Inviteret af Peter Hanke til at blogge på exart.dk, skriver Casper Hernández Cordes bla. følgende:
“Der er behov for nogle nye billeder, som kan hjælpe de kunstneriske processer fri af industrisamfundets krakelerende fundament. Det første arbejde går ud på at identificere steder, hvor det vil være relevant at inddrage kunstneriske processer for at facilitere forandringer. Jeg har tre forslag:
Innovation er som bekendt buzzet ind på dagsorden, men der er brug for en tydeliggørelse af det. Hvilket spørgsmål er innovation svaret på? Meget af debatten trækker os ned på bundlinjeovervejelser, men jeg mener, at perspektivet må bredes meget mere ud. Skal innovation fungere som væktsfremmer for en hensygnende (national)økonomi? For mig at se må vi starte med at definere innovation som noget, der fører til nye løsninger på gamle problemer. Hvis kunstneriske processer skal bringes i spil i forbindelse med innovation må det være som led i bestræbelserne på at udvikle, (gen)finde og kombinere teknologier, procedurer og organisationsformer, på en måde så det kommer flest muligt til gavn, og med forbrug af færrest mulige ressourcer.
Et andet sted, hvor kunstneriske processer vil være relevante, har at gøre med hvordan vi omgås hinanden. Der er et stadigt stigende behov for at grupper af mennesker, som ikke tidligere har kendt til hinanden, nu skal være i stand til at løse opgaver sammen. Vi har brug for øvelse i at se på tingene med ‘den andens’ blik. Nøgleordene for denne problemstilling er inklusion og perspektivomdannelse.
Det tredje sted jeg vil tage med handler om, hvordan vi forholder os til det sted og de kollektiver vi befinder os i. Det er en stor udfordring for mange af os at finde ud af, hvor vi hører til, og denne potentielle rodløshed bliver forstærket af, at selve ideen om et ‘sted’ er under voldsom forandring. Hvor er jeg, når jeg er på Facebook!? Her er nøgleordene identitet, tilhørsforhold og empowerment.”
Hvem ville ikke gerne have 840.000 kr udbetalt i hånden, uden den ringeste forpligtelse til at gøre noget til gengæld, ja, du skal ikke en gang aflægge regnskab?
Og det er IKKE lotto. Og det er ikke en JOKE, du ER nr. 1.000.000 der læser dette. Vi SVÆRGER!!!!!!
Det eneste du skal gøre er at sende et stk. a4 ark med en beskrivelse af, hvad du vil gøre, og så hvad du har lavet det seneste års tid. Og så skal der vedlægges nogle lydfiler.
Det lyder jo forjættende, og så er det alligevel lidt af en bedrift at opnå tildelingen af Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Og det er oven i købet blevet sværere over årene – sidste år var der kun én komponist, der fik det. For musikere og komponister må det nok siges at være dén mest eftertragtede tilkendegivelse at opnå, nåja måske bortset fra den såkaldte livsvarige…, men det er en anden snak. For unge, fremadstormende kunstnersubjekter er der ikke meget tvivl om, at det 3-årige er det højeste man kan nå. I hvert fald rent økonomisk betragtet.
Hvad skal der så til? For det er klart, at det sølle a4 ark, og de tre lydeksempler du har til rådighed til at sælge dig selv på virkelig skal være overbevisende. Men det er jo klart, at det ikke kan være hele grundlaget for udvalgenes vurdering.
Man kan sende sit a4 ark til to udvalg, tonekunstudvalget for den klassiske musik, tonekunstudvalget for den rytmiske musik. Hvis man ikke synes, man hører til nogen af stederne kan man sende arket til en tredje instans, kaldet Tonekunstudvalgene i fællesskab, og det består, som navnet antyder af medlemmerne i de to Tonekunstudvalg i fællesskab.
Der sidder fem mennesker i udvalgene tilsammen. Formanden udpeges af kulturministeren, og det er tilsyneladende altid en mandlig komponist med såkaldt klassisk baggrund. Så sidder der 2 musikere eller komponister med klassisk baggrund og to andre med rytmisk baggrund.
Hvis du vil blive klogere på, hvad du skal have lavet for at komme i betragtning til at modtage pengene, så kan du se på denne liste over komponister og musikere, der har fået dem. Lyt til eksemplerne længere nede (tilfældigt udvalgt).
2010: Line Tjørnhøj (f. 1960), Tonekunstudvalget for den kl. musik; Tine Louise Kortermand (f. 1968), Tonekunstudvalget for den rytmiske musik
2009: Niels Rønsholdt (f. 1978) , Tonekunstudvalget for den kl. musik; UNDER BYEN, Tonekunstudvalget for den rytmiske musik; Laura Toxværd (f. 1977), de to tonekunstudvalg i fællesskab.
