Tag-arkiv: komposition

Modtageklasser, fællesskaber og nonverbal interaktion

handslogo_featured

Jeg vil starte med at spørge Hvordan bygger vi fællesskaber? Jeg kunne også spørge: Hvor er der eksempler på fællesskaber? På arbejdspladsen? I sportsklubben? I boligområdet? Og jeg kunne spørge: Hvad sker der når et fællesskab, eller en ansats til et fællesskab, bliver mødt med noget der kommer udefra? Om det er nye teknologier, nye politikker, eller nye mennesker: Hvilke værktøjer har et fællesskab til at håndtere den slags forandringer? Og hvad er værktøjerne bygget af? Er de bygget af sprog? Er de bygget af handlinger?

Jeg har selv arbejdet en del år indenfor det område vi kalder dansk som andetsprog. Det er ret unikt, at Danmark har en politik for andetsprogsundervisning der betyder at alle voksne udlændinge der kommer til landet har ret til gratis danskundervisning. Og dét på et meget højt niveau. Rationalet bag denne politik er at hvis mennesker der kommer til landet skal kunne tage del i samfundet og bidrage til fællesskabet er det en forudsætning at kunne sproget. Godt.

Da jeg var i tyverne har jeg rejst og opholdt mig en del i Frankrig, og har lært sproget godt. Jeg har selv oplevet, hvordan det at kunne det sprog der tales i en given kultur betyder at man forstår kulturen langt bedre. For at kunne forstå hinanden må vi tale samme sprog.

Det er min oplevelse at dette er en meget udbredt forståelse. I almindelighed ser vi på det at “kunne tale samme sprog”, som noget der har at gøre med at kunne forstå og bruge de rigtige ord på de rigtige tidspunkter i de rigtige sammenhænge. Sproget skal fungere. Det er en måde at se på sprogtilegnelse, som vi kan tale om som et funktionelt sprogsyn, og i dette syn er der en tendens til at interaktionen mellem mennesker bliver forstået som en proces, hvor et indhold, en betydning, en mening overføres fra en en person til en anden. Hvis vi baserer vores forståelse af, hvad det vil sige at bygge fællesskaber på et sådant lineært, funktionelt syn på sproget, er mit spørgsmål om der ikke vil være væsentlige aspekter af kommunikationen, som vi overser. Jeg mener, at vi overser hvilken rolle magtforhold og følelsesmæssige relationer spiller.

Det nonverbale

Når interaktion mellem mennesker reduceres til primært at handle om at kunne beherske ord og deres betydning, hvad sker der så i forholdet mellem de som behersker sproget, og de som er i færd med at tilegne sig det? Hvilket magtforhold etableres i det nye fællesskab? Et spørgsmål, vi ofte stiller hinanden i regi af dansk som andetsprog er: Hvornår taler man dansk godt nok? Mange nye medborgere fortæller, at de føler at de aldrig vil kunne være en fuldgyldig del af det danske samfund, fordi de umuligt vil kunne leve op til det som forventes af dem, på det sproglige område.

Når vi reducerer spørgsmålet om interaktionen til at handle om at vi overfører viden til hinanden er der endvidere en tendens til at vi overser spørgsmålet om, hvordan vi har det imens vi overfører viden. Vi overser de følelsesmæssige aspekter af relationen, og det er aspekter som kommer til udtryk i form af gestik, mimik, sprogmelodi, m.m.m. og som jeg af mangel af bedre taler om som det nonverbale.  

Det er derfor jeg interesserer mig for de dele af interaktionen mellem mennesker, som ligger under, over og mellem ordene og spørger: Hvilken rolle spiller det nonverbale når vi bygger fællesskaber?

