Tag-arkiv: fonokolab

Nye læringsmetoder i Natur&Teknik på mellemtrinnet

Efter et efterår med en super spændende videreudvikling af Fonokolab, – kulminerende med en flot pris! – er det nu tid til at kigge fremad.

Totalblindebuk - vi et spil om fordøjelsen for 6. klasse på Tove Ditlevsens Skole
Totalblindebuk – vi et spil om fordøjelsen for 6. klasse på Tove Ditlevsens Skole

Erfaringerne fra samarbejdet med 6. klasse på Tove Ditlevsens Skole, hvor vi havde fordøjelsen som tema, har givet os nogle klare pejlemærker for den videre udvikling.

Vores mål var at arbejde med alle sanserne når vi arbejdede med vores tema, og det indebar en pædagogik byggende på

  • spilbaseret læring
  • arbejde med genbrugsmaterialer til at bygge instrumenter, animation og spil
  • lyd, bevægelse og animation
  • anvendelse af digitale værktøjer, herunder pc, smartphones, højttalere, mikrofoner, foto og video.

På baggrund af den feedback vi har fået fra lærere og elever kan vi se at

  • den spilbaserede læring styrker motivationen og inviterer eleverne til selv at bidrage. Læs mere her: GAMIFYING DIGESTION II, THE GAME!
  • iflg. klasselærer Betti, inddrager arbejdet med de forskellige sanser eleverne på nye måder, og skaber samarbejde på tværs af de sædvanlige konstellationer.
  • som klasselærer Martin understregede, er vores metodik og værktøjer særligt velegnet til Natur&Teknik.

Så hvorfor er vores metodikker og værktøjer særligt velegnede til Natur&Teknik?

– Det er jo noget af det vi skal undersøge i det videre forløb!

Jeg tænker, at de læringselementer man arbejder med i naturfagene er af en karakter, hvor der dels er tale om cykliske og ikke lineære sammehænge. Der er et samspil mellem dele, som ikke udfolder sig efter sprogets lineære logik, se for eksempel på fødekæden, på fordøjelsen, på vejret. Alting udfolder sig i et komplekst samspil, hvor en ændring ét sted kan være med til at ændre på hele balancen.

Der altså behov for at kunne overskue og forstå cykliske og flydende sammenhænge, men sproget arbejder i kategorier og linearitet.

En anden ting er, at der i  fotosyntesen, immunsystemet osv. er tale om sammenhænge, hvor de enkelte dele har hver sin logik, og hvor det er mere eller mindre tilfældige impulser fra andre deles logikker, der afgør, hvad den enkelte del gør. Derfor giver det god mening at arbejde spilbaseret. Man kan arbejde med lovmæssigheder, – som vi kan kode ind i spilleregler – og med potentialiteter, – som vi kan sætte i scene i spillet, hvor den enkelte del reagerer med et fast defineret sæt af mulige adfærdsmønstre alt efter de andres adfærd.

Og en tredje ting er det forhold, at der i mange af de forhold man skal forholde sig til i naturfagene er tale om dele der udvikler sig parallelt over tid, med hver sin logik og intensitetskurve. Det er noget, som sproget med kun meget stort besvær kan formidle, men som kan begribes via animation, lyd og bevælgelse. Særligt gennem lyd er vi i stand til at følge forskellige elementer som udvikler sig uafhængigt af hinanden over tid, – analogt til hvad man kalder kontrapunkt i den klassiske musik.

Hvordan kommer vi så videre?

Via samarbejde!!! Vi skal ud og have fat på nogle skoler, hvor man arbejder progressivt med didaktikken indenfor Natur&Teknik på mellemtrinnet, og hvor man er friske på at eksperimetere med nye læringsmetoder.

Forlag, organisationer, – hvem giver det mening at inddrage?

Det centrale er LÆRINGEN. Og vores slagord om den bæredygtige læring skal frem i forreste række. 

Derfor  skal vi måle på læringen. Vi skal udvikle nogle måder, hvor vi kan evaluere den faktiske læring der finder sted. Det ville jo være smart at kunne arbejde med en A/B tilgang, hvor vi måler på to ensdannede grupper, hvor kun den ene arbejder med Fonokolab.

