U-sted adopterer U-bed i samarbejde med Saxo Crew.

Omkring et døgn efter at vi møjsommeligt havde revet vores nye adoptivbed, havde sået, vandet og sat små pinde op med snor, som tydelig markering af at her skulle man IKKE træde, kommer jeg forbi U-bed og ser …. en flok drenge, som VADER ind over bedet, kaster med pindene, og binder snoren hen over vejen så cyklister ikke kan komme forbi.

Jeg stiller mig op og råber HVAD ER DET I GØR VED MIT BED??!!! – Er det DIT bed? – Ja det er det eller det vil sige at jeg har adopteret det. – Kan man det !!???!!? – Ja, det kan man, alle som bor på Vesterbro kan adoptere et bed og selv passe det. – Er du fra kommunen? -Nej jeg er ikke fra kommunen, jeg bor her bare ligesom jer.

Efter denne snak blev der enighed om at drengene skulle være med til at adoptere bedet. Og at vi skulle mødes dagen efter kl 14.

Minsandten. Dagen efter kommer jeg kl. 14 og dér kommer de sgu. “Jeg SAGDE jo at han ville komme” lød det fra den ene af drengene. Den anden havde kartofler med fra forældrenes kolonihave.

Og så gik vi i gang. Hvert af børnene fik en plante/ kartoffel hver at plante, og vi lavede et lille skilt til hver plante “Basilikum, by Hassan”

Vi blev enige om at “Saxo Crew” var et passende navn til gruppen af børn, – de bor i Saxogade allesammen, og nu er aftalen at de unge mennesker er med til at passe på bedet.

Se fotos og tekster fra U-bed, som løbende deles af forbipasserende ved U-bed: http://usted404.tumblr.com/tagged/ubed

U-sted har adopteret bedet gennem projekt Blomstrende By. For mere info, kontakt:
Blomstrende By: 2568 2192 blomstrendeby@gmail.com

U-sted er et initiativ startet af komponist Casper Hernández Cordes i maj 2013. U-sted er kulturelt lim, der binder forskellige begivenheder på Vesterbro sammen. Det er et sted hvor nogle af alle de mange forskellige historier, kulturelle udtryk & former der popper op i bydelen, kan samles, og bygge lag på lag. Som en kulturel kompost. Læs mere om U-sted her: www.j.mp/usted404

Advertisement

Kollektiv improvisation over hverdagens lyde

Under overskriften Voices Noises & Choices er der her i Wundergrund festivalens sjette år fokus på “de genresprængende nybrydende stemmer”, og der er som noget nyt en ambition om at lave aktiviteter udenfor de vante rammer, altså ikke blot i København men også i nabokommunerne.

Kunstnerisk leder Jan Lippert fra Wundergrund havde givet mig den opgave at få engageret unge mennesker fra Albertslund op til koncerten med Valby Vokalkor og Rumpistol den 13. oktober 2011.

Til at løse denne opgave valgte vi at lave en workshop som skulle munde ud i en showcase. Hvor en traditionel formidlingsindsats ville fokusere alene på at forklare og fortolke for de unge mennesker, valgte vi i stedet en inkluderende form, hvor deltagerne blev inviteret til at tage ejerskab til aftenen. Som supplement til forklaringerne om, hvad deltagerne skulle opleve, skulle de selv arbejde med noget materiale, og selv give publikum nogle oplevelser.

Det var min ambition at involvere deltagerne i en kunstnerisk proces, hvor fokus var på hverdagens lyde. De skulle arbejde kollektivt, improviserende, og det var vigtigt, at de samtidig havde sig selv med.

Jeg arbejdede med 3.f. fra Kongsholm Gymnasium i godt en måned, to timer om ugen. På workshoppen præsenterede jeg de 30 unge mennesker for et virtuelt instrument, Anthropomorfer, som gør det muligt at improvisere over lydene omkring os og forme dem med vores stemme og en smartphone. Og jeg opstillede forskellige modeller for, hvordan deltagerne kunne arbejde med improvisation over hverdagens lyde:

View this document on Scribd

Som en del af workshoppen kom Jens Berents Christiansen aka. Rumpistol forbi og gav et foredrag om den nyere elektroniske musiks historie. Han viste eksempler af sin egen musik og havde bla. lavet nogle mix over nogle af de lyde, som deltagerne havde arbejdet frem. Læs artiklen i Albertslund Posten.

De 7 grupper arbejdede på meget forskellige måder med oplægget til workshoppen. En af grupperne arbejdede med smartphones, som de brugte til at flytte lydene rundt i rummet imens de bevægede sig på en tilsvarende måde. Her er en optagelse fra koncerten den 13.10 med ‘rum-gruppen’:

Flere af grupperne arbejdede  med et udgangspunkt primært i det visuelle, hvor lyden kom i anden række. Det gælder bla. gruppen som kaldte sig “Buddies’ bodies”. De havde valgt at arbejde med forskellige kropsdele, som de lagde nogle forskellige lyde til. For eksempel valgte de at lade lyden til billedet af et øre være en stemme der hvisker “den der hvisker lyver“.

To af grupperne havde – uafhængigt af hinanden – valgt at bruge video/lyd fra et køkken. Den ene af disse grupper brugte Anthropomorfer på en måde, som for mig minder om OTA solgryn effekten. De lavede et mix med fire videoer i Anthropomorfer, som de optog. Så lagde de denne optagelse ind i Anthropomorfer igen som fire selvstændige, samtidige videoer, hvorved der kom ialt 16 små videoer. Denne proces gentog de en sidste gang, så der var 32 videoer. En kort video, men hvor der sker noget uforudsigeligt og interessant med lyden:

Tre af grupperne arbejdede decideret med det lydlige. Gruppen “Grankakaotræ” lavede en stille improvisation med klaverlyde og lydeffekter fra et keyboard. De har arbejdet meget musikalsk med programmet, prøv at lytte:

Gruppen “Dyrevennerne” lavede et live improviseret show til koncerten den 13.10, hvor de på baggrund af en rytmegruppe (trommer og bas) lavede improvisationer med stemmerne i Anthropomorfer. De inviterede også publikum til at komme med bidrag:

På sidste dag for workshoppen lavede vi en evaluering, som både skulle give mig et praj om, hvad deltagerne havde fået ud af workshoppen og samtidig invitere de unge kommende musiklærere og musikere til refleksion over, hvordan man kunne inspirere en gruppe mennesker uden ‘musikalske forudsætninger’ til at arbejde kreativt med lyd.

“Din bedste oplevelse med lyd/ musik?”

“Da Rumpistol fyrede den af i klassen, med vores lyde” – Elisabeth

“Første gang jeg tog en elektrisk guitar op med og slog strengene an uden at vide hvad jeg lavede.. Der var en distortion effekt på, og det var den bedste følelse” – Levi

“Når du selv skaber lyd/ musik, hvornår føler du så: ‘Det her er mig!’?”

“Nu skaber jeg ikke rigtig selv musik, men når jeg griner skaber jeg min egen lyd, og det er kun min egen”

“Hvad er det vigtigste, du har fået med fra workshoppen?”

“Alt i verden har en lyd, selv forskellige sprog har en melodi” – Elisabeth

“Et mere opminded syn på alternativ slags musik” – Sofia

“Da vi havde besøg af Rumpistol var lidt af en aha/wow – oplevelse, jeg fik et helt nyt billede af elektronisk musik”

“Mine øjne er blevet åbnet lidt mere for den elektroniske genre. Jeg har aldrig overvejet præcist hvor fritstillet man er med det elektroniske musik. Det er fedt!” – Josefine

“Inspiration. Anthro er et spændende program” – Emilie

“Hvordan ville du gøre, hvis du skulle sætte en gruppe mennesker uden musikalske forudsætninger til at arbejde kreativt med lyd?”

“Introducere dem for stomp. Da man ikke behøver at kunne spille på et instrument, for at kunne lave noget fedt ud af det. Samt man bruger ting, som folk bruger i daglig dagen blandet med en masse forskellige rytmer” – Sofia

Evalueringen viste, at det var meget forskellige ting, den enkelte havde fået ud af workshoppen. Der var en del, som gav udtryk for, at forløbet havde været med til at åbne deres øjne for nye musikalske udtryk, og nye muligheder. Der var samtidig mange, som efterlyste mere tid til at få hjælp til det tekniske i Anthropomorfer. Svarene på mit spørgsmål, om de følte de fik sig selv med, pegede i retning af, at de har oplevet det de har været introduceret for som noget ret nyt og fremmed.

Som facilitator på workshoppen er det måske mig der har lært mest, og jeg tager disse erfaringer med mig videre:

TID. Der skal meget mere tid til den enkelte deltager, end der har været i dette forløb. Tredive unge mennesker, som skal arbejde med noget for dem helt nyt, og som skal udvikle deres egen måde at gøre det på: det kræver meget mere tid til den enkelte. Faktisk ville en eller max. to grupper have været ideelt til den tidsramme, der var til rådighed

DET FRIE VALG SOM SPÆNDETRØJE. Et af mine mål med workshoppen var, at deltagerne skulle have sig selv med i det de lavede. Jeg præsenterede nogle forskellige modeller for, hvordan grupperne kunne arbejde, men for at være sikker på, at de fik sig selv med, lod jeg det helt op til dem selv at vælge, hvordan de gik videre. Det var dog tydeligt for mig, at de unge mennesker er vant til, at der stilles nogle klare forventninger til, hvad de skal gøre, og hvilket resultat der skal komme ud af det. Når de så får frie rammer, så bliver de forvirrede i stedet for at inspirerede.

TEKNOLOGIEN SEJRER ALTID TIL SIDST.  Samtidig med, at jeg gav dem ret frie rammer til at gøre noget de ikke var klar over hvad var, viste jeg dem en helt ny, ukendt teknologi, Anthropomorfer. Meget af deres tid gik med dels at få det til at virke med deres forskellige computere, smartphones og andet, som de enkelte grupper havde til rådighed. Et meget vigtigt mål for mig var, at det teknologiske IKKE skulle fylde særlig meget. Og i stedet kom det til at fylde rigtig meget. I udgangspunktet syntes jeg, det var rigtig smart, at deltagerne brugte deres eget udstyr, for så var der en større chance for at de ville tage teknologien til sig. Men jeg kan se, at indenfor de rammer, som var til rådighed,  havde det været smartere at der var noget udstyr, som bare stod der og virkede.

VILJE ELLER HANDLING. Anthropomorfer er et virtuelt instrument, som lægger op til en helt anden måde at arbejde med lyd end de fleste er vant til. Sådan som de fleste bliver introduceret for et nyt instrument, så er det noget med at lære, hvad man skal gøre for at få instrumentet til at lyde på en måde, vi er vant til at det instrument lyder. Der er en bestemt fremgangsmåde for den slags, og for til sidst at kunne udtrykke sig frit på instrumentet, så skal man følge den fremgangsmåde. Når man på den måde fokuserer på et konkret, kendt mål, så er det viljen til at nå et bestemt, kendt resultat, som er i spil. Jeg tror, at når så mange mennesker siger, at de er umusikalske, og henviser til forskellige nederlag med instrumenter eller med deres sangstemme, så er det fordi der er blevet  fokuseret på resultatet, og på viljen til at nå dette resultat. De fleste computerbaserede programmer til at arbejde med lyd/musik lægger sig op ad denne tilgang, og det er ofte meget let at lave noget, som lyder, sådan som man forventer at det skal lyde. Dette er IKKE tilgangen bag Anthropomorfer. Her er det faktisk ret svært at få et bestem konkret, VILLET, resultat frem. Til gengæld kan en tilgang, hvor det er ens HANDLINGER, der styrer, være ret frugtbar. Dette skete for ‘rumgruppen’, hvor fokus var på at bevæge sig rundt i rummet, og lade lydene følge disse bevægelser.

“Kinesthetic learning at its best … is established when the learner uses language (their own words) in order to define, explain, resolve and sort-out the way in which his or her own body’s movement reflect the concept explored.” Wikipedia

Meget af det, som har været målsætningen med denne workshop er lykkedes. Til næste gang jeg står med nogle unge mennesker, som jeg vil invitere til at arbejde med kunstneriske processer omkring lyd bliver det dog med en tilgang, som fokuserer på, hvordan deltagerne kan gøre ting, de er trygge ved. Det bliver så deres vante HANDLINGER, som bliver udgangspunktet for processerne. Teknologien er noget som ligger i baggrunden og suger spor af deltagernes handlinger ind. Først i en senere fase kan vi kigge på, hvad der sker i teknologien, og hvad de spor i lyd, som er kommet kan opleves, og hvad deres sammenhæng til vores handlinger kan være.

Det Kolossale Kvantiseringsviskelæder

– giver de nyeste teknologier os hvad der skal til for at være kompetente medskabende i lyd?

Normalt når vi taler om teknologi, tænker vi på moderne teknologi eller nye elektroniske dimser. Jeg vil godt her bruge begrebet i en lidt bredere forståelse. Hvis nu jeg påstår, at en blyant er en teknologi. Den tillader os at tage noter eller skrive kærestebreve. Papiret er en teknologi. Det gør det muligt at hive kærestebrevet frem af skuffen 50 år senere. Min pointe hér er dels, at vi ikke behøver at se på det vi kalder nye teknologier som noget farligt og menneskefremmed. Dels vil jeg understrege, at gamle teknologier har været nye engang, og at vi også dengang, som nu, har brug for en tilvænningsperiode, før de etablerer sig som forlængelser af noget vi gør i forvejen, eller fader ud og går i glemmebogen. Skriftsproget i sig selv vil jeg hævde er en teknologi. Det har vi udviklet på et tidspunkt, og vores såkaldte elektroniske medier kunne man sige var seneste udvidelse af skriftsproget på vejen i retning af mere og mere avancerede – og måske mere brugervenlige, åbne og demokratiske – muligheder for at interagere med andre mennesker.

Når jeg taler om teknologier, så er det for at understrege, at det ikke blot handler om værktøjer, men også om selve måden vi har vedtaget at bruge dem på.

Hvad skal der til?

Det som interesserer mig her er altså, hvordan de nye teknologier løser opgaven med at gøre os til kompetente medskabende i lyd. Og hvad mener jeg så med det? Jo, når jeg siger os, så tænker jeg meget bredt på folk i almindelighed, altså alle slags mennesker, også dem som ikke er uddannede professionelle musikere. Når jeg siger medskabende, er det fordi jeg ser det som en god ting, at folk har indflydelse på, hvordan det de tager ind tager sig ud. Når jeg taler om, at vi skal være kompetente, tænker jeg på, at vores interaktion med lyd skal føre til noget, som er godt, som har en kvalitet, om ikke andet så bare for os selv, og de mennesker vi omgiver os med til dagligt. Og endelig vil jeg ved at bruge begrebet lyd, i stedet for at sige musik, lægge op til en mere åben forestilling om, hvad vi bruger lyd til.

For at finde ud af, om de forskellige teknologier har det der skal til for at give os mulighed for at være kompetent medskabende i lyd, vil jeg sætte nogle kriterier op, som de kan måles ud fra. Det første kriterium: Hvor demokratisk er teknologien? Er det noget vi alle sammen har adgang til, eller er et flertal afskåret, fordi det er for dyrt at deltage, eller fordi der er nogen, der ikke ønsker at vi skal deltage? Det andet kriterium: Hvor meget kræver det at ku finde ud af det? Hvor stejl er læringskurven, som man siger. Og det tredje: Hvor meget har vi mulighed for at være medskabende? Er det som med den sorte boks, eller har vi adgang til maskinrummet, så at sige. Et fjerde kriterium, som ligger lidt i forlængelse af det tredje: I hvor høj grad har ‘pakkebrugeren’ mulighed for at få sig selv med, så at sige, i arbejdet med pakken. Er den låst fast til de spilleregler, nogle har sat for den? Et femte og sidste kriterium: Hvor god er teknologien til at blande sig med andre teknologier? Hvis det er en meget kompleks, højt opbygget teknologi, tænker jeg at den er sværere at integrere med andre teknologier, uden at den så at sige suger dem ind og ophæver deres karakteristika.

Folklore som en dynamisk men desværre afdød størrelse

Med det her brede begreb om lyd som udtryksmiddel, som jeg har lagt op til, kan det jo siges, at vi allerede har en teknologi, som gør os allesammen til virtuoser og maestros og store komponister. De færreste lærer ikke at tale deres eget sprog, og med talesproget har vi en fuldstændig demokratisk teknologi, som vi allesammen er enige om at tildele den nødvendige tid til at lære; vi kan kombinere lydene i og omkring sproget på uendeligt mange måder og skabe nye ord og betydninger og udtryk; vi har i den grad os selv med, vores forhold til os selv er jo sovset helt ind i talesproget; og talesproget er en åben teknologi, som let kan kombineres med andre teknologier. Bare rap.

Der er jo en eller anden grund til at vi ikke kan nøjes med denne teknologi, og har brug andre måder at arbejde med lyd på. Er det vi kalder folklore så svaret? For mig at se ligger der mange fællestræk i måden vi beskriver begreberne folklore og talesprog. Ligesom talesproget er folklore noget mennesker får ind med modersmælken, som man siger. De vokser op med det, og er ikke bevidste om, hvor det kommer fra. Folklore er noget, der bare er der. Det er noget traditionelt, uforklarligt, indfødt. Ligesom talesproget. Det overleveres oralt siger man. Det kan vist også siges om talesproget. Det er demokratisk, gratis, for alle, og der er ikke nogen der har rettighederne til det. Og det er også svært at finde ud af hvem der fandt på det. Folklore bliver også beskrevet på en måde, hvor jeg vil sige, at det er en åben teknologi, som tillader brugerne at tage nye og fremmede teknologier ind og kombinere med det allerede kendte. Det er her, det billede som ligger i denne blogs titel kommer ind: Et filter. En velfungerende folklore, som altså er en folklore, der tillader folk at være kompetent medskabende, kan fungere som et filter, hvor det der skabes med og den måde det skabes på udvider sig, forandrer sig, og blander sig med nye indflydelser.

Sagen er bare, at vi ikke har nogen folklore. Navlestrengen er klippet over på et eller andet sted, ringen brudt, paradiset tabt, og vi står i vores modernitet og kan ikke bade i den samme flod to gange.

Det er selvfølgelig lettere tvivlsomt at skære flere hundrede års musikhistorie over en kam, men jeg våger et øje, og påstår, at der har været en bevægelse fra en situation, hvor folk i almindelighed har gjort brug af teknologier som har gjort det muligt for dem at være kompetent medskabende i lyd. Det var i de gode gamle dage, som aldrig kommer tilbage, hvor vi stadig havde en levende folklore. Derfra er vi gledet over i en situation, hvor teknologierne er blevet elitære, komplekse, vanskelige at tilegne sig, og svært tilgængelige. Vi er gået fra aktivt medskabende og medejende, til passivt modtagende og forbrugende. Den seneste udvikling går på visse måder tilbage til situationen i de gode gamle dage, og på visse andre måder kører den den foregående situation ud i en ekstrem.

Nye muligheder men degenererede løsninger

Jeg synes, at det er paradoksalt, at jo flere muligheder den teknologiske udvikling giver for brugervenlighed, interaktion, og demokratisering, altså at vores elektroniske udstyr bliver billigere, smartere og lettere at håndtere, des mindre kreative og/eller brugervenlige bliver de teknologier som et flertal af brugerne har adgang til.

Tag som et eksempel, hvad jeg her vil udnævne til efterfølgeren til karaoke, nemlig Playstations Singstar. Hvor karaoke i det mindste giver dig mulighed for at frasere frit, og forholde dig kreativt til rytme, pauser, og så videre, kort sagt alt det, som gør musik til musik, så låser Singstar brugeren helt fast til forlægget. Her gælder det om at ramme tonehøjde og rytme så præcist som muligt for at ‘vinde’. Ethvert initiativ til medskaben bliver simpelthen straffet. Du kan synge nok så umusikalsk, og alligevel tæve alle de andre, fordi du kan ramme den korrekte tone på det korrekte sted.

Sådan findes der en lang række såkaldt elektroniske teknologier, som er almindeligt udbredte, tilgængelige og dermed for så vidt demokratiske, og som gør det muligt for brugeren i et vist omfang at være medskabende. Som et af utallige eksempler kan jeg nævne Apples Garageband. Udover at fungere som en avanceret flersporsbåndoptager, giver disse teknologier brugeren mulighed for at sætte syntetiske lyde sammen, som lyder som kendte instrumenter, og det kan gøres på måder, som minder om de spilleregler, der ligger bag musik vi kender.

Når de nye computerbaserede musikprogrammer giver os mulighed for at være medskabende i lyd, sker dette kun til en vis grænse, blandt andet fordi de ligger under for, hvad jeg vil kalde kvantiseringens regime. Hvis vi kigger på den måde vi i nogle hundrede år har talt om og ordnet musik i vores ende af verden, så har vores behov for at dele den op i tællelige størrelser en central plads. Vi deler musikkens tid op i lige store bidder, og de bidder deler vi op i lige store underbidder osv. Tonehøjde har vi fundet nødvendigt at dele op i 12 videnskabeligt lige store bidder. Hvis vi kalder de forskellige musikformer for teknologier, så kunne vi kalde talgørelsen for en udvidelse, – en plugin. Med sådanne udvidelser, – og nodeskriften er en væsentlig en af slagsen – , kan den eksisterende teknologi tage en ny drejning. Men før en sådan plugin skal vinde indpas, så vil jeg mene, at der er behov for tid og plads til at teste den. Man ku sige, at den skal filtreres gennem  brugerne, at den skal humaniseres.

Kvantiseringsregimet

Når man med den samme videnskab som har været motor bag talgørelsen af musikken rent faktisk måler på, hvad dem som vi betragter som de dygtigste musikere gør ved lydene, så må det konstateres, at de slet ikke rammer tallene ordentligt. Ikke desto mindre oplever vi, at de synger og spiller ‘rent’.

Alligevel: I de nye computerbaserede musikprogrammer er forestillingen om et behov for talgørelse så stærk, at en væsentlig del af deres spilleregler bygger på, at lyden skal organiseres i bidder af videnskabeligt identisk varighed. Der er indbygget mekanismer, som automatisk korrigerer input fra brugeren, således at deres varighed bliver øget eller mindsket til de passer til den af brugeren valgte standardvarighed. For hver lydbegivenhed kan programmet desuden korrigere, så den ligger på en på forhånd vedtaget matematisk underdeling. Denne teknik kaldes kvantisering. Det samme gælder for tonehøjderne. Her kan teknologien korrigere, så alt hvad der kommer ind, og indeholder tone, kan blive passet ind på et videnskabeligt nøjagtigt niveau. Alle kan synge rent med sådan en dims. Det populære navn er autotune. I forbifarten er det interessant at notere, at der også i dette tilfælde sker en tilbagefødning, og at disse tillægsteknologier, og her kaldes de faktisk plugins, bliver brugt kreativt af nogle få, og det giver anledning til at der kommer nogle nye slags lyde ud af radioen.

Problemet med kvantiseringsregimet er, at det modarbejder det fjerde af mine kriterier, altså der hvor jeg taler om at få sig selv med. Jeg har været inde på talesproget som model for en teknologi til at gøre os til kompetente medskabende i lyd. Hvis jeg skal drage en parallel til de her computerbaserede teknologier, jeg taler om, så vil jeg sige, at deres hage er, at de i for høj grad bygger videre på skriftsproget som teknologi. Computerprogrammering er i sin essens skriftbaseret, og man ku tro, at dem som har haft indflydelse på, hvordan denne her udvidede skrivemaskine ku bruges til at arbejde med lyd, i for høj grad bygger på musikken i dens nedskrevne abstraktion. Det må jo siges at være ulige meget bekvemmere at omsætte det her flydende og udefinerbare, som lyd er, ved at bruge de tal, som nodeskriften allerede fiks og færdig har klippet det op i. Nu er det jo min præmis for det jeg skriver her, at det jeg kalder vores forhold til os selv, på en eller anden mærkelig måde står i et tæt forhold til hvordan vi udtrykker os via lyd i vores talesprog. Hvordan kan man så få øje på det? Jeg vil mene, at det kommer til udtryk i de forskydninger, vi lægger ind, og igen hvis du tillader at jeg kalder talesproget for en teknologi, så er det vores frihed og mulighed for at holde os til teknologiens spilleregler samtidig med at vi varierer måden at gøre det på. Vi fraserer, forskyder, improviserer, ironiserer og så videre, og alt sammen kan teknologien rumme.

Med de før omtalte computerbaserede teknologier bliver den slags forskydninger og idiomatiske kvabbabelser i bedste fald ignoreret. Hvis vi til billedet af blyanten tilføjer et fem kilos viskelæder, forstår du måske min pointe. Det er klart, at blyanten lægger op til at du kan gøre hvad som helst, men med dén størrelse viskelæder vil du også være ulige mere opmærksom på, at hvad end du kommer med, skal det efter al sandsynlighed korrigeres. Det er ikke umuligt med de nye computerbaserede musikprogrammer at være kompetent medskabende i lyd, og samtidig have dig selv med, men du skal så hele tiden bokse det der kolossale kvantiserings-viskelæder til side, så du kan komme til.