To veje

For at undersøge dette spørgsmål går jeg ad to veje. Den ene vej kalder jeg kompositorisk, og den anden kalder jeg etnografisk. Som komponist har jeg arbejdet en del på den måde, at jeg inviterer mennesker i mange forskellige kontekster til at arbejde med det nonverbale som en interaktions- og udtryksform. I workshops, performances og installationer m.m. I regi af Århus Universitet, hvor jeg er i gang med at tage en kandidatgrad i pædagogisk antropologi, tager min undersøgelse form af læsning og skrivning af akademiske tekster, kulminerende i et feltstudie. Jeg er altså i gang med at undersøge det samme problem via forskellige kanaler, og jeg spørger mig selv, hvad jeg kan gøre for at kombinerer de her to tilgange, så de kan befrugte hinanden, i et samlet forløb i efteråret 2016. I løbet af dette semester skal jeg nemlig med mit studie skal lave en etnografisk feltundersøgelse, som skal lede frem til arbejdet med et speciale i foråret 2017. Jeg vil altså kombinere en kunstnerisk med en akademisk tilgang for at undersøge spørgsmålet om hvordan vi bygger fællesskaber og hvilken rolle det nonverbale spiller i de processer.

Modtageklassen

For at kunne lave denne undersøgelse med det bedst mulige resultat, skal jeg finde det bedst mulige sted at lave den. Her har jeg tænkt at det ville være spændende at tage fat i modtageklassen som genstand for min undersøgelse.

En tilfældig googling gav følgende definition:

“En modtageklasse er et tilbud til tosprogede elever, som ikke taler og forstår det danske sprog godt nok til at kunne følge undervisningen i en almindelig klasse. ” (http://sonderborgkommune.dk/borger/modtageklasser)

Der er flere grunde til at jeg finder modtageklassen interessant som genstand for min undersøgelse. For det første er der et stort politisk fokus på det som man taler om som integration af børn og unge, og modtageklassen er tænkt som et sted der skal forberede børn af mennesker der migrerer til Danmark til at kunne tage del i samfundet. Spørgsmålet om fællesskabet er dermed, for det andet, meget centralt, som politisk kategori indenfor dette område. For det tredje vil der i en modtageklasse typisk være tale om børn som ikke deler et fælles sprog, med hinanden eller med læreren, og derfor vil det nonverbale nødvendigvis spille en eller anden form for rolle. For det fjerde er eleverne i en modtageklasse børn. Og børn er typisk i bedre kontakt med det nonverbale end voksne.

Selvom jeg har en del erfaring personligt med at arbejde med voksne nytilkomne medborgere, har jeg ingen direkte erfaringer med modtageklasser som sådan. Der vil derfor være en række spørgsmål, som jeg har brug for at finde svar på, inden jeg kan være helt sikker på at modtageklassen er den rigtige genstand for min undersøgelse.

Det første spørgsmål er etisk. Er de processer, der foregår i en modtageklasse for skrøbelige til at et kunstnerisk og/eller akademisk indgreb er forsvarligt? Eller er et sådant arbejde omvendt befordrende for processerne i klassen? Det næste spørgsmål er praktisk: Er der i det daglige arbejde med en modtageklasse overhovedet plads til at etablere et samarbejde med en udefrakommende?

Rammende

Der vil også være spørgsmål med hensyn til selve rammen for min undersøgelse. For så vidt det akademiske angår er den etnografiske metode ret vel beskrevet, og jeg skal i foråret gennemføre et forløb på mit studie, som netop har at gøre med, hvordan et feltarbejde designes og gennemføres. Med hensyn til det kunstneriske er der også en velkendt ramme, huskunstnerordningen under Statens Kunstfond. Jeg har gennemført flere forløb i det regi og har også her i foråret et samarbejde baseret på ordningen. Derfor vil rammen for denne del bestå af et samarbejde med en skole, hvor vi i fællesskab søger midler fra Kunstfonden til at gennemføre et huskunstnerforløb i en modtageklasse. Det er sådan, at Kunstfonden betaler 75% af kunstnerens løn, og skolen skal selv finde de resterende 25%. Der er ansøgningsfrist første marts 2016.

Velkendt + velkendt = …. ukendt?

Et meget centralt spørgsmål i denne undersøgelse har at gøre med hvorvidt og i hvilket omfang jeg kan kombinere det etnografiske med det kunstneriske. Skal der være tale om to adskilte, seperate forløb, eller kan de kombineres. Kan jeg i mit akademiske projekt bruge mit kunstneriske projekt som undersøgelsesgenstand? Og hvad betyder det, at jeg har to forskellige hatte på, i den forbindelse?

Jeg har i denne tekst en masse spørgsmål og skal understrege at de ikke er retoriske. Jeg ønsker virkelig at finde svar, så hvis du som læser dette sidder med noget viden på området, som du ønsker at dele, vil jeg på det varmeste invitere dig til at kommentere nedenfor, eller på andre måder kontakte mig med mere information.

