En erindringskrog med høns, hydropofoni og elementernes ræsen

Dette er så nummer to i rækken af lydindgreb, begået af komponisten Casper Hernández Cordes. Ideen med lydindgreb er at tage ud på steder i byen, som hidtil har været til fællesskabets bedste, men som nu er på vej væk, på den ene eller anden måde.

Første lydindgreb fandt sted på Enghave Brygge september 2014. Læs om indgrebet her.

Denne gang er det Ottilias Have som skulle sættes i lyd. Så i går pakkede jeg en ladcykel – efter at have lappet 2 ud af tre mulige dæk, OG skiftet et bremsekabel – og kæmpede mig gennem blæsevejret op til denne lille byhave. Ottilias Have er et projekt, som alle kan deltage i. Haven ligger på Carlsberggrunden – derfor navnet – og nu er det sådan, at Carlsberg opsiger aftalen. Ottilias Have skal nu til at finde et nyt sted – og måske også et nyt navn? Og det er altså et eksempel på et sted, der går fra at være til gavn for fællesskabet, til at være et sted, som – ja, faktisk ved jeg ikke hvad der kommer i stedet.

Når jeg sådan tager ud og laver improvisationer med et steds lyde og så at sige poder stedet med dets egne lyde, igennem min egen fortolkning, så er det en form for afskedsritual. Stedet forsvinder, – i hvert fald i den form, hvor det har givet værdi til fællesskabet, og hvordan skal vi forholde os til det? Vi ved jo godt at lyd forsvinder, det lever kun i det øjeblik, det produceres. Og derefter er det væk.

Jeg laver en improvisation med stedets lyde, og bagefter deler jeg improvisationen med verden. På den måde bliver lyden det som bliver imens stedet forsvinder. En form for arv, et spor, som kan give os en krog at hænge vores erindring af stedet op på.

Når jeg er færdig med et lydindgreb bliver det til nogle film, hvor du kan opleve processen og og de små og store forhindringer der kommer i vejen:

Det bliver også til lyd i form af elektroakustiske improvisationer; dem kan du lytte til her:

Hvor skal det næste lydindgreb finde sted? Kom med dine forslag i kommentartråden nedenfor!

Mere leg og spil i musikskolen? Fra at undervise solo til at invitere elevens verden indenfor?

Jeg tror, de fleste mennesker har det sådan i deres professionelle virke at de har …. en sutteklud! Hér tænker jeg på et eller andet apparat eller instrument eller en procedure, en eller anden form for ting eller aktivitet, som vi kan trække frem når vi har brug for at vise alle omkring os: Jeg er skam professionel! Jeg har styr på det her.

Min professionelle sutteklud er det computerprogram, jeg har udviklet, Fonokolab. Når bare jeg har computeren, projectoren, smartphones, wifi, mikrofoner og det hele oppe at køre, så ved jeg med mig selv, at uanset hvad, så skal jeg nok imponere dem, så snart jeg trækker den her teknologi-park ud af ærmet.

Når jeg selv står for mine Fonokolab-workshops med børn og unge, så ved jeg, at jeg kan få teknologien til at spille som den skal. Lige bortset fra, selvfølgelig, de situationer, hvor noget går galt. Og meget kan gå galt, når man har teknologi inde over. Det ved alle. Deraf den grundlæggende læresætning, jeg har udviklet for mig selv: Design det altid sådan, at du i alle led af workshoppen kan sætte ind med manuel styring. Med andre ord: hav altid et analogt alternativ klar i baghånden.

Jeg har faktisk også designet det hele på en sådan måde at enhver lærer i et gennemsnitligt dansk klasseværelse – i princippet – kan få det til at spille. I princippet, skriver jeg. For selvom teknologien er tilstede, i form af en almindelig computer, en skærm, en projector, smartphones og wifi, så har jeg efterhånden måtte se i øjnene, at der skal ret meget til, før en almindelig lærer bare lige sætter Fonokolab op. For hvordan er det liige med at få den enkelte smartphones IP adresse registreret i computerprogrammet? Og så videre.

Fonokolab er min sutteklud. Men det er jeg så indtil videre alene om. Vi har alle sammen vores metoder og værktøjer, og for at inspirere andre til at bruge Fonokolab, skal der en hel del til. I det her tilfælde kan vi jo starte med den halve til hele million det ville koste at udvikle en app til iPad/tablet. Donationer modtages, se mit kontonummer længere nede;-)

Når jeg så som i dag står for en pædagogisk dag for musikskolelærere på Tønder Kulturskole, og skal inspirere fuldt professionelle mennesker til at arbejde med komposition i deres daglige virke, stod jeg med et dilemma: Sutteklud eller ej? På den ene side ville jeg gerne vise, hvordan jeg med Fonokolab lykkes med at give børnene et værktøj til – uanset deres musikalske forudsætninger – at udtrykke sig nuanceret med lyd. Og sammen skabe en komposition, på stedet. På den anden side vidste jeg også godt, at deltagerne i denne pædagogiske dag ikke ville få gavn af at se mig demonstrere et værktøj, som de så efterfølgende ikke selv kommer til at bruge.

