Kategoriarkiv: Diskussion

Kulturmæt på Kulturnatten

Vi lever i et overflodssamfund siger man. Kan man få overflod af kultur?

Lad mig fortælle om en skraldespand, jeg har mødt. I den her skraldespand er der engangsplastikkrus, små stykker pap fra nogle postkort. Der er æbleskrog og bananskræller; og osse et par tomme øldåser.

Vi er på Kulturnatten, og stedet myldrer med nysgerrige københavnere; spændingen står malet i deres ansigter imens de går fra bod til bod. Hvad kan jeg nu få af smagsprøver? Hvad kan jeg få med hjem, hvad kan jeg få hjælp til? Er der mon kommet noget ny teknologi? Kan man smage på en kronhjort?

Gæt en skraldespand!
Gæt en skraldespand!

De fleste, der læser disse ord, vil ikke undre sig synderligt over beskrivelsen af den her skraldespand. Der vil dog måske være en lille gruppe læsere, der tænker: Hov! Det kunne man måske have sorteret, det affald?

De vil måske undre ekstra meget når jeg nu siger, at denne skraldespand befinder sig på et ministerium; og ikke på hvilket som helst, men på selveste miljøministeriet. Skulle netop dette ministerium ikke vise vejen for en mere bæredygtig livsstil?

Men så på den anden side. Det er jo Kulturnat. Og på sådan en Kulturnat skal vi jo ud og rigtig forbruge kultur.
Pludselig får ordene brug-og-smid-væk-kultur en ny betydning. Brug-og-smid-kultur-væk-kultur?

Vi drikker bæredygtig juice i en miljøministeriel engangsplastikkop. Smider den væk. Og på samme måde forbruger vi lystigt af kulturnatkultur. Og bagefter kan vi smide oplevelserne væk, i en stor kulturel skraldespand, der ligger et eller andet sted bagest i hovedet sammen med tonsvis af andre brudstykker fra vores kulturelle forbrug i det her kulturelle overflodssamfund.

Et af de nøgleord jeg hører igen og igen på konferencer om byudvikling, borgerinddragelse og lokalkultur er midlertidighed. Midlertidighed passer godt ind i den måde Stat, kommuner og organisationer fungerer på, når det kommer til kulturelle processer. Fordi når vi siger ordet langsigtet, klinger ordet drift med. Og så begynder det at blive småuhyggeligt i de små regneark.

Midlertidighed er også et nøgleord for æbleskroget i den miljøministerielle skraldespand på kulturnatten. Æbleskroget har en nu kun midlertidig eksistens som organisk materiale og kan se frem til at blive brændt af sammen med så meget andet affald. Og vores æbleskrog bliver på den måde forhindret i at gå i forbindelse med andet organisk affald til fordel for en lokalt produceret gulerod, i en lokalt forankret byhave, hvor deltagerne i fællesskab opdyrker en modstandskraft imod fødevareindustriens tilfældige op- og nedture, og lemfældige omgang med sundhedsskadelige stoffer.

Kulturelle processer, der danser i takt til rytmen i ordet midlertidighed bliver på samme måde forhindret i at danne grobund for vores lokale fællesskabers evne til at opbygge kulturel bæredygtighed og modstandskraft. De stumper af kulturelt affald jeg i alt hast hober op bagest i mit hovede når ikke at blive sorteret og bearbejdet på en måde så de kan gå i forbindelse med kulturelle brudstykker bagest i dit hoved, på en måde så de kunne befrugte hinanden og give os en grobund hvor vi kunne dyrke vores egne lokale bæredygtige ‘kulturelle gulerødder’.

Kulturelle flugtbilister

Jeg er såmænd selv en soldat i hæren af kulturelle forandringsagenter der marcherer i takt til rytmen af ordet midlertidighed. Og når jeg overfor andre ærgrer mig over, når mine initiativer for kulturelle forandringsprocesser får karakter af hit and run, så lyder det velmenende svar ofte noget i retning af, at nåja, men det sætter jo nok nogle spor i folk.

