Modtageklasser, fællesskaber og nonverbal interaktion

Jeg vil starte med at spørge Hvordan bygger vi fællesskaber? Jeg kunne også spørge: Hvor er der eksempler på fællesskaber? På arbejdspladsen? I sportsklubben? I boligområdet? Og jeg kunne spørge: Hvad sker der når et fællesskab, eller en ansats til et fællesskab, bliver mødt med noget der kommer udefra? Om det er nye teknologier, nye politikker, eller nye mennesker: Hvilke værktøjer har et fællesskab til at håndtere den slags forandringer? Og hvad er værktøjerne bygget af? Er de bygget af sprog? Er de bygget af handlinger?

Jeg har selv arbejdet en del år indenfor det område vi kalder dansk som andetsprog. Det er ret unikt, at Danmark har en politik for andetsprogsundervisning der betyder at alle voksne udlændinge der kommer til landet har ret til gratis danskundervisning. Og dét på et meget højt niveau. Rationalet bag denne politik er at hvis mennesker der kommer til landet skal kunne tage del i samfundet og bidrage til fællesskabet er det en forudsætning at kunne sproget. Godt.

Da jeg var i tyverne har jeg rejst og opholdt mig en del i Frankrig, og har lært sproget godt. Jeg har selv oplevet, hvordan det at kunne det sprog der tales i en given kultur betyder at man forstår kulturen langt bedre. For at kunne forstå hinanden må vi tale samme sprog.

Det er min oplevelse at dette er en meget udbredt forståelse. I almindelighed ser vi på det at “kunne tale samme sprog”, som noget der har at gøre med at kunne forstå og bruge de rigtige ord på de rigtige tidspunkter i de rigtige sammenhænge. Sproget skal fungere. Det er en måde at se på sprogtilegnelse, som vi kan tale om som et funktionelt sprogsyn, og i dette syn er der en tendens til at interaktionen mellem mennesker bliver forstået som en proces, hvor et indhold, en betydning, en mening overføres fra en en person til en anden. Hvis vi baserer vores forståelse af, hvad det vil sige at bygge fællesskaber på et sådant lineært, funktionelt syn på sproget, er mit spørgsmål om der ikke vil være væsentlige aspekter af kommunikationen, som vi overser. Jeg mener, at vi overser hvilken rolle magtforhold og følelsesmæssige relationer spiller.

Det nonverbale

Når interaktion mellem mennesker reduceres til primært at handle om at kunne beherske ord og deres betydning, hvad sker der så i forholdet mellem de som behersker sproget, og de som er i færd med at tilegne sig det? Hvilket magtforhold etableres i det nye fællesskab? Et spørgsmål, vi ofte stiller hinanden i regi af dansk som andetsprog er: Hvornår taler man dansk godt nok? Mange nye medborgere fortæller, at de føler at de aldrig vil kunne være en fuldgyldig del af det danske samfund, fordi de umuligt vil kunne leve op til det som forventes af dem, på det sproglige område.

Når vi reducerer spørgsmålet om interaktionen til at handle om at vi overfører viden til hinanden er der endvidere en tendens til at vi overser spørgsmålet om, hvordan vi har det imens vi overfører viden. Vi overser de følelsesmæssige aspekter af relationen, og det er aspekter som kommer til udtryk i form af gestik, mimik, sprogmelodi, m.m.m. og som jeg af mangel af bedre taler om som det nonverbale.  

Det er derfor jeg interesserer mig for de dele af interaktionen mellem mennesker, som ligger under, over og mellem ordene og spørger: Hvilken rolle spiller det nonverbale når vi bygger fællesskaber?

To veje

For at undersøge dette spørgsmål går jeg ad to veje. Den ene vej kalder jeg kompositorisk, og den anden kalder jeg etnografisk. Som komponist har jeg arbejdet en del på den måde, at jeg inviterer mennesker i mange forskellige kontekster til at arbejde med det nonverbale som en interaktions- og udtryksform. I workshops, performances og installationer m.m. I regi af Århus Universitet, hvor jeg er i gang med at tage en kandidatgrad i pædagogisk antropologi, tager min undersøgelse form af læsning og skrivning af akademiske tekster, kulminerende i et feltstudie. Jeg er altså i gang med at undersøge det samme problem via forskellige kanaler, og jeg spørger mig selv, hvad jeg kan gøre for at kombinerer de her to tilgange, så de kan befrugte hinanden, i et samlet forløb i efteråret 2016. I løbet af dette semester skal jeg nemlig med mit studie skal lave en etnografisk feltundersøgelse, som skal lede frem til arbejdet med et speciale i foråret 2017. Jeg vil altså kombinere en kunstnerisk med en akademisk tilgang for at undersøge spørgsmålet om hvordan vi bygger fællesskaber og hvilken rolle det nonverbale spiller i de processer.

Modtageklassen

For at kunne lave denne undersøgelse med det bedst mulige resultat, skal jeg finde det bedst mulige sted at lave den. Her har jeg tænkt at det ville være spændende at tage fat i modtageklassen som genstand for min undersøgelse.

En tilfældig googling gav følgende definition:

“En modtageklasse er et tilbud til tosprogede elever, som ikke taler og forstår det danske sprog godt nok til at kunne følge undervisningen i en almindelig klasse. ” (http://sonderborgkommune.dk/borger/modtageklasser)

Der er flere grunde til at jeg finder modtageklassen interessant som genstand for min undersøgelse. For det første er der et stort politisk fokus på det som man taler om som integration af børn og unge, og modtageklassen er tænkt som et sted der skal forberede børn af mennesker der migrerer til Danmark til at kunne tage del i samfundet. Spørgsmålet om fællesskabet er dermed, for det andet, meget centralt, som politisk kategori indenfor dette område. For det tredje vil der i en modtageklasse typisk være tale om børn som ikke deler et fælles sprog, med hinanden eller med læreren, og derfor vil det nonverbale nødvendigvis spille en eller anden form for rolle. For det fjerde er eleverne i en modtageklasse børn. Og børn er typisk i bedre kontakt med det nonverbale end voksne.

Selvom jeg har en del erfaring personligt med at arbejde med voksne nytilkomne medborgere, har jeg ingen direkte erfaringer med modtageklasser som sådan. Der vil derfor være en række spørgsmål, som jeg har brug for at finde svar på, inden jeg kan være helt sikker på at modtageklassen er den rigtige genstand for min undersøgelse.

Det første spørgsmål er etisk. Er de processer, der foregår i en modtageklasse for skrøbelige til at et kunstnerisk og/eller akademisk indgreb er forsvarligt? Eller er et sådant arbejde omvendt befordrende for processerne i klassen? Det næste spørgsmål er praktisk: Er der i det daglige arbejde med en modtageklasse overhovedet plads til at etablere et samarbejde med en udefrakommende?

