I anledningen af min søns 13 års fødselsdag har jeg lavet dette lille spil, som jeg prøvede med drengene fra hans klasse.
Antal deltagere: 10+
Rekvisitter: To slags ting, som du har ved hånden, f.eks. plastikbestik og plastikflasker. Skal fungere som truckernes “horn”. Et rimelig stort, ryddet rum eller udendørs.
Deltagerne deles op i to nogenlunde lige store grupper, én gruppe af “truckere” og én gruppe af “blinde”. Der udpeges desuden en deltager som er “politimand”.
Forløb
Blindegruppen stiller sig med ryggen til/lukker øjnene/får bind for øjnene.
Truckergruppen fordeler plastikbestik og plastikflasker nogenlunde ligeligt mellem sig.
Politimanden befaler truckerne at sprede sig i rummet/på banen. Efter kort tid siger han/hun “frys!”. Her kan politimanden evt. slukke lyset.
Nu befaler politimanden gruppen af blinde om at fordele sig.
Politimanden påbyder truckerne at bevæge sig rundt og lave lyde med deres respektive “horn”. De blinde står stille og lytter efter, hvor de forskellige truckere befinder sig.
Efter noget tid sprutter han/hun “frys!” Truckerne står nu også stille, og stopper med at lave lyde med deres horn. Og vælger derefter hvilken slags “horn” de blinde skal finde. Han/hun siger derfor f.eks. “GAFFELTRUCK”.
De blinde har i mellemtiden lyttet efter BÅDE plastikbestik OG plastikflasker, og ved nu at det er plastikbestikket, der er vigtigt. De bevæger sig rundt – uden at kunne se ! – for at finde en trucker med plastikbestik.
Politimanden (som enerådigt bestemmer timingen i legen) udbryder nu “frys!”, og ALLE skal fryse på det bestemsteste. Lyset tændes (hvis det har været slukket)
På dette sted skal regnskabet gøres op, og der er fire mulige situationer:
En blind som har fundet en trucker med plastikbestik. Det var jo flot gået, og den fundne trucker bliver nu – med et – blind, og slutter sig til de blindes hold efterfølgende.
En blind som har fundet en trucker med en plastikflaske. Det var jo ikke det, han/hun skulle! Den blinde bliver dermed på stedet forvandlet til trucker, – og genvinder synets kraft som ved et trylleslag!
En blind som har fundet en anden blind. Det var jo slet ikke meningen!! Begge vildfarne blinde bliver nu forvandlet til truckere!
En blind som ingen har fundet. Han/hun forbliver blind.
Nu deler deltagerne sig op i de to grupper, og der kan evt. gøres status over hvem der nu er hvor og hvorfor.
Nu gentages forløbet fra pkt. 1. Politimanden bestemmer suverænt, hvilken slags “horn” de blinde skal finde i pkt. 6
Legen kan afsluttes på to måder:
Alle deltagere er enten blevet truckere eller blinde. Alle har dermed vundet, og det fejres på behørig vis.
Politimanden beslutter at der er 1 – 2 omgange tilbage, hvorefter status gøres op. Det hold, der er flest på har vundet fordi der er flest. Det hold der er færrest på har vundet fordi deltagerne har formået at holde stand.
Gennem legen bliver deltagerne bedre til at skelne mellem forskellige slags lyde, til at identificere dem i rummet, og til at huske, hvor man har hørt lydene. Man skal jo lytte efter BEGGE slags lyde, for man ved først efter at lydene er stoppet, hvilken slags lyd, man skal finde kilden til.
Man oplever osse, at det ikke er et spørgsmål om os vs. dem – på trods af navnet – fordi man kommer hele tiden til at skifte mellem at være trucker og blind, og når derfor ikke at slå rod i den ene slags identitet.
Begge grupper er aktive hele tiden, – men på hver sin måde. Der lader til at være en form for balance, hvor en gruppe der er næsten tom ser ud til at have en fordel af at være lille og derfor hurtigt rejser sig igen.
Vi afprøvede spillet i et mørkt rum i kælderen. Der var ikke meget plads, men det er måske en fordel, – for så er det nemmere at finde hinanden. Jeg tror, vi gennemførte 7-9 runder. Så begyndte der at gå mere eller mindre hat og briller i foretagendet, og politimanden (undertegnede) måtte gribe ind med at annoncere at der kun var 1 runde tilbage – hvis altså deltagerne kunne koncentrere sig. Stillingen efter sidste runde blev at gruppen af blinde var flest. Alle så dog ud til at have en følelse af at have vundet…
!! ER DU LÆRER I INDSKOLINGEN? FOR DETALJER OM HVORDAN VI KAN SAMARBEJDE, KLIK HER!!
