Tag-arkiv: computerspil

FONOKOLAB, – et digitalt værktøj til at arbejde med lyd som udtryksform i klasseværelset

Det lyder ikke så godt i folkeskolen. Musikundervisningen som fag bløder, både internt og eksternt. De såkaldte kreative fag bliver skubbet til side til fordel for fag, som bliver betragtet som vigtigere for en bæredygtig samfundsudvikling. Men sådan skal klaveret ikke spille! Hvis vi i vores fællesskaber vil have mennesker der vokser op og som på selvbåren, reflekteret og samskabende vis kan bruge lyd som en udtryksform, så skal lyden som medie meget mere i spil – og på en radikalt anderledes måde – i den daglige undervisning i folkeskolen.

Af komponist Casper Hernández Cordes

Læs videre om rummet som modstand, om kollektive arbejdsprocesser, og om at bruge stemmen som impulsgiver til at arbejde med kompositoriske processer i klasseværelset

I projektet Gaden som Instrument har jeg i halvandet år arbejdet med mit eget digitale værktøj Anthropomorfer. Jeg lavede en række gadeworkshops med tilfældige forbipasserende som deltagere. Med de ultrahøje krav til umiddelbar forståelighed og en hurtig indlæringskurve der er i dette format har jeg fået et ret klart billede af, hvad der virker og ikke virker, når det drejer sig om at sætte folk i alle aldersgrupper og med alle slags baggrunde til at arbejde med kompositoriske processer.

Med Fonokolab vil jeg omplante de metodologiske og teknologiske erfaringer fra Gaden som Instrument  til et nyt miljø, nemlig folkeskolen. Det nye er, at det ikke længere er en komponist som står med ansvaret for at facilitere forløbet, men en folkeskolelærer. Det stiller nogle nye krav til brugergrænsefladen, men det er især i det metodologiske/didaktiske, at der er behov for en indsats. Derfor er jeg for tiden i gang med at fundraise til et større projekt BRUG LYDEN!! som skal sørge for en grundig afdækning, afprøvning og forankring af nye metoder og værktøjer. Men her noget om de foreløbige resultater i udviklingen af Fonokolab.

!!Læs frisk videre!!

En teknologi er ikke værdineutral, og det samme gælder de værktøjer jeg er i gang med at udvikle. Lad os derfor få værdierne helt frem i lyset!

