The first thing that stroke me, when arriving to Cali, Colombia is the fact that
the houses don’t have walls!!
The house my wife stays in, and where I am staying untill my residency at Lugar a Dudas starts June 4, doesn’t have a wall to the patio. No wall, no doors. It’s not needed, because it is never cold, here!
The houses don’t have walls to the patio, but they do have walls to the street! And fences. Cali is a city with many gated communities.
Another thing that stroke me was the way that people are doing all kinds of things to earn a living. There is a lively business going on around every traffic light, where people are selling lollipops, cleaning windshields, and even doing acrobatics.
What’s very much in vogue right now are yellow t-shirts, from the national football team. Everything is sports right now. In Giro de Italia, the colombian team is winning. The owner of the house where my wife lives is super happy. Everyone is so proud about their bicycle champion, here!
Nature wreaks havoc in Cali
Read more about my experiences from my residency in Cali here.
My residency in Cali has been made possible with help from
Vi har brug for mere LANGSOMHED. Både for det regnvand, som alt for hurtigt fiser ned i kloakkerne, og for de mennesker, som alt for hurtigt fiser hjem for at sidde i hver sit sofaarrangement. Svaret er: VANDSTRUMENTET! Et gadeinstrument, som opsamler regnvand (i et nedlagt køleskab) og som man kan lave musik og lyde på. Det første får regnvandet til at tage den lidt med ro inden kloakken, og det sidste får mennesker på gaden til at standse op, og improvisere, lege, snakke og grine.
Vandstrumentet er et GADEINSTRUMENT, bygget af Jack Maynard & Casper Hernández Cordes.
Det er en del af projektet Vand i Gaderne, på Vesterbro i København. Vandstrumentet er på turne rundt i kvarteret, startende ved Træstubben, Vesterbros Naturværksted, ved Saxogade.
Alle kan komme og lave gadeimprovisationer, filme det, og lægge på Youtube. Send en email med filmen til denne mailadresse, og den vil automatisk komme her på kanalen:
Hvordan kan man arbejde med kompositoriske processer med unge musikskoleelever? I denne video tegner/fortæller jeg om hvilke metoder, jeg har brugt, da jeg gav en workshop den 24 – 25 oktober 2012.
Vandstrumentet vandt vand i gaderne konkurrencen på Vesterbro. Nu er spørgsmålet: skal vandstrumentet skyde knopper og få en masse aflæggere der kan blive små minivandstrumenter? Og skal de små minivandstrumenter komme med det meget enkle forslag: “Leg med vandet”? Med vand fra havnen? Som vi kan lege med inden det bliver bebygget?
Dette er en video, som dokumenterer, hvordan jeg arbejder med lyd som medie. Anders Find fra Projektland har lavet den, og det er simpelthen en perle af en video! Klipning, timing, panning, lydside, alt dette mestrer Anders til perfektion.
Her er der nogle særligt gode steder (stills fra videoen):
Hvem ville ikke gerne have 840.000 kr udbetalt i hånden, uden den ringeste forpligtelse til at gøre noget til gengæld, ja, du skal ikke en gang aflægge regnskab?
Og det er IKKE lotto. Og det er ikke en JOKE, du ER nr. 1.000.000 der læser dette. Vi SVÆRGER!!!!!!
Det eneste du skal gøre er at sende et stk. a4 ark med en beskrivelse af, hvad du vil gøre, og så hvad du har lavet det seneste års tid. Og så skal der vedlægges nogle lydfiler.
Det lyder jo forjættende, og så er det alligevel lidt af en bedrift at opnå tildelingen af Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Og det er oven i købet blevet sværere over årene – sidste år var der kun én komponist, der fik det. For musikere og komponister må det nok siges at være dén mest eftertragtede tilkendegivelse at opnå, nåja måske bortset fra den såkaldte livsvarige…, men det er en anden snak. For unge, fremadstormende kunstnersubjekter er der ikke meget tvivl om, at det 3-årige er det højeste man kan nå. I hvert fald rent økonomisk betragtet.