Mere leg og spil i musikskolen? Fra at undervise solo til at invitere elevens verden indenfor?

Jeg tror, de fleste mennesker har det sådan i deres professionelle virke at de har …. en sutteklud! Hér tænker jeg på et eller andet apparat eller instrument eller en procedure, en eller anden form for ting eller aktivitet, som vi kan trække frem når vi har brug for at vise alle omkring os: Jeg er skam professionel! Jeg har styr på det her.

Min professionelle sutteklud er det computerprogram, jeg har udviklet, Fonokolab. Når bare jeg har computeren, projectoren, smartphones, wifi, mikrofoner og det hele oppe at køre, så ved jeg med mig selv, at uanset hvad, så skal jeg nok imponere dem, så snart jeg trækker den her teknologi-park ud af ærmet.

Når jeg selv står for mine Fonokolab-workshops med børn og unge, så ved jeg, at jeg kan få teknologien til at spille som den skal. Lige bortset fra, selvfølgelig, de situationer, hvor noget går galt. Og meget kan gå galt, når man har teknologi inde over. Det ved alle. Deraf den grundlæggende læresætning, jeg har udviklet for mig selv: Design det altid sådan, at du i alle led af workshoppen kan sætte ind med manuel styring. Med andre ord: hav altid et analogt alternativ klar i baghånden.

Jeg har faktisk også designet det hele på en sådan måde at enhver lærer i et gennemsnitligt dansk klasseværelse – i princippet – kan få det til at spille. I princippet, skriver jeg. For selvom teknologien er tilstede, i form af en almindelig computer, en skærm, en projector, smartphones og wifi, så har jeg efterhånden måtte se i øjnene, at der skal ret meget til, før en almindelig lærer bare lige sætter Fonokolab op. For hvordan er det liige med at få den enkelte smartphones IP adresse registreret i computerprogrammet? Og så videre.

Fonokolab er min sutteklud. Men det er jeg så indtil videre alene om. Vi har alle sammen vores metoder og værktøjer, og for at inspirere andre til at bruge Fonokolab, skal der en hel del til. I det her tilfælde kan vi jo starte med den halve til hele million det ville koste at udvikle en app til iPad/tablet. Donationer modtages, se mit kontonummer længere nede;-)

Når jeg så som i dag står for en pædagogisk dag for musikskolelærere på Tønder Kulturskole, og skal inspirere fuldt professionelle mennesker til at arbejde med komposition i deres daglige virke, stod jeg med et dilemma: Sutteklud eller ej? På den ene side ville jeg gerne vise, hvordan jeg med Fonokolab lykkes med at give børnene et værktøj til – uanset deres musikalske forudsætninger – at udtrykke sig nuanceret med lyd. Og sammen skabe en komposition, på stedet. På den anden side vidste jeg også godt, at deltagerne i denne pædagogiske dag ikke ville få gavn af at se mig demonstrere et værktøj, som de så efterfølgende ikke selv kommer til at bruge.

Det var et hårdt valg. Men suttekluden måtte blive hjemme.

Heldigvis var jeg forberedt, da jeg jo, som jeg var inde på ovenfor, altid har et analogt alternativ klar. Sagen er bare, at jeg i praksis aldrig har været nødt til at trække i nødbremsen, – Fonokolab-toget har måske slingret her og der, men er aldrig for alvor røget af skinnerne – og at jeg derfor nu stod foran nogle mennesker og for første gang skulle prøve den af.

Min strategi for dagen var at vise deltagerne de spilbaserede øvelser jeg har afprøvet et utal af gange med børn fra 4 – 6 klasse. Med det ville jeg vise, hvordan jeg gør for at bygge et spil op. Det gode ved at arbejde spilbaseret er at