  • Fonokolab lægger op til gruppearbejde. De fleste eksisterende digitale værktøjer er bygget mhp. at en enkelt bruger ad gangen via mus, keyboard touchscreen osv., giver impulser til de kompositoriske processer. Fonokolab har distribueret interfacet ud på de enkelte smartphones (se tekniske detaljer nederst i teksten). En enmandsproces med Fonokolab vil ikke give et resultat der rummer de samme kvaliteter. Det bliver simpelthen mere spændende at være flere om det.
  • Det er stemmen der er den primære impulsgiver. Digitale værktøjer vil ofte skulle betjenes via et tastatur og mus, eller et midi-keyboard. I disse tilfælde vil selve det motoriske element ikke være del af en udtryksproces, men vil være nødvendige bevægelser for at få maskinen til at gøre det, brugeren ønsker. Derfor vil processen primært være logisk-deduktiv. Når der bruges en touchscreen, som med ipad, kan man komme tættere på en intuitiv tilgang, men oftest vil det være nye slags færdigheder der kræves tillært. Med Fonokolab er det meget enkle rent motorisk tekniske færdigheder der kræves, – at stille sig foran en mikrofon, vende sin mobiltelefon med skærmen nedad og kunne betjene et enkelt interface på smartphonen. Og ikke andet. Resten er en sag mellem brugerens ører, stemme, og bevægelser i rummet. Det ligger meget tæt op ad den måde vi som mennesker grundlæggende bruger lyd som udtryksform i vores daglige liv, – nemlig gennem talen, gestikken og mimikken. Filosofien er, at vi har et meget direkte forhold til at udtrykke os ad disse kanaler, og at vi med et digitalt værktøj kan forlænge disse processer ind i et andet medie, og dermed tydeliggøre, forstærke og pege på dem, i en didaktisk-kompositorisk kontekst.
  • Derfor vil værktøjet også i højere grad give deltagerne mulighed for at arbejde med de kompositoriske processer på lydens præmisser. Ofte, når man arbejder med disse processer med deltagere som ikke er professionelle musikere vil andre dagsordener hurtigt tage over. Det er en stor udfordring at holde fokus på lyd som noget der kan formes i tid, i kompositoriske forløb.
  • Fonokolab lægger op til en kompositorisk proces som udspringer af deltagernes bevægelser i rummet. I modsætning til akustiske instrumenter – som oftest giver brugerne alt for stor modstand – er det med digitale værktøjer meget let at lave store og komplekse bevægelser i lyden over kort tid. Udfordringen for mange ikke-musikere er at holde igen, at give de kompositoriske processer den tid, som skal til. Fonokolab lægger op til at  deltagerne skal bevæge sig i et FELT og dermed vil den fysiske afstand og tilstedeværelsen af andre deltagere og objekter (og i Gaden som Instrument også forbipasserende cyklister!) udgøre naturlige modstande, som tvinger deltagerne til at udfolde processerne over tid. Når deltagerne bevæger sig rundt mellem hinanden i rummet vil det lægge op til leg, til spontanitet, og også til en ‘scene’, hvor forskellige elementer af et emne kan gestaltes i forhold til hinanden.
  • Selve den lydlige side af forløbene behøver ikke nødvendigvis være i fokus under gestaltningen af dem, men idet deltagerne efter en session sætter sig og lytter koncentreret til forløbene kan disse stå tydeligere frem, og gøres til genstand for analyse, diskussion og refleksion. Ved at gøre de kompositoriske processer fysiske og rumlige vil der ske en affokusering på det prækonceptuelle, og det kan være frigørende, da ikke-musikere ofte vil falde i ret mainstreamede fælder, hvis de bliver bedt om (bevidst) at konceptualisere kompositoriske forløb. Der ligger et væld af nuancer i de scripts, som børn og unge er i stand til at gestalte i fysisk-rumlige aktiviteter, og disse nuancer bliver spejlet i de lydlige forløb i Fonokolab.

Elementerne i denne filosofi kan til en vis grad kodes ind i det digitale værktøj, ved at inkludere visse muligheder, og udelukke en hel del andre. Men kunsten i projekt BRUG LYDEN!! bliver at give den enkelte folkeskolelærer de metodiske færdigheder til at kunne arbejde med værktøjet i forløb med skolebørn, som baserer sig på fællesskabet, på stemmen som impulsgiver og på lydens egne præmisser.

Screenshot fra Fonokolab, – et digitalt værktøj som skal gøre det muligt at arbejde med lyd som udtryksform i klasseværelset

Lidt om det tekniske (Her kan dryplæses!)

Rent teknisk er Fonokolab et digitalt værktøj udviklet i et software, som installationskunstnere, VJs og elektronika-musikere bruger, det objektbaserede MAXMSP, bygget som en app, der kan bruges på både MAC og WINDOWS. Setuppet bruger teknologier, som er tilgængelige i de fleste klasseværelser, og indeholder:

  • en computer / bærbar
  • et sæt højttalere
  • et wifi netværk
  • en smartphone pr. deltager, med en app, TouchOSC (ANDROID og IOS), knyttet til computeren via OSC

Følgende værktøjer kan være med til at udvide mulighederne:

  • 1 – 2 mikrofoner, tilknyttet den bærbare
  • en interaktiv tavle

Der kan være seks smartphones tilknyttet ad gangen, og hver deltager – hver ‘spiller’ går igennem følgende forløb:

  1. De deltagende smartphones ‘logges ind’ i Fonokolab, så de kan styre optagelse af lyde, panorering og volumen i programmet.
  2. Trække en LYD ind. Hver spiller trækker en lyd ind, enten direkte fra rummet med en mikrofon, eller i computeren ved at dragge-droppe ind i Fonokolab. Lyde fra deltagerens smartphone, fra Nettet, fra omgivelserne osv. kan bruges. LYDen afspilles som et loop, styret af deltagerens lydform:
  3. LYDFORM. Deltageren vender sin smartphone på hovedet, og udtrykker sig med sin stemme i mikrofonen. Fonokolab laver en analyse af stemmen ift. melodi og volumen. Spillerens LYD afspilles dermed i højttalerne, formet i afspilningshastighed af stemmens melodi, og i volumen af stemmens lydstyrke. Samtidig optages analysen, – LYDFORMen – som en (fake) lydfil i en buffer~. Når deltageren vender sin smartphone med skærmen opad igen afspilles LYDFORMen som et loop. Kombinationen af LYD + LYDFORM bliver en FRASE, og da de to loops ikke nødvendigvis har samme varighed, opstår en uendelighed af (mikro)variation i udtrykket.
  4. De andre spillere går igennem den samme mølle. Hver deltager kan til hver en tid ændre på sin LYD, og sin LYDFORM, og dermed on the spot lave meget konkrete og hørbare ændringer i FRASErne.
  5. Et FELT defineres på gulvet, foran højttalerne, og den enkelte spiller flytter med smartphonen sin FRASE rundt i lydbilledet – via panorering og volumen – samtidig med at han/hun bevæger sig rundt i FELTet. Hver deltager kan således se, hvor hver af de andre deltagere befinder sig i rummet, og høre, hvor deres lyd befinder sig i lydfeltet.

Relaterede links:

http://www.fonografit.dk

https://www.facebook.com/fonografit

https://twitter.com/fnogr #skolechat #kmpchat #gbl

En huskunstners noter #01

Mandag den 7. november 2011, Ellebjerg Skole, morgen.

Jeg havde POWRRGRRLS og The Slappy Joes først, begge grupper på samme tid, i hvert sit lokale. På den måde havde de 2 lektioner hver. Jeg ville dels give dem mere tid, og ved at sætte begge grupperne i gang på en gang var jeg jo tvunget til at give dem tid uden mig. På den måde kunne de også få mere tid til at arbejde med deres eget projekt, og forhåbentlig tage mere ejerskab. Den tredje gruppe, Brandhønsene kalder jeg dem, fik den tredje lektion alene, skarpt overvåget af mig. Jeg havde jo valgt den opdeling fordi jeg havde oplevet, at denne sidste gruppe var sværest at motivere. Og så blev det alligevel den omvendte verden: de to første grupper arbejdede totalt ukoncentreret, og den sidste var en drøm.

POWRRGRRLS skulle udarbejde deres scener mere i detaljer og notere, hvilke lyde og replikker, der skulle til. Og The Slappy Joes skulle redigere deres lyde i Audacity på skolebibliotekets computere. POWRRGRRLS arbejdede koncentreret i måske et halvt minut, og så gik der fjol i den indtil jeg kom op og satte dem i gang igen. Sådan gentog det sig gennem begge lektioner. De havde dog til sidst udarbejdet en tekst med tre scener, og et lidt løseligt plot. Tredje scene hang lidt, og havde ikke meget kød på… Og drengene i Slappy Joes fik arbejdet godt i et godt stykke tid, men da jeg kom ned til sidst var de i fuld gang med at vælte rundt på biblioteket. De havde isoleret en 4 – 5 lyde tilsammen, men havde logget af, og derfor var filerne forsvundet fra deres skrivebord da jeg bad dem logge på og lægge filerne på usbnøglen. Undtagen to filer, som jeg reddede. Nu har jeg bedt en af drengene kigge på det hjemme. Jeg har sendt ham en mail med links til Audacity og de store lydfiler, de selv har optaget i fredags.