Rammende

Der vil også være spørgsmål med hensyn til selve rammen for min undersøgelse. For så vidt det akademiske angår er den etnografiske metode ret vel beskrevet, og jeg skal i foråret gennemføre et forløb på mit studie, som netop har at gøre med, hvordan et feltarbejde designes og gennemføres. Med hensyn til det kunstneriske er der også en velkendt ramme, huskunstnerordningen under Statens Kunstfond. Jeg har gennemført flere forløb i det regi og har også her i foråret et samarbejde baseret på ordningen. Derfor vil rammen for denne del bestå af et samarbejde med en skole, hvor vi i fællesskab søger midler fra Kunstfonden til at gennemføre et huskunstnerforløb i en modtageklasse. Det er sådan, at Kunstfonden betaler 75% af kunstnerens løn, og skolen skal selv finde de resterende 25%. Der er ansøgningsfrist første marts 2016.

Velkendt + velkendt = …. ukendt?

Et meget centralt spørgsmål i denne undersøgelse har at gøre med hvorvidt og i hvilket omfang jeg kan kombinere det etnografiske med det kunstneriske. Skal der være tale om to adskilte, seperate forløb, eller kan de kombineres. Kan jeg i mit akademiske projekt bruge mit kunstneriske projekt som undersøgelsesgenstand? Og hvad betyder det, at jeg har to forskellige hatte på, i den forbindelse?

Jeg har i denne tekst en masse spørgsmål og skal understrege at de ikke er retoriske. Jeg ønsker virkelig at finde svar, så hvis du som læser dette sidder med noget viden på området, som du ønsker at dele, vil jeg på det varmeste invitere dig til at kommentere nedenfor, eller på andre måder kontakte mig med mere information.

Advertisement

Mere leg og spil i musikskolen? Fra at undervise solo til at invitere elevens verden indenfor?

Jeg tror, de fleste mennesker har det sådan i deres professionelle virke at de har …. en sutteklud! Hér tænker jeg på et eller andet apparat eller instrument eller en procedure, en eller anden form for ting eller aktivitet, som vi kan trække frem når vi har brug for at vise alle omkring os: Jeg er skam professionel! Jeg har styr på det her.

Min professionelle sutteklud er det computerprogram, jeg har udviklet, Fonokolab. Når bare jeg har computeren, projectoren, smartphones, wifi, mikrofoner og det hele oppe at køre, så ved jeg med mig selv, at uanset hvad, så skal jeg nok imponere dem, så snart jeg trækker den her teknologi-park ud af ærmet.

Når jeg selv står for mine Fonokolab-workshops med børn og unge, så ved jeg, at jeg kan få teknologien til at spille som den skal. Lige bortset fra, selvfølgelig, de situationer, hvor noget går galt. Og meget kan gå galt, når man har teknologi inde over. Det ved alle. Deraf den grundlæggende læresætning, jeg har udviklet for mig selv: Design det altid sådan, at du i alle led af workshoppen kan sætte ind med manuel styring. Med andre ord: hav altid et analogt alternativ klar i baghånden.

Jeg har faktisk også designet det hele på en sådan måde at enhver lærer i et gennemsnitligt dansk klasseværelse – i princippet – kan få det til at spille. I princippet, skriver jeg. For selvom teknologien er tilstede, i form af en almindelig computer, en skærm, en projector, smartphones og wifi, så har jeg efterhånden måtte se i øjnene, at der skal ret meget til, før en almindelig lærer bare lige sætter Fonokolab op. For hvordan er det liige med at få den enkelte smartphones IP adresse registreret i computerprogrammet? Og så videre.

Fonokolab er min sutteklud. Men det er jeg så indtil videre alene om. Vi har alle sammen vores metoder og værktøjer, og for at inspirere andre til at bruge Fonokolab, skal der en hel del til. I det her tilfælde kan vi jo starte med den halve til hele million det ville koste at udvikle en app til iPad/tablet. Donationer modtages, se mit kontonummer længere nede;-)

Når jeg så som i dag står for en pædagogisk dag for musikskolelærere på Tønder Kulturskole, og skal inspirere fuldt professionelle mennesker til at arbejde med komposition i deres daglige virke, stod jeg med et dilemma: Sutteklud eller ej? På den ene side ville jeg gerne vise, hvordan jeg med Fonokolab lykkes med at give børnene et værktøj til – uanset deres musikalske forudsætninger – at udtrykke sig nuanceret med lyd. Og sammen skabe en komposition, på stedet. På den anden side vidste jeg også godt, at deltagerne i denne pædagogiske dag ikke ville få gavn af at se mig demonstrere et værktøj, som de så efterfølgende ikke selv kommer til at bruge.

Det var et hårdt valg. Men suttekluden måtte blive hjemme.

Heldigvis var jeg forberedt, da jeg jo, som jeg var inde på ovenfor, altid har et analogt alternativ klar. Sagen er bare, at jeg i praksis aldrig har været nødt til at trække i nødbremsen, – Fonokolab-toget har måske slingret her og der, men er aldrig for alvor røget af skinnerne – og at jeg derfor nu stod foran nogle mennesker og for første gang skulle prøve den af.

Min strategi for dagen var at vise deltagerne de spilbaserede øvelser jeg har afprøvet et utal af gange med børn fra 4 – 6 klasse. Med det ville jeg vise, hvordan jeg gør for at bygge et spil op. Det gode ved at arbejde spilbaseret er at

1. målet for vores aktiviteter bliver meget tydeligt, ikke bare for børnene, men også for facilitatoren/gamemaster. Det er jo sådan med et spil, at det gælder om noget. Vores opgave er så at designe spillet, så det som spillet gælder om, er sammenfaldende med det læringsmål vi ønsker at nå med spillet
2. Et spil giver mulighed for at sætte nogle tydelige rammer op. En almindelig udfordring i musikundervisningen er, at børnene ofte enten laver for lidt, eller slet ingenting – fordi de er generte måske, eller laver for meget. Alt alt for meget. Og det bliver kaos. Når vi laver et spil sætter vi en fysisk ramme op, – en bane indenfor hvilken du må bevæge dig, nogle benspænd, som for eksempel at du får bind for øjnene. Og vi sætter en indholdsmæssig ramme op, som viser, hvad der er den måde at gøre på, som fremmer målet for spillet, og hvilke måder at gøre på, som hæmmer det. Igen er det vigtigt at designe spillet, så fysiske og indholdsmæssige rammer understøtter læringsmålet.
3. Spilbaseret læring skaber motivation. Når målet med det vi laver ikke længere bare er ”at gøre hvad (vi tror) læreren ønsker”, men i stedet har at gøre med at gøre det som får spillet til at lykkes, så flyttes motivationen fra at være ydrestyret – og handle om at gøre læreren glad, til at være indrestyret, og føre til en oplevelse af en indre og en fælles glæde.