Hvad skal der så til? For det er klart, at det sølle a4 ark, og de tre lydeksempler du har til rådighed til at sælge dig selv på virkelig skal være overbevisende. Men det er jo klart, at det ikke kan være hele grundlaget for udvalgenes vurdering.
Man kan sende sit a4 ark til to udvalg, tonekunstudvalget for den klassiske musik, tonekunstudvalget for den rytmiske musik. Hvis man ikke synes, man hører til nogen af stederne kan man sende arket til en tredje instans, kaldet Tonekunstudvalgene i fællesskab, og det består, som navnet antyder af medlemmerne i de to Tonekunstudvalg i fællesskab.
Der sidder fem mennesker i udvalgene tilsammen. Formanden udpeges af kulturministeren, og det er tilsyneladende altid en mandlig komponist med såkaldt klassisk baggrund. Så sidder der 2 musikere eller komponister med klassisk baggrund og to andre med rytmisk baggrund.
Hvis du vil blive klogere på, hvad du skal have lavet for at komme i betragtning til at modtage pengene, så kan du se på denne liste over komponister og musikere, der har fået dem. Lyt til eksemplerne længere nede (tilfældigt udvalgt).
2010: Line Tjørnhøj (f. 1960), Tonekunstudvalget for den kl. musik; Tine Louise Kortermand (f. 1968), Tonekunstudvalget for den rytmiske musik
2009: Niels Rønsholdt (f. 1978) , Tonekunstudvalget for den kl. musik; UNDER BYEN, Tonekunstudvalget for den rytmiske musik; Laura Toxværd (f. 1977), de to tonekunstudvalg i fællesskab.
2008: Rasmus Zwicki, f. 1979, Tonekunstudvalget for den kl. musik; Lennart Ginman, f. 1960, Tonekunstudvalget for den rytmiske musik; Hans Hansen, f. 1969, de to tonekunstudvalg i fællesskab;
2007: Peter Rosendal, f. 1976, Kenneth Thordal, f. 1965, Tonekunstudvalget for den rytmiske musik; Søren Nils Eichberg, f. 1973, Tonekunstudvalget for den kl. musik; Hans Sydow, f. 1968, de to tonekunstudvalg i fællesskab
2006: Birgitte Alsted, f. 1942, Simon Steen-Andersen, f. 1976, Tonekunstudvalget for den kl. musik; Lars Møller, f. 1966, Signe Høirup Wille-Jørgensen, f. 1974, Tonekunstudvalget for den rytmiske musik; Thomas Sandberg, f. 1967, de to tonekunstudvalg i fællesskab.
___________________
Udvælgelseskriterier; udvalget fra 2005 – 2007: (– Erik Bach, formand for begge udvalg, Fuzzy, udvalget for den klassiske musik, Niels Marthinsen, udvalget for den klassiske musik, Harald Haugaard, udvalget for den rytmiske musik, Susi Hyldgaard, udvalget for den rytmiske musik) :
“Et musikudvalg vil typisk forme en samlet kvalitetsbedømmelse ud fra medlemmernes individuelle vurdering og oplevelse af fxværkets vision, fantasi, udførelse og professionalisme, originalitet, gennemslagskraft overfor målgruppen, tværæstetiske sigte, eksperiment, stringens etc. “
I oktober – november 2011 har eleverne fra 7. klasse på Ellebjerg Skole i Sydhavnen arbejdet med installationskunst i en proces som satte fokus på identitet og tilhørsforhold.Projekt RE-place blev udviklet og faciliteret af scenograf/biledkunstner Liselotte Justesen og komponist Casper Hernández Cordes, som en del af Statens Kunstråds Huskunstnerordning, i tæt samarbejde med klassens lærer, Annette Dybdal.Ideen med projektet var at styrke deltagernes oplevelse af at høre til og at blive hørti lokalområdet. De unge var med i alle dele af den kunstneriske proces, og det var centralt, at de fik ejerskab til projektet. Ved at arbejde med enkle greb og med de forhåndenværende midler skulle projektet tydeliggøre, at mulighederne for at udtrykke sig ligger ‘lige om hjørnet’ for de unge.Projekt Re-place forløb over fire faser:
Introduktion. Et forløb, hvor kunstnerne viste de unge, hvad kunstneriske processer kan. Hvordan man kan lægge et særligt blik på sine omgivelser, og derigennem på sig selv. Der blev arbejdet med eksempler på installations- og gadekunst, og deltagerne blev inddraget i de teknikker og metoder, som ligger til grund for arbejdet med kunstneriske processer.
