Tag-arkiv: færdigheder

Moonbase – et online værktøj til at lave små animationer med tekst, farver og billeder.

Moonbase – et online værktøj til at lave små animationer med tekst, farver og billeder.

Minder om en ultrasimpel udgave af MAXMSP, med objektbaseret ‘programmering’. Der ligger en masse læring i at kombinere de forskellige objekter – “image”, – “box”, og “text”, med styrende objekter, som “wave”, der laver bølgeformer, som kan styre forskellige parametre i de andre objekter, og “color” som kan ændre farverne, og “pointer”, som styres af musebevægelser.

Se denne lille animation, hvor jeg har lavet nogle “wave” objekter der styrer lysstyrken i tekst og baggrund (“box”). Og en lille grå firkant du flytter rundt med dine musebevægelser!

FONOKOLAB, – et digitalt værktøj til at arbejde med lyd som udtryksform i klasseværelset

Det lyder ikke så godt i folkeskolen. Musikundervisningen som fag bløder, både internt og eksternt. De såkaldte kreative fag bliver skubbet til side til fordel for fag, som bliver betragtet som vigtigere for en bæredygtig samfundsudvikling. Men sådan skal klaveret ikke spille! Hvis vi i vores fællesskaber vil have mennesker der vokser op og som på selvbåren, reflekteret og samskabende vis kan bruge lyd som en udtryksform, så skal lyden som medie meget mere i spil – og på en radikalt anderledes måde – i den daglige undervisning i folkeskolen.

Af komponist Casper Hernández Cordes

Læs videre om rummet som modstand, om kollektive arbejdsprocesser, og om at bruge stemmen som impulsgiver til at arbejde med kompositoriske processer i klasseværelset

I projektet Gaden som Instrument har jeg i halvandet år arbejdet med mit eget digitale værktøj Anthropomorfer. Jeg lavede en række gadeworkshops med tilfældige forbipasserende som deltagere. Med de ultrahøje krav til umiddelbar forståelighed og en hurtig indlæringskurve der er i dette format har jeg fået et ret klart billede af, hvad der virker og ikke virker, når det drejer sig om at sætte folk i alle aldersgrupper og med alle slags baggrunde til at arbejde med kompositoriske processer.

Med Fonokolab vil jeg omplante de metodologiske og teknologiske erfaringer fra Gaden som Instrument  til et nyt miljø, nemlig folkeskolen. Det nye er, at det ikke længere er en komponist som står med ansvaret for at facilitere forløbet, men en folkeskolelærer. Det stiller nogle nye krav til brugergrænsefladen, men det er især i det metodologiske/didaktiske, at der er behov for en indsats. Derfor er jeg for tiden i gang med at fundraise til et større projekt BRUG LYDEN!! som skal sørge for en grundig afdækning, afprøvning og forankring af nye metoder og værktøjer. Men her noget om de foreløbige resultater i udviklingen af Fonokolab.

!!Læs frisk videre!!

En teknologi er ikke værdineutral, og det samme gælder de værktøjer jeg er i gang med at udvikle. Lad os derfor få værdierne helt frem i lyset!