Jeg gennemgik en serie af spil, og uddelte denne metodesamling:

At komponere fællesskabet – metodesamling

Måske er det lidt grænseoverskridende for voksne mennesker at lege, spille, bevæge sig rundt i lokalet og lave lyde. Men det er på den anden side børnenes daglige virkelighed. Det er dér de føler sig hjemme. Det er dér de glemmer sig selv. Og det er dér – vil jeg påstå, at de er mest parate til at lære.

Min konklusion efter dagen er, at det kan være berigende, også for en musikskolelærer, at slippe suttekluden, – i form af guitaren, fløjten, violinen, eller hvilket instrument man nu underviser i – og sætte sig i børnenes sted.

Hvad siger du? Mere leg og spil i instrumentalundervisningen? Mere inddragelse af bevægelse og stemme? Skal eleven kunne tage en gruppe venner med, som kan fungere som “levende noder” på gulvet?

Kom med dit besyv!

Nye læringsmetoder i Natur&Teknik på mellemtrinnet

Efter et efterår med en super spændende videreudvikling af Fonokolab, – kulminerende med en flot pris! – er det nu tid til at kigge fremad.

Totalblindebuk – vi et spil om fordøjelsen for 6. klasse på Tove Ditlevsens Skole

Erfaringerne fra samarbejdet med 6. klasse på Tove Ditlevsens Skole, hvor vi havde fordøjelsen som tema, har givet os nogle klare pejlemærker for den videre udvikling.

Vores mål var at arbejde med alle sanserne når vi arbejdede med vores tema, og det indebar en pædagogik byggende på

• spilbaseret læring
• arbejde med genbrugsmaterialer til at bygge instrumenter, animation og spil
• lyd, bevægelse og animation
• anvendelse af digitale værktøjer, herunder pc, smartphones, højttalere, mikrofoner, foto og video.

På baggrund af den feedback vi har fået fra lærere og elever kan vi se at

• den spilbaserede læring styrker motivationen og inviterer eleverne til selv at bidrage. Læs mere her: GAMIFYING DIGESTION II, THE GAME!
• iflg. klasselærer Betti, inddrager arbejdet med de forskellige sanser eleverne på nye måder, og skaber samarbejde på tværs af de sædvanlige konstellationer.
• som klasselærer Martin understregede, er vores metodik og værktøjer særligt velegnet til Natur&Teknik.

Så hvorfor er vores metodikker og værktøjer særligt velegnede til Natur&Teknik?

– Det er jo noget af det vi skal undersøge i det videre forløb!

Jeg tænker, at de læringselementer man arbejder med i naturfagene er af en karakter, hvor der dels er tale om cykliske og ikke lineære sammehænge. Der er et samspil mellem dele, som ikke udfolder sig efter sprogets lineære logik, se for eksempel på fødekæden, på fordøjelsen, på vejret. Alting udfolder sig i et komplekst samspil, hvor en ændring ét sted kan være med til at ændre på hele balancen.

Der altså behov for at kunne overskue og forstå cykliske og flydende sammenhænge, men sproget arbejder i kategorier og linearitet.

En anden ting er, at der i  fotosyntesen, immunsystemet osv. er tale om sammenhænge, hvor de enkelte dele har hver sin logik, og hvor det er mere eller mindre tilfældige impulser fra andre deles logikker, der afgør, hvad den enkelte del gør. Derfor giver det god mening at arbejde spilbaseret. Man kan arbejde med lovmæssigheder, – som vi kan kode ind i spilleregler – og med potentialiteter, – som vi kan sætte i scene i spillet, hvor den enkelte del reagerer med et fast defineret sæt af mulige adfærdsmønstre alt efter de andres adfærd.

Og en tredje ting er det forhold, at der i mange af de forhold man skal forholde sig til i naturfagene er tale om dele der udvikler sig parallelt over tid, med hver sin logik og intensitetskurve. Det er noget, som sproget med kun meget stort besvær kan formidle, men som kan begribes via animation, lyd og bevælgelse. Særligt gennem lyd er vi i stand til at følge forskellige elementer som udvikler sig uafhængigt af hinanden over tid, – analogt til hvad man kalder kontrapunkt i den klassiske musik.

Hvordan kommer vi så videre?

Via samarbejde!!! Vi skal ud og have fat på nogle skoler, hvor man arbejder progressivt med didaktikken indenfor Natur&Teknik på mellemtrinnet, og hvor man er friske på at eksperimetere med nye læringsmetoder.

Forlag, organisationer, – hvem giver det mening at inddrage?

Det centrale er LÆRINGEN. Og vores slagord om den bæredygtige læring skal frem i forreste række. 

Derfor  skal vi måle på læringen. Vi skal udvikle nogle måder, hvor vi kan evaluere den faktiske læring der finder sted. Det ville jo være smart at kunne arbejde med en A/B tilgang, hvor vi måler på to ensdannede grupper, hvor kun den ene arbejder med Fonokolab.

Det vil også være rigtig smart at kunne måle på læringen på den længere bane. Når vi siger bæredygtig læring, – og vi siger oven i købet mindeværdig læring, – så er det jo interessant at komme tilbage til de samme elever efter 1 – 2 år og undersøge, om det, som de har oplevet med Fonokolab har sat sig varige spor.

– At det simpelthen har været en så god og inspirerende – ideelt set transformativ – oplevelse, at det er noget eleverne tager med sig i livet!

Fortæl historien med lyd – workshops workshops workshops

!! ER DU LÆRER I INDSKOLINGEN? FOR DETALJER OM HVORDAN VI KAN SAMARBEJDE, KLIK HER!!

Jeg har været så heldig at få mulighed for at lave en masse workshops for 0. klasser og børnehavebørn. Det var i forbindelse med Vallensbæk Børnekulturuge. Temaet for ugen var SKOV OG BY, og jeg greb ideen og lavede et koncept med skoven og dens dyr. Nogenlunde samtidig er jeg stødt på et værktøj, som jeg længe uden at vide det hemmeligt har drømt om, nemlig Animata, som er et program, – gratis!, hvor man kan lave animationer, der kan styres live via de samme teknologier jeg allerede arbejder med i Fonokolab. Jeg har simpelthen kunne udvide det rent lydlige arbejde jeg har lavet indtil videre med en visuel side.

Det er jo et dilemma, når man arbejder med lyd som udtryksform, hvordan man skal bruge det visuelle, for det vil næsten altid være et temmeligt risikabelt ægteskab, – det visuelle er en meget dominerende partner, og har tendens til at gå ind og sætte dagsorden og bestemme, hvor skabet og alt det andet skal stå. SAMTIDIG kan man bruge det visuelle som en løftestang til at få det lydlige, – som jo er meget svært at holde fast på!, – i spil.