  1. målet for vores aktiviteter bliver meget tydeligt, ikke bare for børnene, men også for facilitatoren/gamemaster. Det er jo sådan med et spil, at det gælder om noget. Vores opgave er så at designe spillet, så det som spillet gælder om, er sammenfaldende med det læringsmål vi ønsker at nå med spillet
  2. Et spil giver mulighed for at sætte nogle tydelige rammer op. En almindelig udfordring i musikundervisningen er, at børnene ofte enten laver for lidt, eller slet ingenting – fordi de er generte måske, eller laver for meget. Alt alt for meget. Og det bliver kaos. Når vi laver et spil sætter vi en fysisk ramme op, – en bane indenfor hvilken du må bevæge dig, nogle benspænd, som for eksempel at du får bind for øjnene. Og vi sætter en indholdsmæssig ramme op, som viser, hvad der er den måde at gøre på, som fremmer målet for spillet, og hvilke måder at gøre på, som hæmmer det. Igen er det vigtigt at designe spillet, så fysiske og indholdsmæssige rammer understøtter læringsmålet.
  3. Spilbaseret læring skaber motivation. Når målet med det vi laver ikke længere bare er ”at gøre hvad (vi tror) læreren ønsker”, men i stedet har at gøre med at gøre det som får spillet til at lykkes, så flyttes motivationen fra at være ydrestyret – og handle om at gøre læreren glad, til at være indrestyret, og føre til en oplevelse af en indre og en fælles glæde.

Jeg gennemgik en serie af spil, og uddelte denne metodesamling:

At komponere fællesskabet – metodesamling

Måske er det lidt grænseoverskridende for voksne mennesker at lege, spille, bevæge sig rundt i lokalet og lave lyde. Men det er på den anden side børnenes daglige virkelighed. Det er dér de føler sig hjemme. Det er dér de glemmer sig selv. Og det er dér – vil jeg påstå, at de er mest parate til at lære.

Min konklusion efter dagen er, at det kan være berigende, også for en musikskolelærer, at slippe suttekluden, – i form af guitaren, fløjten, violinen, eller hvilket instrument man nu underviser i – og sætte sig i børnenes sted.

Hvad siger du? Mere leg og spil i instrumentalundervisningen? Mere inddragelse af bevægelse og stemme? Skal eleven kunne tage en gruppe venner med, som kan fungere som “levende noder” på gulvet?

Kom med dit besyv!

Fonokolab inficerer Askov Efterskole

Fonokolab inficerer Askov Efterskole

I forbindelse med mit besøg på Askov Efterskole, – med en super modtagelse af Jacob, lærer på 9+10 klasses musikhold – fik jeg lejlighed og tid til at installere Fonokolab på alle de 5 mac computere i lydstudiet.

Eleverne fik mulighed for at downloade den app de skal bruge, TouchOSC, til deres egne smartphones. Og de fik tid til at afprøve workflowet med at optage lyde, konvertere dem, dragge-droppe dem ind i Fonokolab, og tilslutte deres egne smartphones til at styre lydene med.

Vi havde EN HEL DAG!! Hurra! Og udover det rent tekniske – som gav en del små og mindre udfordringer – var det også en dag, hvor jeg lærte klassen på 30 elever en lille smule at kende, og hvor de fik lejlighed til at lave nogle formentlig lidt anderledes øvelser, der skulle vise dem, hvordan de kan bruge SIG SELV i den musikalske skaben.

Lyt til elevernes komprovisationer her:

Er du på en smartphone/tablet, så klik her for at lytte!

For første gang i sin eksistens er Fonokolab nu nået til et modenhedsniveau, hvor programmet har kunnet installeres på en skoles computere.
For første gang i sin eksistens er Fonokolab nu nået til et modenhedsniveau, hvor programmet har kunnet installeres på en skoles computere.

Besøget blev finansieret af Koda. Læs mere om Kodas Skolekontakt her.

Tre-årig tonekunst

Hvem ville ikke gerne have 840.000 kr udbetalt i hånden, uden den ringeste forpligtelse til at gøre noget til gengæld, ja, du skal ikke en gang aflægge regnskab?

Og det er IKKE lotto. Og det er ikke en JOKE, du ER nr. 1.000.000 der læser dette. Vi SVÆRGER!!!!!!

Det eneste du skal gøre er at sende et stk. a4  ark med en beskrivelse af, hvad du vil gøre, og så hvad du har lavet det seneste års tid. Og så skal der vedlægges nogle lydfiler.

