddraget i de teknikker og metoder, som ligger til grund for arbejdet med kunstneriske processer. Udforskning. Et forløb hvor deltagerne gik på opdagelse i nærområdet. Her var det deres opgave at finde et sted, de kender fra deres hverdag. Fra dette sted indsamlede de genstande og lavede registreringer i form af lydoptagelser, foto, video, noter, tegninger. Udformning. I denne del af forløbet blev det indsamlede materiale sorteret, bearbejdet og kombineret på forskellige måder. Der blev arbejdet med idéudvikling og skitsering. Blev samlet og komponeret og gjort klar til at blive sat tilbage, re-placed. Præsentationsfase. Som afslutning på projektet blev installationerne sat op på de udvalgte steder i kvarteret hvor de udsprang fra. Fredag den 2. december var der fernisering, hvor de unges familie og venner samt andre interesserede blev inviteret med på en installations-kunstrute. Kunstruten blev afsluttet med varm suppe ved den sidste installation, og der var lejlighed til en uformel snak mellem kunstnere, forældre og eleverne.

Lokalavisen Kgs. Enghave Bladet bragte denne artikel om Replace

Casper Hernández Cordes på vej til fernisering på Replace med Vesterbrokanonen

Eleverne havde af sig selv en narrativ tilgang til arbejdet med de steder de valgte. Denne tilbøjelighed kunne huskunstnerne bygge videre på, og inspirere til at udvide. Udfordringen var at iklæde fortællingerne nogle visuelle/lydlige former, som kunne løfte dem ud af det konkrete og over i noget mere processuelt. En af de øvelser der blev arbejdet med, gik ud på at identificere nogle følelsesmæssige udviklinger, historiens karakterer gennemlevede. Disse udviklinger blev ‘oversat’ til nogle forskellige lyde, som eleverne så kunne flytte rundt i rummet ved hjælp af smartphones. I dette mini-værk er flaske-lyde og hjemmelavede fuglelyde, som bliver bevæget rundt i rummet.(Kan med stor fordel høres i høretelefoner)

For at kunne arbejde med lyd som gadekunst brugte eleverne qr-koder. Med en smartphone og en qr-kode-læser app, f.eks. I-nigma, kan du scanne koden og komme til den website hvor lyden ligger

Læs og lyt til P2s reportage fra ferniseringen på Replace

En huskunstners noter #01

Mandag den 7. november 2011, Ellebjerg Skole, morgen.

Jeg havde POWRRGRRLS og The Slappy Joes først, begge grupper på samme tid, i hvert sit lokale. På den måde havde de 2 lektioner hver. Jeg ville dels give dem mere tid, og ved at sætte begge grupperne i gang på en gang var jeg jo tvunget til at give dem tid uden mig. På den måde kunne de også få mere tid til at arbejde med deres eget projekt, og forhåbentlig tage mere ejerskab. Den tredje gruppe, Brandhønsene kalder jeg dem, fik den tredje lektion alene, skarpt overvåget af mig. Jeg havde jo valgt den opdeling fordi jeg havde oplevet, at denne sidste gruppe var sværest at motivere. Og så blev det alligevel den omvendte verden: de to første grupper arbejdede totalt ukoncentreret, og den sidste var en drøm.

POWRRGRRLS skulle udarbejde deres scener mere i detaljer og notere, hvilke lyde og replikker, der skulle til. Og The Slappy Joes skulle redigere deres lyde i Audacity på skolebibliotekets computere. POWRRGRRLS arbejdede koncentreret i måske et halvt minut, og så gik der fjol i den indtil jeg kom op og satte dem i gang igen. Sådan gentog det sig gennem begge lektioner. De havde dog til sidst udarbejdet en tekst med tre scener, og et lidt løseligt plot. Tredje scene hang lidt, og havde ikke meget kød på… Og drengene i Slappy Joes fik arbejdet godt i et godt stykke tid, men da jeg kom ned til sidst var de i fuld gang med at vælte rundt på biblioteket. De havde isoleret en 4 – 5 lyde tilsammen, men havde logget af, og derfor var filerne forsvundet fra deres skrivebord da jeg bad dem logge på og lægge filerne på usbnøglen. Undtagen to filer, som jeg reddede. Nu har jeg bedt en af drengene kigge på det hjemme. Jeg har sendt ham en mail med links til Audacity og de store lydfiler, de selv har optaget i fredags.

Så er det helt spildt på de to grupper? Jeg tror det ikke. Jeg håber, de har fået mere ejerskab til arbejdet. Drengene har da lært noget om at redigere lyde. Min ide om at skabe en brændende platform for POWRRGRRLS faldt lidt i oceanet. Det gav dem ikke nogen særlig motivation og fremdrift at jeg foreslog en deadline allerede på fredag til deres opvisning for klassen. Det var ikke muligt mente de og dermed var den sag lukket.

Den sidste gruppe, Brandhønsene viste sig at være den bedst arbejdende. En af pigerne, N, havde skrevet en første scene og printet den ud i tre eksemplarer. De var helt på at lave scenen med kommentatorstemme, lydeffekter og skuespillerinde. Det var første gang de arbejdede med Anthropomorfer, og de var tilpas fascinerede af mulighederne. Jeg viste dem, hvordan jeg kunne lave lyden af en brandalarm ved at bruge et metal håndtag, jeg bankede mod bordet, og bagefter loopede. Det lød egl. meget rigtigt! Jeg bad dem finde ud af, hvilke lyde der skulle til scenen. Kartofler der koger, et brusebad, snusen og brand. Vi lavede lydene allesammen på en gang. De kogende kartofler kom til at som en slags smølfekor. Ganske sødt og sjovt.