Jeg tog chancen, og gik frisk i gang med at tegne træer og dyr. Da jeg jo ikke er tegner foregik det på iPaden, med et vektorbaseret grafikprogram, TouchDraw. Her kunne jeg hygge mig med at skære dyr i stykker …

… og sætte dem sammen igen i Animata, med vertices, joints, bones, og hvad det nu hedder:

… og så får vi sådan en animérbar størrelse frem:

…. Som kan styres med en smartphone, og hvis mund bevæger sig, styret af lyd fra Fonokolab.

UDOVER at jeg fik den vilde idé at være klar (på fire dage) med et helt nyt software og med et nyt koncept for det visuelle, vovede jeg mig også ud i at introducere TIDSLINIEN. Når jeg i mine gade-workshops har bedt folk om selv at planlægge og udføre et improvisationsforløb har det jo fungeret udmærket, men dels skulle jeg nu stå med ret små børn, og dels ER det en udfordring for folk at organisere sig til at udføre et tæt og meningsfuldt forløb. Det er jo idet hele taget udfordringen i at arbejde med lyd som udtryksform, og det er osse forklaringen på at der gennem tiden er blevet udviklet meget komplekse og ofte svært tilegnelige systemer som tillader os at lave hvad vi kalder musik. Metrum, bpm, kvantisering, osv.

Min ide er at lave en linie på gulvet, og sætte en deltager til at være “tiden”. Andre deltagere stiller sig langs linien, og venter på at “tiden går sin gang”, som man siger, idet “tiden” skridt for skridt i et ganske roligt tempo går langs linien. Når “tiden” når frem til en deltager er det cueet for denne deltager for at udføre en handling.

OG HVORDAN GIK DET SÅ?

Første workshop var som første pandekage, – det gik moderat godt! Med en meget urolig og træt 0. klasse, akkompagneret af 1 stk. fire gange så træt lærer, og så med et system der crashede lige da vi var nået til at give dyrene stemmer. Her rører vi ved en vigtig streng i arbejdet med meget tekniktunge koncepter: Hvad gør man når det hele bryder ned? Svaret er: Vær altid parat til at gå til “manuel styring”. Man skal simpelthen have en joker i ærmet klar til hver procesdel, som man kan hive frem. Og det havde jeg ikke, så jeg valgte den for læreren givetvis MEGET lidt populære løsning at opfordre børnene til at løbe rundt og lege at de var dyr i skoven. Fra en halvirritabel delvis dvaletilstand gik børnene nu over i en helt overgearet modus da de kom tilbage til en genstartet computer.

Langt bedre gik det ved de næste 10 workshops, hvor systemet var med os, – og når det satte ud var jeg klar med en analog pendant.

KUNNE BØRNENE FINDE UD AF DET?

Det korte svar er JA. Faktisk var helt ned til 4årige med på de fleste dele af workshoppen. Efter at have tøet op, – hvilket godt kunne tage det meste af de ca. 45 minutter workshoppen varede. Børnehaveklassebørnene var HELT med fra starten, – og bød på den modsatte problemstilling: Hvordan kan man håndtere DELVIS deltagelse? Når nu 1 bliver valgt til en rolle, hvordan håndterer man så at DE FLESTE andre også gerne vil denne ting. Faktisk var det slående at se, hvilken forskel der er på børnenes måde at deltage og organisere sig når de først er kommet indenfor i skolesystemet. For det første: Man deltager ikke længere spontant, men har fået indkodet at alle bidrag går via en pegefinger. Jeg måtte mange gange fortælle 0.klasseeleverne at de bare skulle spytte ud, – bare tag fingrene ned. Og så er der mig, mig, mig modaliteten, som er godt forankret i denne størrelse mennesker. Er det  skolen som koder denne individ-tænkning så stærkt ind i børnene, eller er det en ‘naturlig’ fase i deres udvikling? I hvert fald er der ikke megen kollektiv glæde over at en klassekammerat får mulighed for at være ræv, imens man stille og roligt deltager som tilskuer. Svaret var at dele gruppen op fra starten i fire mindre grupper – så kunne vi da parcelere kampen om deltagelse ! – og at være meget skarp på bare at sige: “vil DU komme herop, tak!”. Noget jeg ikke fik prøvet, men som jeg tænkte bagefter var at lave en mere distribueret løsning: “Vil du komme op, tak. Vil du så også vælge hvem fra kragegruppen der skal op? Tak!”

Og så var der tidslinien. Konceptet – eller teknologien – skulle jo gøre det nemmere at lave en kollektiv gestaltning af et forløb i tid, uden at behøve en central figur, som en dirigent, eller en sufflør. Eller at have en narrativ struktur, som i et teaterstykke. Der findes jo et hav af lege, som børn spontant tager del i, hvor man skal gøre nogle ting på bestemte tider og steder alt efter, hvad andre foretager sig. Hjælpe/kongeløber, firkant, dåseskjul, – osv. osv. Og som det er med enhver ny leg, skal man prøve den nogle gange før man forstår reglerne. Det samme med min tidslinie. Nogle børn fangede den med det samme, og andre skulle have en venlig hånd på skulderen til at forstå, hvor de skulle hen.

Her går “tiden”, og sætter “begivenheder” i gang.

Børnene skal med tidslinien organisere sig selv, ud fra nogle meget enkle regler. Og det kan de godt, – i hvert fald efter at have øvet et par gange. Jeg kunne se, hvordan de børn som var “begivenheder” og stod langs tidslinien, synes det var sjovt og spændende at stå der og vente til “tiden” kom til dem, og de endelig kunne gøre, hvad de skulle, – som at lege ræv, hjort eller et af de andre dyr. Jeg kunne se, at for os VOKSNE var det lidt svært at bare lade børnene organisere sig selv. Jeg har nogle videoer af forløbene, og nogle af de første forløb, med børnehavebørn på 4 år (!), viser, hvordan børnene sagtens kan organisere sig selv. Men efterhånden som jeg og mine to hjælpende pædagoger blev smaddergode til workshoppen kan jeg se på videoerne, hvordan børnene knapt når selv at finde ud af, hvad det nu var de skulle inden den venlige hånd lige kommer.

Vi erfarede jo allerede på første dag, hvordan det var en udfordring at alle børnene sad i en stor klump på gulvet. Når de skulle dirigere hinanden i grupper var det svært både for dirigent og gruppe at finde ud af, hvem der gjorde hvad. Derfor tilføjede vi en ny teknologi på andendagen: et stort kryds på gulvet. Her skulle børnene fordele sig i fire lige store grupper, og når først de sad i en gruppe, kunne vi fordele roller, træer og dyr efter grupper, uden at skulle forhandle for hver gang. “I er rævegruppen”. Færdig.