  • Fonokolab lægger op til gruppearbejde. De fleste eksisterende digitale værktøjer er bygget mhp. at en enkelt bruger ad gangen via mus, keyboard touchscreen osv., giver impulser til de kompositoriske processer. Fonokolab har distribueret interfacet ud på de enkelte smartphones (se tekniske detaljer nederst i teksten). En enmandsproces med Fonokolab vil ikke give et resultat der rummer de samme kvaliteter. Det bliver simpelthen mere spændende at være flere om det.
  • Det er stemmen der er den primære impulsgiver. Digitale værktøjer vil ofte skulle betjenes via et tastatur og mus, eller et midi-keyboard. I disse tilfælde vil selve det motoriske element ikke være del af en udtryksproces, men vil være nødvendige bevægelser for at få maskinen til at gøre det, brugeren ønsker. Derfor vil processen primært være logisk-deduktiv. Når der bruges en touchscreen, som med ipad, kan man komme tættere på en intuitiv tilgang, men oftest vil det være nye slags færdigheder der kræves tillært. Med Fonokolab er det meget enkle rent motorisk tekniske færdigheder der kræves, – at stille sig foran en mikrofon, vende sin mobiltelefon med skærmen nedad og kunne betjene et enkelt interface på smartphonen. Og ikke andet. Resten er en sag mellem brugerens ører, stemme, og bevægelser i rummet. Det ligger meget tæt op ad den måde vi som mennesker grundlæggende bruger lyd som udtryksform i vores daglige liv, – nemlig gennem talen, gestikken og mimikken. Filosofien er, at vi har et meget direkte forhold til at udtrykke os ad disse kanaler, og at vi med et digitalt værktøj kan forlænge disse processer ind i et andet medie, og dermed tydeliggøre, forstærke og pege på dem, i en didaktisk-kompositorisk kontekst.
  • Derfor vil værktøjet også i højere grad give deltagerne mulighed for at arbejde med de kompositoriske processer på lydens præmisser. Ofte, når man arbejder med disse processer med deltagere som ikke er professionelle musikere vil andre dagsordener hurtigt tage over. Det er en stor udfordring at holde fokus på lyd som noget der kan formes i tid, i kompositoriske forløb.
  • Fonokolab lægger op til en kompositorisk proces som udspringer af deltagernes bevægelser i rummet. I modsætning til akustiske instrumenter – som oftest giver brugerne alt for stor modstand – er det med digitale værktøjer meget let at lave store og komplekse bevægelser i lyden over kort tid. Udfordringen for mange ikke-musikere er at holde igen, at give de kompositoriske processer den tid, som skal til. Fonokolab lægger op til at  deltagerne skal bevæge sig i et FELT og dermed vil den fysiske afstand og tilstedeværelsen af andre deltagere og objekter (og i Gaden som Instrument også forbipasserende cyklister!) udgøre naturlige modstande, som tvinger deltagerne til at udfolde processerne over tid. Når deltagerne bevæger sig rundt mellem hinanden i rummet vil det lægge op til leg, til spontanitet, og også til en ‘scene’, hvor forskellige elementer af et emne kan gestaltes i forhold til hinanden.
  • Selve den lydlige side af forløbene behøver ikke nødvendigvis være i fokus under gestaltningen af dem, men idet deltagerne efter en session sætter sig og lytter koncentreret til forløbene kan disse stå tydeligere frem, og gøres til genstand for analyse, diskussion og refleksion. Ved at gøre de kompositoriske processer fysiske og rumlige vil der ske en affokusering på det prækonceptuelle, og det kan være frigørende, da ikke-musikere ofte vil falde i ret mainstreamede fælder, hvis de bliver bedt om (bevidst) at konceptualisere kompositoriske forløb. Der ligger et væld af nuancer i de scripts, som børn og unge er i stand til at gestalte i fysisk-rumlige aktiviteter, og disse nuancer bliver spejlet i de lydlige forløb i Fonokolab.

Elementerne i denne filosofi kan til en vis grad kodes ind i det digitale værktøj, ved at inkludere visse muligheder, og udelukke en hel del andre. Men kunsten i projekt BRUG LYDEN!! bliver at give den enkelte folkeskolelærer de metodiske færdigheder til at kunne arbejde med værktøjet i forløb med skolebørn, som baserer sig på fællesskabet, på stemmen som impulsgiver og på lydens egne præmisser.

Screenshot fra Fonokolab, – et digitalt værktøj som skal gøre det muligt at arbejde med lyd som udtryksform i klasseværelset

Lidt om det tekniske (Her kan dryplæses!)