2008: Rasmus Zwicki, f. 1979, Tonekunstudvalget for den kl. musik; Lennart Ginman, f. 1960, Tonekunstudvalget for den rytmiske musik; Hans Hansen, f. 1969, de to tonekunstudvalg i fællesskab;
2007: Peter Rosendal, f. 1976, Kenneth Thordal, f. 1965, Tonekunstudvalget for den rytmiske musik; Søren Nils Eichberg, f. 1973, Tonekunstudvalget for den kl. musik; Hans Sydow, f. 1968, de to tonekunstudvalg i fællesskab
2006: Birgitte Alsted, f. 1942, Simon Steen-Andersen, f. 1976, Tonekunstudvalget for den kl. musik; Lars Møller, f. 1966, Signe Høirup Wille-Jørgensen, f. 1974, Tonekunstudvalget for den rytmiske musik; Thomas Sandberg, f. 1967, de to tonekunstudvalg i fællesskab.
___________________
Udvælgelseskriterier; udvalget fra 2005 – 2007: (– Erik Bach, formand for begge udvalg, Fuzzy, udvalget for den klassiske musik, Niels Marthinsen, udvalget for den klassiske musik, Harald Haugaard, udvalget for den rytmiske musik, Susi Hyldgaard, udvalget for den rytmiske musik) :
“Et musikudvalg vil typisk forme en samlet kvalitetsbedømmelse ud fra medlemmernes individuelle vurdering og oplevelse af fxværkets vision, fantasi, udførelse og professionalisme, originalitet, gennemslagskraft overfor målgruppen, tværæstetiske sigte, eksperiment, stringens etc. “
A:”Ped å te få ed så? Glungen på ungen fe så ped glå tå. Glungen så få ped tå e. Å fed tungen se på glå!! Å få glungen te. Sed på så glå ed!? På fe? Tungen få så å pe glungen. Ted glå tå. Pe å!?”
– The Vrøvlomat
Vrøvlomaten er et værktøj, som skal hjælpe os med at komme ud over rampen,frem i skoen, op i gear, i spil Vi skal få tungen på gled, turde turde, gi den gas, lette på hæmningerne, lukke op for godterne, gribe gulvet, gøre os gældende, – og så vid’re!
Alene mængden af udtryk som vi har på det danske sprog, der på den ene eller anden måde handler om at komme ud af busken, gi los, fyre den af, osv. osv., vidner om, at det er noget som optager os meget, det der med at få lukket op for sluserne, krænget vort indre ud, og få det sagt, for pokker.
Det er vel heller ikke nogen tilfældighed at vi har en solid tradition i Danmark for vrøvlevers, vrøvlerim, vrøvleremser, ordspil, og hjemmelavede ord. Tænk på vores litteraturhistories farserede fædre og broderede brødre, heltinder som Skrit-skritterit-skratskrirum-skrit, søren-og-alle-de-andre-børen, og vores medlidenhed med snøvsen fordi alle går fra den.
Hvad skal der til for at få tungen på gled hos folk, der skal øse af deres inderste, være autentiske, og række ud til hinanden med deres stemmer?
HER er svaret ….. THE VRØVLOMAT™ – køb den nu og tal sort til din nabo før han taler sort til dig.
Dato: 7. oktober 2011
Sted: Global, København
Fotos: Ivonne Hernández Cordes & Luis Pacheco
Interview & tekst: Casper Hernández Cordes
Son Palenque, koncert i Global, København. Fotos af Ivonne H. Cordes
“Son, paaLENqueeeeeeeee” råber Justo Valdez, “de CoLOMbiaaaa” tilføjer Luciano Torres, og så kører det ellers derudaf med maracas, tambor alegre, tambora, claves og de andre instrumenter som er typiske for den afrocolombianske folklore. Syvmandsorkesteret Son Palenque har været på banen i over 30 år, og har haft en masse succeser. I aften spiller de på Global i København, og dansegulvet er fuld af danseglade mennesker.