Det vil også være rigtig smart at kunne måle på læringen på den længere bane. Når vi siger bæredygtig læring, – og vi siger oven i købet mindeværdig læring, – så er det jo interessant at komme tilbage til de samme elever efter 1 – 2 år og undersøge, om det, som de har oplevet med Fonokolab har sat sig varige spor.

– At det simpelthen har været en så god og inspirerende – ideelt set transformativ – oplevelse, at det er noget eleverne tager med sig i livet!

Mouth-o-graphy – trashimation. Video log 10!

Now it is time for the 6th graders to start making the scenographys of each their part of digestion. In order to help them tune in to the what we are going to do at the innovation camp, I decided to make an example: Using our mouth-game from last session, I made a “mouth-o-graphy” using trash.

Watch this video and see how trash becomes actors and stage for a game, that allows the pupils to create the voices of the “actors” (tongue, teeth, cake, saliva), and live animate them using smartphones.

Read more about Fonokolab at AFSNIT I here.

Check the other video logs from the project:

Video log 9, where you can see the 6th graders try out our gamification of digestion, – through sound!

 Video log 8, where you can meet the crew, and see them innovate their way to a game about digestion.

 

 

Project video log 4

In this log, I ask the question: Can we reflect through sound? Is what we define as music the place for it?

Music is what we define as being music, and in general, when we define music, we are talking about chords, scales, and measures etc.

Since music is something that we have outsourced to experts, it is not a tool for us, in general to reflect through sound.

Spoken language is a place where we all are capable of expressing tiny nuances in sound.

This is why Fonokolab takes departure in speech as a common mode of expression, thereby giving us a place where we can distill the tiny nuanced movements in speech and work with them in various ways. This is what I call reflection through sound.

Read about Fonokolab at  AFSNIT I here: https://www.facebook.com/events/660379303993613/

Fortæl historien med lyd – workshops workshops workshops

!! ER DU LÆRER I INDSKOLINGEN? FOR DETALJER OM HVORDAN VI KAN SAMARBEJDE, KLIK HER!!

Jeg har været så heldig at få mulighed for at lave en masse workshops for 0. klasser og børnehavebørn. Det var i forbindelse med Vallensbæk Børnekulturuge. Temaet for ugen var SKOV OG BY, og jeg greb ideen og lavede et koncept med skoven og dens dyr. Nogenlunde samtidig er jeg stødt på et værktøj, som jeg længe uden at vide det hemmeligt har drømt om, nemlig Animata, som er et program, – gratis!, hvor man kan lave animationer, der kan styres live via de samme teknologier jeg allerede arbejder med i Fonokolab. Jeg har simpelthen kunne udvide det rent lydlige arbejde jeg har lavet indtil videre med en visuel side.

Det er jo et dilemma, når man arbejder med lyd som udtryksform, hvordan man skal bruge det visuelle, for det vil næsten altid være et temmeligt risikabelt ægteskab, – det visuelle er en meget dominerende partner, og har tendens til at gå ind og sætte dagsorden og bestemme, hvor skabet og alt det andet skal stå. SAMTIDIG kan man bruge det visuelle som en løftestang til at få det lydlige, – som jo er meget svært at holde fast på!, – i spil.

Jeg tog chancen, og gik frisk i gang med at tegne træer og dyr. Da jeg jo ikke er tegner foregik det på iPaden, med et vektorbaseret grafikprogram, TouchDraw. Her kunne jeg hygge mig med at skære dyr i stykker …

Gad vide hvad det er for én??

… og sætte dem sammen igen i Animata, med vertices, joints, bones, og hvad det nu hedder:

ben og led og klister imellem!

… og så får vi sådan en animérbar størrelse frem:

Foxy!

…. Som kan styres med en smartphone, og hvis mund bevæger sig, styret af lyd fra Fonokolab.

UDOVER at jeg fik den vilde idé at være klar (på fire dage) med et helt nyt software og med et nyt koncept for det visuelle, vovede jeg mig også ud i at introducere TIDSLINIEN. Når jeg i mine gade-workshops har bedt folk om selv at planlægge og udføre et improvisationsforløb har det jo fungeret udmærket, men dels skulle jeg nu stå med ret små børn, og dels ER det en udfordring for folk at organisere sig til at udføre et tæt og meningsfuldt forløb. Det er jo idet hele taget udfordringen i at arbejde med lyd som udtryksform, og det er osse forklaringen på at der gennem tiden er blevet udviklet meget komplekse og ofte svært tilegnelige systemer som tillader os at lave hvad vi kalder musik. Metrum, bpm, kvantisering, osv.