Udforskning. Et forløb hvor deltagerne gik på opdagelse i nærområdet. Her var det deres opgave at finde et sted, de kender fra deres hverdag. Fra dette sted indsamlede de genstande og lavede registreringer i form af lydoptagelser, foto, video, noter, tegninger.
Udformning. I denne del af forløbet blev det indsamlede materiale sorteret, bearbejdet og kombineret på forskellige måder. Der blev arbejdet med idéudvikling og skitsering. Blev samlet og komponeret og gjort klar til at blive sat tilbage, re-placed.
Præsentationsfase. Som afslutning på projektet blev installationerne sat op på de udvalgte steder i kvarteret hvor de udsprang fra. Fredag den 2. december var der fernisering, hvor de unges familie og venner samt andre interesserede blev inviteret med på en installations-kunstrute. Kunstruten blev afsluttet med varm suppe ved den sidste installation, og der var lejlighed til en uformel snak mellem kunstnere, forældre og eleverne.
Lokalavisen Kgs. Enghave Bladet bragte denne artikel om Replace
Casper Hernández Cordes på vej til fernisering på Replace med Vesterbrokanonen
Eleverne havde af sig selv en narrativ tilgang til arbejdet med de steder de valgte. Denne tilbøjelighed kunne huskunstnerne bygge videre på, og inspirere til at udvide. Udfordringen var at iklæde fortællingerne nogle visuelle/lydlige former, som kunne løfte dem ud af det konkrete og over i noget mere processuelt. En af de øvelser der blev arbejdet med, gik ud på at identificere nogle følelsesmæssige udviklinger, historiens karakterer gennemlevede. Disse udviklinger blev ‘oversat’ til nogle forskellige lyde, som eleverne så kunne flytte rundt i rummet ved hjælp af smartphones. I dette mini-værk er flaske-lyde og hjemmelavede fuglelyde, som bliver bevæget rundt i rummet.(Kan med stor fordel høres i høretelefoner)
For at kunne arbejde med lyd som gadekunst brugte eleverne qr-koder. Med en smartphone og en qr-kode-læser app, f.eks. I-nigma, kan du scanne koden og komme til den website hvor lyden ligger
Læs og lyt til P2s reportage fra ferniseringen på Replace
Den årligt tilbagevendende Wundergrund Festival rummer i år også en workshop om improvisation, “Improvising Wundergrund” med pianist Anders Filipsen og komponist Casper Hernández Cordes som facilitatorer. De tre udvalgte deltagere, Pernille (23), Daniel (18) og Sebastian (16) var med til åbningskoncerten lørdag aften med Jeppe Just Instituttet. Dagen efter, søndag den 31.10.2011, starter de to facilitatorer workshoppen op med at afspille nogle passager fra koncerten, som deltagerne særligt har hæftet sig ved. Disse bidder med lyd/gestik, ‘kernelydene’, danner udgangspunktet for en tre timer lang workshop med efterfølgende koncert.
“Det vi gerne vil med denne workshop, er at arbejde med lyd på en måde, hvor vi i stedet for at tale i fastlagte termer, som genre, akkorder, skalaer og den slags, i stedet tager udgangspunkt i selve lyden, og går til den på forskellige måder, hvor vi trækker på andre modaliteter.” – Casper Hernández Cordes
En af de modaliteter, der trækkes på, er RUMMET. Øvelsen går ud på, at nogle af deltagerne går frem og tilbage mellem “0 %” og “100 %” på gulvet med et skilt i hånden, hvor der står “PITCH” (tonehøjde), “VOLUMEN”, “TÆTHED” (eller ‘hastighed’). Musikerne skal koncentrere sig om, hvad de menneskelige ‘skrue-op-og-ned-knapper’ laver. Det kræver MEGEN koncentration.