Så er det helt spildt på de to grupper? Jeg tror det ikke. Jeg håber, de har fået mere ejerskab til arbejdet. Drengene har da lært noget om at redigere lyde. Min ide om at skabe en brændende platform for POWRRGRRLS faldt lidt i oceanet. Det gav dem ikke nogen særlig motivation og fremdrift at jeg foreslog en deadline allerede på fredag til deres opvisning for klassen. Det var ikke muligt mente de og dermed var den sag lukket.

Den sidste gruppe, Brandhønsene viste sig at være den bedst arbejdende. En af pigerne, N, havde skrevet en første scene og printet den ud i tre eksemplarer. De var helt på at lave scenen med kommentatorstemme, lydeffekter og skuespillerinde. Det var første gang de arbejdede med Anthropomorfer, og de var tilpas fascinerede af mulighederne. Jeg viste dem, hvordan jeg kunne lave lyden af en brandalarm ved at bruge et metal håndtag, jeg bankede mod bordet, og bagefter loopede. Det lød egl. meget rigtigt! Jeg bad dem finde ud af, hvilke lyde der skulle til scenen. Kartofler der koger, et brusebad, snusen og brand. Vi lavede lydene allesammen på en gang. De kogende kartofler kom til at som en slags smølfekor. Ganske sødt og sjovt.

Da de arbejdede med selve scenen gik det hurtigt op for dem, at det ikke var smart at læse teksten op til scenen i normalt læsetempo. Begivenhederne (i form af S. som spillede hovedpersonen) havde ikke tid til at følge med! I et take to var oplæseren N. derfor nødt til at sætte tempoet ned og følge med i, hvad S havde tid til. F styrede lyden. Når oplæseren sagde “så gik Amira i bad” skruede F hurtigt op for bruse-lydene og ned igen, med det samme! Jeg opfordrede derfor til i anden omgang, at F lod lydene vare den tid, som det varede i scenen. Da vi havde optaget det næste take var pigerne dog imod at lydene skulle spilles samtidig.

Hvad så med min dagsorden med at få gang i arbejdet med kunstneriske processer med lyd? DET ER da på vej. Med brandhønsene er det jo løftestangsprincippet. Jeg prøver at vippe det processuelle ind via det narrative. Og faktisk kom vi jo et stykke på vej allerede ved at de opdagede, at det ikke nyttede noget at læse teksten til scene op i et normalt læsetempo. Fordi de narrative processer ikke kunne følge med. De har en tendens til at fokusere på de sekventielle elementer frem for de processuelle. Da F for eksempel illustrerer lyden af bad ved hurtigt at skrue op og ned, uden blik for, at hovedpersonen faktisk er i bad over en tid.

Jeg tror, at jeg kan lukke op for de processuelle aspekter, tilstandene og overgangen mellem tilstandene ved at gå videre af dette spor.

Vi får se.

feltoptagelser med POWRRGRRLS
POWRRGRRLS laver feltoptagelser til historien om Børge, lokal spritter

Publikum som levende knapper der styrer musikerne

– en workshop om improvisation

Den årligt tilbagevendende Wundergrund Festival rummer i år også en workshop om improvisation, “Improvising Wundergrund”  med pianist Anders Filipsen og komponist Casper Hernández Cordes som facilitatorer. De tre udvalgte deltagere, Pernille (23), Daniel (18) og Sebastian (16) var med til åbningskoncerten lørdag aften med Jeppe Just Instituttet. Dagen efter, søndag den 31.10.2011, starter de to facilitatorer workshoppen op med at afspille nogle passager fra koncerten, som deltagerne særligt har hæftet sig ved. Disse bidder med lyd/gestik, ‘kernelydene’, danner udgangspunktet for en tre timer lang workshop med efterfølgende koncert.