Rent teknisk er Fonokolab et digitalt værktøj udviklet i et software, som installationskunstnere, VJs og elektronika-musikere bruger, det objektbaserede MAXMSP, bygget som en app, der kan bruges på både MAC og WINDOWS. Setuppet bruger teknologier, som er tilgængelige i de fleste klasseværelser, og indeholder:

  • en computer / bærbar
  • et sæt højttalere
  • et wifi netværk
  • en smartphone pr. deltager, med en app, TouchOSC (ANDROID og IOS), knyttet til computeren via OSC

Følgende værktøjer kan være med til at udvide mulighederne:

  • 1 – 2 mikrofoner, tilknyttet den bærbare
  • en interaktiv tavle

Der kan være seks smartphones tilknyttet ad gangen, og hver deltager – hver ‘spiller’ går igennem følgende forløb:

  1. De deltagende smartphones ‘logges ind’ i Fonokolab, så de kan styre optagelse af lyde, panorering og volumen i programmet.
  2. Trække en LYD ind. Hver spiller trækker en lyd ind, enten direkte fra rummet med en mikrofon, eller i computeren ved at dragge-droppe ind i Fonokolab. Lyde fra deltagerens smartphone, fra Nettet, fra omgivelserne osv. kan bruges. LYDen afspilles som et loop, styret af deltagerens lydform:
  3. LYDFORM. Deltageren vender sin smartphone på hovedet, og udtrykker sig med sin stemme i mikrofonen. Fonokolab laver en analyse af stemmen ift. melodi og volumen. Spillerens LYD afspilles dermed i højttalerne, formet i afspilningshastighed af stemmens melodi, og i volumen af stemmens lydstyrke. Samtidig optages analysen, – LYDFORMen – som en (fake) lydfil i en buffer~. Når deltageren vender sin smartphone med skærmen opad igen afspilles LYDFORMen som et loop. Kombinationen af LYD + LYDFORM bliver en FRASE, og da de to loops ikke nødvendigvis har samme varighed, opstår en uendelighed af (mikro)variation i udtrykket.
  4. De andre spillere går igennem den samme mølle. Hver deltager kan til hver en tid ændre på sin LYD, og sin LYDFORM, og dermed on the spot lave meget konkrete og hørbare ændringer i FRASErne.
  5. Et FELT defineres på gulvet, foran højttalerne, og den enkelte spiller flytter med smartphonen sin FRASE rundt i lydbilledet – via panorering og volumen – samtidig med at han/hun bevæger sig rundt i FELTet. Hver deltager kan således se, hvor hver af de andre deltagere befinder sig i rummet, og høre, hvor deres lyd befinder sig i lydfeltet.

Relaterede links:

http://www.fonografit.dk

https://www.facebook.com/fonografit

https://twitter.com/fnogr #skolechat #kmpchat #gbl

Gaden som instrument #06. Gadestrumentværksted video af Projektland

Video af Anders Find fra Projektland:

GADEN SOM INSTRUMENT from Projektland on Vimeo.

Dette er en video, som dokumenterer, hvordan jeg arbejder med lyd som medie. Anders Find fra Projektland har lavet den, og det er simpelthen en perle af en video! Klipning, timing, panning, lydside, alt dette mestrer Anders til perfektion.
Her er der nogle særligt gode steder (stills fra videoen):


_
_
_

Relaterede poster:
Lydkunst som gadekunst – en workshop om phonograffiti med Akutsk

Building streetstruments: paint-bucket-bass, drain-trombone and sewer-chimes

iPadiseringen af musikfaget i folkeskolen, – et sneleopardspring fremad for kundegørelsen af de menneskelige relationer

To alvorlige problemer i denne fremstilling:

  1.  iPad bliver fremstillet som det ypperste af den nyeste teknologi, men er i praksis eksponent for en grasserende negation af de muligheder den nyeste teknologi tilbyder. Køber du en iPad (eller andre i-devices) betaler du for et ypperligt værktøj til at interagere med dine omgivelser, men du får samtidig, gratis så at sige, med i købet et stykke af en ligeså ypperlig teknologi, hvis eneste mål er at forvandle alle dine handlinger til et kundeforhold til Apple. Ipadiseringen af vores undervisningssystem er et skridt bagud, teknologisk og læringsmæssigt, og et sneleopardspring fremad for kommercialiseringen af skolen, og for kundegørelsen af de menneskelige relationer.
  2. Garageband er, ligesom det absolutte flertal af musikrelaterede computerprogrammer, musikalsk bagudskuende. Deres musiksyn bygger på en overfladeforståelse, hvor fænomenet musik forveksles med en beskrivelse af, hvordan musikken frembringes, altså gennem det vi kalder skalaer, akkorder, metrum, mm. Det er fuldt teknisk muligt at udvikle computerværktøjer som gør det muligt at arbejde med musik på et mere grundlæggende niveau, altså der hvor selve det at vi er i stand til at forholde os til hinanden og vores omgivelser gennem lyd bringes i spil. Hvis musikfaget skal fornyes skal det ikke ske ved at man udskifter de evindelige bongotrommer, triangler, blokfløjter og elbasser med nogle digitale ditto. I stedet for at fortsætte og yderligere styrke forståelsen af musik som resultat, som objekt, som overfladefænomen, og som en færdighed man skal mestre, skal musikfaget fuldstændig gennemrevitaliseres – hvis ikke det simpelthen skal afskaffes som selvstændig disciplin – og begynde at arbejde med musik på et grundlæggende plan, som proces, som potentialitet, og som en kapacitet vi alle besidder, som sansende, reflekterende, kommunikerende og kollektivt skabende og hele væsener.

Relateret læsning:

Om hvorfor ios ikke understøtter flash, The Guardian

Kritik af Apples “anticompetitive behavior”, Wikipedia

” Nye muligheder men degenererede løsninger” Ører med filter, Casper Hernández Cordes

Kommercialiseringsteknologien i struben de egentlige nye teknologier

iPad i skolen

Musikkfaget i grunnskolen har slitt med lav relevans og det har vært teknologisk utdatert. Hverdagen til unger og tenåringer er full av musikk og teknologi, mens musikkrommet har knapt hatt en datamaskin. Ei heller egnet programvare, eller lærere som behersker djevelskapet. Veien fram til relevant innhold med fornuftig bruk av teknologi har vært lang, og er fremdeles lang. Humpene i veien heter økonomi, kompetanse, mer tilrettelagte løsninger, tidsfaktor, lærerutdanning, osv.. Men nå er det en løsning på markedet som senker terskelen på alle områder med unntak av relevans og det å være teknologisk på høyde. Nymotens iPad med GarageBand løser flaskehalsen som den reneste champagnesprut på nyttårsaften.

Det høyreiste ordvalget bekreftes av to norske prosjekter som har dypdykket i materien i løpet av vinteren. Skedsmo kommune og Eiksmarka skole har begge benyttet iPad og GarageBand på musikkrommene, og erfaringene er intet annet enn oppsiktsvekkende. Løsningen kommer inn som et fantastisk…

View original post 237 more words

Tre-årig tonekunst

Hvem ville ikke gerne have 840.000 kr udbetalt i hånden, uden den ringeste forpligtelse til at gøre noget til gengæld, ja, du skal ikke en gang aflægge regnskab?

Og det er IKKE lotto. Og det er ikke en JOKE, du ER nr. 1.000.000 der læser dette. Vi SVÆRGER!!!!!!

Det eneste du skal gøre er at sende et stk. a4  ark med en beskrivelse af, hvad du vil gøre, og så hvad du har lavet det seneste års tid. Og så skal der vedlægges nogle lydfiler.

Det lyder jo forjættende, og så er det alligevel lidt af en bedrift at opnå tildelingen af Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Og det er oven i købet blevet sværere over årene – sidste år var der kun én komponist, der fik det. For musikere og komponister må det nok siges at være dén mest eftertragtede tilkendegivelse at opnå, nåja måske bortset fra den såkaldte livsvarige…, men det er en anden snak. For unge, fremadstormende kunstnersubjekter er der ikke meget tvivl om, at det 3-årige er det højeste man kan nå. I hvert fald rent økonomisk betragtet.

Hvad skal der så til? For det er klart, at det sølle a4 ark, og de tre lydeksempler du har til rådighed til at sælge dig selv på virkelig skal være overbevisende. Men det er jo klart, at det ikke kan være hele grundlaget for udvalgenes vurdering.