Det her med at dele børnene op i fire grupper var jo et større hyr for os voksne. Det betod mange venlige hænder der skubbede rundt med mere eller mindre vrangvillige børn. Jeg prøvede så, som et eksperiment med den sidste gruppe vi havde, at bede børnene om at organisere sig selv, – UDEN INDBLANDING FRA DE VOKSNE. Så de satte sig ned, og jeg spurgte: Er der lige mange i hver firkant nu? Og det var oplagt for enhver at de 2 tomme firkanter IKKE havde lige så mange børn som de to andre. Børnene svarede da også NEJ. “Hvad vil I så gøre ved det?”. “Flytte nogle børn”. Lød svaret. Og der var så en god klump børn der helt tømte en firkant for helt at fylde en anden op. Og vi gentog møllen. Det gjorde vi nogle gange, og til sidst var der faktisk lige mange i hver. Jeg vil tro, at det tog omtrent dobbelt så lang tid som de politistatsmetoder vi hidtil havde brugt, men jeg er IKKE I TVIVL om at det indeholdt en masse god læring, og lagde en bedre stemning og et større ejerskab for børnene som udgangspunkt.

Og det er jo rigig, rigtig spændende det her! For udover at være en workshop, hvor man udforsker lyd og bevægelse bliver det nu også en workshop hvor man arbejder med at organisere sig selv i rummet! Hele vejen igennem.

Når jeg så ser de her videoer, hvor voksenhænder guider børnene rundt hele tiden – noget jeg ikke kunne se til selve workshoppen, da jeg var optaget af andre ting, kan jeg se med al tydelighed: Lad os få de voksne i baggrunden!! Jeg kan også høre i videoerne, som en tilbagevendende punktuation: sht!, ….. sht!, ….. sht! ….. Og så er der den helt forkerte: “I fire, I sætter jer bare ned, og så tér I jer!”. Eller når jeg som workshopleder siger: “I må lægge jer, hvor I vil, her er plads nok”, og så et barn lægger sig oppe ved lærredet, og læreren skælder ud og siger, at barnet skal lægge sig et andet sted…….!

Men altså, for at lukke den her erfaringsdeling af, så har 4 dages workshop med 11 grupper af mellem 15 og 30 i hver, og med to søde og hjælpsomme pædagoger tilknyttet på fuld tid, har Vallensbæk Børnekulturuge været et eksperimetarium for mig, og jeg har kunnet teste en masse forskellige små variationer af i konceptet. Jeg kan se, at det fungerer rigtig fint at arbejde med det skoleklasseformatet, så nu er jeg simpelthen klar til at lave et superskarpt og lærerigt forløb på landets skoler.

Jeg har døbt workshopkonceptet “Fortæl Historien med Lyd!”, og har lavet en lille salgsvideo:

Læs mere om workshopkonceptet  og kontakt komponisten her.

A PROPOS:

Moonbase – et online værktøj til at lave små animationer med tekst, farver og billeder.

Moonbase – et online værktøj til at lave små animationer med tekst, farver og billeder.

Minder om en ultrasimpel udgave af MAXMSP, med objektbaseret ‘programmering’. Der ligger en masse læring i at kombinere de forskellige objekter – “image”, – “box”, og “text”, med styrende objekter, som “wave”, der laver bølgeformer, som kan styre forskellige parametre i de andre objekter, og “color” som kan ændre farverne, og “pointer”, som styres af musebevægelser.

Se denne lille animation, hvor jeg har lavet nogle “wave” objekter der styrer lysstyrken i tekst og baggrund (“box”). Og en lille grå firkant du flytter rundt med dine musebevægelser!

FONOKOLAB, – et digitalt værktøj til at arbejde med lyd som udtryksform i klasseværelset

Det lyder ikke så godt i folkeskolen. Musikundervisningen som fag bløder, både internt og eksternt. De såkaldte kreative fag bliver skubbet til side til fordel for fag, som bliver betragtet som vigtigere for en bæredygtig samfundsudvikling. Men sådan skal klaveret ikke spille! Hvis vi i vores fællesskaber vil have mennesker der vokser op og som på selvbåren, reflekteret og samskabende vis kan bruge lyd som en udtryksform, så skal lyden som medie meget mere i spil – og på en radikalt anderledes måde – i den daglige undervisning i folkeskolen.

Af komponist Casper Hernández Cordes

Læs videre om rummet som modstand, om kollektive arbejdsprocesser, og om at bruge stemmen som impulsgiver til at arbejde med kompositoriske processer i klasseværelset

I projektet Gaden som Instrument har jeg i halvandet år arbejdet med mit eget digitale værktøj Anthropomorfer. Jeg lavede en række gadeworkshops med tilfældige forbipasserende som deltagere. Med de ultrahøje krav til umiddelbar forståelighed og en hurtig indlæringskurve der er i dette format har jeg fået et ret klart billede af, hvad der virker og ikke virker, når det drejer sig om at sætte folk i alle aldersgrupper og med alle slags baggrunde til at arbejde med kompositoriske processer.

Med Fonokolab vil jeg omplante de metodologiske og teknologiske erfaringer fra Gaden som Instrument  til et nyt miljø, nemlig folkeskolen. Det nye er, at det ikke længere er en komponist som står med ansvaret for at facilitere forløbet, men en folkeskolelærer. Det stiller nogle nye krav til brugergrænsefladen, men det er især i det metodologiske/didaktiske, at der er behov for en indsats. Derfor er jeg for tiden i gang med at fundraise til et større projekt BRUG LYDEN!! som skal sørge for en grundig afdækning, afprøvning og forankring af nye metoder og værktøjer. Men her noget om de foreløbige resultater i udviklingen af Fonokolab.

!!Læs frisk videre!!

En teknologi er ikke værdineutral, og det samme gælder de værktøjer jeg er i gang med at udvikle. Lad os derfor få værdierne helt frem i lyset!

• Fonokolab lægger op til gruppearbejde. De fleste eksisterende digitale værktøjer er bygget mhp. at en enkelt bruger ad gangen via mus, keyboard touchscreen osv., giver impulser til de kompositoriske processer. Fonokolab har distribueret interfacet ud på de enkelte smartphones (se tekniske detaljer nederst i teksten). En enmandsproces med Fonokolab vil ikke give et resultat der rummer de samme kvaliteter. Det bliver simpelthen mere spændende at være flere om det.