“Det vi gerne vil med denne workshop,  er at arbejde med lyd på en måde, hvor vi i stedet for at tale i fastlagte termer, som genre, akkorder, skalaer og den slags, i stedet tager udgangspunkt i selve lyden, og går til den på forskellige måder, hvor vi trækker på andre modaliteter.” – Casper Hernández Cordes

En af de modaliteter, der trækkes på, er RUMMET. Øvelsen går ud på, at nogle af deltagerne går frem og tilbage mellem “0 %” og “100 %” på gulvet med et skilt i hånden, hvor der står “PITCH” (tonehøjde), “VOLUMEN”, “TÆTHED” (eller ‘hastighed’). Musikerne skal koncentrere sig om, hvad de menneskelige  ‘skrue-op-og-ned-knapper’ laver. Det kræver MEGEN koncentration.

En anden modalitet, som der arbejdes med, er de associationer, som kernelydene vækker hos deltagerne. Anders Filipsen støtter deltagerne i at finde disse kvaliteter frem på instrumenterne. Det skærper opmærksomheden på et instrument som et objekt der kan frembringe lyd ligesom andre objekter, og det sætter den aura og utilnærmelighed, som vi måske kan have en tendens til at forbinde med et instrument lidt på pause.

En tredje modalitet som blev brugt som løftestang til arbejdet med lyd, var det narrative / ekspressive. Koblingen mellem denne modalitet og musikken foregik via Caspers instrument Anthropomorfer. Med dette instrument er det muligt at forme en kernelyd med sin stemme. Deltagerne lavede en øvelse, hvor de gik rundt og talte med hinanden ud fra de følelser, kernelydene vakte i dem. Efter at alle havde talt sig varme blev der sat en mikrofon op mellem to samtalepartnere, og mens de fortsatte med at tale blev bidder af deres fraser – som jo nu var ganske autentiske – optaget og brugt til at forme kernelydene med.

Efter arbejdet med de forskellige modaliteter var deltagerne klar til at gå ind i lydene med deres instrumenter i en serie af korte fri improvisationer :

Efter tre indholdsmættede timer begyndte publikum at møde frem. Facilitatorerne fortalte kort om dagens arbejde og så blev publikum selv sat i gang. De skulle nu fungere som levende knapper, der skruer op og ned for forskellige parametre. For hver musiker var der to publikummer, med hver sit skilt. Ét instrument kunne for eksempel blive styret af to mennesker med hver sit skilt hvor der stod “VOLUMEN” og “HASTIGHED”. Når “VOLUMEN” kom tættere på, spillede musikeren kraftigere, og vice versa. Samme princip for “HASTIGHED”.

Her er, hvad kameraet fangede:

Og her er så hele holdet sammen med facilitatorerne i fri improvisation med publikum på:

Læs mere om Wundergrund her: http://www.wundergrund.dk/improvising_wundergrund

Læs mere om Anders Filipsen her: http://www.myspace.com/andersfilipsen

Om Casper Hernández Cordes: http://www.akutsk.dk

Download Anthropomorfer gratis her.

The Vrøvlomat – et værktøj til at få tungen på gled

Q: “se å få tungen på gled”

A:”Ped å te få ed så? Glungen på ungen fe så ped glå tå. Glungen så få ped tå e. Å fed tungen se på glå!! Å få glungen te. Sed på så glå ed!? På fe? Tungen få så å pe glungen. Ted glå tå. Pe å!?”

– The Vrøvlomat

Vrøvlomaten er et værktøj, som skal hjælpe os med at komme ud over rampen, frem i skoen, op i gear, i spil Vi skal få tungen på gled, turde turde, gi den gas, lette på hæmningerne, lukke op for godterne, gribe gulvet, gøre os gældende,  – og så vid’re!

Alene mængden af udtryk som vi har på det danske sprog, der på den ene eller anden måde handler om at komme ud af busken, gi los, fyre den af, osv. osv., vidner om, at det er noget som optager os meget, det der med at få lukket op for sluserne, krænget vort indre ud, og få det sagt, for pokker.