Man kan sende sit a4 ark til  to udvalg, tonekunstudvalget for den klassiske musik, tonekunstudvalget for den rytmiske musik. Hvis man ikke synes, man hører til nogen af stederne kan man sende arket til en tredje instans, kaldet Tonekunstudvalgene i fællesskab, og det består, som navnet antyder af medlemmerne i de to Tonekunstudvalg i fællesskab.

Der sidder fem mennesker i udvalgene tilsammen. Formanden udpeges af kulturministeren, og det er tilsyneladende altid en mandlig komponist med såkaldt klassisk baggrund. Så sidder der 2 musikere eller komponister med klassisk baggrund og to andre med rytmisk baggrund.

Hvis du vil blive klogere på, hvad du skal have lavet for at komme i betragtning til at modtage pengene, så kan du se på denne liste over komponister og musikere, der har fået dem. Lyt til eksemplerne længere nede (tilfældigt udvalgt).

  • 2011: Jeppe Just Christensen, Tonekunstudvalget for den kl. musik;
  • 2010: Line Tjørnhøj (f. 1960), Tonekunstudvalget for den kl. musik; Tine Louise Kortermand (f. 1968), Tonekunstudvalget for den rytmiske musik
  • 2009: Niels Rønsholdt (f. 1978) , Tonekunstudvalget for den kl. musik; UNDER BYEN, Tonekunstudvalget for den rytmiske musik; Laura Toxværd (f. 1977), de to tonekunstudvalg i fællesskab.
  • 2008: Rasmus Zwicki, f. 1979, Tonekunstudvalget for den kl. musik; Lennart Ginman, f. 1960, Tonekunstudvalget for den rytmiske musik; Hans Hansen, f. 1969, de to tonekunstudvalg i fællesskab;
  • 2007: Peter Rosendal, f. 1976, Kenneth Thordal, f. 1965, Tonekunstudvalget for den rytmiske musik; Søren Nils Eichberg, f. 1973, Tonekunstudvalget for den kl. musik; Hans Sydow, f. 1968, de to tonekunstudvalg i fællesskab
  • 2006: Birgitte Alsted, f. 1942, Simon Steen-Andersen, f. 1976, Tonekunstudvalget for den kl. musik; Lars Møller, f. 1966, Signe Høirup Wille-Jørgensen, f. 1974, Tonekunstudvalget for den rytmiske musik; Thomas Sandberg, f. 1967, de to tonekunstudvalg i fællesskab.

Line Tjørnhøj:

Tine Louise Korterman:

Niels Rønsholdt:

Under Byen:

Laura Toxværd

Rasmus Zwicki:

Lennart Ginman

Hans Hansen (Kan jeg ikke finde..?)

Peter Rosendahl

Kenneth Thordal

Søren Nils Eichberg

Hans Sydow

Birgitte Alsted
Simon Steen-Andersen

Lars Møller

Signe Høirup Wille-Jørgensen

Thomas Sandberg

___________________
Udvælgelseskriterier; udvalget fra 2005 – 2007:  (– Erik Bach, formand for begge udvalg, Fuzzy, udvalget for den klassiske musik, Niels Marthinsen, udvalget for den klassiske musik, Harald Haugaard, udvalget for den rytmiske musik, Susi Hyldgaard, udvalget for den rytmiske musik) :

“Et musikudvalg vil typisk forme en samlet kvalitetsbedømmelse ud fra medlemmernes individuelle vurdering og oplevelse af fx værkets vision, fantasi, udførelse og professionalisme, originalitet, gennemslagskraft overfor målgruppen, tværæstetiske sigte, eksperiment, stringens etc. “

Publikum som levende knapper der styrer musikerne

– en workshop om improvisation

Den årligt tilbagevendende Wundergrund Festival rummer i år også en workshop om improvisation, “Improvising Wundergrund”  med pianist Anders Filipsen og komponist Casper Hernández Cordes som facilitatorer. De tre udvalgte deltagere, Pernille (23), Daniel (18) og Sebastian (16) var med til åbningskoncerten lørdag aften med Jeppe Just Instituttet. Dagen efter, søndag den 31.10.2011, starter de to facilitatorer workshoppen op med at afspille nogle passager fra koncerten, som deltagerne særligt har hæftet sig ved. Disse bidder med lyd/gestik, ‘kernelydene’, danner udgangspunktet for en tre timer lang workshop med efterfølgende koncert.

“Det vi gerne vil med denne workshop,  er at arbejde med lyd på en måde, hvor vi i stedet for at tale i fastlagte termer, som genre, akkorder, skalaer og den slags, i stedet tager udgangspunkt i selve lyden, og går til den på forskellige måder, hvor vi trækker på andre modaliteter.” – Casper Hernández Cordes

En af de modaliteter, der trækkes på, er RUMMET. Øvelsen går ud på, at nogle af deltagerne går frem og tilbage mellem “0 %” og “100 %” på gulvet med et skilt i hånden, hvor der står “PITCH” (tonehøjde), “VOLUMEN”, “TÆTHED” (eller ‘hastighed’). Musikerne skal koncentrere sig om, hvad de menneskelige  ‘skrue-op-og-ned-knapper’ laver. Det kræver MEGEN koncentration.

En anden modalitet, som der arbejdes med, er de associationer, som kernelydene vækker hos deltagerne. Anders Filipsen støtter deltagerne i at finde disse kvaliteter frem på instrumenterne. Det skærper opmærksomheden på et instrument som et objekt der kan frembringe lyd ligesom andre objekter, og det sætter den aura og utilnærmelighed, som vi måske kan have en tendens til at forbinde med et instrument lidt på pause.

En tredje modalitet som blev brugt som løftestang til arbejdet med lyd, var det narrative / ekspressive. Koblingen mellem denne modalitet og musikken foregik via Caspers instrument Anthropomorfer. Med dette instrument er det muligt at forme en kernelyd med sin stemme. Deltagerne lavede en øvelse, hvor de gik rundt og talte med hinanden ud fra de følelser, kernelydene vakte i dem. Efter at alle havde talt sig varme blev der sat en mikrofon op mellem to samtalepartnere, og mens de fortsatte med at tale blev bidder af deres fraser – som jo nu var ganske autentiske – optaget og brugt til at forme kernelydene med.

Efter arbejdet med de forskellige modaliteter var deltagerne klar til at gå ind i lydene med deres instrumenter i en serie af korte fri improvisationer :

Efter tre indholdsmættede timer begyndte publikum at møde frem. Facilitatorerne fortalte kort om dagens arbejde og så blev publikum selv sat i gang. De skulle nu fungere som levende knapper, der skruer op og ned for forskellige parametre. For hver musiker var der to publikummer, med hver sit skilt. Ét instrument kunne for eksempel blive styret af to mennesker med hver sit skilt hvor der stod “VOLUMEN” og “HASTIGHED”. Når “VOLUMEN” kom tættere på, spillede musikeren kraftigere, og vice versa. Samme princip for “HASTIGHED”.

Her er, hvad kameraet fangede:

Og her er så hele holdet sammen med facilitatorerne i fri improvisation med publikum på:

Læs mere om Wundergrund her: http://www.wundergrund.dk/improvising_wundergrund

Læs mere om Anders Filipsen her: http://www.myspace.com/andersfilipsen

Om Casper Hernández Cordes: http://www.akutsk.dk

Download Anthropomorfer gratis her.

The Vrøvlomat – et værktøj til at få tungen på gled

Q: “se å få tungen på gled”

A:”Ped å te få ed så? Glungen på ungen fe så ped glå tå. Glungen så få ped tå e. Å fed tungen se på glå!! Å få glungen te. Sed på så glå ed!? På fe? Tungen få så å pe glungen. Ted glå tå. Pe å!?”

– The Vrøvlomat

Vrøvlomaten er et værktøj, som skal hjælpe os med at komme ud over rampen, frem i skoen, op i gear, i spil Vi skal få tungen på gled, turde turde, gi den gas, lette på hæmningerne, lukke op for godterne, gribe gulvet, gøre os gældende,  – og så vid’re!

Alene mængden af udtryk som vi har på det danske sprog, der på den ene eller anden måde handler om at komme ud af busken, gi los, fyre den af, osv. osv., vidner om, at det er noget som optager os meget, det der med at få lukket op for sluserne, krænget vort indre ud, og få det sagt, for pokker.

Det er vel heller ikke nogen tilfældighed at vi har en solid tradition i Danmark for vrøvlevers, vrøvlerim, vrøvleremser, ordspil, og hjemmelavede ord. Tænk på vores litteraturhistories farserede fædre og broderede brødre, heltinder som Skrit-skritterit-skratskrirum-skrit, søren-og-alle-de-andre-børen, og vores medlidenhed med snøvsen fordi alle går fra den.

Hvad skal der til for at få tungen på gled hos folk, der skal øse af deres inderste, være autentiske, og række ud til hinanden med deres stemmer?

HER er svaret ….. THE VRØVLOMAT – køb den nu og tal sort til din nabo før han taler sort til dig.

Sådan ser programmet ud på din computerskærm

Kan downloades her.

Når lydene sprættes op og smøres ud på gulvet

En søndag på Holmen, Rytmisk Musikkonservatorium. Tahina, improvisationsorkester, og Casper Hernández Cordes, komponist, afprøver forskellige metoder til at inspirere unge mennesker til at arbejde med lyd, hvor vi inddrager forskellige modaliteter: rum, stemme, instrumenter, inventar..

Her bruger vi rummet, altså det fysiske rum vi befinder os i, som en model for, hvordan lydene kan formes. Adam er “Volumen” og Håkon er “Tonehøjde”. De bevæger sig mellem to punkter i rummet, ved det ene punkt er Volumen og Tonehøjde lav, og ved det andet høj/kraftig. Anders ‘oversætter’ deres bevægelser på klaveret.

En tilsvarende øvelse, men med omvendt fortegn er, når deltagerne bevæger sig rundt i rummet, og deres bevægelser bliver mimet af lyd, styret fra smartphones. Læs mit blogindlæg fra workshoppen med 3.f. i Albertslund.

“Singstar kan du nu godt vinde, selvom du er tonedøv”

Efter at have trawwwlet lidt rundt synes jeg det ser ud til at der er tre ting, man kan sige om Singstar. For det første er det over en bred kam meget vel modtaget. Spilkritikerne er vilde med det. Og det har sågar vundet en pris, som lader til at være vigtig indenfor den boldgade. For det andet er det ekstremt populært og udbredt. Der er solgt over 20.000.000 enheder af spillet, og det  topper dermed som det mest solgte nogensinde. For det sidste er det oven i købet anerkendt af forskningen. Der er forskere, der ser det som et positivt alternativ til de typisk voldelige computerspil, “shoot, kill and hunt”, der ellers er på markedet. Andre forskere roser det for at tilbyde en anden måde at interagere med computeren, – altså med sin stemme frem for med et joystick. Og så er der dem, der mener, at det er pædagogisk og stimulerende for børns kreative udvikling.

Problemet med Singstar og lignende produkter er ikke, at de er populære, og at mange mennesker hygger sig med at lege med dem. Problemet er, når man tror, at de gør os mere ‘kreative’ eller ‘musikalske’.  I en tid hvor computeren er blevet standardsvaret når man taler om f.eks. folkeskolens udfordringer, og hvor spilglade forskere falder over hinanden for at forsikre os om, at det bestemt ikke er farligt at spille computerspil, men at det tværtimod udvikler os og stimulerer læringen, er det desto vigtigere at sætte fokus på, hvad teknologierne gør. For det burde stå klart, at en digital teknologi ikke bare på neutral vis stimulerer og udvikler. Eller modsat bare er skadelig og farlig. Som for alle andre teknologier ligger der nogle bestemte måder at opfatte tilværelsen til grund, og de åbner lige så mange muligheder som de sætter begrænsninger. Eller med Bruno Latours ord:

technology is made by humans, substitutes for the actions of humans, and shapes human action.” 