Inden koncerten har jeg interviewet bandets leder, Justo Valdez omme backstage. Jeg spurgte Justo Valdez, om der var en sammenhæng mellem det afrocolombianske sprog de taler, Bantú/Criollo de Palenque, og den musik de laver. Her er Justo Valdez’ svar:
Han fortæller om den kreative proces bag en af deres sange: I bjergene omkring den landsby, hvor gruppen kommer fra, San Basilio de Palenque er der et irriterende lille insekt som stikker, og det klør helt forfærdeligt. Det må være noget i stil med en knot. På et tidspunkt går Justo rundt sammen med nogle andre medlemmer fra Son Palenque, og de begynder at klaske de små djævle, og klø sig og trampe i jorden, og deraf kom tekst og rytme til sangen. De små stikkende bæster hedder kuku på Bantú. Det meget enkle budskab i sangen ‘mina kuku mona’ kan vel oversættes til noget i stil med ‘se den knot, klask den’. Her er et uddrag af nummeret fra koncerten:
Jeg havde spurgt Justo Valdez om, hvad de gjorde i San Basilio de Palenque for at deres sprog og folklore kunne overleve, og han fortalte mig om Fundacion Transformemos, og om hvordan han selv og de andre medlemmer fra gruppen underviser i folkemusikken, dansen og sproget, så de kommende generationer kan bære traditionen videre. Desuden er der en times undervisning dagligt i skolerne i Bantú. Ikke nogen diabolisering af tosprogethed hér! Han afrundede sit svar med en sang:
… jeg er usikker på, om ‘chinito’ skal forståes bogstaveligt, altså som ‘lille kineser’ eller i den daglige betydning: et lille barn… Men ‘mi raza ya no esta pura’, altså ‘min race er ikke længere ren’ skal lige køres igennem et par filtre før den passerer hos en dansk læser. Det prøver vi lidt længere nede.
Interview med lederen af Son Palenque, Justo Valdez. . Foto af Ivonne H. Cordes
Tomas Valdez og Alfredo Olmos på tambores:
Los Tamboleros i det afrocolombianske folkoreorkester Son Palenque. Tomas Valdez på Tambor Alegre og Alfredo Olmos på Tambora. Foto af Ivonne H. Cordes
Enrique Tejedor synger Mi Abuelo Se Murió (min bedstefar er død):
…. imens gruppens tambolero ‘dør’, og musikere og publikum bærer ham bort.
Her svinges der med arme over den døde... Foto af Luis Pacheco
En funky baggrund eller hvad?
Da vi indledte interviewet med Justo Valdez blev Ivonne og jeg ved med at vende tilbage til gruppens brug af elektriske instrumenter, og hvordan de havde valgt at blande deres folklore med moderne udtryk og så videre, og hver gang lød svaret, at gruppen lavede “folclor puro!”, og at det var kun når grupperne ville være kommercielle, at de brugte andre instrumenter. Grunden til vores forvirring var, at vi i vores forarbejde op til interviewet havde kigget på gruppens baggrund, og fra alle kanter af WWW vælter det ind med, hvordan gruppen har udgivet plader med ‘afrobeat’, og vi har set på billeder af Justo Valdez i læderjakke og -cap. Min konklusion er, at Son Palenque har haft en flirt med elbas og -guitar i 70 – 80erne, muligvis for at sælge plader… Justo Valdez fortalte selv om, hvordan folkloregrupperne fra den atlantiske del af Colombia for 18-20 år siden udgav LPer og tjente penge nok til at klare sig af deres musik. Men med CDen og pirateri var det slut, og medlemmerne fra Son Palenque begyndte at arbejde som håndværkere, strandsælgere, mm. Nu kan de klare sig igen på at spille “ren folklore”. Det virker på mig som om, at det er her, musikerne har deres hjerte, og at alt det funky og afrobeatede har været en gimmick fra nogle pladeselskaber…
Ivonne på scenen. Foto af Luis Pacheco
Hvordan kan vi lytte til denne musik, når der ikke er noget bas, der er ikke engang nogen melodi-instrumenter. Vores pop-mættede ører hungrer efter melodi, bas, grooves… Prøv at lytte til det her:
Eller her:
Race eller hvad?
Der sker simpelthen en masse i den måde at bruge stemmen på, i den måde at bruge slagtøjet. Og hvad handler så denne enkelhed, denne tætte forbindelse mellem sprog og sang, dagligliv og rytme?
Der er 1.500 mennesker tilbage, der taler Criollo de Palenque, i følge UNESCO. Bekymringen over de unge, der flytter til storbyen eller udlandet eller gifter sig med nogle ‘udefra’ er ulige meget mere til at tage at føle på, på den baggrund.. Til sammenligning er dansk blandt de 20 mest talte sprog i verden. Så vores lavloftede bekymringer om at vores sprog skal ‘angloficeres’, at ‘de tosprogede’ ikke kan ‘integreres’ hvis de modtager modersmålsundervisning i folkeskolen, at vores kultur er i fare pga. globaliseringen og hvad har vi, – de har ikke mange ben at gå på i det perspektiv. Når der i Colombia tales om ‘race’ sker det i positive vendinger. Man fejer “El dia de la Raza”, – ‘racedagen’ hvert år den 12. oktober, for at markere Colombus ankomst til Amerika, og for at fejre sameksistensen og blandingen af racerne i landet.
Hvordan skaber vi kulturelt bæredygtige fællesskaber? Og hvordan kan lyd som udtryksform drive denne udvikling? Det er spørgsmål, jeg stiller med denne blog. God læsning!
Ører med Filter 