Det er vel heller ikke nogen tilfældighed at vi har en solid tradition i Danmark for vrøvlevers, vrøvlerim, vrøvleremser, ordspil, og hjemmelavede ord. Tænk på vores litteraturhistories farserede fædre og broderede brødre, heltinder som Skrit-skritterit-skratskrirum-skrit, søren-og-alle-de-andre-børen, og vores medlidenhed med snøvsen fordi alle går fra den.

Hvad skal der til for at få tungen på gled hos folk, der skal øse af deres inderste, være autentiske, og række ud til hinanden med deres stemmer?

HER er svaret ….. THE VRØVLOMAT – køb den nu og tal sort til din nabo før han taler sort til dig.

Sådan ser programmet ud på din computerskærm

Kan downloades her.

Når lydene sprættes op og smøres ud på gulvet

En søndag på Holmen, Rytmisk Musikkonservatorium. Tahina, improvisationsorkester, og Casper Hernández Cordes, komponist, afprøver forskellige metoder til at inspirere unge mennesker til at arbejde med lyd, hvor vi inddrager forskellige modaliteter: rum, stemme, instrumenter, inventar..

Her bruger vi rummet, altså det fysiske rum vi befinder os i, som en model for, hvordan lydene kan formes. Adam er “Volumen” og Håkon er “Tonehøjde”. De bevæger sig mellem to punkter i rummet, ved det ene punkt er Volumen og Tonehøjde lav, og ved det andet høj/kraftig. Anders ‘oversætter’ deres bevægelser på klaveret.

En tilsvarende øvelse, men med omvendt fortegn er, når deltagerne bevæger sig rundt i rummet, og deres bevægelser bliver mimet af lyd, styret fra smartphones. Læs mit blogindlæg fra workshoppen med 3.f. i Albertslund.

“Singstar kan du nu godt vinde, selvom du er tonedøv”

Efter at have trawwwlet lidt rundt synes jeg det ser ud til at der er tre ting, man kan sige om Singstar. For det første er det over en bred kam meget vel modtaget. Spilkritikerne er vilde med det. Og det har sågar vundet en pris, som lader til at være vigtig indenfor den boldgade. For det andet er det ekstremt populært og udbredt. Der er solgt over 20.000.000 enheder af spillet, og det  topper dermed som det mest solgte nogensinde. For det sidste er det oven i købet anerkendt af forskningen. Der er forskere, der ser det som et positivt alternativ til de typisk voldelige computerspil, “shoot, kill and hunt”, der ellers er på markedet. Andre forskere roser det for at tilbyde en anden måde at interagere med computeren, – altså med sin stemme frem for med et joystick. Og så er der dem, der mener, at det er pædagogisk og stimulerende for børns kreative udvikling.

Problemet med Singstar og lignende produkter er ikke, at de er populære, og at mange mennesker hygger sig med at lege med dem. Problemet er, når man tror, at de gør os mere ‘kreative’ eller ‘musikalske’.  I en tid hvor computeren er blevet standardsvaret når man taler om f.eks. folkeskolens udfordringer, og hvor spilglade forskere falder over hinanden for at forsikre os om, at det bestemt ikke er farligt at spille computerspil, men at det tværtimod udvikler os og stimulerer læringen, er det desto vigtigere at sætte fokus på, hvad teknologierne gør. For det burde stå klart, at en digital teknologi ikke bare på neutral vis stimulerer og udvikler. Eller modsat bare er skadelig og farlig. Som for alle andre teknologier ligger der nogle bestemte måder at opfatte tilværelsen til grund, og de åbner lige så mange muligheder som de sætter begrænsninger. Eller med Bruno Latours ord:

technology is made by humans, substitutes for the actions of humans, and shapes human action.” 

Bag Singstar ligger der en teknologi som gør programmet i stand til at analysere de lyde der kommer ind. Når du synger, viser spillet din sang på skærmen repræsenteret som streger, hvor du kan se om du rammer tonen eller ej. Rammer du ikke tonen bliver der vist en streg over eller under den på forhånd angivne, 'korrekte' streg. Du får kommentarer med på vejen som cool, good, okay, bad eller awful

Singstar understøtter et syn på ‘musikalitet’, som en evne til at ramme tonerne korrekt. Dette syn er med til at fastholde den måde vi til dagligt taler om og forstår ‘musikalitet’, nemlig som noget man har eller ikke har.

