Det projekt, jeg er i gang med at udvikle, og som jeg forsøger at sætte nogle ord på i denne blog, handler jo om, hvordan vi kan give hvad man kunne kalde almindelige mennesker nogle redskaber til at udtrykke sig med lyd på en måde der på samme tid er kvalificeret, som at den foregår på en bevidst og autentisk måde. Jeg bliver ved med at vende tilbage til, hvad jeg kalder de kunstneriske processer. Jeg forestiller mig, at de kunstneriske processer kan skabe forandring indenfor nogle bestemte områder, hvor andre forsøg på at skabe forandring ser ud til at komme til kort. Der er for mig at se tre områder, hvor det for tiden er særligt interessant. Innovation, som har at gøre med, hvordan vi bliver bedre til at håndtere fordelingen af færre ressourcer mellem flere mennesker. Inklusion, som har at gøre med, at mennesker der ikke før har været på samme sted nu skal til at løse opgaver sammen. Tilknytning, som har at gøre med, at det er blevet svært entydigt at finde ud af, hvor jeg er og hører til.
Når jeg mener, at de kunstneriske processer er særligt velegnede til at skabe forandring indenfor disse tre områder har det at gøre med det særlige, som de kunstneriske processer gør ved de mennesker som deltager i dem, og jeg vil i de følgende linier prøve at udfolde denne tanke ved at tage fat på ideen om at vi mennesker kan stemme hinanden.
Inspirationen til denne tanke har jeg fra udviklingspsykologen Daniel Stern og hans teori om affective attunement. ‘Affektiv afstemning’ kunne man oversætte det til på dansk. Igennem studier af mødres samvær med deres spædbørn, mener Stern at kunne påvise at en væsentlig byggeklods i barnets udvikling har at gøre med, at mor og barn udtrykker de samme ting på tværs af modaliteter. Det har nemlig vist sig, at fra barnet er 9 måneder – og derfor tilsyneladende begynder at blive taget alvorligt som person – imiterer / spejler mødrene ikke bare babyens mimik, gestik og pludren, men de begynder også at efterligne babyens udtryk i en anden modalitet. Stern taler om amodalitet som det fænomen, at noget kan iagttages uafhængigt af den kanal det formidles igennem.
A nine-month-old boy bangs his hand on a soft toy, at first in some anger but gradually with pleasure, exuberance, and humor. He sets up a steady rhythm. Mother falls into his rhythm and says, “kaaaaa-bam, kaaaaa-bam,” the “bam” falling on the stroke and the “kaaaaa” riding with the preparatory upswing and the suspenseful holding of his arm aloft before it falls.
I dette eksempel imiterer moren drengens bevægelse, altså noget som udtrykkes gennem motorik, med sin stemme, altså gennem lyd. Og det som imiteres er udtrykkes form, rytme og intensitet. I følge Stern kan det, vi stemmer hinanden med primært gøres op i tre overordnede parametre: Intensitet, tid og form, og når vi på tværs af forskellige modaliteter udtrykker den samme form, det samme intensitetsforløb, den samme rytme, så giver det den vi udtrykker os til en ide om at vi dybest set er tilstede i den samme verden.
It is clear that interpersonal communion, as created by attunement, will play an important role in the infant’s coming to recognize that internal feeling states are forms of human experience that are shareable with other humans. The converse is also true: feeling states that are never attuned to will be experienced only alone, isolated from the interpersonal context of shareable experience. What is at stake here is nothing less than the shape of and extent of the shareable inner universe … It is the existence of these abstract representations of amodal properties that permits us to experience a perceptually unified world.
Daniel Stern, The Interpersonal world of the infant.
Den affektive afstemning ser ikke ud til at have nogen funktion i retning af at påvirke barnets adfærd. Men når den ‘kikser’, og moren ikke rammer f.eks. den samme intensitet når hun afstemmer med en aktivitet barnet har gang i, så bremser barnet op og kigger op på moren med sine store glugger som for at sige: hvad sker for dig her? Så hvorfor afstemmer vi? Når videnskabsmanden Stern taler om interpersonel samhørighed, er det vel dybest set, hvad vi andre kalder kærlighed.
Jeg ser et andet menneske som er i gang med en aktivitet og spørger mig selv: hvordan gør han det? Så tager jeg den måde jeg ser ham gøre det på, og udtrykker det til ham i en anden modalitet. På den måde gør jeg aktiviteten til en abstrakt form, og det er gennem abstraktionen, og den måde jeg præsenterer den for ham, at han kan se, at jeg har set ham gøre det han har gjort, og han kan se, hvordan jeg har forstået hans handling.
Når jeg mener, at kunstneriske processer kan skabe forandringer, så har det at gøre med, at kunstneriske processer dybest set gør noget, som vi som mennesker hele tiden er i stand til, nemlig at stemme os efter hinanden. Man kunne sige, at det som den affektive afstemning kan gøre i de nære relationer, er hvad kunstneriske processer kan gøre imellem grupper af mennesker. Så kunst er kærlighed. Smukt ikke!?
Hvis det giver mening at tale om kunstneriske processer som en måde at skabe forandringer i de forskellige sammenhænge, hvor der er et behov, så mener jeg, at det er fordi de kan give os nogle værktøjer til at se på de ting vi gør på en ny måde. Og de sammenhænge, hvor det giver mening at arbejde med kunstneriske processer som forandringsskabende, er dem, hvor en sprogliggørelse ikke i sig selv rækker. Sproget rækker ikke, og derfor skal vi ty til det som man ofte taler om som det førsproglige. Men det som sker på dette plan er ikke bare magisk – det er det for så vidt også – men der er nogle tydelige spor, vi kan følge, og jeg mener, at ideen om den affektive afstemning giver et godt landkort.
Ører med Filter 