Min ide er at lave en linie på gulvet, og sætte en deltager til at være “tiden”. Andre deltagere stiller sig langs linien, og venter på at “tiden går sin gang”, som man siger, idet “tiden” skridt for skridt i et ganske roligt tempo går langs linien. Når “tiden” når frem til en deltager er det cueet for denne deltager for at udføre en handling.

OG HVORDAN GIK DET SÅ?

Første workshop var som første pandekage, – det gik moderat godt! Med en meget urolig og træt 0. klasse, akkompagneret af 1 stk. fire gange så træt lærer, og så med et system der crashede lige da vi var nået til at give dyrene stemmer. Her rører vi ved en vigtig streng i arbejdet med meget tekniktunge koncepter: Hvad gør man når det hele bryder ned? Svaret er: Vær altid parat til at gå til “manuel styring”. Man skal simpelthen have en joker i ærmet klar til hver procesdel, som man kan hive frem. Og det havde jeg ikke, så jeg valgte den for læreren givetvis MEGET lidt populære løsning at opfordre børnene til at løbe rundt og lege at de var dyr i skoven. Fra en halvirritabel delvis dvaletilstand gik børnene nu over i en helt overgearet modus da de kom tilbage til en genstartet computer.

Langt bedre gik det ved de næste 10 workshops, hvor systemet var med os, – og når det satte ud var jeg klar med en analog pendant.

KUNNE BØRNENE FINDE UD AF DET?

Det korte svar er JA. Faktisk var helt ned til 4årige med på de fleste dele af workshoppen. Efter at have tøet op, – hvilket godt kunne tage det meste af de ca. 45 minutter workshoppen varede. Børnehaveklassebørnene var HELT med fra starten, – og bød på den modsatte problemstilling: Hvordan kan man håndtere DELVIS deltagelse? Når nu 1 bliver valgt til en rolle, hvordan håndterer man så at DE FLESTE andre også gerne vil denne ting. Faktisk var det slående at se, hvilken forskel der er på børnenes måde at deltage og organisere sig når de først er kommet indenfor i skolesystemet. For det første: Man deltager ikke længere spontant, men har fået indkodet at alle bidrag går via en pegefinger. Jeg måtte mange gange fortælle 0.klasseeleverne at de bare skulle spytte ud, – bare tag fingrene ned. Og så er der mig, mig, mig modaliteten, som er godt forankret i denne størrelse mennesker. Er det  skolen som koder denne individ-tænkning så stærkt ind i børnene, eller er det en ‘naturlig’ fase i deres udvikling? I hvert fald er der ikke megen kollektiv glæde over at en klassekammerat får mulighed for at være ræv, imens man stille og roligt deltager som tilskuer. Svaret var at dele gruppen op fra starten i fire mindre grupper – så kunne vi da parcelere kampen om deltagelse ! – og at være meget skarp på bare at sige: “vil DU komme herop, tak!”. Noget jeg ikke fik prøvet, men som jeg tænkte bagefter var at lave en mere distribueret løsning: “Vil du komme op, tak. Vil du så også vælge hvem fra kragegruppen der skal op? Tak!”

Og så var der tidslinien. Konceptet – eller teknologien – skulle jo gøre det nemmere at lave en kollektiv gestaltning af et forløb i tid, uden at behøve en central figur, som en dirigent, eller en sufflør. Eller at have en narrativ struktur, som i et teaterstykke. Der findes jo et hav af lege, som børn spontant tager del i, hvor man skal gøre nogle ting på bestemte tider og steder alt efter, hvad andre foretager sig. Hjælpe/kongeløber, firkant, dåseskjul, – osv. osv. Og som det er med enhver ny leg, skal man prøve den nogle gange før man forstår reglerne. Det samme med min tidslinie. Nogle børn fangede den med det samme, og andre skulle have en venlig hånd på skulderen til at forstå, hvor de skulle hen.

Tidslinien, - en decentral styringsteknologi til at organisere begivenheder i tid.
Her går “tiden”, og sætter “begivenheder” i gang.