Jeg har været så heldig at få mulighed for at lave en masse workshops for 0. klasser og børnehavebørn. Det var i forbindelse med Vallensbæk Børnekulturuge. Temaet for ugen var SKOV OG BY, og jeg greb ideen og lavede et koncept med skoven og dens dyr. Nogenlunde samtidig er jeg stødt på et værktøj, som jeg længe uden at vide det hemmeligt har drømt om, nemlig Animata, som er et program, – gratis!, hvor man kan lave animationer, der kan styres live via de samme teknologier jeg allerede arbejder med i Fonokolab. Jeg har simpelthen kunne udvide det rent lydlige arbejde jeg har lavet indtil videre med en visuel side.
Det er jo et dilemma, når man arbejder med lyd som udtryksform, hvordan man skal bruge det visuelle, for det vil næsten altid være et temmeligt risikabelt ægteskab, – det visuelle er en meget dominerende partner, og har tendens til at gå ind og sætte dagsorden og bestemme, hvor skabet og alt det andet skal stå. SAMTIDIG kan man bruge det visuelle som en løftestang til at få det lydlige, – som jo er meget svært at holde fast på!, – i spil.
Jeg tog chancen, og gik frisk i gang med at tegne træer og dyr. Da jeg jo ikke er tegner foregik det på iPaden, med et vektorbaseret grafikprogram, TouchDraw. Her kunne jeg hygge mig med at skære dyr i stykker …
… og sætte dem sammen igen i Animata, med vertices, joints, bones, og hvad det nu hedder:
… og så får vi sådan en animérbar størrelse frem:
…. Som kan styres med en smartphone, og hvis mund bevæger sig, styret af lyd fra Fonokolab.
UDOVER at jeg fik den vilde idé at være klar (på fire dage) med et helt nyt software og med et nyt koncept for det visuelle, vovede jeg mig også ud i at introducere TIDSLINIEN. Når jeg i mine gade-workshops har bedt folk om selv at planlægge og udføre et improvisationsforløb har det jo fungeret udmærket, men dels skulle jeg nu stå med ret små børn, og dels ER det en udfordring for folk at organisere sig til at udføre et tæt og meningsfuldt forløb. Det er jo idet hele taget udfordringen i at arbejde med lyd som udtryksform, og det er osse forklaringen på at der gennem tiden er blevet udviklet meget komplekse og ofte svært tilegnelige systemer som tillader os at lave hvad vi kalder musik. Metrum, bpm, kvantisering, osv.
Min ide er at lave en linie på gulvet, og sætte en deltager til at være “tiden”. Andre deltagere stiller sig langs linien, og venter på at “tiden går sin gang”, som man siger, idet “tiden” skridt for skridt i et ganske roligt tempo går langs linien. Når “tiden” når frem til en deltager er det cueet for denne deltager for at udføre en handling.
OG HVORDAN GIK DET SÅ?
Første workshop var som første pandekage, – det gik moderat godt! Med en meget urolig og træt 0. klasse, akkompagneret af 1 stk. fire gange så træt lærer, og så med et system der crashede lige da vi var nået til at give dyrene stemmer. Her rører vi ved en vigtig streng i arbejdet med meget tekniktunge koncepter: Hvad gør man når det hele bryder ned? Svaret er: Vær altid parat til at gå til “manuel styring”. Man skal simpelthen have en joker i ærmet klar til hver procesdel, som man kan hive frem. Og det havde jeg ikke, så jeg valgte den for læreren givetvis MEGET lidt populære løsning at opfordre børnene til at løbe rundt og lege at de var dyr i skoven. Fra en halvirritabel delvis dvaletilstand gik børnene nu over i en helt overgearet modus da de kom tilbage til en genstartet computer.
Langt bedre gik det ved de næste 10 workshops, hvor systemet var med os, – og når det satte ud var jeg klar med en analog pendant.
KUNNE BØRNENE FINDE UD AF DET?