Det var et hårdt valg. Men suttekluden måtte blive hjemme.

Heldigvis var jeg forberedt, da jeg jo, som jeg var inde på ovenfor, altid har et analogt alternativ klar. Sagen er bare, at jeg i praksis aldrig har været nødt til at trække i nødbremsen, – Fonokolab-toget har måske slingret her og der, men er aldrig for alvor røget af skinnerne – og at jeg derfor nu stod foran nogle mennesker og for første gang skulle prøve den af.

Min strategi for dagen var at vise deltagerne de spilbaserede øvelser jeg har afprøvet et utal af gange med børn fra 4 – 6 klasse. Med det ville jeg vise, hvordan jeg gør for at bygge et spil op. Det gode ved at arbejde spilbaseret er at

  1. målet for vores aktiviteter bliver meget tydeligt, ikke bare for børnene, men også for facilitatoren/gamemaster. Det er jo sådan med et spil, at det gælder om noget. Vores opgave er så at designe spillet, så det som spillet gælder om, er sammenfaldende med det læringsmål vi ønsker at nå med spillet
  2. Et spil giver mulighed for at sætte nogle tydelige rammer op. En almindelig udfordring i musikundervisningen er, at børnene ofte enten laver for lidt, eller slet ingenting – fordi de er generte måske, eller laver for meget. Alt alt for meget. Og det bliver kaos. Når vi laver et spil sætter vi en fysisk ramme op, – en bane indenfor hvilken du må bevæge dig, nogle benspænd, som for eksempel at du får bind for øjnene. Og vi sætter en indholdsmæssig ramme op, som viser, hvad der er den måde at gøre på, som fremmer målet for spillet, og hvilke måder at gøre på, som hæmmer det. Igen er det vigtigt at designe spillet, så fysiske og indholdsmæssige rammer understøtter læringsmålet.
  3. Spilbaseret læring skaber motivation. Når målet med det vi laver ikke længere bare er ”at gøre hvad (vi tror) læreren ønsker”, men i stedet har at gøre med at gøre det som får spillet til at lykkes, så flyttes motivationen fra at være ydrestyret – og handle om at gøre læreren glad, til at være indrestyret, og føre til en oplevelse af en indre og en fælles glæde.

Jeg gennemgik en serie af spil, og uddelte denne metodesamling:

At komponere fællesskabet – metodesamling

Måske er det lidt grænseoverskridende for voksne mennesker at lege, spille, bevæge sig rundt i lokalet og lave lyde. Men det er på den anden side børnenes daglige virkelighed. Det er dér de føler sig hjemme. Det er dér de glemmer sig selv. Og det er dér – vil jeg påstå, at de er mest parate til at lære.

Min konklusion efter dagen er, at det kan være berigende, også for en musikskolelærer, at slippe suttekluden, – i form af guitaren, fløjten, violinen, eller hvilket instrument man nu underviser i – og sætte sig i børnenes sted.

Hvad siger du? Mere leg og spil i instrumentalundervisningen? Mere inddragelse af bevægelse og stemme? Skal eleven kunne tage en gruppe venner med, som kan fungere som “levende noder” på gulvet?

Kom med dit besyv!

Kulturmæt på Kulturnatten

Vi lever i et overflodssamfund siger man. Kan man få overflod af kultur?

Lad mig fortælle om en skraldespand, jeg har mødt. I den her skraldespand er der engangsplastikkrus, små stykker pap fra nogle postkort. Der er æbleskrog og bananskræller; og osse et par tomme øldåser.

Vi er på Kulturnatten, og stedet myldrer med nysgerrige københavnere; spændingen står malet i deres ansigter imens de går fra bod til bod. Hvad kan jeg nu få af smagsprøver? Hvad kan jeg få med hjem, hvad kan jeg få hjælp til? Er der mon kommet noget ny teknologi? Kan man smage på en kronhjort?

Gæt en skraldespand!
Gæt en skraldespand!

De fleste, der læser disse ord, vil ikke undre sig synderligt over beskrivelsen af den her skraldespand. Der vil dog måske være en lille gruppe læsere, der tænker: Hov! Det kunne man måske have sorteret, det affald?

De vil måske undre ekstra meget når jeg nu siger, at denne skraldespand befinder sig på et ministerium; og ikke på hvilket som helst, men på selveste miljøministeriet. Skulle netop dette ministerium ikke vise vejen for en mere bæredygtig livsstil?

Men så på den anden side. Det er jo Kulturnat. Og på sådan en Kulturnat skal vi jo ud og rigtig forbruge kultur.
Pludselig får ordene brug-og-smid-væk-kultur en ny betydning. Brug-og-smid-kultur-væk-kultur?

Vi drikker bæredygtig juice i en miljøministeriel engangsplastikkop. Smider den væk. Og på samme måde forbruger vi lystigt af kulturnatkultur. Og bagefter kan vi smide oplevelserne væk, i en stor kulturel skraldespand, der ligger et eller andet sted bagest i hovedet sammen med tonsvis af andre brudstykker fra vores kulturelle forbrug i det her kulturelle overflodssamfund.

Et af de nøgleord jeg hører igen og igen på konferencer om byudvikling, borgerinddragelse og lokalkultur er midlertidighed. Midlertidighed passer godt ind i den måde Stat, kommuner og organisationer fungerer på, når det kommer til kulturelle processer. Fordi når vi siger ordet langsigtet, klinger ordet drift med. Og så begynder det at blive småuhyggeligt i de små regneark.

Midlertidighed er også et nøgleord for æbleskroget i den miljøministerielle skraldespand på kulturnatten. Æbleskroget har en nu kun midlertidig eksistens som organisk materiale og kan se frem til at blive brændt af sammen med så meget andet affald. Og vores æbleskrog bliver på den måde forhindret i at gå i forbindelse med andet organisk affald til fordel for en lokalt produceret gulerod, i en lokalt forankret byhave, hvor deltagerne i fællesskab opdyrker en modstandskraft imod fødevareindustriens tilfældige op- og nedture, og lemfældige omgang med sundhedsskadelige stoffer.

Kulturelle processer, der danser i takt til rytmen i ordet midlertidighed bliver på samme måde forhindret i at danne grobund for vores lokale fællesskabers evne til at opbygge kulturel bæredygtighed og modstandskraft. De stumper af kulturelt affald jeg i alt hast hober op bagest i mit hovede når ikke at blive sorteret og bearbejdet på en måde så de kan gå i forbindelse med kulturelle brudstykker bagest i dit hoved, på en måde så de kunne befrugte hinanden og give os en grobund hvor vi kunne dyrke vores egne lokale bæredygtige ‘kulturelle gulerødder’.

Kulturelle flugtbilister

Jeg er såmænd selv en soldat i hæren af kulturelle forandringsagenter der marcherer i takt til rytmen af ordet midlertidighed. Og når jeg overfor andre ærgrer mig over, når mine initiativer for kulturelle forandringsprocesser får karakter af hit and run, så lyder det velmenende svar ofte noget i retning af, at nåja, men det sætter jo nok nogle spor i folk.

Jeg tror ikke på midlertidighed. Hvis kulturelle processer på nogen måde skal sætte varige spor er de nødt til at foregå indenfor rammer, hvor ordene langsigtethed og forankring har en egentlig gyldighed

Og så er vi tilbage til ordet drift og de små skælvende regneark. For de situationer, hvor kulturelle processer får lov til at udvikle sig i mere langsigtede rammer, er situationer hvor nogen skal kunne holdes op på resultater på en måde, så nogle andre, der sidder med ansvaret for de små skælvende regneark kan føle sig trygge.

De steder, hvor der arbejdes mere langsigtet med kulturelle processer, er der et stort, og for mig at se stigende, krav om målbarhed.

Og da de, som vogter over de små skælvende regneark sidder længere og længere væk, og højere og højere oppe i hierarkiet, bliver den fantasi, der er til rådighed for at forestille sig måder hvorpå man kan måle resultater indenfor de kulturelle processer, tilsvarende mindre.

Vi stoler. Mest på det som kan måles og vejes.

Der er mange gode processer i gang som allerede nu kombinerer økologisk og økonomisk bæredygtighed med sociale processer. For at disse forandringer skal slå igennem for alvor, skal de akkompagneres af kulturelle processer. Vi skal vriste de kulturelle processer fri af den midlertidighed der præger det kulturelle overflodssamfund.

En egentlig nytænkning fra os kulturagenter vil indebære at vi finder måder hvorpå vi kan styrke de lokale fællesskabers kapacitet til at udvikle, fastholde og videreføre deres egne kulturelle udsagn.

Dette er, hvad jeg kalder den kulturelle bæredygtighed. Og den er forudsætningen for de andre bæredygtigheders bæredygtighed.

Dobbelt-hul på skrive-bylden!

 

Så kom der hul igennem til medierne! Efter at have forsøgt i en del omgange uden held er det nu lykkedes mig at få en kronik i Information.

Det er jo et dejligt skulderklap, især når man får så meget positiv feedback fra folk der har læst den!