Børnene skal med tidslinien organisere sig selv, ud fra nogle meget enkle regler. Og det kan de godt, – i hvert fald efter at have øvet et par gange. Jeg kunne se, hvordan de børn som var “begivenheder” og stod langs tidslinien, synes det var sjovt og spændende at stå der og vente til “tiden” kom til dem, og de endelig kunne gøre, hvad de skulle, – som at lege ræv, hjort eller et af de andre dyr. Jeg kunne se, at for os VOKSNE var det lidt svært at bare lade børnene organisere sig selv. Jeg har nogle videoer af forløbene, og nogle af de første forløb, med børnehavebørn på 4 år (!), viser, hvordan børnene sagtens kan organisere sig selv. Men efterhånden som jeg og mine to hjælpende pædagoger blev smaddergode til workshoppen kan jeg se på videoerne, hvordan børnene knapt når selv at finde ud af, hvad det nu var de skulle inden den venlige hånd lige kommer.

Vi erfarede jo allerede på første dag, hvordan det var en udfordring at alle børnene sad i en stor klump på gulvet. Når de skulle dirigere hinanden i grupper var det svært både for dirigent og gruppe at finde ud af, hvem der gjorde hvad. Derfor tilføjede vi en ny teknologi på andendagen: et stort kryds på gulvet. Her skulle børnene fordele sig i fire lige store grupper, og når først de sad i en gruppe, kunne vi fordele roller, træer og dyr efter grupper, uden at skulle forhandle for hver gang. “I er rævegruppen”. Færdig.

Det her med at dele børnene op i fire grupper var jo et større hyr for os voksne. Det betod mange venlige hænder der skubbede rundt med mere eller mindre vrangvillige børn. Jeg prøvede så, som et eksperiment med den sidste gruppe vi havde, at bede børnene om at organisere sig selv, – UDEN INDBLANDING FRA DE VOKSNE. Så de satte sig ned, og jeg spurgte: Er der lige mange i hver firkant nu? Og det var oplagt for enhver at de 2 tomme firkanter IKKE havde lige så mange børn som de to andre. Børnene svarede da også NEJ. “Hvad vil I så gøre ved det?”. “Flytte nogle børn”. Lød svaret. Og der var så en god klump børn der helt tømte en firkant for helt at fylde en anden op. Og vi gentog møllen. Det gjorde vi nogle gange, og til sidst var der faktisk lige mange i hver. Jeg vil tro, at det tog omtrent dobbelt så lang tid som de politistatsmetoder vi hidtil havde brugt, men jeg er IKKE I TVIVL om at det indeholdt en masse god læring, og lagde en bedre stemning og et større ejerskab for børnene som udgangspunkt.

Og det er jo rigig, rigtig spændende det her! For udover at være en workshop, hvor man udforsker lyd og bevægelse bliver det nu også en workshop hvor man arbejder med at organisere sig selv i rummet! Hele vejen igennem.

Når jeg så ser de her videoer, hvor voksenhænder guider børnene rundt hele tiden – noget jeg ikke kunne se til selve workshoppen, da jeg var optaget af andre ting, kan jeg se med al tydelighed: Lad os få de voksne i baggrunden!! Jeg kan også høre i videoerne, som en tilbagevendende punktuation: sht!, ….. sht!, ….. sht! ….. Og så er der den helt forkerte: “I fire, I sætter jer bare ned, og så tér I jer!”. Eller når jeg som workshopleder siger: “I må lægge jer, hvor I vil, her er plads nok”, og så et barn lægger sig oppe ved lærredet, og læreren skælder ud og siger, at barnet skal lægge sig et andet sted…….!

Men altså, for at lukke den her erfaringsdeling af, så har 4 dages workshop med 11 grupper af mellem 15 og 30 i hver, og med to søde og hjælpsomme pædagoger tilknyttet på fuld tid, har Vallensbæk Børnekulturuge været et eksperimetarium for mig, og jeg har kunnet teste en masse forskellige små variationer af i konceptet. Jeg kan se, at det fungerer rigtig fint at arbejde med det skoleklasseformatet, så nu er jeg simpelthen klar til at lave et superskarpt og lærerigt forløb på landets skoler.

Jeg har døbt workshopkonceptet “Fortæl Historien med Lyd!”, og har lavet en lille salgsvideo:

Læs mere om workshopkonceptet  og kontakt komponisten her.

A PROPOS: