Tag-arkiv: fællesskab

Modtageklasser, fællesskaber og nonverbal interaktion

handslogo_featured

Jeg vil starte med at spørge Hvordan bygger vi fællesskaber? Jeg kunne også spørge: Hvor er der eksempler på fællesskaber? På arbejdspladsen? I sportsklubben? I boligområdet? Og jeg kunne spørge: Hvad sker der når et fællesskab, eller en ansats til et fællesskab, bliver mødt med noget der kommer udefra? Om det er nye teknologier, nye politikker, eller nye mennesker: Hvilke værktøjer har et fællesskab til at håndtere den slags forandringer? Og hvad er værktøjerne bygget af? Er de bygget af sprog? Er de bygget af handlinger?

Jeg har selv arbejdet en del år indenfor det område vi kalder dansk som andetsprog. Det er ret unikt, at Danmark har en politik for andetsprogsundervisning der betyder at alle voksne udlændinge der kommer til landet har ret til gratis danskundervisning. Og dét på et meget højt niveau. Rationalet bag denne politik er at hvis mennesker der kommer til landet skal kunne tage del i samfundet og bidrage til fællesskabet er det en forudsætning at kunne sproget. Godt.

Da jeg var i tyverne har jeg rejst og opholdt mig en del i Frankrig, og har lært sproget godt. Jeg har selv oplevet, hvordan det at kunne det sprog der tales i en given kultur betyder at man forstår kulturen langt bedre. For at kunne forstå hinanden må vi tale samme sprog.

Det er min oplevelse at dette er en meget udbredt forståelse. I almindelighed ser vi på det at “kunne tale samme sprog”, som noget der har at gøre med at kunne forstå og bruge de rigtige ord på de rigtige tidspunkter i de rigtige sammenhænge. Sproget skal fungere. Det er en måde at se på sprogtilegnelse, som vi kan tale om som et funktionelt sprogsyn, og i dette syn er der en tendens til at interaktionen mellem mennesker bliver forstået som en proces, hvor et indhold, en betydning, en mening overføres fra en en person til en anden. Hvis vi baserer vores forståelse af, hvad det vil sige at bygge fællesskaber på et sådant lineært, funktionelt syn på sproget, er mit spørgsmål om der ikke vil være væsentlige aspekter af kommunikationen, som vi overser. Jeg mener, at vi overser hvilken rolle magtforhold og følelsesmæssige relationer spiller.

Det nonverbale

Når interaktion mellem mennesker reduceres til primært at handle om at kunne beherske ord og deres betydning, hvad sker der så i forholdet mellem de som behersker sproget, og de som er i færd med at tilegne sig det? Hvilket magtforhold etableres i det nye fællesskab? Et spørgsmål, vi ofte stiller hinanden i regi af dansk som andetsprog er: Hvornår taler man dansk godt nok? Mange nye medborgere fortæller, at de føler at de aldrig vil kunne være en fuldgyldig del af det danske samfund, fordi de umuligt vil kunne leve op til det som forventes af dem, på det sproglige område.

Når vi reducerer spørgsmålet om interaktionen til at handle om at vi overfører viden til hinanden er der endvidere en tendens til at vi overser spørgsmålet om, hvordan vi har det imens vi overfører viden. Vi overser de følelsesmæssige aspekter af relationen, og det er aspekter som kommer til udtryk i form af gestik, mimik, sprogmelodi, m.m.m. og som jeg af mangel af bedre taler om som det nonverbale.  

Det er derfor jeg interesserer mig for de dele af interaktionen mellem mennesker, som ligger under, over og mellem ordene og spørger: Hvilken rolle spiller det nonverbale når vi bygger fællesskaber?

To veje

For at undersøge dette spørgsmål går jeg ad to veje. Den ene vej kalder jeg kompositorisk, og den anden kalder jeg etnografisk. Som komponist har jeg arbejdet en del på den måde, at jeg inviterer mennesker i mange forskellige kontekster til at arbejde med det nonverbale som en interaktions- og udtryksform. I workshops, performances og installationer m.m. I regi af Århus Universitet, hvor jeg er i gang med at tage en kandidatgrad i pædagogisk antropologi, tager min undersøgelse form af læsning og skrivning af akademiske tekster, kulminerende i et feltstudie. Jeg er altså i gang med at undersøge det samme problem via forskellige kanaler, og jeg spørger mig selv, hvad jeg kan gøre for at kombinerer de her to tilgange, så de kan befrugte hinanden, i et samlet forløb i efteråret 2016. I løbet af dette semester skal jeg nemlig med mit studie skal lave en etnografisk feltundersøgelse, som skal lede frem til arbejdet med et speciale i foråret 2017. Jeg vil altså kombinere en kunstnerisk med en akademisk tilgang for at undersøge spørgsmålet om hvordan vi bygger fællesskaber og hvilken rolle det nonverbale spiller i de processer.

Modtageklassen

For at kunne lave denne undersøgelse med det bedst mulige resultat, skal jeg finde det bedst mulige sted at lave den. Her har jeg tænkt at det ville være spændende at tage fat i modtageklassen som genstand for min undersøgelse.

En tilfældig googling gav følgende definition:

“En modtageklasse er et tilbud til tosprogede elever, som ikke taler og forstår det danske sprog godt nok til at kunne følge undervisningen i en almindelig klasse. ” (http://sonderborgkommune.dk/borger/modtageklasser)

Der er flere grunde til at jeg finder modtageklassen interessant som genstand for min undersøgelse. For det første er der et stort politisk fokus på det som man taler om som integration af børn og unge, og modtageklassen er tænkt som et sted der skal forberede børn af mennesker der migrerer til Danmark til at kunne tage del i samfundet. Spørgsmålet om fællesskabet er dermed, for det andet, meget centralt, som politisk kategori indenfor dette område. For det tredje vil der i en modtageklasse typisk være tale om børn som ikke deler et fælles sprog, med hinanden eller med læreren, og derfor vil det nonverbale nødvendigvis spille en eller anden form for rolle. For det fjerde er eleverne i en modtageklasse børn. Og børn er typisk i bedre kontakt med det nonverbale end voksne.

Selvom jeg har en del erfaring personligt med at arbejde med voksne nytilkomne medborgere, har jeg ingen direkte erfaringer med modtageklasser som sådan. Der vil derfor være en række spørgsmål, som jeg har brug for at finde svar på, inden jeg kan være helt sikker på at modtageklassen er den rigtige genstand for min undersøgelse.

Det første spørgsmål er etisk. Er de processer, der foregår i en modtageklasse for skrøbelige til at et kunstnerisk og/eller akademisk indgreb er forsvarligt? Eller er et sådant arbejde omvendt befordrende for processerne i klassen? Det næste spørgsmål er praktisk: Er der i det daglige arbejde med en modtageklasse overhovedet plads til at etablere et samarbejde med en udefrakommende?

Rammende

Der vil også være spørgsmål med hensyn til selve rammen for min undersøgelse. For så vidt det akademiske angår er den etnografiske metode ret vel beskrevet, og jeg skal i foråret gennemføre et forløb på mit studie, som netop har at gøre med, hvordan et feltarbejde designes og gennemføres. Med hensyn til det kunstneriske er der også en velkendt ramme, huskunstnerordningen under Statens Kunstfond. Jeg har gennemført flere forløb i det regi og har også her i foråret et samarbejde baseret på ordningen. Derfor vil rammen for denne del bestå af et samarbejde med en skole, hvor vi i fællesskab søger midler fra Kunstfonden til at gennemføre et huskunstnerforløb i en modtageklasse. Det er sådan, at Kunstfonden betaler 75% af kunstnerens løn, og skolen skal selv finde de resterende 25%. Der er ansøgningsfrist første marts 2016.

Velkendt + velkendt = …. ukendt?

Et meget centralt spørgsmål i denne undersøgelse har at gøre med hvorvidt og i hvilket omfang jeg kan kombinere det etnografiske med det kunstneriske. Skal der være tale om to adskilte, seperate forløb, eller kan de kombineres. Kan jeg i mit akademiske projekt bruge mit kunstneriske projekt som undersøgelsesgenstand? Og hvad betyder det, at jeg har to forskellige hatte på, i den forbindelse?

Jeg har i denne tekst en masse spørgsmål og skal understrege at de ikke er retoriske. Jeg ønsker virkelig at finde svar, så hvis du som læser dette sidder med noget viden på området, som du ønsker at dele, vil jeg på det varmeste invitere dig til at kommentere nedenfor, eller på andre måder kontakte mig med mere information.

Advertisement

Kulturmæt på Kulturnatten

Vi lever i et overflodssamfund siger man. Kan man få overflod af kultur?

Lad mig fortælle om en skraldespand, jeg har mødt. I den her skraldespand er der engangsplastikkrus, små stykker pap fra nogle postkort. Der er æbleskrog og bananskræller; og osse et par tomme øldåser.

Vi er på Kulturnatten, og stedet myldrer med nysgerrige københavnere; spændingen står malet i deres ansigter imens de går fra bod til bod. Hvad kan jeg nu få af smagsprøver? Hvad kan jeg få med hjem, hvad kan jeg få hjælp til? Er der mon kommet noget ny teknologi? Kan man smage på en kronhjort?

Gæt en skraldespand!
Gæt en skraldespand!

De fleste, der læser disse ord, vil ikke undre sig synderligt over beskrivelsen af den her skraldespand. Der vil dog måske være en lille gruppe læsere, der tænker: Hov! Det kunne man måske have sorteret, det affald?

De vil måske undre ekstra meget når jeg nu siger, at denne skraldespand befinder sig på et ministerium; og ikke på hvilket som helst, men på selveste miljøministeriet. Skulle netop dette ministerium ikke vise vejen for en mere bæredygtig livsstil?

Men så på den anden side. Det er jo Kulturnat. Og på sådan en Kulturnat skal vi jo ud og rigtig forbruge kultur.
Pludselig får ordene brug-og-smid-væk-kultur en ny betydning. Brug-og-smid-kultur-væk-kultur?

Vi drikker bæredygtig juice i en miljøministeriel engangsplastikkop. Smider den væk. Og på samme måde forbruger vi lystigt af kulturnatkultur. Og bagefter kan vi smide oplevelserne væk, i en stor kulturel skraldespand, der ligger et eller andet sted bagest i hovedet sammen med tonsvis af andre brudstykker fra vores kulturelle forbrug i det her kulturelle overflodssamfund.

Et af de nøgleord jeg hører igen og igen på konferencer om byudvikling, borgerinddragelse og lokalkultur er midlertidighed. Midlertidighed passer godt ind i den måde Stat, kommuner og organisationer fungerer på, når det kommer til kulturelle processer. Fordi når vi siger ordet langsigtet, klinger ordet drift med. Og så begynder det at blive småuhyggeligt i de små regneark.

Midlertidighed er også et nøgleord for æbleskroget i den miljøministerielle skraldespand på kulturnatten. Æbleskroget har en nu kun midlertidig eksistens som organisk materiale og kan se frem til at blive brændt af sammen med så meget andet affald. Og vores æbleskrog bliver på den måde forhindret i at gå i forbindelse med andet organisk affald til fordel for en lokalt produceret gulerod, i en lokalt forankret byhave, hvor deltagerne i fællesskab opdyrker en modstandskraft imod fødevareindustriens tilfældige op- og nedture, og lemfældige omgang med sundhedsskadelige stoffer.

Kulturelle processer, der danser i takt til rytmen i ordet midlertidighed bliver på samme måde forhindret i at danne grobund for vores lokale fællesskabers evne til at opbygge kulturel bæredygtighed og modstandskraft. De stumper af kulturelt affald jeg i alt hast hober op bagest i mit hovede når ikke at blive sorteret og bearbejdet på en måde så de kan gå i forbindelse med kulturelle brudstykker bagest i dit hoved, på en måde så de kunne befrugte hinanden og give os en grobund hvor vi kunne dyrke vores egne lokale bæredygtige ‘kulturelle gulerødder’.

Kulturelle flugtbilister

Jeg er såmænd selv en soldat i hæren af kulturelle forandringsagenter der marcherer i takt til rytmen af ordet midlertidighed. Og når jeg overfor andre ærgrer mig over, når mine initiativer for kulturelle forandringsprocesser får karakter af hit and run, så lyder det velmenende svar ofte noget i retning af, at nåja, men det sætter jo nok nogle spor i folk.

Jeg tror ikke på midlertidighed. Hvis kulturelle processer på nogen måde skal sætte varige spor er de nødt til at foregå indenfor rammer, hvor ordene langsigtethed og forankring har en egentlig gyldighed

Og så er vi tilbage til ordet drift og de små skælvende regneark. For de situationer, hvor kulturelle processer får lov til at udvikle sig i mere langsigtede rammer, er situationer hvor nogen skal kunne holdes op på resultater på en måde, så nogle andre, der sidder med ansvaret for de små skælvende regneark kan føle sig trygge.

De steder, hvor der arbejdes mere langsigtet med kulturelle processer, er der et stort, og for mig at se stigende, krav om målbarhed.

Og da de, som vogter over de små skælvende regneark sidder længere og længere væk, og højere og højere oppe i hierarkiet, bliver den fantasi, der er til rådighed for at forestille sig måder hvorpå man kan måle resultater indenfor de kulturelle processer, tilsvarende mindre.

Vi stoler. Mest på det som kan måles og vejes.

Der er mange gode processer i gang som allerede nu kombinerer økologisk og økonomisk bæredygtighed med sociale processer. For at disse forandringer skal slå igennem for alvor, skal de akkompagneres af kulturelle processer. Vi skal vriste de kulturelle processer fri af den midlertidighed der præger det kulturelle overflodssamfund.

En egentlig nytænkning fra os kulturagenter vil indebære at vi finder måder hvorpå vi kan styrke de lokale fællesskabers kapacitet til at udvikle, fastholde og videreføre deres egne kulturelle udsagn.

Dette er, hvad jeg kalder den kulturelle bæredygtighed. Og den er forudsætningen for de andre bæredygtigheders bæredygtighed.

Kunstfonden har brug for hjælp til at få styr på maven

Statens Kunsfond udvælger årligt 1 – 5 såkaldte tonekunstnere til at modtage et tre-årigt arbejdslegat, på 840.000 DKR, hver. Dette udgør kun et hjørne Kunstfondens arbejde på det musikalske område, men da det nok er det mest prestigefyldte hjørne mener jeg, at det kan sige noget mere generet om det kunstsyn, som Kunstfonden fremmer.  Jeg vil her samle en række tråde sammen omkring processem, og vil komme frem til, hvordan jeg mener, at Kunstfonden med denne udvælgelsesproces sætter en  bestemt måde at forstå hvad kunst er op som en ledetråd for det danske musikliv. Dette foregår på to planer.

Styr på maven, Kunstfond!

Det første plan er rent strukturelt. Selve den form man har valgt, – og som er skrevet ind i loven – til at udvælge kunstnerne, favoriserer visse måder at arbejde kunstnerisk. “Støtten retter sig primært mod enkeltpersoner”, som der står i beskrivelsen på Kunstfondens hjemmeside. Og det understreges, at hvis flere søger sammen, så skal det tydeligt fremgå, hvem der har lavet hvad af det indsendte materiale.

Det er individet, der er i fokus, og der vil automatisk være en tendens til at favorisere individuelle og altså ikke kollektive arbejdsmåder.

Til at vurdere ansøgningerne beder kunstfonden kunstnerne sende et antal partitur-, lyd- og/eller videoeksempler, og det er disse, som udgør hovedkilden til udvalgets vurdering. Sammen med en a4-sides tekst og et CV. De to udvalg for ‘Tonekunsten’ udvælges af Kunstfondens Repræsentantskab, hvor tre interesseorganisationer tegner musiklivet som sådan (se faktaboks længere nede). Det er et meget snævert vurderingsgrundlag, udvalgene har,  – en a4-side og nogle mp3 filer. Samtidig er udvalgene sammensat af folk fra visse musikmiljøer, hvor andre ikke er repræsenteret. Mistanken om nepotisme, eller i bedste fald indavl, vil altid forfølge den konstruktion.

Fordi medlemmerne af udvalgene udvælges af musiklivets genreorganisationer, er der en naturlig risiko for ‘hjemmeblindhed’, hvor det allerede kendte og anerkendte reproduceres. Den såkaldte armslængde kommer til at lægge afstand, ikke blot til de folkevalgte politikere, som den var tænkt til, men også til de processer, som foregår rundt omkring i samfundet, og som genreorganisationerne ikke suger ind, da de har travlt med at være … genreorganisationer. Armslængden bliver en håndsrækning til et snævert udvalg af genreorganisationer og deres anerkendelseskampe.

Strukturelt favoriserer Kunstfondens udvalgsarbejde en kunstnerisk tilgang som er individualistisk, værkorienteret, og som udtrykker sig i genre.

Det andet plan er tonekunstudvalgenes praksis. For selvom der er de nævnte klare tendenser i lovteksten, så vil der altid i praksis kunne skrues lidt op og lidt ned for dem. Hvilke træk nedtones, og hvilke opjusteres?

Der står ikke noget i lovgivningen om, hvem der skal sidde i udvalgene, og selvom der både er partipolitikere, kommunalfolk, og repræsentanter for andre kunstformer i Kunstfondens Repræsentantskab, så vælges medlemmerne i tonekunstudvalgene i praksis tilsyneladende altid blandt folk fra de repræsenterede genreorganisationer. Der lader til at være en tendens til at formanden for de to udvalg er en klassisk uddannet komponist.

På den måde understøttes tendensen til at det er genreorganisationerne, som tegner linjen, og samtidig formaliseres det uformelle hierarki mellem genrerne, hvor den klassiske kompositionsmusik placeres over de andre genrer.

Hvordan udvælger udvalgene så i praksis? Den eneste kilde til indblik i udvalgenes grundlag for at vælge, som jeg har kunnet opstøve på Kunstfondens hjemmeside er et notat fra udvalget i 2005-7. Her refererer udvalgets medlemmer, med Erik Bach i spidsen, til den såkaldte Ønskekvistmodel. I følge denne model kan kunstnerisk kvalitet vurderes ud fra tre paramentre: Villen – Kunnen – Skullen.

“Kvalitet i kunsten kan diskuteres ud fra disse tre ’objektive’ faktorer, men der findes ikke en fælles, objektiv måleenhed for kvalitetsbegrebet. […] Et musikudvalg vil typisk forme en samlet kvalitetsbedømmelse ud fra medlemmernes individuelle vurdering og oplevelse af f.eks. værkets vision, fantasi, udførelse og professionalisme, originalitet, gennemslagskraft overfor målgruppen, tværæstetiske sigte, eksperiment, stringens etc”

Tonekunstudvalget 2005-7

Denne treenighed af modalverber virker enkel, men udvalgets ide om at den skulle være ‘objektiv’ – kan diskuteres. En kunstner skal ville noget, han (m/k) skal brænde for sin kunst og med sin viljeskraft forme materialet (det døde materiale) til noget levende, visionært, originalt. Han (igen m/k) skal osse kunne det. Han skal være i stand til at udføre, altså være en god håndværker. Med den sidste parameter, skullen, henvises til, at kunstnerens værker skal skulle noget, de skal være relevante, have gennemslagskraft. Ønskekvistmodellen skal sikre, at vi i vores bedømmelser af kunstnerisk kvalitet husker at der skal være balance mellem hvad kunstneren vil, hvordan han er i stand til at gøre det, og hvad det dybest set kommer os andre ved. Det kan man næsten ikke være uenig i, men alligevel vil jeg hævde at modellen kraftigt underbygger det kunstsyn, jeg er ved at kalkere frem her. Modellen forudsætter, ligesom lovgivningen bag kunststøtten, at vi har at gøre med en individuelt arbejdende, håndværker-kunstner, hvis værker – i kraft af kunstnerens indviduelle søgens universalisérbarhed  – kan komme os andre til gode.

Det er ideen om den skabende kunstner, som ligger til grund for musikudvalgenes arbejde. (Læs denne blogpost for et overblik over de udvalgte). Man kan spørge, hvad det er, den skabende kunstner i grunden skaber. Hvad skaber vi mennesker i det hele taget? Det er jo oplagt at tænke på lort. Vi går allesammen tilsyneladende  igennem en fase i livet, hvor lort er meget spændende, og det giver god mening at bruge lort som billede på vores skaben. Det er materielt, det kan håndteres, og det kommer, ud fra en snæver betragtning, fra os selv. Dette forhold er som bekendt sat på spidsen i det berømte og -rygtede værk Merde d’artiste af Piero Manzoni.

Ideen om den skabende (anale?) kunstner bliver sat i førersædet både strukturelt og i praksis i kunstfondens tonekunstudvalg. Det er en skrøbelig konstruktion, og den har nogle klare trusselsbilleder. Da den skabende kunstner nødvendigvis må skabe noget, vil dette noget skulle have en karakter, som er umiskendeligt kunstnerens, mens det på samme tid umiskendeligt skal blive allemandseje. Til at understøtte ideen om den skabende kunstner ligger derfor nødvendigvis en kamp for ophavsret. Ligesom man må medgive at lort dybest set ikke kan siges at være noget vi skaber, men at det består af i forvejen eksisterende materiale, som vi processerer, og som efterfølgende igen indgår i naturens kredsløb, så er det i sidste ende en umulig opgave at sige, hvem der har skabt hvad i de kredsløb, som kunsten udfolder sig i. Karakteristisk nok er de tre genreorganisationer som skal lægge en arms afstand til uddelingen af statslige musikstøttekroner sat i verden først og fremmest for at beskytte komponisternes ophavsret.

“- Det er et dilemma, som jeg står i. Jeg vil ikke sige, at det ville være nemmere, hvis vi ikke ejede vores ideer. For så ville mange spændende og dygtige musikere ikke kunne overleve.”

3-årigt legatmodtager Rasmus Zwicki, i et interview om hans dystopiske opera Komsumia, som tematiserer  ophavsretten.

Ideen om værket som det objekt, der indkapsler den kunstneriske villen, kunnen og skullen, ligger i direkte forlængelse af industriens ide om et produkt, og dermed vil værket altid være i risiko for markedsgørelse. Værket må godt have ‘gennemslagskraft overfor målgruppen’, men det er tydeligt, at ‘kommerciel’ ikke er et adjektiv man ønsker at hæfte på en kandidat.

Når man læser tonekunstudvalgenes begrundelser for deres valg af kandidater, tegner der sig et billede af, at priser, festivaler, legater, mv., er det som der lægges vægt på. Det er altsammen lågepassersammenhænge (gate keeper på dansk, ikke?), som til forveksling ligner den, som tonekunstudvalgene sidder i, hvad enten det er ifm. en prisuddeling, en festivalkomité eller et legatudvalg. Det vil endog ofte være de samme mennesker, der sidder ved lågen.

“Hans grundige arbejde med at inkorporere samplede reallyde vidner om en ægte interesse for musikkens grænseområder, og han opsøger konstant nye kunstneriske rammer for at byde ind med sine lydbilleder. Samtidig formår han at nå et bredt publikum.”

Tonekunstudvalget for den rytmiske musik, i begrundelsen for tildelingen af et treårigt arbejdsstipendium til Lennart Ginman, 2008.

For at vriste værket fri af truslen fra markedsgørelsen må kunstnerens frihed fra markedet understreges. Samtidig får aktiviteter, som ligger fjernt fra, hvad et flertal er i kontakt med, dvs. nichefestivaler, prisuddelinger mm., tilsyneladende højeste prioritet. Den kunstneriske ‘villen’ der møder sin ‘skullen’ i sammenhænge, hvor en snæver gruppe initierede kan anerkende dens ‘kunnen’, har tonekunstudvalgenes bevågenhed. Hvis den udvalgte samtidig også ‘når et bredt publikum’, kommer det med i en sidebemærkning.

“Idéen bag de flerårige stipendi­er er, at kunst­nerne skal kunne arbejde med deres kunst uden at behøve at skaffe sig ind­tægter ved ikke-kunst­nerisk arbejde.”

Statens Kunstfond

Tonekunstudvalgene har den skabende, individuelt værkproducerende håndværkerkunstner som mål for deres midler. For at vriste denne konstruktion fri af de entydige bånd til markedsøkonomien,  tvinges de til at gå efter det ikke-kommercielle, og dermed nicheprægede. Dette forstærkes yderligere af det uofficielt officielt konsoliderede genrehierki. Det er nichernes niche, som hæves frem som det statsligt blåstemplede forbillede for komponister og musikere.