Da de arbejdede med selve scenen gik det hurtigt op for dem, at det ikke var smart at læse teksten op til scenen i normalt læsetempo. Begivenhederne (i form af S. som spillede hovedpersonen) havde ikke tid til at følge med! I et take to var oplæseren N. derfor nødt til at sætte tempoet ned og følge med i, hvad S havde tid til. F styrede lyden. Når oplæseren sagde “så gik Amira i bad” skruede F hurtigt op for bruse-lydene og ned igen, med det samme! Jeg opfordrede derfor til i anden omgang, at F lod lydene vare den tid, som det varede i scenen. Da vi havde optaget det næste take var pigerne dog imod at lydene skulle spilles samtidig.

Hvad så med min dagsorden med at få gang i arbejdet med kunstneriske processer med lyd? DET ER da på vej. Med brandhønsene er det jo løftestangsprincippet. Jeg prøver at vippe det processuelle ind via det narrative. Og faktisk kom vi jo et stykke på vej allerede ved at de opdagede, at det ikke nyttede noget at læse teksten til scene op i et normalt læsetempo. Fordi de narrative processer ikke kunne følge med. De har en tendens til at fokusere på de sekventielle elementer frem for de processuelle. Da F for eksempel illustrerer lyden af bad ved hurtigt at skrue op og ned, uden blik for, at hovedpersonen faktisk er i bad over en tid.

Jeg tror, at jeg kan lukke op for de processuelle aspekter, tilstandene og overgangen mellem tilstandene ved at gå videre af dette spor.

Vi får se.

POWRRGRRLS laver feltoptagelser til historien om Børge, lokal spritter

Publikum som levende knapper der styrer musikerne

– en workshop om improvisation

Den årligt tilbagevendende Wundergrund Festival rummer i år også en workshop om improvisation, “Improvising Wundergrund”  med pianist Anders Filipsen og komponist Casper Hernández Cordes som facilitatorer. De tre udvalgte deltagere, Pernille (23), Daniel (18) og Sebastian (16) var med til åbningskoncerten lørdag aften med Jeppe Just Instituttet. Dagen efter, søndag den 31.10.2011, starter de to facilitatorer workshoppen op med at afspille nogle passager fra koncerten, som deltagerne særligt har hæftet sig ved. Disse bidder med lyd/gestik, ‘kernelydene’, danner udgangspunktet for en tre timer lang workshop med efterfølgende koncert.

“Det vi gerne vil med denne workshop,  er at arbejde med lyd på en måde, hvor vi i stedet for at tale i fastlagte termer, som genre, akkorder, skalaer og den slags, i stedet tager udgangspunkt i selve lyden, og går til den på forskellige måder, hvor vi trækker på andre modaliteter.” – Casper Hernández Cordes

En af de modaliteter, der trækkes på, er RUMMET. Øvelsen går ud på, at nogle af deltagerne går frem og tilbage mellem “0 %” og “100 %” på gulvet med et skilt i hånden, hvor der står “PITCH” (tonehøjde), “VOLUMEN”, “TÆTHED” (eller ‘hastighed’). Musikerne skal koncentrere sig om, hvad de menneskelige  ‘skrue-op-og-ned-knapper’ laver. Det kræver MEGEN koncentration.

En anden modalitet, som der arbejdes med, er de associationer, som kernelydene vækker hos deltagerne. Anders Filipsen støtter deltagerne i at finde disse kvaliteter frem på instrumenterne. Det skærper opmærksomheden på et instrument som et objekt der kan frembringe lyd ligesom andre objekter, og det sætter den aura og utilnærmelighed, som vi måske kan have en tendens til at forbinde med et instrument lidt på pause.

En tredje modalitet som blev brugt som løftestang til arbejdet med lyd, var det narrative / ekspressive. Koblingen mellem denne modalitet og musikken foregik via Caspers instrument Anthropomorfer. Med dette instrument er det muligt at forme en kernelyd med sin stemme. Deltagerne lavede en øvelse, hvor de gik rundt og talte med hinanden ud fra de følelser, kernelydene vakte i dem. Efter at alle havde talt sig varme blev der sat en mikrofon op mellem to samtalepartnere, og mens de fortsatte med at tale blev bidder af deres fraser – som jo nu var ganske autentiske – optaget og brugt til at forme kernelydene med.

Efter arbejdet med de forskellige modaliteter var deltagerne klar til at gå ind i lydene med deres instrumenter i en serie af korte fri improvisationer :

Efter tre indholdsmættede timer begyndte publikum at møde frem. Facilitatorerne fortalte kort om dagens arbejde og så blev publikum selv sat i gang. De skulle nu fungere som levende knapper, der skruer op og ned for forskellige parametre. For hver musiker var der to publikummer, med hver sit skilt. Ét instrument kunne for eksempel blive styret af to mennesker med hver sit skilt hvor der stod “VOLUMEN” og “HASTIGHED”. Når “VOLUMEN” kom tættere på, spillede musikeren kraftigere, og vice versa. Samme princip for “HASTIGHED”.

Her er, hvad kameraet fangede:

Og her er så hele holdet sammen med facilitatorerne i fri improvisation med publikum på:

Læs mere om Wundergrund her: http://www.wundergrund.dk/improvising_wundergrund

Læs mere om Anders Filipsen her: http://www.myspace.com/andersfilipsen

Om Casper Hernández Cordes: http://www.akutsk.dk

Download Anthropomorfer gratis her.