Jeg har jo blogget en del år, og når jeg nu skal prøve at forstå, hvorfor jeg lige denne gang fik hul på mediebylden, så tænker jeg at det har at gøre med

  1. Jeg har fået et nyt og større hul på min egen skrivebyld. Jeg har fundet en arbejdsform, der gør det nemmere, hurtigere og mere præcist for mig at få mine tanker ned på papiret.
    • Jeg starter med at indtale min tekst. Det fungerer rigtig godt når jeg går. Jeg går rundt i kvarteret med min smartphone og nogle høretelefoner med mikrofon. Og så en diktafon-app. Og så tager jeg simpelthen, sætningsstump for sætningsstump og taler ind.
    • Så skriver jeg det hele ned. Desværre har jeg ikke fundet nogen smart løsning der kan lave tale-til-tekst.
    • Næste skridt hedder gingkoapp.com. Her lægger jeg teksten op i små afsnit. Giver hvert afsnit en titel. Og kan så se, hvordan de forskellige afsnit forholder sig til hinanden. Nogle gange skal de byttes rundt. Nogle afsnit er i virkeligheden gentagelser.
    • I processen med at skrive kronikken for information fik jeg nogle forslag til rettelser fra kronikredaktionen. Lidt på indholdet. Men den vigtigste læring har været kravet om tekstens længde. I blogosfæren har jeg det med at male siderne over med ord, og med gentagelser og strøtanker. Det er der ikke plads til når man har 7200 tegn at gøre godt med. At skulle skære i sine darlings har været svært. Men faktisk har det hjulpet mig til at gøre teksten mere skarp. Dette vil jeg nu fremover overføre til min blogskrivning. Folk har alligevel ikke kræfter til at kæmpe sig igennem så mange ord. Denne blogpost har 441 ord, så du skulle være i stand til at kæmpe dig igennem:-)
  2. Information har et tema om økonomisk bæredygtighed, “En bombe under kapitalismen?”, og da emnet for min kronik er repair cafeer og timebanker passede det tilfældigvis ind. En af mine centrale pointer er, at kulturel bæredygtighed er en forudsætning for de andre bæredygtigheder.
    Der er masser af cutting edge initiativer for den økologiske bæredygtighed og folk er generelt kommet med på den vogn. Når jeg laver en analogi mellem økologisk bæredygtighed og kulturel, kan jeg via noget kendt introducere noget nyt, og dermed skaffe fokus på en for mig at se vigtig dagsorden. En dagsorden jeg ikke har haft held til at få igennem til debatsiderne, før.

 

Om at søge – og finde! – arbejdsglæden som selvstændig i den kreative branche

Hvad gør man, når man er kommet tilbage til lille Danmark efter to måneders eventyr i et land langt langt væk? Og man opdager, at det arbejde man kommer hjem til er kedeligt? I mit tilfælde er det helt selvvalgt, for jeg arbejder som selvstændig, og selvom mit arbejde er, hvad man i almindelighed forstår som i den kreative ende – jeg er komponist – så er det alligevel et arbejde som i 99% af tiden foregår foran en computer, med at skrive ansøgninger, lave nyhedsbreve og i det hele taget sætte skibe i søen så det jeg er knaldgo til kommer de miljøer og mennesker til gode, som har et behov for det.

Måske behøver jeg i virkeligheden ikke sidde og samle støv på mit kontor imens jeg forsøger at række ud til verden. For se, hvad der skete, da jeg valgte at bevæge mig ud i verden for at lege med lyde på en parcourlegeplads:

Og her er, hvad Jan og jeg fik snakket om:

Og her kan du se selve processen omkring at improvisere med stedets lyde og forme dem efter folks bevægelser:

Her er selve den elektroakustiske improvisation, der kom ud af det:

Painting with homeless people (literally) and water

Sunday: Time for doing art in Cali:

I went to see Cali’s museum of modern art, Museo la Tertulia (the “salon” museum)

10415594_10203146395956280_3186701276515861728_n

These are interesting points, very close to the thoughts I am currently having about artistic processes and the body.

These are works I found interesting:

Rosemberg Sandoval, Pintura Sucia

10365881_10203146394676248_252837556807073319_n

10341404_10203146394276238_5034232662470200880_n

10346379_10203146396236287_8568506520487537142_n

1908032_10203146396596296_302740194173219826_n

10352609_10203146393316214_2152600833958393512_n

(Forgot to note the artist’s name…)

Read more about my experiences from my residency in Cali here.

My residency in Cali has been made possible with help from 

Hvordan skaber vi kulturelt bæredygtige fællesskaber? Og hvordan kan lyd som udtryksform drive denne udvikling? Det er spørgsmål, jeg stiller med denne blog. God læsning!