Tag-arkiv: “Affektiv afstemning”

#012 MAND HUND JORD – er dyrene i virkeligheden animationer?

Og i øvrigt vil jeg tilføje:

På vej fra Hirsholm til Sorø på motorvejen.

“Jeg ser de her tejster, deres måde at jage hinanden, så dykker den ene, og den anden dykker efter, og de kommer op længere henne, de jagter hinanden, både over og under vandet og i luften, alle de steder, der har adgang til at færdes; og de er gode til at dykke; de dykker jo ned for at fange deres fisk, så de er nogle gode dykkere; ned under vandets overflade; for dem er luften og vandet to væsker de kan opholde sig i, de kan færdes i; og overfladen af vandet, den pjasker de i; og når de pjasker i denne overflade af vandet, så er det jo faktisk det samme vand, kan man sige, som er i stillehavet eller i Atlanterhavet, og i hele verden, alle de store have er forbundne; det vand der er ved Hirsholm er forbundet til det vand der er ved Cuba og Singapore …. Men det er jo også på en måde det samme hav, der er indeni tejsten; og på en måde også indeni dig; og i mig; og den overflade, altså vandets overflade, som på en måde er luftens underflade, det er jo en form for membran; ligesom tejstens overflade, dens fjerdragt, er en form for membran, som holder tejstens indre, som på en måde er hav, adskilt fra det som er omkring tejsten, som er luft eller hav, det er ét fedt. Over eller under over- eller underfladen. Og på samme måde er du på en måde hav, som er adskilt fra omgivelserne med en membran, en flade, er du også luftens underflade? Og noget i dig sætter sig i bevægelse, og det forplanter sig til det som omgiver dig, hvilket i de fleste tilfælde vil sige luften, og når disse bevægelser i luften rammer min overflade, den membran, som adskiller der som er i mig, som på en måde er hav, fra det der er omkring mig, som i 99% af tiden er luften, og som i en vis procentdel også indeholder bevægelser, der har deres kilde bag den membran, som adskiller dig fra den selvsamme luft; og noget i mig omsætter de bevægelser, som den membran, der omslutter mig mærker, og disse mærkelser bliver omsat, i mig, til elektriske impulser, som min hjerne så kan hygge sig lidt med at forsøge at finde mening i; men også blinde mennesker, som jo ikke har lyd, det er jo også interessant, hvad de så gør, for jeg tænker, vi andre, vi siger “hey!”, hey hey, eller rømmer os, en lyd der påkalder dig min opmærksomhed, nej omvendt, der påkalder mig din opmærksomhed, nej der påkalder mig dig… og du kigger, og jeg kan så sige.. Og du behøver egentlig ikke kigge, du skal bare være sporet ind på at jeg nu er i gang med at kommunikere noget til dig, men hvad gør døve? Der så jeg en film, og det er jo egentligt sjovt at se, for hvad gør døve for at få hinandens opmærksomhed, det de gør det er for eksempel at tænde og slukke lyset, for det kan den anden jo godt opfange, med synet. det kunne måske være sjovt at vi to dykkede ned under vandet, og forsøgte at gøre det samme som før, bare under vand; måske kan de bevægelser, du før fik luften til at foretage kunne du nu få vandet til at foretage? Nu husker jeg, at da jeg var i gang med at tage mit dykkercertificat, så havde dykkerlæreren sådan en dims med, så hvis han skulle have vores opmærksomhed under vandet, så fik han dimsen til at lave en tikkende, kvækkende lyd; lidt ligesom de døve gør, når de blinker med lampen; De er så ikke under vand, men på en måde er det måske lidt derhen ad… men det lykkedes så faktisk, altså for min dykkerlærer, at få vores opmærksomhed; så eksperimentet virker! Man kan så sige, at de kvaler min hjerne har med at skabe mening i de bevægelser der udspringer af dig, og som rammer den membran, som udgør min overflade til den omkringliggende bevægelige luft, nok ikke vil være lige så kval-agtige, under vand.