Bag Singstar ligger der en teknologi som gør programmet i stand til at analysere de lyde der kommer ind. Når du synger, viser spillet din sang på skærmen repræsenteret som streger, hvor du kan se om du rammer tonen eller ej. Rammer du ikke tonen bliver der vist en streg over eller under den på forhånd angivne, 'korrekte' streg. Du får kommentarer med på vejen som cool, good, okay, bad eller awful

Singstar understøtter et syn på ‘musikalitet’, som en evne til at ramme tonerne korrekt. Dette syn er med til at fastholde den måde vi til dagligt taler om og forstår ‘musikalitet’, nemlig som noget man har eller ikke har.

Her et par eksempler på, hvad folk i almindelighed taler om, når de taler om deres egen ‘musikalitet’ :

Hvilken færdighed ville du gerne mestre?
At kunne synge. Jeg elsker at være med til at synge, men jeg har ikke en tone i livet. Jeg kan mærke den fantastiske glæde, det kan give, når jeg endelig tør.”

“der er kun otte dage til min konfirmation!!!! Og jeg føler mig meget slet ikke klar!… Og jeg er bstemt ikke musikalsk anlagt, medmindre det er på klaver eller keyboard, og synger pivfalsk, så hvordan skal jeg kunne lave en sang??”

Når almindelige mennesker taler om ‘musikalitet’, taler de om at have toner i livet, at synge ‘rent’, og at kunne ramme tonerne. Singstar tager udgangspunkt i den samme forståelse, og man kunne tro, at spillet var en hjælp for folk til at kunne ramme tonerne. Det er det nok også i mange tilfælde. En del mennesker vil sikkert kunne bruge spillet til at blive bedre til at ramme rigtigt. Kan Singstar så hjælpe folk til at komme af med den følelse af mindreværd, og manglende musikalitet? Prøv at læse, hvad “Monster Bridezilla” mener om den sag på bryllupsklar.dk:

“Min kæreste ville ikke kunne lide hvis jeg sang for ham for jeg synger virkelig falsk – har engang prøvet singstar på playstation og der skrev den også at jeg var tonedøv :thumbsupsmileyanim:

Det er klart, at de nye elektroniske teknologier kan udvide vores muligheder for at være kreative og innovative og musikalske, og hvad vi ellers vil kalde det. Men den måde disse muligheder udnyttes i Singstar og lignende programmer er for mig at se en indsnævring. Singstar ses som en avanceret efterfølger til Karaoke, fordi det tillader en teknologisk mere udviklet form for interaktion. Men set i forhold til vores muligheder for at udtrykke os med lyd, er det et stort tilbageskridt. Karaoke, hvor plat du end synes det er, tillader dig i det mindste at frasere frit, at forskyde rytmer, at lægge pauser ind. I Singstar bliver du straffet for den slags. Spillet sætter lighedstegn mellem musik og korrekthed. Singstar er for musikken, hvad pisaundersøgelserne er for folkeskolen: et tilbageskridt til det målbare, det kontrollable og det kontrollerede.

Singstar understøtter og forstærker altså det vi til daglig er så gode til, nemlig at sætte mærkater på hinanden. Vi får her en indiskutabel autoritet til at sætte en endelig stopper for enhver diskussion i de små hjem om hvem der er ‘musikalsk’ eller ‘tonedøv’.

Spillet roses for at lægge op til sociale aktiviteter i en gruppe, og det er jo et fremskridt i forhold til den isolerende effekt vi frygter af computerspil. Men i forhold til hvilke muligheder, der kunne ligge i at få folk til at være anerkendende samskabende med lyd i et kollektiv, puster Singstar til den sociale kontrol i gruppen og giver de stærke ekstra ammunition til at pege fingre af de svage.

Kan man lære mere om musikalitet med en papkasse og en pind? Læs min blogpost og vurdér selv.

Hvis vi vender tilbage til vores sønderknuste “Monster Bridezilla” med den musikalske selvværdsfølelse et godt stykke under gulvbrædderne, bliver hun (heldigvis?) kommet til undsætning af  “Ebes”, som skriver:

Singstar kan du nu godt vinde, selvom du er tonedøv- det handler bare om at skrue op og ned i tonelejet- du kan sågar vinde det ved at synge la la la la hele sangen igennem, så lad dig ikke slå ud af det 😉