Det lyder jo forjættende, og så er det alligevel lidt af en bedrift at opnå tildelingen af Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Og det er oven i købet blevet sværere over årene – sidste år var der kun én komponist, der fik det. For musikere og komponister må det nok siges at være dén mest eftertragtede tilkendegivelse at opnå, nåja måske bortset fra den såkaldte livsvarige…, men det er en anden snak. For unge, fremadstormende kunstnersubjekter er der ikke meget tvivl om, at det 3-årige er det højeste man kan nå. I hvert fald rent økonomisk betragtet.

Hvad skal der så til? For det er klart, at det sølle a4 ark, og de tre lydeksempler du har til rådighed til at sælge dig selv på virkelig skal være overbevisende. Men det er jo klart, at det ikke kan være hele grundlaget for udvalgenes vurdering.

Man kan sende sit a4 ark til  to udvalg, tonekunstudvalget for den klassiske musik, tonekunstudvalget for den rytmiske musik. Hvis man ikke synes, man hører til nogen af stederne kan man sende arket til en tredje instans, kaldet Tonekunstudvalgene i fællesskab, og det består, som navnet antyder af medlemmerne i de to Tonekunstudvalg i fællesskab.

Der sidder fem mennesker i udvalgene tilsammen. Formanden udpeges af kulturministeren, og det er tilsyneladende altid en mandlig komponist med såkaldt klassisk baggrund. Så sidder der 2 musikere eller komponister med klassisk baggrund og to andre med rytmisk baggrund.

Hvis du vil blive klogere på, hvad du skal have lavet for at komme i betragtning til at modtage pengene, så kan du se på denne liste over komponister og musikere, der har fået dem. Lyt til eksemplerne længere nede (tilfældigt udvalgt).

  • 2011: Jeppe Just Christensen, Tonekunstudvalget for den kl. musik;
  • 2010: Line Tjørnhøj (f. 1960), Tonekunstudvalget for den kl. musik; Tine Louise Kortermand (f. 1968), Tonekunstudvalget for den rytmiske musik
  • 2009: Niels Rønsholdt (f. 1978) , Tonekunstudvalget for den kl. musik; UNDER BYEN, Tonekunstudvalget for den rytmiske musik; Laura Toxværd (f. 1977), de to tonekunstudvalg i fællesskab.
  • 2008: Rasmus Zwicki, f. 1979, Tonekunstudvalget for den kl. musik; Lennart Ginman, f. 1960, Tonekunstudvalget for den rytmiske musik; Hans Hansen, f. 1969, de to tonekunstudvalg i fællesskab;
  • 2007: Peter Rosendal, f. 1976, Kenneth Thordal, f. 1965, Tonekunstudvalget for den rytmiske musik; Søren Nils Eichberg, f. 1973, Tonekunstudvalget for den kl. musik; Hans Sydow, f. 1968, de to tonekunstudvalg i fællesskab
  • 2006: Birgitte Alsted, f. 1942, Simon Steen-Andersen, f. 1976, Tonekunstudvalget for den kl. musik; Lars Møller, f. 1966, Signe Høirup Wille-Jørgensen, f. 1974, Tonekunstudvalget for den rytmiske musik; Thomas Sandberg, f. 1967, de to tonekunstudvalg i fællesskab.

Line Tjørnhøj:

Tine Louise Korterman:

Niels Rønsholdt:

Under Byen:

Laura Toxværd

Rasmus Zwicki:

Lennart Ginman

Hans Hansen (Kan jeg ikke finde..?)

Peter Rosendahl

Kenneth Thordal

Søren Nils Eichberg

Hans Sydow

Birgitte Alsted
Simon Steen-Andersen

Lars Møller

Signe Høirup Wille-Jørgensen

Thomas Sandberg

___________________
Udvælgelseskriterier; udvalget fra 2005 – 2007:  (– Erik Bach, formand for begge udvalg, Fuzzy, udvalget for den klassiske musik, Niels Marthinsen, udvalget for den klassiske musik, Harald Haugaard, udvalget for den rytmiske musik, Susi Hyldgaard, udvalget for den rytmiske musik) :

“Et musikudvalg vil typisk forme en samlet kvalitetsbedømmelse ud fra medlemmernes individuelle vurdering og oplevelse af fx værkets vision, fantasi, udførelse og professionalisme, originalitet, gennemslagskraft overfor målgruppen, tværæstetiske sigte, eksperiment, stringens etc. “

Sær suppe vs frit flydende kunstneriske processer

“Derfor er det vigtigt at musikken og kunstens institutioner gradvist og bæredygtigt arbejder sig ud af industrisamfundets skygge, og i stigende grad lader sig inspirere af de nye alternative modeller. For at de kunstneriske processer skal flyde frit, skal de udspringe af et miljø, der ikke selv er underlagt interesser, anerkendelseskampe og uoversættelige spilleregler.”