En anden modalitet, som der arbejdes med, er de associationer, som kernelydene vækker hos deltagerne. Anders Filipsen støtter deltagerne i at finde disse kvaliteter frem på instrumenterne. Det skærper opmærksomheden på et instrument som et objekt der kan frembringe lyd ligesom andre objekter, og det sætter den aura og utilnærmelighed, som vi måske kan have en tendens til at forbinde med et instrument lidt på pause.
En tredje modalitet som blev brugt som løftestang til arbejdet med lyd, var det narrative / ekspressive. Koblingen mellem denne modalitet og musikken foregik via Caspers instrument Anthropomorfer. Med dette instrument er det muligt at forme en kernelyd med sin stemme. Deltagerne lavede en øvelse, hvor de gik rundt og talte med hinanden ud fra de følelser, kernelydene vakte i dem. Efter at alle havde talt sig varme blev der sat en mikrofon op mellem to samtalepartnere, og mens de fortsatte med at tale blev bidder af deres fraser – som jo nu var ganske autentiske – optaget og brugt til at forme kernelydene med.
Efter arbejdet med de forskellige modaliteter var deltagerne klar til at gå ind i lydene med deres instrumenter i en serie af korte fri improvisationer :
Efter tre indholdsmættede timer begyndte publikum at møde frem. Facilitatorerne fortalte kort om dagens arbejde og så blev publikum selv sat i gang. De skulle nu fungere som levende knapper, der skruer op og ned for forskellige parametre. For hver musiker var der to publikummer, med hver sit skilt. Ét instrument kunne for eksempel blive styret af to mennesker med hver sit skilt hvor der stod “VOLUMEN” og “HASTIGHED”. Når “VOLUMEN” kom tættere på, spillede musikeren kraftigere, og vice versa. Samme princip for “HASTIGHED”.
Her er, hvad kameraet fangede:
Og her er så hele holdet sammen med facilitatorerne i fri improvisation med publikum på:
Dato: 7. oktober 2011
Sted: Global, København
Fotos: Ivonne Hernández Cordes & Luis Pacheco
Interview & tekst: Casper Hernández Cordes
Son Palenque, koncert i Global, København. Fotos af Ivonne H. Cordes
“Son, paaLENqueeeeeeeee” råber Justo Valdez, “de CoLOMbiaaaa” tilføjer Luciano Torres, og så kører det ellers derudaf med maracas, tambor alegre, tambora, claves og de andre instrumenter som er typiske for den afrocolombianske folklore. Syvmandsorkesteret Son Palenque har været på banen i over 30 år, og har haft en masse succeser. I aften spiller de på Global i København, og dansegulvet er fuld af danseglade mennesker.
Inden koncerten har jeg interviewet bandets leder, Justo Valdez omme backstage. Jeg spurgte Justo Valdez, om der var en sammenhæng mellem det afrocolombianske sprog de taler, Bantú/Criollo de Palenque, og den musik de laver. Her er Justo Valdez’ svar:
Han fortæller om den kreative proces bag en af deres sange: I bjergene omkring den landsby, hvor gruppen kommer fra, San Basilio de Palenque er der et irriterende lille insekt som stikker, og det klør helt forfærdeligt. Det må være noget i stil med en knot. På et tidspunkt går Justo rundt sammen med nogle andre medlemmer fra Son Palenque, og de begynder at klaske de små djævle, og klø sig og trampe i jorden, og deraf kom tekst og rytme til sangen. De små stikkende bæster hedder kuku på Bantú. Det meget enkle budskab i sangen ‘mina kuku mona’ kan vel oversættes til noget i stil med ‘se den knot, klask den’. Her er et uddrag af nummeret fra koncerten:
Jeg havde spurgt Justo Valdez om, hvad de gjorde i San Basilio de Palenque for at deres sprog og folklore kunne overleve, og han fortalte mig om Fundacion Transformemos, og om hvordan han selv og de andre medlemmer fra gruppen underviser i folkemusikken, dansen og sproget, så de kommende generationer kan bære traditionen videre. Desuden er der en times undervisning dagligt i skolerne i Bantú. Ikke nogen diabolisering af tosprogethed hér! Han afrundede sit svar med en sang:
… jeg er usikker på, om ‘chinito’ skal forståes bogstaveligt, altså som ‘lille kineser’ eller i den daglige betydning: et lille barn… Men ‘mi raza ya no esta pura’, altså ‘min race er ikke længere ren’ skal lige køres igennem et par filtre før den passerer hos en dansk læser. Det prøver vi lidt længere nede.