Jeg tror ikke på midlertidighed. Hvis kulturelle processer på nogen måde skal sætte varige spor er de nødt til at foregå indenfor rammer, hvor ordene langsigtethed og forankring har en egentlig gyldighed

Og så er vi tilbage til ordet drift og de små skælvende regneark. For de situationer, hvor kulturelle processer får lov til at udvikle sig i mere langsigtede rammer, er situationer hvor nogen skal kunne holdes op på resultater på en måde, så nogle andre, der sidder med ansvaret for de små skælvende regneark kan føle sig trygge.

De steder, hvor der arbejdes mere langsigtet med kulturelle processer, er der et stort, og for mig at se stigende, krav om målbarhed.

Og da de, som vogter over de små skælvende regneark sidder længere og længere væk, og højere og højere oppe i hierarkiet, bliver den fantasi, der er til rådighed for at forestille sig måder hvorpå man kan måle resultater indenfor de kulturelle processer, tilsvarende mindre.

Vi stoler. Mest på det som kan måles og vejes.

Der er mange gode processer i gang som allerede nu kombinerer økologisk og økonomisk bæredygtighed med sociale processer. For at disse forandringer skal slå igennem for alvor, skal de akkompagneres af kulturelle processer. Vi skal vriste de kulturelle processer fri af den midlertidighed der præger det kulturelle overflodssamfund.

En egentlig nytænkning fra os kulturagenter vil indebære at vi finder måder hvorpå vi kan styrke de lokale fællesskabers kapacitet til at udvikle, fastholde og videreføre deres egne kulturelle udsagn.

Dette er, hvad jeg kalder den kulturelle bæredygtighed. Og den er forudsætningen for de andre bæredygtigheders bæredygtighed.

Reklamer

iPadiseringen af musikfaget i folkeskolen, – et sneleopardspring fremad for kundegørelsen af de menneskelige relationer

To alvorlige problemer i denne fremstilling:

  1.  iPad bliver fremstillet som det ypperste af den nyeste teknologi, men er i praksis eksponent for en grasserende negation af de muligheder den nyeste teknologi tilbyder. Køber du en iPad (eller andre i-devices) betaler du for et ypperligt værktøj til at interagere med dine omgivelser, men du får samtidig, gratis så at sige, med i købet et stykke af en ligeså ypperlig teknologi, hvis eneste mål er at forvandle alle dine handlinger til et kundeforhold til Apple. Ipadiseringen af vores undervisningssystem er et skridt bagud, teknologisk og læringsmæssigt, og et sneleopardspring fremad for kommercialiseringen af skolen, og for kundegørelsen af de menneskelige relationer.
  2. Garageband er, ligesom det absolutte flertal af musikrelaterede computerprogrammer, musikalsk bagudskuende. Deres musiksyn bygger på en overfladeforståelse, hvor fænomenet musik forveksles med en beskrivelse af, hvordan musikken frembringes, altså gennem det vi kalder skalaer, akkorder, metrum, mm. Det er fuldt teknisk muligt at udvikle computerværktøjer som gør det muligt at arbejde med musik på et mere grundlæggende niveau, altså der hvor selve det at vi er i stand til at forholde os til hinanden og vores omgivelser gennem lyd bringes i spil. Hvis musikfaget skal fornyes skal det ikke ske ved at man udskifter de evindelige bongotrommer, triangler, blokfløjter og elbasser med nogle digitale ditto. I stedet for at fortsætte og yderligere styrke forståelsen af musik som resultat, som objekt, som overfladefænomen, og som en færdighed man skal mestre, skal musikfaget fuldstændig gennemrevitaliseres – hvis ikke det simpelthen skal afskaffes som selvstændig disciplin – og begynde at arbejde med musik på et grundlæggende plan, som proces, som potentialitet, og som en kapacitet vi alle besidder, som sansende, reflekterende, kommunikerende og kollektivt skabende og hele væsener.

Relateret læsning:

Om hvorfor ios ikke understøtter flash, The Guardian

Kritik af Apples “anticompetitive behavior”, Wikipedia

” Nye muligheder men degenererede løsninger” Ører med filter, Casper Hernández Cordes

Kommercialiseringsteknologien i struben de egentlige nye teknologier

iPad i skolen

Musikkfaget i grunnskolen har slitt med lav relevans og det har vært teknologisk utdatert. Hverdagen til unger og tenåringer er full av musikk og teknologi, mens musikkrommet har knapt hatt en datamaskin. Ei heller egnet programvare, eller lærere som behersker djevelskapet. Veien fram til relevant innhold med fornuftig bruk av teknologi har vært lang, og er fremdeles lang. Humpene i veien heter økonomi, kompetanse, mer tilrettelagte løsninger, tidsfaktor, lærerutdanning, osv.. Men nå er det en løsning på markedet som senker terskelen på alle områder med unntak av relevans og det å være teknologisk på høyde. Nymotens iPad med GarageBand løser flaskehalsen som den reneste champagnesprut på nyttårsaften.

Det høyreiste ordvalget bekreftes av to norske prosjekter som har dypdykket i materien i løpet av vinteren. Skedsmo kommune og Eiksmarka skole har begge benyttet iPad og GarageBand på musikkrommene, og erfaringene er intet annet enn oppsiktsvekkende. Løsningen kommer inn som et fantastisk…

View original post 237 more words

Al Kultur er Interkulturel

Soup from the Heart, onsdag den 19. januar 2011.

– Oplæg af Casper Hernández Cordes om Interkultur og det danske musikorganisatoriske landskab.

“Jeg hedder Casper Hernández Cordes og jeg er uddannet komponist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Jeg har arbejdet i mange år med udlændinge… jeg har undervist i dansk på et sprogcenter for at tjene penge det skal man jo osse … jeg har startet med at arbejde meget med sprog som komponist og har meget interesseret mig for sprog som lyd og hvad hvad for noget lyd vi som mennesker laver.

For mig er vi alle sammen musikere, i og med at vi er knaldgode til at udtrykke os med lyd og det gør vi så gennem sproget. Så det har været mit fokus. Og så ved siden af har jeg arbejdet som sproglærer og ja, det er jo osse oplagt men efterhånden har disse to ting logisk nok samlet sig for mig, så jeg arbejder mere og mere med kultur og sprog og mennesker fra forskellige steder i verden og mødet imellem meget forskellige udgangspunkter.

Grunden til at jeg står her, det er at jeg har meldt mig til at være mentor i det her interkulturelle mentorprogram; og det første der skete det var at jeg fik en mentee, som hedder Mohanad Mansour og han er palæstinenser og laver palæstinensisk musik, og da jeg så det så sad jeg og tænkte… jeg er jo vant til at… jeg står jo og underviser folk der har tørklæder på, jeg er jo ikke bange for det , vel altså, jeg er jo godt klar over alt det der, og jeg har jo stået der og været super interkulturel, men da jeg pludselig med min kunstneridentitet skulle stå og være mentor for en som lavede noget HELT andet, så kunne jeg mærke lige plusli, ok, der var en ny grænse jeg skulle passere, fordi lige pludselig kunne jeg se, hvad skal jeg gøre, hvad kan jeg bidrage med når han laver palæstinensisk musik, jeg aner jo ikke …. det mindste om denne musik. Men så tænkte jeg: godt!, jeg er vokset op her i Danmark, jeg har .. . jeg er uddannet indenfor det her system, og jeg kender hvad for nogle knapper man skal trykke på, ogsåvidereogsåvidere, men så kan jeg jo vise ham, hvad det er for et landskab med støttemuligheder og alle de der ting han er kommet til, så jeg satte mig for at være mentor på den måde.

Så hvad er det for et landskab han er kommet ind i? Og for at blive lidt klogere, så gik jeg tilbage og kiggede på, hvad har man snakket om igennem tiden i Danmark omkring det her med noget der kommer udefra og som skal ind, ikke osse? hvordan har man oplevet det her med noget der kommer fra andre kulturer? Så jeg fandt nogle artikler i noget der hedder Dansk Musiktidsskrift, er der nogen der kender det? … Der bliver nikket?!, ok. Dansk Musiktidsskrift er nu gået online, men har eksisteret i et eller andet med 100 år, men i 1933 havde man meget diskussion, omkring det her med: hvad gør vi: vi har en kunstmusik som ikke har noget med folket at gøre. Folket har ikke nogen musik. Hvad skal vi nu gøre? Skal vi sætte noget i stedet for eller hvad gør vi. Så jeg har fundet en artikel af Sven Møller Kristensen, er der nogen der kender ham? Ja, der bliver nikket? Vi kan måske komme ind på lidt senere, hvem han var for en. Han skrev en artikel der hedder ”Jazz og Folkemusik”. Jeg kommer lige med et citat fra den artikel her.

“Jeg behøver ikke at lægge skjul på, at jazzen efter min mening er den moderne musik, der gør enhver diskussion om ældre musik overflødig. Lad mig straks sige, for ikke at blive misforstået, at der ikke er tale om, at jazzen er en folkemusik, men om at den har chancerne for at blive det, fremfor nogen anden nutidig musik. Den har for det første den stoflige basis, som giver sig udslag i den naturlige, fysiologiske, ametriske rytme. Stilen er almen, ikke personlig, og udførelsen for en stor del improvisatorisk. Det skulde da synes indlysende, at jazzen er det bedste grundlag at arbejde paa.”

… og når han siger grundlag så tænker han på, i forhold til at skabe en ny folkemusik i Europa.

Se, der var meget kontrovers på det tidspunkt omkring de her ting, og jeg har fundet et svar til det her. Det er så en komponist der hedder Vagn Holmboe, er der nogen der kender Vagn Holmboe? – Der bliver nikket igen samme sted! (Publikum: [Latter] ”Det er noget med alderen”) ..Jamen det er ikke sikkert kun noget med alderen, det kan være vi kan komme ind på det lidt senere. Såå. han skriver svar til Sven Kristensen, (kommentar: ”kan du ikke lige vente til de er kommet forbi, så vi kan høre dig”) Jo, i mellemtiden så kan I lige summe om hvad I har hørt, første citat, hvad handlede det om, snak sammen to og to, så kommer vi tilbage.. Ja det var knapt to minutter [latter].

Se, Vagn Holmboe, som nogle af jer åbenbart kender, skriver så til Sven Møller Kristensen, – og vi skal huske at tænke på hvad for en kontekst det er sagt i, det er sagt i 1930, ok, inden vi begynder at blive, øhm, …. meget oprevne. Han skriver:

“men naturligvis er jazz ægte folkelig – for negeren i hvem jazz er opstået, og for hvis mentalitet selv en ret raffineret rytmebehandling er en ligefrem og naturlig ting.”… “Det er jo sådan, at rytmen og dens behandling er hovedelementet i jazz, ja igrunden det eneste særprægede og specielle; (harmoniken er overvejende impressionistisk – altså passivistisk! – og melodiken, om end ikke overalt passivistisk, så dog fælleseje for en stor del folkemusik) men for at rytmens anvendelse kan kaldes ægte folkelig fx. i Danmark, må selve rytmen enten være udsprunget i det danske folk, eller i en sådan grad beslægtet med, eller forandret i forhold til, dansk mentalitet, at det danske folk kan tilegne sig den og elske den.” “Jazz er, som neger-folkemusik, naturlig og levedygtig; men som europæisk kulturfaktor, må den berettiget kaldes degenereret. Det er jo degeneration, når en kultur bliver så åndsfattig – og gold, at den ikke indefra kan forny sig selv, men må søge fortsættelse i en så fjerntstående kultur som negerens.”

[Nønne: ”Casper det kunne være, at du kunne drage en parallel til vores tid, vores samtid?”]. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at spørge fordi det her er det er jo en kontrovers imellem to meget forskellige måder at se på tingene på: Hvem vandt diskussionen, hvis vi ser på dagens Danmark? Det kunne jeg godt tænke mig at høre fra jer, og hvis I kan summe om det, [til Nønne:] er det ok, at de sidder og summer lidt, og så kan vi snakke om det?

Altså der var to standpunkter: Den ene siger: Jazzen er vores nye folkemusik, fordi vi har ikke andet, lad os nu tage hvad der er. Og den anden siger: ”Jazzen er fremmed for vores kultur, – vi må sige, at det er forfærdeligt at vi ikke har nogen selv”. Kunne I ikke lige summe over det i to minutter. [Nønne: Men det kan være at man skal forholde sig til den nye musik der kommer, altså for eksempel palæstinensisk musik og ikke jazz] Ja, jazz er bare et eksempel. Prøv lige at snakke om, hvem vandt diskussionen, hvis vi ser på i dag?

[en yngre kvinde: ”Der er jo ikke rigtig nogen der vinder, det er ligesom en krig, jeg mener, der er ikke nogen der kan vinde en krig, er det ikke bare at mødes et sted”]

Ja, så vi får ligesom en fusion eller crossover eller ?

[en yngre mand:” men er det ikke det statiske kulturbegreb de har fat i, som er helt forkert, altså kultur er altså konstante responsive processer mellem mennesker, i stedet for, og det er netop kulturens udvikling …. bliver et resultat af de kulturer den nu støder op mod. Så man kan ikke tale om en degenererende, – jo det kan man måske netop om kulturen – kun indefra hvis kulturen lukkede sig om sig selv.]

Yes. Yes. andre bud?

[Nønne: Men det kan være, vi skal spørge hinanden og os selv om, hvad er kultur så? Altså hvis vi skal definere kultur, altså hvis vi har en kasket på, så vi kan sige at den ene kultur er bedre end den anden; så kan det være vi skal snakke om, hvad kultur er?]

[Den samme yngre kvinde fra før: ”Men er kultur ikke bare en udvikling, fordi den udvikler sig hele tiden, det kommer jo osse an på hvem man bliver venner med, og hvem man bliver gift med, og hvad man laver, og hvad man beskæftiger sig med i dagligdagen, der er jo ikke nogen facitliste over hvad kultur er, jo man kan jo sagtens skrive en hel masse ting om, hvad kultur…, altså et bestemt emne, kultur, men det kan jo være alt, det er jo ligesom altså kunst, det er jo osse et vidt begreb]

Jeg synes det er en rigtig god pointe, jeg synes det er nogle rigtig gode pointer, og det som jeg gerne ville frem til, det var, at på en eller anden måde, så har begge to vundet diskussionen, fordi det man har gjort siden, det er at man har lavet klubber, man har lavet foreninger for dem der var enige med sig selv, så dem der syntes at jazz-standpunktet var det rigtige , de lavede en klub, der hedder danske jazz autorer.. danske jazz og beat [en person prøver at hjælpe med sætningen] hvad hedder det..? ja. der er nogle forskellige forbund, der varetager nogle forskellige interesser, dem der var uenige med det, de lavede deres eget forbund, deres egen komponistforening, som syntes at det var det rigtige, og på den måde har vi fået et landskab af forskellige små klubber, interesseorganisationer, ikke osse? .. som er dukket op.

Og hvad sker der så når man indenfor denne her interesseorganisation er blevet uenig med sig selv? Så laver man en ny, så skiller man sig ud i flere organisationer, så nu har vi en urskov… Er der nogle der kan nævne nogle musikorganisationer i dk?

[Publikum: Verdensmusikforbundet… Rosa]

Rosa? er der nogen fra Rosa tilstede? … Der er jo et hav. [ en kvinde : (utydeligt)] OK. Nu står jeg jo ikke og siger.. jeg kommer fraktisk ikke med nogen domme. Jeg står bare og lægger et landskab frem. Men det er så når jeg står med min mentee, som er .. som laver palæstinensisk musik, hvad gør jeg så med ham.. menøh, jeg skal jo lære ham at finde vej i dette landskab, – jeg har selv fundet vej i landskabet, jeg har selv affundet mig med at der var de her kasser som tingene blev puttet ind i og så stiller jeg mig pænt ind i den kasse hvor jeg jo er, og så snor jeg mig jo som jeg selv bedst kan, men når man står med en som laver palæstinensisk musik, hvad for en kasse skal han så i?

Så vi går trofast, .. jeg har været med Mohanad i forskellige af de her kasser og se, hvordan ser der ud herinde ikke osse? Vi har været i Koda og snakke og vi har en aftale med Dansk Musikerforbund, så vi skal se, hvordan ser der ud herindefra. . Jeg har lige snakket med Mohanad i dag og jeg spurgte ham: er du så blevet medlem af KODA?, og så siger han så , at ”ja, det koster jo de her 700 kr. at blive medlem, og jeg ved ikke lige om den musik jeg laver kan få kodastøtte osvosv.” Men fra mit synspunkt, jeg er jo selvfølgelig bare ja, jeg blev jo nærmest med dåbsattesten skrevet ind i KODA, det gør man jo bare. Så det der sker i den her måde at se på det hele på, vil jeg påstå, det er at man arbejder med en særlig form for struktur, hvor man tænker på kunst som nogle færdige værker, -det er produkter, ikke osse, for at være medlem af KODA, så skal du skrive et nummer ind, hvor langt varer det, hvem har skrevet det ogsåvidereogsåvidere. Værket er et produkt. Og samtidig så er du et individ der gør det. Du er en person, en bestemt navngiven person, der kommer med det her værk, det vil sige at man arbejder i en retning af en individualisering og en materialisering af kunsten. Hvad så hvis man tænker i processer? Altså man arbejder med kunstneriske processer, eller hvis man arbejder i grupper? Hvordan er der plads til den tilgang? Så faktisk, det der skete for mig, i at jeg skulle være mentor, det var at jeg begyndte at få øje på de ting – jeg havde godt tænkt over det i forvejen, men jeg begyndte at sige, jamen hvorfor skal det fortsætte med at være på den her måde, kan man gøre noget om, er der andre muligheder? Jeg begyndte at komme mere i tvivl omkring det her.

Se, da Nønne bad mig om at stå her og snakke, så havde hun givet mig nogle spørgsmål, som jeg skulle tage udgangspunkt i og dem kunne jeg godt tænke mig at gå igennem. Der er tre spørgsmål. Så skal I nok slippe. Det første spørgsmål, jeg vil tage fat i, det er

”Hvad kan interkultur som almindelig dansk kultur ikke kan?”

Og det er måske et spørgsmål, som man kunne blive mødt med, hvis man skulle fortælle om interkultur et sted. Hvad er det der er så særligt ved interkultur? Og så er det så at jeg vil sige, jamen: hvis vi har en kultur, der består af nogle små kasser, hvor man har sin egen lille kultur i, som er enten jazz eller osse så er det rock eller osse så er det klassisk, jamen hvordan kan man udvikle sig fra at have den kasse, fordi for at få den kasse, så ska man putte navne på tingene, man er nødt til at sige: det her det er ”jazz”, jazz er dermed forskelligt fra de andre, men hvis man siger, jamen jazz det kan også være så meget andet, – men så er man i gang med at opløse sig selv. Er I med på det? Så for at .. jeg vil sige at for at kunne lave noget nyt, jamen så er der nødt til at være interkultur. Og interkultur forstået som noget bredt som noget der kan ske ved at nogle nye mennesker kommer til landet udefra, men det kan også være almindelige danskere, der sidder i hver sin kasse, med hver sit sæt begreber, som begynder at finde ud af, hvordan kan vi kombinere. Fordi derfra kan der ske noget nyt.

Det næste spørgsmål, det er:

”Hvis man bakker op om interkultur, betyder så en nedprioritering af den almindelige kultur?”

Altså, spørgsmålet er stillet sådan lidt polemisk, og det kunne være noget nogen fandt på at sige, jeg vil selvfølgelig først sige: men hvad er almindelig kultur? Fordi for mig at se, så er ‘almindelig’ kultur, noget der engang var interkultur. Altså for mig at se, så er kultur altid på et eller andet tidspunkt opstået i et møde mellem nogle forskellige ting, og bagefter har man fundet ud af at kalde det for jazz, og så har man pludselig syntes at det så ud på en bestemt måde, og så bliver man ved med at reproducere den måde man synes det ser ud på. Selvfølgelig kan det udvikle sig men man [utydeligt]. Så på et eller andet tidspunkt, så har det været interkultur, et møde imellem forskellige kulturer – i meget bred forstand. [oplægget varer 2 – 3 minutter mere, men der er ikke nogen optagelse tilgængelig] ”

Læs også min blogpost om, hvordan man kan iscenesætte møder, hvor interkulturalitet er på dagsorden.