• Det er stemmen der er den primære impulsgiver. Digitale værktøjer vil ofte skulle betjenes via et tastatur og mus, eller et midi-keyboard. I disse tilfælde vil selve det motoriske element ikke være del af en udtryksproces, men vil være nødvendige bevægelser for at få maskinen til at gøre det, brugeren ønsker. Derfor vil processen primært være logisk-deduktiv. Når der bruges en touchscreen, som med ipad, kan man komme tættere på en intuitiv tilgang, men oftest vil det være nye slags færdigheder der kræves tillært. Med Fonokolab er det meget enkle rent motorisk tekniske færdigheder der kræves, – at stille sig foran en mikrofon, vende sin mobiltelefon med skærmen nedad og kunne betjene et enkelt interface på smartphonen. Og ikke andet. Resten er en sag mellem brugerens ører, stemme, og bevægelser i rummet. Det ligger meget tæt op ad den måde vi som mennesker grundlæggende bruger lyd som udtryksform i vores daglige liv, – nemlig gennem talen, gestikken og mimikken. Filosofien er, at vi har et meget direkte forhold til at udtrykke os ad disse kanaler, og at vi med et digitalt værktøj kan forlænge disse processer ind i et andet medie, og dermed tydeliggøre, forstærke og pege på dem, i en didaktisk-kompositorisk kontekst.

• Derfor vil værktøjet også i højere grad give deltagerne mulighed for at arbejde med de kompositoriske processer på lydens præmisser. Ofte, når man arbejder med disse processer med deltagere som ikke er professionelle musikere vil andre dagsordener hurtigt tage over. Det er en stor udfordring at holde fokus på lyd som noget der kan formes i tid, i kompositoriske forløb.

• Fonokolab lægger op til en kompositorisk proces som udspringer af deltagernes bevægelser i rummet. I modsætning til akustiske instrumenter – som oftest giver brugerne alt for stor modstand – er det med digitale værktøjer meget let at lave store og komplekse bevægelser i lyden over kort tid. Udfordringen for mange ikke-musikere er at holde igen, at give de kompositoriske processer den tid, som skal til. Fonokolab lægger op til at  deltagerne skal bevæge sig i et FELT og dermed vil den fysiske afstand og tilstedeværelsen af andre deltagere og objekter (og i Gaden som Instrument også forbipasserende cyklister!) udgøre naturlige modstande, som tvinger deltagerne til at udfolde processerne over tid. Når deltagerne bevæger sig rundt mellem hinanden i rummet vil det lægge op til leg, til spontanitet, og også til en ‘scene’, hvor forskellige elementer af et emne kan gestaltes i forhold til hinanden.

• Selve den lydlige side af forløbene behøver ikke nødvendigvis være i fokus under gestaltningen af dem, men idet deltagerne efter en session sætter sig og lytter koncentreret til forløbene kan disse stå tydeligere frem, og gøres til genstand for analyse, diskussion og refleksion. Ved at gøre de kompositoriske processer fysiske og rumlige vil der ske en affokusering på det prækonceptuelle, og det kan være frigørende, da ikke-musikere ofte vil falde i ret mainstreamede fælder, hvis de bliver bedt om (bevidst) at konceptualisere kompositoriske forløb. Der ligger et væld af nuancer i de scripts, som børn og unge er i stand til at gestalte i fysisk-rumlige aktiviteter, og disse nuancer bliver spejlet i de lydlige forløb i Fonokolab.

Elementerne i denne filosofi kan til en vis grad kodes ind i det digitale værktøj, ved at inkludere visse muligheder, og udelukke en hel del andre. Men kunsten i projekt BRUG LYDEN!! bliver at give den enkelte folkeskolelærer de metodiske færdigheder til at kunne arbejde med værktøjet i forløb med skolebørn, som baserer sig på fællesskabet, på stemmen som impulsgiver og på lydens egne præmisser.

Screenshot fra Fonokolab, – et digitalt værktøj som skal gøre det muligt at arbejde med lyd som udtryksform i klasseværelset

Lidt om det tekniske (Her kan dryplæses!)

Rent teknisk er Fonokolab et digitalt værktøj udviklet i et software, som installationskunstnere, VJs og elektronika-musikere bruger, det objektbaserede MAXMSP, bygget som en app, der kan bruges på både MAC og WINDOWS. Setuppet bruger teknologier, som er tilgængelige i de fleste klasseværelser, og indeholder: en computer / bærbar et sæt højttalere et wifi netværk en smartphone pr. deltager, med en app, TouchOSC (ANDROID og IOS), knyttet til computeren via OSC Følgende værktøjer kan være med til at udvide mulighederne: 1 – 2 mikrofoner, tilknyttet den bærbare en interaktiv tavle

Der kan være seks smartphones tilknyttet ad gangen, og hver deltager – hver ‘spiller’ går igennem følgende forløb:

1. De deltagende smartphones ‘logges ind’ i Fonokolab, så de kan styre optagelse af lyde, panorering og volumen i programmet.
2. Trække en LYD ind. Hver spiller trækker en lyd ind, enten direkte fra rummet med en mikrofon, eller i computeren ved at dragge-droppe ind i Fonokolab. Lyde fra deltagerens smartphone, fra Nettet, fra omgivelserne osv. kan bruges. LYDen afspilles som et loop, styret af deltagerens lydform:
3. LYDFORM. Deltageren vender sin smartphone på hovedet, og udtrykker sig med sin stemme i mikrofonen. Fonokolab laver en analyse af stemmen ift. melodi og volumen. Spillerens LYD afspilles dermed i højttalerne, formet i afspilningshastighed af stemmens melodi, og i volumen af stemmens lydstyrke. Samtidig optages analysen, – LYDFORMen – som en (fake) lydfil i en buffer~. Når deltageren vender sin smartphone med skærmen opad igen afspilles LYDFORMen som et loop. Kombinationen af LYD + LYDFORM bliver en FRASE, og da de to loops ikke nødvendigvis har samme varighed, opstår en uendelighed af (mikro)variation i udtrykket.
4. De andre spillere går igennem den samme mølle. Hver deltager kan til hver en tid ændre på sin LYD, og sin LYDFORM, og dermed on the spot lave meget konkrete og hørbare ændringer i FRASErne.
5. Et FELT defineres på gulvet, foran højttalerne, og den enkelte spiller flytter med smartphonen sin FRASE rundt i lydbilledet – via panorering og volumen – samtidig med at han/hun bevæger sig rundt i FELTet. Hver deltager kan således se, hvor hver af de andre deltagere befinder sig i rummet, og høre, hvor deres lyd befinder sig i lydfeltet.