Det korte svar er JA. Faktisk var helt ned til 4årige med på de fleste dele af workshoppen. Efter at have tøet op, – hvilket godt kunne tage det meste af de ca. 45 minutter workshoppen varede. Børnehaveklassebørnene var HELT med fra starten, – og bød på den modsatte problemstilling: Hvordan kan man håndtere DELVIS deltagelse? Når nu 1 bliver valgt til en rolle, hvordan håndterer man så at DE FLESTE andre også gerne vil denne ting. Faktisk var det slående at se, hvilken forskel der er på børnenes måde at deltage og organisere sig når de først er kommet indenfor i skolesystemet. For det første: Man deltager ikke længere spontant, men har fået indkodet at alle bidrag går via en pegefinger. Jeg måtte mange gange fortælle 0.klasseeleverne at de bare skulle spytte ud, – bare tag fingrene ned. Og så er der mig, mig, mig modaliteten, som er godt forankret i denne størrelse mennesker. Er det skolen som koder denne individ-tænkning så stærkt ind i børnene, eller er det en ‘naturlig’ fase i deres udvikling? I hvert fald er der ikke megen kollektiv glæde over at en klassekammerat får mulighed for at være ræv, imens man stille og roligt deltager som tilskuer. Svaret var at dele gruppen op fra starten i fire mindre grupper – så kunne vi da parcelere kampen om deltagelse ! – og at være meget skarp på bare at sige: “vil DU komme herop, tak!”. Noget jeg ikke fik prøvet, men som jeg tænkte bagefter var at lave en mere distribueret løsning: “Vil du komme op, tak. Vil du så også vælge hvem fra kragegruppen der skal op? Tak!”
Og så var der tidslinien. Konceptet – eller teknologien – skulle jo gøre det nemmere at lave en kollektiv gestaltning af et forløb i tid, uden at behøve en central figur, som en dirigent, eller en sufflør. Eller at have en narrativ struktur, som i et teaterstykke. Der findes jo et hav af lege, som børn spontant tager del i, hvor man skal gøre nogle ting på bestemte tider og steder alt efter, hvad andre foretager sig. Hjælpe/kongeløber, firkant, dåseskjul, – osv. osv. Og som det er med enhver ny leg, skal man prøve den nogle gange før man forstår reglerne. Det samme med min tidslinie. Nogle børn fangede den med det samme, og andre skulle have en venlig hånd på skulderen til at forstå, hvor de skulle hen.
Her går “tiden”, og sætter “begivenheder” i gang.
Børnene skal med tidslinien organisere sig selv, ud fra nogle meget enkle regler. Og det kan de godt, – i hvert fald efter at have øvet et par gange. Jeg kunne se, hvordan de børn som var “begivenheder” og stod langs tidslinien, synes det var sjovt og spændende at stå der og vente til “tiden” kom til dem, og de endelig kunne gøre, hvad de skulle, – som at lege ræv, hjort eller et af de andre dyr. Jeg kunne se, at for os VOKSNE var det lidt svært at bare lade børnene organisere sig selv. Jeg har nogle videoer af forløbene, og nogle af de første forløb, med børnehavebørn på 4 år (!), viser, hvordan børnene sagtens kan organisere sig selv. Men efterhånden som jeg og mine to hjælpende pædagoger blev smaddergode til workshoppen kan jeg se på videoerne, hvordan børnene knapt når selv at finde ud af, hvad det nu var de skulle inden den venlige hånd lige kommer.
Vi erfarede jo allerede på første dag, hvordan det var en udfordring at alle børnene sad i en stor klump på gulvet. Når de skulle dirigere hinanden i grupper var det svært både for dirigent og gruppe at finde ud af, hvem der gjorde hvad. Derfor tilføjede vi en ny teknologi på andendagen: et stort kryds på gulvet. Her skulle børnene fordele sig i fire lige store grupper, og når først de sad i en gruppe, kunne vi fordele roller, træer og dyr efter grupper, uden at skulle forhandle for hver gang. “I er rævegruppen”. Færdig.
Det her med at dele børnene op i fire grupper var jo et større hyr for os voksne. Det betod mange venlige hænder der skubbede rundt med mere eller mindre vrangvillige børn. Jeg prøvede så, som et eksperiment med den sidste gruppe vi havde, at bede børnene om at organisere sig selv, – UDEN INDBLANDING FRA DE VOKSNE. Så de satte sig ned, og jeg spurgte: Er der lige mange i hver firkant nu? Og det var oplagt for enhver at de 2 tomme firkanter IKKE havde lige så mange børn som de to andre. Børnene svarede da også NEJ. “Hvad vil I så gøre ved det?”. “Flytte nogle børn”. Lød svaret. Og der var så en god klump børn der helt tømte en firkant for helt at fylde en anden op. Og vi gentog møllen. Det gjorde vi nogle gange, og til sidst var der faktisk lige mange i hver. Jeg vil tro, at det tog omtrent dobbelt så lang tid som de politistatsmetoder vi hidtil havde brugt, men jeg er IKKE I TVIVL om at det indeholdt en masse god læring, og lagde en bedre stemning og et større ejerskab for børnene som udgangspunkt.
Og det er jo rigig, rigtig spændende det her! For udover at være en workshop, hvor man udforsker lyd og bevægelse bliver det nu også en workshop hvor man arbejder med at organisere sig selv i rummet! Hele vejen igennem.
Når jeg så ser de her videoer, hvor voksenhænder guider børnene rundt hele tiden – noget jeg ikke kunne se til selve workshoppen, da jeg var optaget af andre ting, kan jeg se med al tydelighed: Lad os få de voksne i baggrunden!! Jeg kan også høre i videoerne, som en tilbagevendende punktuation: sht!, ….. sht!, ….. sht! ….. Og så er der den helt forkerte: “I fire, I sætter jer bare ned, og så tér I jer!”. Eller når jeg som workshopleder siger: “I må lægge jer, hvor I vil, her er plads nok”, og så et barn lægger sig oppe ved lærredet, og læreren skælder ud og siger, at barnet skal lægge sig et andet sted…….!
Men altså, for at lukke den her erfaringsdeling af, så har 4 dages workshop med 11 grupper af mellem 15 og 30 i hver, og med to søde og hjælpsomme pædagoger tilknyttet på fuld tid, har Vallensbæk Børnekulturuge været et eksperimetarium for mig, og jeg har kunnet teste en masse forskellige små variationer af i konceptet. Jeg kan se, at det fungerer rigtig fint at arbejde med det skoleklasseformatet, så nu er jeg simpelthen klar til at lave et superskarpt og lærerigt forløb på landets skoler.
Jeg har døbt workshopkonceptet “Fortæl Historien med Lyd!”, og har lavet en lille salgsvideo:
Læs mere om workshopkonceptet og kontakt komponisten her.
Det visuelle er allevegne, men når det kommer til lyd som udtryksform er gaden stum. Hvor er lydkunsten henne i gadebilledet? Med denne workshop vil jeg inspirere til at arbejde med lyd som en kanal til at sætte et unikt præg de offentlige rum, der omgiver os.
Hvordan lyd som gadekunst? Tidligere skulle der dyre og skrøbelige løsninger til før man kunne sætte lyd ud i bybilledet, men med de nye teknologier er det blevet både nemt og tæt på gratis at blive gadelydkunstner. Man kan nu sætte en lille seddel op på muren med en kode, som gør det muligt for en forbipasserende med en smartphone at få adgang til en lyd online, som kan afspilles direkte på smartphonen.
I workshoppen arbejder jeg med en proces i tre trin:
Indsamling. Vi finder en lokalitet, et sted, som har eller kan få en særlig betydning for de deltagende. På dette sted indsamler vi lyde, både omgivende lyde og lyde vi kan frembringe ved at ‘spille’ på de ting og sager der er på stedet.
Forarbejdning. Lydene bliver lagt ind i et program, jeg har udviklet, Anthropomorfer. Deltagerne kan forme lydene med deres stemmer og via deres smartphones. I denne fase er der fokus på, hvor mange nuancer vi er i stand til at udtrykke med vores stemme, og hvordan lyd kan blive til forløb. Vi arbejder med det rumlige og det narrative som kreative modstande i kollektive improvisationer.
Phonograffiti. Improvisationerne lægges online, og der laves qr-koder som linker til dem. Vi arbejder med qr-koder, om hvordan man kan tune dem, og give dem sit eget personlige visuelle præg, og til sidst sætter vi koderne op som gadelydkunst, eller: PHONOGRAFFITI!
Hvorfor en workshop? Ambitionen med denne workshop er at inspirere deltagerne til at se mulighederne i at sætte sit eget præg på byrummet. Ved at ‘tage byrummet ind’ og forme det med sin stemme kan deltagerne få en skærpet følelse af tilhør til stedet, og de kan få ørerne op for den mangfoldighed af lyde, som byrummet stiller til rådighed.
Alle kan deltage, for metoden lægger op til at man bruger sin stemme på en dagligdags og naturlig måde. Det skaber opmærksomhed på den måske oversete nuancerigdom der ligger i den måde vi til dagligt udtrykker os gennem lyd.
I et større perspektiv er det mit mål at skubbe til udviklingen af en kultur omkring phonograffiti, og at flere tager handsken op som gadelydkunstnere/soundtaggers, med hver sit individuelle præg og projekt.
Læs mere om, hvordan jeg har arbejdet med phonograffiti som lydkunstner med 7. klasse på Ellebjerg skole, her.
Et godt sted for Phonograffiti / soundtaggingHer bruges en CD-boks til QR-kodenCD-boksen malesFra projekt Re-place
A:”Ped å te få ed så? Glungen på ungen fe så ped glå tå. Glungen så få ped tå e. Å fed tungen se på glå!! Å få glungen te. Sed på så glå ed!? På fe? Tungen få så å pe glungen. Ted glå tå. Pe å!?”
– The Vrøvlomat
Vrøvlomaten er et værktøj, som skal hjælpe os med at komme ud over rampen,frem i skoen, op i gear, i spil Vi skal få tungen på gled, turde turde, gi den gas, lette på hæmningerne, lukke op for godterne, gribe gulvet, gøre os gældende, – og så vid’re!
Alene mængden af udtryk som vi har på det danske sprog, der på den ene eller anden måde handler om at komme ud af busken, gi los, fyre den af, osv. osv., vidner om, at det er noget som optager os meget, det der med at få lukket op for sluserne, krænget vort indre ud, og få det sagt, for pokker.
Det er vel heller ikke nogen tilfældighed at vi har en solid tradition i Danmark for vrøvlevers, vrøvlerim, vrøvleremser, ordspil, og hjemmelavede ord. Tænk på vores litteraturhistories farserede fædre og broderede brødre, heltinder som Skrit-skritterit-skratskrirum-skrit, søren-og-alle-de-andre-børen, og vores medlidenhed med snøvsen fordi alle går fra den.
Hvad skal der til for at få tungen på gled hos folk, der skal øse af deres inderste, være autentiske, og række ud til hinanden med deres stemmer?
HER er svaret ….. THE VRØVLOMAT™ – køb den nu og tal sort til din nabo før han taler sort til dig.
En søndag på Holmen, Rytmisk Musikkonservatorium. Tahina, improvisationsorkester, og Casper Hernández Cordes, komponist, afprøver forskellige metoder til at inspirere unge mennesker til at arbejde med lyd, hvor vi inddrager forskellige modaliteter: rum, stemme, instrumenter, inventar..
Her bruger vi rummet, altså det fysiske rum vi befinder os i, som en model for, hvordan lydene kan formes. Adam er “Volumen” og Håkon er “Tonehøjde”. De bevæger sig mellem to punkter i rummet, ved det ene punkt er Volumen og Tonehøjde lav, og ved det andet høj/kraftig. Anders ‘oversætter’ deres bevægelser på klaveret.
En tilsvarende øvelse, men med omvendt fortegn er, når deltagerne bevæger sig rundt i rummet, og deres bevægelser bliver mimet af lyd, styret fra smartphones. Læs mit blogindlæg fra workshoppen med 3.f. i Albertslund.
Mens jeg sad og skrev på min blogpost om Singstar, blev fem ord ved med at vende tilbage i mit hovede: En papkasse og en pind, en papkasse og en pind. Det skete hver gang jeg tænkte over, hvilken teknologi der kunne være befordrende for at arbejde med sin musikalitet. Det er selvfølgelig for at sætte tingene på spidsen, men nu har jeg sat mig udfordringen, og så må jeg jo følge den til dørs.
Jeg kom så til at tænke på Sternbergs “post public service leg 1-3”
Så en papkasse og en pind? Hvorfor skulle det ikke være nok?
Leg nr. 1.Du skal bruge: mindst 3 personer. En papkasse og en pind. Sæt kassen op med åben bund, således at en person kan placere sig bagved, og nogle personer foran kan betragte personen gennem kassens åbning. En person, a, foran kassen tager pinden. En anden person, b, foran kassen laver en række ansigtsudtryk. Nu skal person c, bag kassen, akkompagnere person b’s ansigtsudtryk med nogle dertil passende lyde. Person a (som ikke kan se person b’s ansigt) dirigerer med pinden. Når han/hun løfter pinden op, laver personen bag kassen sine lyde vildere/kraftigere, og når han/hun sænker pinden laver c sine lyde roligere/svagere. Person b (som ikke kan se person a’s gøren og laden) lader sig inspirere af de bevægelser, som han/hun kan aflæse i person c’s stemme. På et tidspunkt slår a pinden hårdt ned på kassen. Og c og b stopper øjeblikkeligt deres aktiviteter. Nu er det a’s tur til at sidde bag kassen, hvor han/hun laver de ansigtsudtryk, som han/hun tror b har lavet, i den rækkefølge, han/hun husker dem eller ønsker at vise dem. Foran kassen sidder nu b og c og nyder underholdningen. Bagefter bytter de deltagende personer roller, og det gentager sig, indtil alle har prøvet alle roller, eller til at den ene skal hjem eller den anden er blevet sulten.
Leg nr. 2. Du skal bruge: Mindst tre personer. En papkasse. En pind. Et sted. Person nr. 1 har pinden. Person nr. 2 sidder med kassen over hovedet, så han/hun ikke kan se, hvad der sker. Person 3 er der bare.1) Person 1 laver lyd med pinden ved at slå, gnide, gnubbe, skrabe, banke den mod noget. 2) Person 2 sætter ord på. Det kan være ord for, hvad lyden bliver lavet på f.eks. “væggen”, hvordan lyden bliver lavet, eller et billede eller en følelse, lyden vækker. 3) Nu laver person 3 en imitation af lyden med sin stemme/mund. 4) Forløbet 1) til 3) gentages et antal gange. Person 1 laver for hver gang en ny lyd, person 2 sætter et nyt ord på, og person 3 imiterer lyden på en ny måde. Hver gang. Dette gentager sig indtil person 1 vurderer, at der er nok lyde og ord, og han/hun slår dermed med pinden på kassen. 5) dette er signal til person 2 om at tage kassen af og give den til person 1 og 3. Person 1 giver samtidig pinden til person 2. 6) Person 3 laver nu de lyde, han/hun har samlet op i 3), for person 1, som imiterer dem indtil person 3 er tilfreds. 7) Person 2 bruger alle de ord, han/hun har samlet sammen. Han/hun gentager dem, kombinerer dem, blander dem sammen, belyser dem med nye ord, så de i en stadig strøm danner nye mønstre, betydninger og fortælling. 8 ) Person 1 og 3 holder kassen foran sig. De lytter til person 2s fortælling, og de bruger de i 3) opsamlede lyde til at lave et akkompagnement. Lydene kan gentages, kombineres, vrides, fordrejes, hakkes op alt efter, hvad der passer bedst til fortællingen. 9) Person 2 kan til enhver tid slå med pinden på kassen, og akkompagnementet stopper. Når han/hun slår igen, fortsætter person 1 og 3, hvor de slap. 10) Når person 2 synes, han/hun er færdig, lægger han/hun pinden ned i kassen.
Som i leg nr. 1, kan denne leg også gentages med en ny rollefordeling, indtil alle deltagende har prøvet alle roller, eller til at det bliver for sent, og nogen skal gå.
Leg nr. 3.Du skal bruge: Mindst 2 personer. En papkasse. En pind. Et sted, hvor der er andre folk. Deltagerne går rundt med papkasse og pind og beder folk om at bidrage med lyde. Det kan være ord, sætninger, fraser, og alle andre tænkelige måder at lave lyd på. Lydene skal laves ned i kassen, og hver gang, der er givet et bidrag, rører spillerne rundt i kassen med pinden, hvorved den senest tilkommende lyd bliver integreret med de allerede donerede lyde. Når deltagerne har fået nok bliver de stående eller siddende og rører ekstra godt rundt i papkassen med pinden. Nu kan de tage hånden ned i papkassen og føre den op til munden. De lyde, som på den måde kommer op kan de nu lege med ved at gentage dem, kombinere dem, vride dem, fordreje dem og så videre. Hver gang en spiller ønsker at tage en ny mundfuld, er det en god ide lige at røre godt rundt. Legen stopper når alle lydene fra kassen er blevet godt brugt, eller når en deltager har fået luft i maven.
Hvordan skaber vi kulturelt bæredygtige fællesskaber? Og hvordan kan lyd som udtryksform drive denne udvikling? Det er spørgsmål, jeg stiller med denne blog. God læsning!
Ører med Filter 