Vi har brug for mere LANGSOMHED. Både for det regnvand, som alt for hurtigt fiser ned i kloakkerne, og for de mennesker, som alt for hurtigt fiser hjem for at sidde i hver sit sofaarrangement. Svaret er: VANDSTRUMENTET! Et gadeinstrument, som opsamler regnvand (i et nedlagt køleskab) og som man kan lave musik og lyde på. Det første får regnvandet til at tage den lidt med ro inden kloakken, og det sidste får mennesker på gaden til at standse op, og improvisere, lege, snakke og grine.
Vandstrumentet er et GADEINSTRUMENT, bygget af Jack Maynard & Casper Hernández Cordes.
Det er en del af projektet Vand i Gaderne, på Vesterbro i København. Vandstrumentet er på turne rundt i kvarteret, startende ved Træstubben, Vesterbros Naturværksted, ved Saxogade.
Alle kan komme og lave gadeimprovisationer, filme det, og lægge på Youtube. Send en email med filmen til denne mailadresse, og den vil automatisk komme her på kanalen:
Hvordan kan man arbejde med kompositoriske processer med unge musikskoleelever? I denne video tegner/fortæller jeg om hvilke metoder, jeg har brugt, da jeg gav en workshop den 24 – 25 oktober 2012.
Dette er en video, som dokumenterer, hvordan jeg arbejder med lyd som medie. Anders Find fra Projektland har lavet den, og det er simpelthen en perle af en video! Klipning, timing, panning, lydside, alt dette mestrer Anders til perfektion.
Her er der nogle særligt gode steder (stills fra videoen):
I oktober – november 2011 har eleverne fra 7. klasse på Ellebjerg Skole i Sydhavnen arbejdet med installationskunst i en proces som satte fokus på identitet og tilhørsforhold.Projekt RE-place blev udviklet og faciliteret af scenograf/biledkunstner Liselotte Justesen og komponist Casper Hernández Cordes, som en del af Statens Kunstråds Huskunstnerordning, i tæt samarbejde med klassens lærer, Annette Dybdal.Ideen med projektet var at styrke deltagernes oplevelse af at høre til og at blive hørti lokalområdet. De unge var med i alle dele af den kunstneriske proces, og det var centralt, at de fik ejerskab til projektet. Ved at arbejde med enkle greb og med de forhåndenværende midler skulle projektet tydeliggøre, at mulighederne for at udtrykke sig ligger ‘lige om hjørnet’ for de unge.Projekt Re-place forløb over fire faser:
Introduktion. Et forløb, hvor kunstnerne viste de unge, hvad kunstneriske processer kan. Hvordan man kan lægge et særligt blik på sine omgivelser, og derigennem på sig selv. Der blev arbejdet med eksempler på installations- og gadekunst, og deltagerne blev inddraget i de teknikker og metoder, som ligger til grund for arbejdet med kunstneriske processer.
Udforskning. Et forløb hvor deltagerne gik på opdagelse i nærområdet. Her var det deres opgave at finde et sted, de kender fra deres hverdag. Fra dette sted indsamlede de genstande og lavede registreringer i form af lydoptagelser, foto, video, noter, tegninger.
Udformning. I denne del af forløbet blev det indsamlede materiale sorteret, bearbejdet og kombineret på forskellige måder. Der blev arbejdet med idéudvikling og skitsering. Blev samlet og komponeret og gjort klar til at blive sat tilbage, re-placed.
Præsentationsfase. Som afslutning på projektet blev installationerne sat op på de udvalgte steder i kvarteret hvor de udsprang fra. Fredag den 2. december var der fernisering, hvor de unges familie og venner samt andre interesserede blev inviteret med på en installations-kunstrute. Kunstruten blev afsluttet med varm suppe ved den sidste installation, og der var lejlighed til en uformel snak mellem kunstnere, forældre og eleverne.
Lokalavisen Kgs. Enghave Bladet bragte denne artikel om Replace
Casper Hernández Cordes på vej til fernisering på Replace med Vesterbrokanonen
Eleverne havde af sig selv en narrativ tilgang til arbejdet med de steder de valgte. Denne tilbøjelighed kunne huskunstnerne bygge videre på, og inspirere til at udvide. Udfordringen var at iklæde fortællingerne nogle visuelle/lydlige former, som kunne løfte dem ud af det konkrete og over i noget mere processuelt. En af de øvelser der blev arbejdet med, gik ud på at identificere nogle følelsesmæssige udviklinger, historiens karakterer gennemlevede. Disse udviklinger blev ‘oversat’ til nogle forskellige lyde, som eleverne så kunne flytte rundt i rummet ved hjælp af smartphones. I dette mini-værk er flaske-lyde og hjemmelavede fuglelyde, som bliver bevæget rundt i rummet.(Kan med stor fordel høres i høretelefoner)
For at kunne arbejde med lyd som gadekunst brugte eleverne qr-koder. Med en smartphone og en qr-kode-læser app, f.eks. I-nigma, kan du scanne koden og komme til den website hvor lyden ligger
Læs og lyt til P2s reportage fra ferniseringen på Replace
Først var der powergirls. De havde været ude og filme fra “det forladte hus”, og havde haft deres fortælling i ørerne, mens de filmede handlingen på stedet, bare uden mennesker. En teknik man ser i dokumentarfilm, hvor man vil vise noget, der er sket på et sted, men hvor man ikke har de involverede til at foretage handlingerne. Typisk for sådan nogle krimidokuer. Pigerne havde nogle overvejelser om det var uhyggeligt nok, når de nu fremførte teksten meget lige ud ad landevejen. Jeg valgte at rose dem for det meget autentiske resultat, og sagde at for mig virkede det faktisk lidt uhyggeligt at de her meget uskyldige pigestemmer fortæller en historie hvor der er en masse man ikke får at vide. Man er nødt til at gætte sig til resten. Og slægtsskabet med den her dokukrimigenre gør også at man som beskuer er sporet ind på at noget uhyggeligt er sket.
Noget jeg har tænkt over i dag er det her med, hvordan man får en gruppe til at arbejde godt og kreativt sammen uden at det er de mest højtråbende og aktive der hele tiden styrer processen. Der var flere ideer til, hvordan der skulle lægges lyd til deres film. Udover speaken, som alle var enige om, var der én der mente, at de skulle bruge lyd fra filmoptagelserne, bla. med fuglelyde og skridt i blade, som baggrund. Nogle andre ville kun bruge visse af fuglelydene, – en krage – fordi de mente det ville gøre det mere uhyggeligt. Min strategi var at sige, at vi jo kunne prøve begge løsninger, og så se, hvordan det virkede. Den første pige, – som havde foreslået det med feltoptagelsen, endte med at sidde med ryggen til. De andre var opmærksomme på, hvad hun lavede og kom rundt for at se om hun evt. græd. de spurgte hende flere gange “er du OK?”.
Nogle andre situationer har fortalt mig, at det er meget vigtigt, at alle medlemmer af gruppen har nikket til de større linier i samarbejdet. Flere gange har jeg hørt nogen sige at “det har jeg ikke været med til at beslutte!”. Det bliver jo ikke lettere, når nogle af dem har været fraværende på det tidspunkt, men generelt kan jeg se, at det er meget vigtigt at alle har ejerskab til processen.
Brandhønsene havde forberedt scene 3 og 4, og vi fulgte sporet videre fra de andre sessions, hvor én speaker, nogle er ‘skuespillere’ og én laver lydeffekter til. Alle 4 der var der i dag var bare fuldstændig ukoncentrerede. Det hjalp at komme i gang med takesne, men selv midt i det meget koncentrationskrævende arbejde med at optage, hvor alle skal være på og helt stille, var fokus hele tiden på vej til noget andet, musik på mobilen, snak om hvem der er kærester. Og så var to af pigerne meget glade for at synge. Jeg sagde: I kan jo også lave noget sang på historien! Det var de med på, men så var tiden gået.
Den sidste gruppe Slappy Joes var nede med to mand. Heldigvis var A klar til at gå med. Denne unge mand var røget ud af én af de ‘visuelle’ grupper, og jeg har på et tidspunkt givet ham en solotime, hvor jeg viste ham nogle muligheder med Anthropomorfer (læs mit blogindlæg). Han sagde: “Jeg har kun fået ÉN time med dig!!”. Han viste sig at være et super supplement til gruppen, som arbejdede fokuseret og kreativt. K havde lavet rappen færdig til den cyklende mand, og A kunne så beatbokse til, mens K reciterede/rappede. A styrede Anthropomorfer på ipad. Her havde vi lagt nogle af deres feltoptagelser ind , – noget cykelstøj, en flaske der smadrer og noget øldåse der bliver skrabet rundt på asfalten.
K fik den ide, at stemmen til den fulde mand skulle indtales af én af dem, de havde interviewet nede på Mozarts Plads. Det bliver så opgaven på onsdag. SÅDAN! Det er jo glædeligt, når de unge mennesker får de samme ideer, som jeg ville have givet dem, hvis ikke de havde fået dem først!
K og D laver interview med en lokal medborger på Mozarts Plads
I dag var der kun tid til en gruppe, og det blev tilfældigvis The Slappy Joes. Det viste sig, nok lidt mod min forventning, at K havde formået at klippe lydene ud fra fredagens field trip. Han havde brugt Audacity, og det var et fint arbejde. Vi lyttede lydene igennem, som blandt andet bestod af to interviews med nogle lokale øldrikkere, udover de lyde, gruppen havde optaget on location som skulle bruges til at akkompagnere deres historie. Jeg viste gruppen, hvordan de kunne lægge lydene ind i Anthropomorfer, og hvordan de kunne forme lydene direkte ved atr hruge deres stemme. Det var første gang de blev introduceret for denne mulighed, og de gik straks i gang med at lege med muilighederne. Her var jeg lidt splittet, fordi på den ene side var det jo godt at de kom i gang med art eksperimetere og lege med lydene. Det er jo godt at de kan give los, og arbejde uden en klar dagsorden. På den anden side kunne jeg se at de hurtigt gik over i en modus, hvor det var sjovest jo højere og vildere det kunne blive. Højt og vildt kan jo være meget godt, men særligt hvis det er kombineret med retning og fokus. For st gi det mere fokus satte jeg dem til at lave en øvelse, hvor de skulle iscenesætte historien om cyklisten, der kommer cyklende og falder. Jeg spurgte dem, hvilke lyde cyklisten kunne tænkes at lave, og K, – som hele tiden har vist sig som den mest opmærksomme og engagerede – foreslog at cyklisten hørte en sang på sin ipod mens han sang til. Øvelsen kom til at have flg. spilleregler: K lyttede til en sang på sin ipod, mens han sang til, i mikrofonen. I Anthropomorfer gik hans stemme ind og formede nogle forskellige lyde (vi prøvede kirkeklokker, fodtrin, ventilatorstøj mm,). Samtidig fulgte A Ks bevægelser fra et punkt på gulvet til et andet med en smartphone, hvorved han gradvist flyttede en lyd af noget cykelstøj fra venstre til højre kanal. D var klar med ipad til at sætte ind med lyde af en væltende cykel når K var noget til punkt to, som vi havde markeret med nogle metalbakker og andet der kunne rasle.
Jeg kan ikke sige med sikkerhed, hvad drengene fik ud af denne øvelse. Den legende, eksperimenternde tilgang var slut, men til gengæld var de meget koncentrede om at udføre og time øvelsen. Den mindst opmærksomme, D, som generelt har et ubændigt behov for at putte plugs i ørerne med musik fra hans iphone, han var i denne øvelse jo nødt til at følge med i, hvad de andre lavede, så han kunne time sin del af forløbet.
Det er det her vekselspil imellem at give de unge mennesker frit spil – med som konsekvens at det bliver en ufokuseret smiden rundt med materialet uden – eller på den anden side at sætte nogle koncentrationskrævende øvelser op, hvor så til gengæld den spontarne medskaben går fløjten. Mit håb er jo, at jeg ved at sætte de her øvelser op kan sætte gang i nogel teanker og ideer hos deltagerne, som de på et senere tidspunkt i forløbet er i stand til at omsætte til nogle forløb, hvor de både har en vis styring og retning og samtidig kan give lidt los og få den lystbetonede side med.
Og hvordan lød der så, det der kom ud af øvelsen? Efter 3 – 4 takes kom der styr på formen, men det klingende resultat blev nok ikke så effektfuldt som de kunne have ønsket. Det findes der dog råd for! Næste gang kan vi arbejde med, hvordan man kan skabe densitet ved at kombinere flere lyde, som vi kan optage i rummet, lægge ind igen, osv, indtil det ønskede niveau af tæthed er nået.
Denne teknik viste jeg iøvrigt til en anden ung mand, som ikke er på et hold der arbejder med lyd.
Jeg bad ham spille noget musik fra hans iphone, og det lagde vi ind i Anthropomorfer og jeg skruede lidt op og ned på nogle knapper og der kom det her ud af det:
Mandag den 7. november 2011, Ellebjerg Skole, morgen.
Jeg havde POWRRGRRLS og The Slappy Joes først, begge grupper på samme tid, i hvert sit lokale. På den måde havde de 2 lektioner hver. Jeg ville dels give dem mere tid, og ved at sætte begge grupperne i gang på en gang var jeg jo tvunget til at give dem tid uden mig. På den måde kunne de også få mere tid til at arbejde med deres eget projekt, og forhåbentlig tage mere ejerskab. Den tredje gruppe, Brandhønsene kalder jeg dem, fik den tredje lektion alene, skarpt overvåget af mig. Jeg havde jo valgt den opdeling fordi jeg havde oplevet, at denne sidste gruppe var sværest at motivere. Og så blev det alligevel den omvendte verden: de to første grupper arbejdede totalt ukoncentreret, og den sidste var en drøm.
POWRRGRRLS skulle udarbejde deres scener mere i detaljer og notere, hvilke lyde og replikker, der skulle til. Og The Slappy Joes skulle redigere deres lyde i Audacity på skolebibliotekets computere. POWRRGRRLS arbejdede koncentreret i måske et halvt minut, og så gik der fjol i den indtil jeg kom op og satte dem i gang igen. Sådan gentog det sig gennem begge lektioner. De havde dog til sidst udarbejdet en tekst med tre scener, og et lidt løseligt plot. Tredje scene hang lidt, og havde ikke meget kød på… Og drengene i Slappy Joes fik arbejdet godt i et godt stykke tid, men da jeg kom ned til sidst var de i fuld gang med at vælte rundt på biblioteket. De havde isoleret en 4 – 5 lyde tilsammen, men havde logget af, og derfor var filerne forsvundet fra deres skrivebord da jeg bad dem logge på og lægge filerne på usbnøglen. Undtagen to filer, som jeg reddede. Nu har jeg bedt en af drengene kigge på det hjemme. Jeg har sendt ham en mail med links til Audacity og de store lydfiler, de selv har optaget i fredags.
Så er det helt spildt på de to grupper? Jeg tror det ikke. Jeg håber, de har fået mere ejerskab til arbejdet. Drengene har da lært noget om at redigere lyde. Min ide om at skabe en brændende platform for POWRRGRRLS faldt lidt i oceanet. Det gav dem ikke nogen særlig motivation og fremdrift at jeg foreslog en deadline allerede på fredag til deres opvisning for klassen. Det var ikke muligt mente de og dermed var den sag lukket.
Den sidste gruppe, Brandhønsene viste sig at være den bedst arbejdende. En af pigerne, N, havde skrevet en første scene og printet den ud i tre eksemplarer. De var helt på at lave scenen med kommentatorstemme, lydeffekter og skuespillerinde. Det var første gang de arbejdede med Anthropomorfer, og de var tilpas fascinerede af mulighederne. Jeg viste dem, hvordan jeg kunne lave lyden af en brandalarm ved at bruge et metal håndtag, jeg bankede mod bordet, og bagefter loopede. Det lød egl. meget rigtigt! Jeg bad dem finde ud af, hvilke lyde der skulle til scenen. Kartofler der koger, et brusebad, snusen og brand. Vi lavede lydene allesammen på en gang. De kogende kartofler kom til at som en slags smølfekor. Ganske sødt og sjovt.
Da de arbejdede med selve scenen gik det hurtigt op for dem, at det ikke var smart at læse teksten op til scenen i normalt læsetempo. Begivenhederne (i form af S. som spillede hovedpersonen) havde ikke tid til at følge med! I et take to var oplæseren N. derfor nødt til at sætte tempoet ned og følge med i, hvad S havde tid til. F styrede lyden. Når oplæseren sagde “så gik Amira i bad” skruede F hurtigt op for bruse-lydene og ned igen, med det samme! Jeg opfordrede derfor til i anden omgang, at F lod lydene vare den tid, som det varede i scenen. Da vi havde optaget det næste take var pigerne dog imod at lydene skulle spilles samtidig.
Hvad så med min dagsorden med at få gang i arbejdet med kunstneriske processer med lyd? DET ER da på vej. Med brandhønsene er det jo løftestangsprincippet. Jeg prøver at vippe det processuelle ind via det narrative. Og faktisk kom vi jo et stykke på vej allerede ved at de opdagede, at det ikke nyttede noget at læse teksten til scene op i et normalt læsetempo. Fordi de narrative processer ikke kunne følge med. De har en tendens til at fokusere på de sekventielle elementer frem for de processuelle. Da F for eksempel illustrerer lyden af bad ved hurtigt at skrue op og ned, uden blik for, at hovedpersonen faktisk er i bad over en tid.
Jeg tror, at jeg kan lukke op for de processuelle aspekter, tilstandene og overgangen mellem tilstandene ved at gå videre af dette spor.
Vi får se.
POWRRGRRLS laver feltoptagelser til historien om Børge, lokal spritter
Den årligt tilbagevendende Wundergrund Festival rummer i år også en workshop om improvisation, “Improvising Wundergrund” med pianist Anders Filipsen og komponist Casper Hernández Cordes som facilitatorer. De tre udvalgte deltagere, Pernille (23), Daniel (18) og Sebastian (16) var med til åbningskoncerten lørdag aften med Jeppe Just Instituttet. Dagen efter, søndag den 31.10.2011, starter de to facilitatorer workshoppen op med at afspille nogle passager fra koncerten, som deltagerne særligt har hæftet sig ved. Disse bidder med lyd/gestik, ‘kernelydene’, danner udgangspunktet for en tre timer lang workshop med efterfølgende koncert.
“Det vi gerne vil med denne workshop, er at arbejde med lyd på en måde, hvor vi i stedet for at tale i fastlagte termer, som genre, akkorder, skalaer og den slags, i stedet tager udgangspunkt i selve lyden, og går til den på forskellige måder, hvor vi trækker på andre modaliteter.” – Casper Hernández Cordes
En af de modaliteter, der trækkes på, er RUMMET. Øvelsen går ud på, at nogle af deltagerne går frem og tilbage mellem “0 %” og “100 %” på gulvet med et skilt i hånden, hvor der står “PITCH” (tonehøjde), “VOLUMEN”, “TÆTHED” (eller ‘hastighed’). Musikerne skal koncentrere sig om, hvad de menneskelige ‘skrue-op-og-ned-knapper’ laver. Det kræver MEGEN koncentration.
En anden modalitet, som der arbejdes med, er de associationer, som kernelydene vækker hos deltagerne. Anders Filipsen støtter deltagerne i at finde disse kvaliteter frem på instrumenterne. Det skærper opmærksomheden på et instrument som et objekt der kan frembringe lyd ligesom andre objekter, og det sætter den aura og utilnærmelighed, som vi måske kan have en tendens til at forbinde med et instrument lidt på pause.
En tredje modalitet som blev brugt som løftestang til arbejdet med lyd, var det narrative / ekspressive. Koblingen mellem denne modalitet og musikken foregik via Caspers instrument Anthropomorfer. Med dette instrument er det muligt at forme en kernelyd med sin stemme. Deltagerne lavede en øvelse, hvor de gik rundt og talte med hinanden ud fra de følelser, kernelydene vakte i dem. Efter at alle havde talt sig varme blev der sat en mikrofon op mellem to samtalepartnere, og mens de fortsatte med at tale blev bidder af deres fraser – som jo nu var ganske autentiske – optaget og brugt til at forme kernelydene med.
Efter arbejdet med de forskellige modaliteter var deltagerne klar til at gå ind i lydene med deres instrumenter i en serie af korte fri improvisationer :
Efter tre indholdsmættede timer begyndte publikum at møde frem. Facilitatorerne fortalte kort om dagens arbejde og så blev publikum selv sat i gang. De skulle nu fungere som levende knapper, der skruer op og ned for forskellige parametre. For hver musiker var der to publikummer, med hver sit skilt. Ét instrument kunne for eksempel blive styret af to mennesker med hver sit skilt hvor der stod “VOLUMEN” og “HASTIGHED”. Når “VOLUMEN” kom tættere på, spillede musikeren kraftigere, og vice versa. Samme princip for “HASTIGHED”.
Her er, hvad kameraet fangede:
Og her er så hele holdet sammen med facilitatorerne i fri improvisation med publikum på:
Under overskriften Voices Noises & Choices er der her i Wundergrund festivalens sjette år fokus på “de genresprængende nybrydende stemmer”, og der er som noget nyt en ambition om at lave aktiviteter udenfor de vante rammer, altså ikke blot i København men også i nabokommunerne.
Kunstnerisk leder Jan Lippert fra Wundergrund havde givet mig den opgave at få engageret unge mennesker fra Albertslund op til koncerten med Valby Vokalkor og Rumpistol den 13. oktober 2011.
Til at løse denne opgave valgte vi at lave en workshop som skulle munde ud i en showcase. Hvor en traditionel formidlingsindsats ville fokusere alene på at forklare og fortolke for de unge mennesker, valgte vi i stedet en inkluderende form, hvor deltagerne blev inviteret til at tage ejerskab til aftenen. Som supplement til forklaringerne om, hvad deltagerne skulle opleve, skulle de selv arbejde med noget materiale, og selv give publikum nogle oplevelser.
Det var min ambition at involvere deltagerne i en kunstnerisk proces, hvor fokus var på hverdagens lyde. De skulle arbejde kollektivt, improviserende, og det var vigtigt, at de samtidig havde sig selv med.
Jeg arbejdede med 3.f. fra Kongsholm Gymnasium i godt en måned, to timer om ugen. På workshoppen præsenterede jeg de 30 unge mennesker for et virtuelt instrument, Anthropomorfer, som gør det muligt at improvisere over lydene omkring os og forme dem med vores stemme og en smartphone. Og jeg opstillede forskellige modeller for, hvordan deltagerne kunne arbejde med improvisation over hverdagens lyde:
Som en del af workshoppen kom Jens Berents Christiansen aka. Rumpistol forbi og gav et foredrag om den nyere elektroniske musiks historie. Han viste eksempler af sin egen musik og havde bla. lavet nogle mix over nogle af de lyde, som deltagerne havde arbejdet frem. Læs artiklen i Albertslund Posten.
De 7 grupper arbejdede på meget forskellige måder med oplægget til workshoppen. En af grupperne arbejdede med smartphones, som de brugte til at flytte lydene rundt i rummet imens de bevægede sig på en tilsvarende måde. Her er en optagelse fra koncerten den 13.10 med ‘rum-gruppen’:
Flere af grupperne arbejdede med et udgangspunkt primært i det visuelle, hvor lyden kom i anden række. Det gælder bla. gruppen som kaldte sig “Buddies’ bodies”. De havde valgt at arbejde med forskellige kropsdele, som de lagde nogle forskellige lyde til. For eksempel valgte de at lade lyden til billedet af et øre være en stemme der hvisker “den der hvisker lyver“.
To af grupperne havde – uafhængigt af hinanden – valgt at bruge video/lyd fra et køkken. Den ene af disse grupper brugte Anthropomorfer på en måde, som for mig minder om OTA solgryn effekten. De lavede et mix med fire videoer i Anthropomorfer, som de optog. Så lagde de denne optagelse ind i Anthropomorfer igen som fire selvstændige, samtidige videoer, hvorved der kom ialt 16 små videoer. Denne proces gentog de en sidste gang, så der var 32 videoer. En kort video, men hvor der sker noget uforudsigeligt og interessant med lyden:
Tre af grupperne arbejdede decideret med det lydlige. Gruppen “Grankakaotræ” lavede en stille improvisation med klaverlyde og lydeffekter fra et keyboard. De har arbejdet meget musikalsk med programmet, prøv at lytte:
Gruppen “Dyrevennerne” lavede et live improviseret show til koncerten den 13.10, hvor de på baggrund af en rytmegruppe (trommer og bas) lavede improvisationer med stemmerne i Anthropomorfer. De inviterede også publikum til at komme med bidrag:
På sidste dag for workshoppen lavede vi en evaluering, som både skulle give mig et praj om, hvad deltagerne havde fået ud af workshoppen og samtidig invitere de unge kommende musiklærere og musikere til refleksion over, hvordan man kunne inspirere en gruppe mennesker uden ‘musikalske forudsætninger’ til at arbejde kreativt med lyd.
“Din bedste oplevelse med lyd/ musik?”
“Da Rumpistol fyrede den af i klassen, med vores lyde” – Elisabeth
“Første gang jeg tog en elektrisk guitar op med og slog strengene an uden at vide hvad jeg lavede.. Der var en distortion effekt på, og det var den bedste følelse” – Levi
“Når du selv skaber lyd/ musik, hvornår føler du så: ‘Det her er mig!’?”
“Nu skaber jeg ikke rigtig selv musik, men når jeg griner skaber jeg min egen lyd, og det er kun min egen”
“Hvad er det vigtigste, du har fået med fra workshoppen?”
“Alt i verden har en lyd, selv forskellige sprog har en melodi” – Elisabeth
“Et mere opminded syn på alternativ slags musik” – Sofia
“Da vi havde besøg af Rumpistol var lidt af en aha/wow – oplevelse, jeg fik et helt nyt billede af elektronisk musik”
“Mine øjne er blevet åbnet lidt mere for den elektroniske genre. Jeg har aldrig overvejet præcist hvor fritstillet man er med det elektroniske musik. Det er fedt!” – Josefine
“Inspiration. Anthro er et spændende program” – Emilie
“Hvordan ville du gøre, hvis du skulle sætte en gruppe mennesker uden musikalske forudsætninger til at arbejde kreativt med lyd?”
“Introducere dem for stomp. Da man ikke behøver at kunne spille på et instrument, for at kunne lave noget fedt ud af det. Samt man bruger ting, som folk bruger i daglig dagen blandet med en masse forskellige rytmer” – Sofia
Evalueringen viste, at det var meget forskellige ting, den enkelte havde fået ud af workshoppen. Der var en del, som gav udtryk for, at forløbet havde været med til at åbne deres øjne for nye musikalske udtryk, og nye muligheder. Der var samtidig mange, som efterlyste mere tid til at få hjælp til det tekniske i Anthropomorfer. Svarene på mit spørgsmål, om de følte de fik sig selv med, pegede i retning af, at de har oplevet det de har været introduceret for som noget ret nyt og fremmed.
Som facilitator på workshoppen er det måske mig der har lært mest, og jeg tager disse erfaringer med mig videre:
TID. Der skal meget mere tid til den enkelte deltager, end der har været i dette forløb. Tredive unge mennesker, som skal arbejde med noget for dem helt nyt, og som skal udvikle deres egen måde at gøre det på: det kræver meget mere tid til den enkelte. Faktisk ville en eller max. to grupper have været ideelt til den tidsramme, der var til rådighed
DET FRIE VALG SOM SPÆNDETRØJE. Et af mine mål med workshoppen var, at deltagerne skulle have sig selv med i det de lavede. Jeg præsenterede nogle forskellige modeller for, hvordan grupperne kunne arbejde, men for at være sikker på, at de fik sig selv med, lod jeg det helt op til dem selv at vælge, hvordan de gik videre. Det var dog tydeligt for mig, at de unge mennesker er vant til, at der stilles nogle klare forventninger til, hvad de skal gøre, og hvilket resultat der skal komme ud af det. Når de så får frie rammer, så bliver de forvirrede i stedet for at inspirerede.
TEKNOLOGIEN SEJRER ALTID TIL SIDST. Samtidig med, at jeg gav dem ret frie rammer til at gøre noget de ikke var klar over hvad var, viste jeg dem en helt ny, ukendt teknologi, Anthropomorfer. Meget af deres tid gik med dels at få det til at virke med deres forskellige computere, smartphones og andet, som de enkelte grupper havde til rådighed. Et meget vigtigt mål for mig var, at det teknologiske IKKE skulle fylde særlig meget. Og i stedet kom det til at fylde rigtig meget. I udgangspunktet syntes jeg, det var rigtig smart, at deltagerne brugte deres eget udstyr, for så var der en større chance for at de ville tage teknologien til sig. Men jeg kan se, at indenfor de rammer, som var til rådighed, havde det været smartere at der var noget udstyr, som bare stod der og virkede.
VILJE ELLER HANDLING. Anthropomorfer er et virtuelt instrument, som lægger op til en helt anden måde at arbejde med lyd end de fleste er vant til. Sådan som de fleste bliver introduceret for et nyt instrument, så er det noget med at lære, hvad man skal gøre for at få instrumentet til at lyde på en måde, vi er vant til at det instrument lyder. Der er en bestemt fremgangsmåde for den slags, og for til sidst at kunne udtrykke sig frit på instrumentet, så skal man følge den fremgangsmåde. Når man på den måde fokuserer på et konkret, kendt mål, så er det viljen til at nå et bestemt, kendt resultat, som er i spil. Jeg tror, at når så mange mennesker siger, at de er umusikalske, og henviser til forskellige nederlag med instrumenter eller med deres sangstemme, så er det fordi der er blevet fokuseret på resultatet, og på viljen til at nå dette resultat. De fleste computerbaserede programmer til at arbejde med lyd/musik lægger sig op ad denne tilgang, og det er ofte meget let at lave noget, som lyder, sådan som man forventer at det skal lyde. Dette er IKKE tilgangen bag Anthropomorfer. Her er det faktisk ret svært at få et bestem konkret, VILLET, resultat frem. Til gengæld kan en tilgang, hvor det er ens HANDLINGER, der styrer, være ret frugtbar. Dette skete for ‘rumgruppen’, hvor fokus var på at bevæge sig rundt i rummet, og lade lydene følge disse bevægelser.
“Kinesthetic learning at its best … is established when the learner uses language (their own words) in order to define, explain, resolve and sort-out the way in which his or her own body’s movement reflect the concept explored.” Wikipedia
Meget af det, som har været målsætningen med denne workshop er lykkedes. Til næste gang jeg står med nogle unge mennesker, som jeg vil invitere til at arbejde med kunstneriske processer omkring lyd bliver det dog med en tilgang, som fokuserer på, hvordan deltagerne kan gøre ting, de er trygge ved. Det bliver så deres vante HANDLINGER, som bliver udgangspunktet for processerne. Teknologien er noget som ligger i baggrunden og suger spor af deltagernes handlinger ind. Først i en senere fase kan vi kigge på, hvad der sker i teknologien, og hvad de spor i lyd, som er kommet kan opleves, og hvad deres sammenhæng til vores handlinger kan være.
Hvordan skaber vi kulturelt bæredygtige fællesskaber? Og hvordan kan lyd som udtryksform drive denne udvikling? Det er spørgsmål, jeg stiller med denne blog. God læsning!
Casper Hernández Cordes på vej til fernisering på Replace med Vesterbrokanonen
Ører med Filter 