Relaterede links:

http://www.fonografit.dk

https://www.facebook.com/fonografit

https://twitter.com/fnogr #skolechat #kmpchat #gbl

iPadiseringen af musikfaget i folkeskolen, – et sneleopardspring fremad for kundegørelsen af de menneskelige relationer

To alvorlige problemer i denne fremstilling:

1.  iPad bliver fremstillet som det ypperste af den nyeste teknologi, men er i praksis eksponent for en grasserende negation af de muligheder den nyeste teknologi tilbyder. Køber du en iPad (eller andre i-devices) betaler du for et ypperligt værktøj til at interagere med dine omgivelser, men du får samtidig, gratis så at sige, med i købet et stykke af en ligeså ypperlig teknologi, hvis eneste mål er at forvandle alle dine handlinger til et kundeforhold til Apple. Ipadiseringen af vores undervisningssystem er et skridt bagud, teknologisk og læringsmæssigt, og et sneleopardspring fremad for kommercialiseringen af skolen, og for kundegørelsen af de menneskelige relationer.
2. Garageband er, ligesom det absolutte flertal af musikrelaterede computerprogrammer, musikalsk bagudskuende. Deres musiksyn bygger på en overfladeforståelse, hvor fænomenet musik forveksles med en beskrivelse af, hvordan musikken frembringes, altså gennem det vi kalder skalaer, akkorder, metrum, mm. Det er fuldt teknisk muligt at udvikle computerværktøjer som gør det muligt at arbejde med musik på et mere grundlæggende niveau, altså der hvor selve det at vi er i stand til at forholde os til hinanden og vores omgivelser gennem lyd bringes i spil. Hvis musikfaget skal fornyes skal det ikke ske ved at man udskifter de evindelige bongotrommer, triangler, blokfløjter og elbasser med nogle digitale ditto. I stedet for at fortsætte og yderligere styrke forståelsen af musik som resultat, som objekt, som overfladefænomen, og som en færdighed man skal mestre, skal musikfaget fuldstændig gennemrevitaliseres – hvis ikke det simpelthen skal afskaffes som selvstændig disciplin – og begynde at arbejde med musik på et grundlæggende plan, som proces, som potentialitet, og som en kapacitet vi alle besidder, som sansende, reflekterende, kommunikerende og kollektivt skabende og hele væsener.

Relateret læsning:

Om hvorfor ios ikke understøtter flash, The Guardian

Kritik af Apples “anticompetitive behavior”, Wikipedia

” Nye muligheder men degenererede løsninger” Ører med filter, Casper Hernández Cordes

iPad i skolen

Musikkfaget i grunnskolen har slitt med lav relevans og det har vært teknologisk utdatert. Hverdagen til unger og tenåringer er full av musikk og teknologi, mens musikkrommet har knapt hatt en datamaskin. Ei heller egnet programvare, eller lærere som behersker djevelskapet. Veien fram til relevant innhold med fornuftig bruk av teknologi har vært lang, og er fremdeles lang. Humpene i veien heter økonomi, kompetanse, mer tilrettelagte løsninger, tidsfaktor, lærerutdanning, osv.. Men nå er det en løsning på markedet som senker terskelen på alle områder med unntak av relevans og det å være teknologisk på høyde. Nymotens iPad med GarageBand løser flaskehalsen som den reneste champagnesprut på nyttårsaften.

Det høyreiste ordvalget bekreftes av to norske prosjekter som har dypdykket i materien i løpet av vinteren. Skedsmo kommune og Eiksmarka skole har begge benyttet iPad og GarageBand på musikkrommene, og erfaringene er intet annet enn oppsiktsvekkende. Løsningen kommer inn som et fantastisk…

View original post 237 more words

Re-place – et projekt om at høre til og at blive hørt i Sydhavnen.

I oktober – november 2011 har eleverne fra 7. klasse på Ellebjerg Skole i Sydhavnen arbejdet med installationskunst i en proces som satte fokus på identitet og tilhørsforhold.Projekt RE-place blev udviklet og faciliteret af scenograf/biledkunstner Liselotte Justesen og komponist Casper Hernández Cordes, som en del af Statens Kunstråds Huskunstnerordning, i tæt samarbejde med klassens lærer, Annette Dybdal.Ideen med projektet var at styrke deltagernes oplevelse af at høre til og at blive hørti lokalområdet. De unge var med i alle dele af den kunstneriske proces, og det var centralt, at de fik ejerskab til projektet. Ved at arbejde med enkle greb og med de forhåndenværende midler skulle projektet tydeliggøre, at mulighederne for at udtrykke sig ligger ‘lige om hjørnet’ for de unge.Projekt Re-place forløb over fire faser: Introduktion. Et forløb, hvor kunstnerne viste de unge, hvad kunstneriske processer kan. Hvordan man kan lægge et særligt blik på sine omgivelser, og derigennem på sig selv. Der blev arbejdet med eksempler på installations- og gadekunst, og deltagerne blev inddraget i de teknikker og metoder, som ligger til grund for arbejdet med kunstneriske processer. Udforskning. Et forløb hvor deltagerne gik på opdagelse i nærområdet. Her var det deres opgave at finde et sted, de kender fra deres hverdag. Fra dette sted indsamlede de genstande og lavede registreringer i form af lydoptagelser, foto, video, noter, tegninger. Udformning. I denne del af forløbet blev det indsamlede materiale sorteret, bearbejdet og kombineret på forskellige måder. Der blev arbejdet med idéudvikling og skitsering. Blev samlet og komponeret og gjort klar til at blive sat tilbage, re-placed. Præsentationsfase. Som afslutning på projektet blev installationerne sat op på de udvalgte steder i kvarteret hvor de udsprang fra. Fredag den 2. december var der fernisering, hvor de unges familie og venner samt andre interesserede blev inviteret med på en installations-kunstrute. Kunstruten blev afsluttet med varm suppe ved den sidste installation, og der var lejlighed til en uformel snak mellem kunstnere, forældre og eleverne.

Lokalavisen Kgs. Enghave Bladet bragte denne artikel om Replace

Casper Hernández Cordes på vej til fernisering på Replace med Vesterbrokanonen

Eleverne havde af sig selv en narrativ tilgang til arbejdet med de steder de valgte. Denne tilbøjelighed kunne huskunstnerne bygge videre på, og inspirere til at udvide. Udfordringen var at iklæde fortællingerne nogle visuelle/lydlige former, som kunne løfte dem ud af det konkrete og over i noget mere processuelt. En af de øvelser der blev arbejdet med, gik ud på at identificere nogle følelsesmæssige udviklinger, historiens karakterer gennemlevede. Disse udviklinger blev ‘oversat’ til nogle forskellige lyde, som eleverne så kunne flytte rundt i rummet ved hjælp af smartphones. I dette mini-værk er flaske-lyde og hjemmelavede fuglelyde, som bliver bevæget rundt i rummet.(Kan med stor fordel høres i høretelefoner)

For at kunne arbejde med lyd som gadekunst brugte eleverne qr-koder. Med en smartphone og en qr-kode-læser app, f.eks. I-nigma, kan du scanne koden og komme til den website hvor lyden ligger

Læs og lyt til P2s reportage fra ferniseringen på Replace

En huskunstners noter #01

Mandag den 7. november 2011, Ellebjerg Skole, morgen.