Og nu skal vi mod Århus; tunnellen kører vi ind under, i Ålborg;

Lyt og abonnér på:

#011 MAND HUND JORD – Bjergfyrens svar

Vi har inddelt vores podcastede rute i kapitler, og går nu og lader omgivelserne virke på tankerne, og på de ord, som tankerne søger luft gennem. Igen spørger vi ud i luften, vi spørger solsorten, bjergfyren, stiens hældning og den varierende grad af legitimitet, som omgivelserne udstyrer os med, og vi spørger, om den vilde vind og de vilde humlestængler gør vores tanker vildere, mere vovede; og om vores tanker er klar til at gå mere i dybden, når stien går nedad; og når den går opad, om det inspirerer os til at tænke mere fremad, mere projekterende.

Og ‘os’ det er mig og min hund, Chippo, og vores fælles projekt er ganske enkelt at gå en tur med hinanden, men samtidig er vi en form for udvidet organisme, et ‘humanimal’, som Donna Haraway kalder det, altså et mand-hund-væsen, som er udstyret med en fænomenal lugtesans, imens den andel af vore sanser, der har en højere placering i landskabet skaber et vist overblik, som kan skue længere frem, og afværge mulige katastrofer. Såsom de trafikuheld, som vores ikke-synlige tilstedeværelse på steder, hvor vi ikke er ventede forårsager. Hvor vores tilsynekomst, eller måske snarere til-u-synekomst er så syret for bilisterne, at omgivelserne kollapser omkring sig selv. Alt dette, og meget mere får vi vel en slags implicit svar på, fra vindens rislen i bjergfyren, og gråspurvenes solidariske hverdagskommunisme, imens tilslut blodårerne i halsen dunker, og monologen, fuld af ord, som er det de er, samler sig i en omgang ordskvalder. Skvalderiet kommer, fuld af ammunition i form af ord, der fyres af i maskingeværssavler, takka-takka-takka-tak-tak-tak-tak, ud over landskabet, over rampen, over vimplen der blafrer i vinden og det røde tegltag….

Lyt og abonnér på:

Den affektive afstemning som landkort for de kunstneriske processer, – eller Kunst er Kærlighed!

Det projekt, jeg er i gang med at udvikle, og som jeg forsøger at sætte nogle ord på i denne blog, handler jo om, hvordan vi kan give hvad man kunne kalde almindelige mennesker nogle redskaber til at udtrykke sig med lyd på en måde der på samme tid er kvalificeret, som at den foregår på en bevidst og autentisk måde. Jeg bliver ved med at vende tilbage til, hvad jeg kalder de kunstneriske processer. Jeg forestiller mig, at de kunstneriske processer kan skabe forandring indenfor nogle bestemte områder, hvor andre forsøg på at skabe forandring ser ud til at komme til kort. Der er for mig at se tre områder, hvor det for tiden er særligt interessant. Innovation, som har at gøre med, hvordan vi bliver bedre til at håndtere fordelingen af færre ressourcer mellem flere mennesker. Inklusion, som har at gøre med, at mennesker der ikke før har været på samme sted nu skal til at løse opgaver sammen. Tilknytning, som har at gøre med, at det er blevet svært entydigt at finde ud af, hvor jeg er og hører til.

Når jeg mener, at de kunstneriske processer er særligt velegnede til at skabe forandring indenfor disse tre områder har det at gøre med det særlige, som de kunstneriske processer gør ved de mennesker som deltager i dem, og jeg vil i de følgende linier prøve at udfolde denne tanke ved at tage fat på ideen om at vi mennesker kan stemme hinanden.