Her et par eksempler på, hvad folk i almindelighed taler om, når de taler om deres egen ‘musikalitet’ :

Hvilken færdighed ville du gerne mestre?
At kunne synge. Jeg elsker at være med til at synge, men jeg har ikke en tone i livet. Jeg kan mærke den fantastiske glæde, det kan give, når jeg endelig tør.”

“der er kun otte dage til min konfirmation!!!! Og jeg føler mig meget slet ikke klar!… Og jeg er bstemt ikke musikalsk anlagt, medmindre det er på klaver eller keyboard, og synger pivfalsk, så hvordan skal jeg kunne lave en sang??”

Når almindelige mennesker taler om ‘musikalitet’, taler de om at have toner i livet, at synge ‘rent’, og at kunne ramme tonerne. Singstar tager udgangspunkt i den samme forståelse, og man kunne tro, at spillet var en hjælp for folk til at kunne ramme tonerne. Det er det nok også i mange tilfælde. En del mennesker vil sikkert kunne bruge spillet til at blive bedre til at ramme rigtigt. Kan Singstar så hjælpe folk til at komme af med den følelse af mindreværd, og manglende musikalitet? Prøv at læse, hvad “Monster Bridezilla” mener om den sag på bryllupsklar.dk:

“Min kæreste ville ikke kunne lide hvis jeg sang for ham for jeg synger virkelig falsk – har engang prøvet singstar på playstation og der skrev den også at jeg var tonedøv :thumbsupsmileyanim:

Det er klart, at de nye elektroniske teknologier kan udvide vores muligheder for at være kreative og innovative og musikalske, og hvad vi ellers vil kalde det. Men den måde disse muligheder udnyttes i Singstar og lignende programmer er for mig at se en indsnævring. Singstar ses som en avanceret efterfølger til Karaoke, fordi det tillader en teknologisk mere udviklet form for interaktion. Men set i forhold til vores muligheder for at udtrykke os med lyd, er det et stort tilbageskridt. Karaoke, hvor plat du end synes det er, tillader dig i det mindste at frasere frit, at forskyde rytmer, at lægge pauser ind. I Singstar bliver du straffet for den slags. Spillet sætter lighedstegn mellem musik og korrekthed. Singstar er for musikken, hvad pisaundersøgelserne er for folkeskolen: et tilbageskridt til det målbare, det kontrollable og det kontrollerede.

Singstar understøtter og forstærker altså det vi til daglig er så gode til, nemlig at sætte mærkater på hinanden. Vi får her en indiskutabel autoritet til at sætte en endelig stopper for enhver diskussion i de små hjem om hvem der er ‘musikalsk’ eller ‘tonedøv’.

Spillet roses for at lægge op til sociale aktiviteter i en gruppe, og det er jo et fremskridt i forhold til den isolerende effekt vi frygter af computerspil. Men i forhold til hvilke muligheder, der kunne ligge i at få folk til at være anerkendende samskabende med lyd i et kollektiv, puster Singstar til den sociale kontrol i gruppen og giver de stærke ekstra ammunition til at pege fingre af de svage.

Kan man lære mere om musikalitet med en papkasse og en pind? Læs min blogpost og vurdér selv.

Hvis vi vender tilbage til vores sønderknuste “Monster Bridezilla” med den musikalske selvværdsfølelse et godt stykke under gulvbrædderne, bliver hun (heldigvis?) kommet til undsætning af  “Ebes”, som skriver:

Singstar kan du nu godt vinde, selvom du er tonedøv- det handler bare om at skrue op og ned i tonelejet- du kan sågar vinde det ved at synge la la la la hele sangen igennem, så lad dig ikke slå ud af det 😉