Jeg havde POWRRGRRLS og The Slappy Joes først, begge grupper på samme tid, i hvert sit lokale. På den måde havde de 2 lektioner hver. Jeg ville dels give dem mere tid, og ved at sætte begge grupperne i gang på en gang var jeg jo tvunget til at give dem tid uden mig. På den måde kunne de også få mere tid til at arbejde med deres eget projekt, og forhåbentlig tage mere ejerskab. Den tredje gruppe, Brandhønsene kalder jeg dem, fik den tredje lektion alene, skarpt overvåget af mig. Jeg havde jo valgt den opdeling fordi jeg havde oplevet, at denne sidste gruppe var sværest at motivere. Og så blev det alligevel den omvendte verden: de to første grupper arbejdede totalt ukoncentreret, og den sidste var en drøm.

POWRRGRRLS skulle udarbejde deres scener mere i detaljer og notere, hvilke lyde og replikker, der skulle til. Og The Slappy Joes skulle redigere deres lyde i Audacity på skolebibliotekets computere. POWRRGRRLS arbejdede koncentreret i måske et halvt minut, og så gik der fjol i den indtil jeg kom op og satte dem i gang igen. Sådan gentog det sig gennem begge lektioner. De havde dog til sidst udarbejdet en tekst med tre scener, og et lidt løseligt plot. Tredje scene hang lidt, og havde ikke meget kød på… Og drengene i Slappy Joes fik arbejdet godt i et godt stykke tid, men da jeg kom ned til sidst var de i fuld gang med at vælte rundt på biblioteket. De havde isoleret en 4 – 5 lyde tilsammen, men havde logget af, og derfor var filerne forsvundet fra deres skrivebord da jeg bad dem logge på og lægge filerne på usbnøglen. Undtagen to filer, som jeg reddede. Nu har jeg bedt en af drengene kigge på det hjemme. Jeg har sendt ham en mail med links til Audacity og de store lydfiler, de selv har optaget i fredags.

Så er det helt spildt på de to grupper? Jeg tror det ikke. Jeg håber, de har fået mere ejerskab til arbejdet. Drengene har da lært noget om at redigere lyde. Min ide om at skabe en brændende platform for POWRRGRRLS faldt lidt i oceanet. Det gav dem ikke nogen særlig motivation og fremdrift at jeg foreslog en deadline allerede på fredag til deres opvisning for klassen. Det var ikke muligt mente de og dermed var den sag lukket.

Den sidste gruppe, Brandhønsene viste sig at være den bedst arbejdende. En af pigerne, N, havde skrevet en første scene og printet den ud i tre eksemplarer. De var helt på at lave scenen med kommentatorstemme, lydeffekter og skuespillerinde. Det var første gang de arbejdede med Anthropomorfer, og de var tilpas fascinerede af mulighederne. Jeg viste dem, hvordan jeg kunne lave lyden af en brandalarm ved at bruge et metal håndtag, jeg bankede mod bordet, og bagefter loopede. Det lød egl. meget rigtigt! Jeg bad dem finde ud af, hvilke lyde der skulle til scenen. Kartofler der koger, et brusebad, snusen og brand. Vi lavede lydene allesammen på en gang. De kogende kartofler kom til at som en slags smølfekor. Ganske sødt og sjovt.

Da de arbejdede med selve scenen gik det hurtigt op for dem, at det ikke var smart at læse teksten op til scenen i normalt læsetempo. Begivenhederne (i form af S. som spillede hovedpersonen) havde ikke tid til at følge med! I et take to var oplæseren N. derfor nødt til at sætte tempoet ned og følge med i, hvad S havde tid til. F styrede lyden. Når oplæseren sagde “så gik Amira i bad” skruede F hurtigt op for bruse-lydene og ned igen, med det samme! Jeg opfordrede derfor til i anden omgang, at F lod lydene vare den tid, som det varede i scenen. Da vi havde optaget det næste take var pigerne dog imod at lydene skulle spilles samtidig.

Hvad så med min dagsorden med at få gang i arbejdet med kunstneriske processer med lyd? DET ER da på vej. Med brandhønsene er det jo løftestangsprincippet. Jeg prøver at vippe det processuelle ind via det narrative. Og faktisk kom vi jo et stykke på vej allerede ved at de opdagede, at det ikke nyttede noget at læse teksten til scene op i et normalt læsetempo. Fordi de narrative processer ikke kunne følge med. De har en tendens til at fokusere på de sekventielle elementer frem for de processuelle. Da F for eksempel illustrerer lyden af bad ved hurtigt at skrue op og ned, uden blik for, at hovedpersonen faktisk er i bad over en tid.

Jeg tror, at jeg kan lukke op for de processuelle aspekter, tilstandene og overgangen mellem tilstandene ved at gå videre af dette spor.

Vi får se.

POWRRGRRLS laver feltoptagelser til historien om Børge, lokal spritter

The Vrøvlomat – et værktøj til at få tungen på gled

Q: “se å få tungen på gled”

A:”Ped å te få ed så? Glungen på ungen fe så ped glå tå. Glungen så få ped tå e. Å fed tungen se på glå!! Å få glungen te. Sed på så glå ed!? På fe? Tungen få så å pe glungen. Ted glå tå. Pe å!?”

– The Vrøvlomat

Vrøvlomaten er et værktøj, som skal hjælpe os med at komme ud over rampen, frem i skoen, op i gear, i spil Vi skal få tungen på gled, turde turde, gi den gas, lette på hæmningerne, lukke op for godterne, gribe gulvet, gøre os gældende,  – og så vid’re!

Alene mængden af udtryk som vi har på det danske sprog, der på den ene eller anden måde handler om at komme ud af busken, gi los, fyre den af, osv. osv., vidner om, at det er noget som optager os meget, det der med at få lukket op for sluserne, krænget vort indre ud, og få det sagt, for pokker.

Det er vel heller ikke nogen tilfældighed at vi har en solid tradition i Danmark for vrøvlevers, vrøvlerim, vrøvleremser, ordspil, og hjemmelavede ord. Tænk på vores litteraturhistories farserede fædre og broderede brødre, heltinder som Skrit-skritterit-skratskrirum-skrit, søren-og-alle-de-andre-børen, og vores medlidenhed med snøvsen fordi alle går fra den.

Hvad skal der til for at få tungen på gled hos folk, der skal øse af deres inderste, være autentiske, og række ud til hinanden med deres stemmer?

HER er svaret ….. THE VRØVLOMAT™ – køb den nu og tal sort til din nabo før han taler sort til dig.

Sådan ser programmet ud på din computerskærm

Kan downloades her.