Læs Casper Hernández Cordes’ kommentar om musiklivets institutioner og deres manglende evne til at sætte rammer for de kunstneriske processer her.

Re-place – et projekt om at høre til og at blive hørt i Sydhavnen.

I oktober – november 2011 har eleverne fra 7. klasse på Ellebjerg Skole i Sydhavnen arbejdet med installationskunst i en proces som satte fokus på identitet og tilhørsforhold.Projekt RE-place blev udviklet og faciliteret af scenograf/biledkunstner Liselotte Justesen og komponist Casper Hernández Cordes, som en del af Statens Kunstråds Huskunstnerordning, i tæt samarbejde med klassens lærer, Annette Dybdal.Ideen med projektet var at styrke deltagernes oplevelse af at høre til og at blive hørti lokalområdet. De unge var med i alle dele af den kunstneriske proces, og det var centralt, at de fik ejerskab til projektet. Ved at arbejde med enkle greb og med de forhåndenværende midler skulle projektet tydeliggøre, at mulighederne for at udtrykke sig ligger ‘lige om hjørnet’ for de unge.Projekt Re-place forløb over fire faser:

  1. Introduktion. Et forløb, hvor kunstnerne viste de unge, hvad kunstneriske processer kan. Hvordan man kan lægge et særligt blik på sine omgivelser, og derigennem på sig selv. Der blev arbejdet med eksempler på installations- og gadekunst, og deltagerne blev inddraget i de teknikker og metoder, som ligger til grund for arbejdet med kunstneriske processer.
  2. Udforskning. Et forløb hvor deltagerne gik på opdagelse i nærområdet. Her var det deres opgave at finde et sted, de kender fra deres hverdag. Fra dette sted indsamlede de genstande og lavede registreringer i form af lydoptagelser, foto, video, noter, tegninger.
  3. Udformning. I denne del af forløbet blev det indsamlede materiale sorteret, bearbejdet og kombineret på forskellige måder. Der blev arbejdet med idéudvikling og skitsering. Blev samlet og komponeret og gjort klar til at blive sat tilbage, re-placed.
  4. Præsentationsfase. Som afslutning på projektet blev installationerne sat op på de udvalgte steder i kvarteret hvor de udsprang fra. Fredag den 2. december var der fernisering, hvor de unges familie og venner samt andre interesserede blev inviteret med på en installations-kunstrute. Kunstruten blev afsluttet med varm suppe ved den sidste installation, og der var lejlighed til en uformel snak mellem kunstnere, forældre og eleverne.

Lokalavisen Kgs. Enghave Bladet bragte denne artikel om Replace
Casper Hernández Cordes på vej til fernisering på Replace med Vesterbrokanonen
Eleverne havde af sig selv en narrativ tilgang til arbejdet med de steder de valgte. Denne tilbøjelighed kunne huskunstnerne bygge videre på, og inspirere til at udvide. Udfordringen var at iklæde fortællingerne nogle visuelle/lydlige former, som kunne løfte dem ud af det konkrete og over i noget mere processuelt. En af de øvelser der blev arbejdet med, gik ud på at identificere nogle følelsesmæssige udviklinger, historiens karakterer gennemlevede. Disse udviklinger blev ‘oversat’ til nogle forskellige lyde, som eleverne så kunne flytte rundt i rummet ved hjælp af smartphones. I dette mini-værk er flaske-lyde og hjemmelavede fuglelyde, som bliver bevæget rundt i rummet.(Kan med stor fordel høres i høretelefoner)
For at kunne arbejde med lyd som gadekunst brugte eleverne qr-koder. Med en smartphone og en qr-kode-læser app, f.eks. I-nigma, kan du scanne koden og komme til den website hvor lyden ligger

Læs og lyt til P2s reportage fra ferniseringen på Replace

Projektet er støttet af Statens Kunstråd