Inspirationen til denne tanke  har jeg fra udviklingspsykologen Daniel Stern og hans teori om affective attunement. ‘Affektiv afstemning’ kunne man oversætte det til på dansk. Igennem studier af mødres samvær med deres spædbørn, mener Stern at kunne påvise at en væsentlig byggeklods i barnets udvikling har at gøre med, at mor og barn udtrykker de samme ting på tværs af modaliteter. Det har nemlig vist sig, at fra barnet er 9 måneder – og derfor tilsyneladende begynder at blive taget alvorligt som person –   imiterer / spejler mødrene ikke bare babyens mimik, gestik og pludren, men de begynder også at efterligne babyens udtryk i en anden modalitet. Stern taler om amodalitet som det fænomen, at noget kan iagttages uafhængigt af den kanal det formidles igennem.

A nine-month-old boy bangs his hand on a soft toy, at first in some anger but gradually with pleasure, exuberance, and humor. He sets up a steady rhythm. Mother falls into his rhythm and says, “kaaaaa-bam, kaaaaa-bam,” the “bam” falling on the stroke and the “kaaaaa” riding with the preparatory upswing and the suspenseful holding of his arm aloft before it falls.

I dette eksempel imiterer moren drengens bevægelse, altså noget som udtrykkes gennem motorik, med sin stemme, altså gennem lyd. Og det som imiteres er udtrykkes form, rytme og intensitet. I følge Stern kan det, vi stemmer hinanden med primært gøres op i tre overordnede parametre: Intensitet, tid og form, og når vi på tværs af forskellige modaliteter udtrykker den samme form, det samme intensitetsforløb, den samme rytme, så giver det den vi udtrykker os til en ide om at vi dybest set er tilstede i den samme verden.

It is clear that interpersonal communion, as created by attunement, will play an important role in the infant’s coming to recognize that internal feeling states are forms of human experience that are shareable with other humans. The converse is also true: feeling states that are never attuned to will be experienced only alone, isolated from the interpersonal context of shareable experience. What is at stake here is nothing less than the shape of and extent of the shareable inner universe … It is the existence of these abstract representations of amodal properties that permits us to experience a perceptually unified world.

Daniel Stern, The Interpersonal world of the infant.

Den affektive afstemning ser ikke ud til at have nogen funktion i retning af at påvirke barnets adfærd. Men når den ‘kikser’, og moren ikke rammer f.eks. den samme intensitet når hun afstemmer med en aktivitet barnet har gang i, så bremser barnet op og kigger op på moren med sine store glugger som for at sige: hvad sker for dig her? Så hvorfor afstemmer vi? Når videnskabsmanden Stern taler om interpersonel samhørighed, er det vel dybest set, hvad vi andre kalder kærlighed.

Jeg ser et andet menneske som er i gang med en aktivitet og spørger mig selv: hvordan gør han det? Så tager jeg den måde jeg ser ham gøre det på, og udtrykker det til ham i en anden modalitet. På den måde gør jeg aktiviteten til en abstrakt form, og det er gennem abstraktionen, og den måde jeg præsenterer den for ham, at han kan se, at jeg har set ham gøre det han har gjort, og han kan se, hvordan jeg har forstået hans handling.

Når jeg mener, at kunstneriske processer kan skabe forandringer, så har det at gøre med, at kunstneriske processer dybest set gør noget, som vi som mennesker hele tiden er i stand til, nemlig at stemme os efter hinanden. Man kunne sige, at det som den affektive afstemning kan gøre i de nære relationer, er hvad kunstneriske processer kan gøre imellem grupper af mennesker. Så kunst er kærlighed. Smukt ikke!?

Hvis det giver mening at tale om kunstneriske processer som en måde at skabe forandringer i de forskellige sammenhænge, hvor der er et behov, så mener jeg, at det er fordi de kan give os nogle værktøjer til at se på de ting vi gør på en ny måde. Og de sammenhænge, hvor det giver mening at arbejde med kunstneriske processer som forandringsskabende, er dem, hvor en sprogliggørelse ikke i sig selv rækker. Sproget rækker ikke, og derfor skal vi ty til det som man ofte taler om som det førsproglige. Men det som sker på dette plan er ikke bare magisk – det er det for så vidt også – men der er nogle tydelige spor, vi kan følge, og jeg mener, at ideen om den affektive afstemning giver et godt landkort.