Interview med lederen af Son Palenque, Justo Valdez. . Foto af Ivonne H. Cordes
Tomas Valdez og Alfredo Olmos på tambores:
Los Tamboleros i det afrocolombianske folkoreorkester Son Palenque. Tomas Valdez på Tambor Alegre og Alfredo Olmos på Tambora. Foto af Ivonne H. Cordes
Enrique Tejedor synger Mi Abuelo Se Murió (min bedstefar er død):
…. imens gruppens tambolero ‘dør’, og musikere og publikum bærer ham bort.
Her svinges der med arme over den døde... Foto af Luis Pacheco
En funky baggrund eller hvad?
Da vi indledte interviewet med Justo Valdez blev Ivonne og jeg ved med at vende tilbage til gruppens brug af elektriske instrumenter, og hvordan de havde valgt at blande deres folklore med moderne udtryk og så videre, og hver gang lød svaret, at gruppen lavede “folclor puro!”, og at det var kun når grupperne ville være kommercielle, at de brugte andre instrumenter. Grunden til vores forvirring var, at vi i vores forarbejde op til interviewet havde kigget på gruppens baggrund, og fra alle kanter af WWW vælter det ind med, hvordan gruppen har udgivet plader med ‘afrobeat’, og vi har set på billeder af Justo Valdez i læderjakke og -cap. Min konklusion er, at Son Palenque har haft en flirt med elbas og -guitar i 70 – 80erne, muligvis for at sælge plader… Justo Valdez fortalte selv om, hvordan folkloregrupperne fra den atlantiske del af Colombia for 18-20 år siden udgav LPer og tjente penge nok til at klare sig af deres musik. Men med CDen og pirateri var det slut, og medlemmerne fra Son Palenque begyndte at arbejde som håndværkere, strandsælgere, mm. Nu kan de klare sig igen på at spille “ren folklore”. Det virker på mig som om, at det er her, musikerne har deres hjerte, og at alt det funky og afrobeatede har været en gimmick fra nogle pladeselskaber…
Ivonne på scenen. Foto af Luis Pacheco
Hvordan kan vi lytte til denne musik, når der ikke er noget bas, der er ikke engang nogen melodi-instrumenter. Vores pop-mættede ører hungrer efter melodi, bas, grooves… Prøv at lytte til det her:
Eller her:
Race eller hvad?
Der sker simpelthen en masse i den måde at bruge stemmen på, i den måde at bruge slagtøjet. Og hvad handler så denne enkelhed, denne tætte forbindelse mellem sprog og sang, dagligliv og rytme?
Der er 1.500 mennesker tilbage, der taler Criollo de Palenque, i følge UNESCO. Bekymringen over de unge, der flytter til storbyen eller udlandet eller gifter sig med nogle ‘udefra’ er ulige meget mere til at tage at føle på, på den baggrund.. Til sammenligning er dansk blandt de 20 mest talte sprog i verden. Så vores lavloftede bekymringer om at vores sprog skal ‘angloficeres’, at ‘de tosprogede’ ikke kan ‘integreres’ hvis de modtager modersmålsundervisning i folkeskolen, at vores kultur er i fare pga. globaliseringen og hvad har vi, – de har ikke mange ben at gå på i det perspektiv. Når der i Colombia tales om ‘race’ sker det i positive vendinger. Man fejer “El dia de la Raza”, – ‘racedagen’ hvert år den 12. oktober, for at markere Colombus ankomst til Amerika, og for at fejre sameksistensen og blandingen af racerne i landet.
Hvordan skaber vi kulturelt bæredygtige fællesskaber? Og hvordan kan lyd som udtryksform drive denne udvikling? Det er spørgsmål, jeg stiller med denne blog. God læsning!
Casper Hernández Cordes på vej til fernisering på Replace med Vesterbrokanonen
Ører med Filter 