Definitionen af, hvad der er det ‘rigtige’ kunst- og kunstnersyn, og etableringen af et hierarki mellem genrerne er elementer af kontroverser, som nødvendigvis må være der; genreorganisationernes anerkendelseskampe er en del af det billede, og jeg mener, at det er ganske naturligt, at nye genrer og nicher melder sig på banen i en ideelt set åben og dynamisk proces. Det statslige kunststøttesystem forholder sig statisk til disse kontroverser. Det er naturligt, at de organisationer, som kæmper for en bestemt genres overlevelse støtter dem som udøver genren økonomisk. Som det er nu har Staten valgt side, og visse genreorganisationer har fået forrang. Man kunne sige, at dette valg, som ikke rigtig ligner et bevidst politisk valg, men som snarere er et udtryk en politisk afmagt overfor kontroverserne, kunne legitimeres, hvis det blev italesat, og der kom en klar udmelding: ja, vi favoriserer nichernes niche, ja, vi abonnerer på ideen om den skabende håndværkerkunstner, og ja, der er visse genrer der er bedre end andre.

Staten skal sætte genreorganisationernes kontroverser fri, og lade dem udfolde sig, som de nu kan. I stedet skal staten zoome ud og forholde sig til et bredere udsnit af kontroverser.

Den skal indrette sig med en parathed til dynamisk at sætte ind med støtte de steder, hvor der er et potentiale for forandring.

For at kunne det, må ideen om den individuelt skabende håndværker-kunstner udfordres af et kunstsyn, som sætter kollektiver, forankring og processer i fokus. Når den individuelt arbejdende kunstner skaber sit værk, har han kapslet de forudgående individuelt forankrede processer ind i et værk som er utilgængeligt og lukket for uindviede. Der er sket en forstoppelse et sted i systemet, og det produkt, som er kommet ud af, det er ikke egnet til at opløse sig og indoptages i de øvrige kredsløb.

De kunstneriske processer skal udfoldes i kollektiver af mennesker. Derude er der kontroverser, modsætninger og paradokser. Den eksisterende praksis anviser en model, hvor disse bliver kapslet ind i uerkendte hierarkiske strukturer. Som alternativ kan man sætte kunstneren som en facilitator for  åbne og dynamiske processer, hvor kontroverserne tages alvorligt, og hvor den fælles fordøjelse af dem er balanceret og tager højde for de kredsløb processerne tager del i.

Læs mere i denne blog: Building Sound Collectives

Fakta om Tonekunstudvalgene for den Rytmiske og Klassiske Musik

De to udvalg for tonekunsten sammensættes af en formand og 2×2 medlemmer. Kunstfondens repræsentantskab vælger 2X2 medlemmer, og Kulturministeren vælger 1. Kunstfondens repræsentantskab på sin side udgøres af “repræsentanter for Folketingets partier, for kommuner, for universi­teter, kunst­nerorga­nisationer og kunst- og kulturin­sti­tutioner m.m.” Fra musikkens institutioner sidder der 2 medlemmer fra Dansk Komponistforening og 2 fra Danske Jazz, Beat og Folkeautorer, 1 medlem fra Danske Populærautorer, og 1 medlem fra ‘konservatorierne i fællesskab’. Bekendtgørelse af lov om Statens Kunstfond

Kunstnere udpeger hinanden til at sidde i de udvalg, hvor de skal vurdere andre kunstnere og det kalder man armslængde-princippet. Målet med konstruktionen er at lægge en buffer ind mellem de folkevalgte politikere og den førte kunstpolitik. Det bygger på den forståelse, at kunstlivets repræsentanter, – forstået som kunstlivets forskellige interesse- og genreorganisationer, som nævnes med navn i lovgivningen – har den fornødne ekspertviden til at skelne god og dårlig kunst. Og at hvis politikerne skulle træffe valgene, ville de blive (parti)politisk influerede.

DPA: “DPA er en forening for komponister og tekstforfattere. Vi arbejder for større økonomisk kompensation til musikkens ophavsmænd, samt øget formidling af dansk musik på alle platforme. Blandt meget andet.”

DJBFA: “DJBFA arbejder for at sikre eksistensgrundlaget for komponister via samfundets anerkendelse af den skabende kunst og af musikkens værdi. Vi er til for at sikre ophavsretten, og for at forbedre dine vilkår som kunstner i Danmark.”

DKF: “Foreningens formål er at varetage danske komponisters (og deres arvingers) kunstneriske, faglige og økonomiske interesser.” ordet ‘ophavsret’ nævnes 9 gange i vedtægterne