Kategoriarkiv: Anmeldelse

Son Palenque: Hverdag, sprog og folklore

Dato: 7. oktober 2011
Sted: Global, København
Fotos: Ivonne Hernández Cordes & Luis Pacheco
Interview & tekst: Casper Hernández Cordes

Son Palenque, koncert i Global, København. Fotos af Ivonne H. Cordes

“Son, paaLENqueeeeeeeee” råber Justo Valdez, “de CoLOMbiaaaa” tilføjer Luciano Torres, og så kører det ellers derudaf med maracas, tambor alegre, tambora, claves og de andre instrumenter som er typiske for den afrocolombianske folklore. Syvmandsorkesteret Son Palenque har været på banen i over 30 år, og har haft en masse succeser. I aften spiller de på Global i København, og dansegulvet er fuld af danseglade mennesker.

Inden koncerten har jeg interviewet bandets leder, Justo Valdez omme backstage. Jeg spurgte Justo Valdez, om der var en sammenhæng mellem det afrocolombianske sprog de taler, Bantú/Criollo de Palenque, og den musik de laver. Her er Justo Valdez’ svar:

Han fortæller om den kreative proces bag en af deres sange: I bjergene omkring den landsby, hvor gruppen kommer fra, San Basilio de Palenque er der et irriterende lille insekt som stikker, og det klør helt forfærdeligt. Det må være noget i stil med en knot. På et tidspunkt går Justo rundt sammen med nogle andre medlemmer fra Son Palenque, og de begynder at klaske de små djævle, og klø sig og trampe i jorden, og deraf kom tekst og rytme til sangen. De små stikkende bæster hedder kuku på Bantú. Det meget enkle budskab i sangen ‘mina kuku mona’ kan vel oversættes til  noget i stil med ‘se den knot, klask den’. Her er et uddrag af nummeret fra koncerten:

Jeg havde spurgt Justo Valdez om, hvad de gjorde i San Basilio de Palenque for at deres sprog og folklore kunne overleve, og han fortalte mig om Fundacion Transformemos, og om hvordan han selv og de andre medlemmer fra gruppen underviser i folkemusikken, dansen og sproget, så de kommende generationer kan bære traditionen videre. Desuden er der en times undervisning dagligt i skolerne i Bantú. Ikke nogen diabolisering af tosprogethed hér! Han afrundede sit svar med en sang:

… jeg er usikker på, om ‘chinito’ skal forståes bogstaveligt, altså som ‘lille kineser’ eller i den daglige betydning: et lille barn… Men ‘mi raza ya no esta pura’, altså ‘min race er ikke længere ren’ skal lige køres igennem et par filtre før den passerer hos en dansk læser. Det prøver vi lidt længere nede.

Interview med lederen af Son Palenque, Justo Valdez. . Foto af Ivonne H. Cordes

Tomas Valdez og Alfredo Olmos på tambores:

Los Tamboleros i det afrocolombianske folkoreorkester Son Palenque. Tomas Valdez på Tambor Alegre og Alfredo Olmos på Tambora. Foto af Ivonne H. Cordes

Enrique Tejedor synger Mi Abuelo Se Murió (min bedstefar er død):

…. imens gruppens tambolero ‘dør’, og musikere og publikum bærer ham bort.

Her svinges der med arme over den døde... Foto af Luis Pacheco

En funky baggrund eller hvad?

Da vi indledte interviewet med Justo Valdez blev Ivonne og jeg ved med at vende tilbage til gruppens brug af elektriske instrumenter, og hvordan de havde valgt at blande deres folklore med moderne udtryk og så videre, og hver gang lød svaret, at gruppen lavede “folclor puro!”, og at det var kun når grupperne ville være kommercielle, at de brugte andre instrumenter. Grunden til vores forvirring var, at vi i vores forarbejde op til interviewet havde kigget på gruppens baggrund, og fra alle kanter af WWW vælter det ind med, hvordan gruppen har udgivet plader med ‘afrobeat’, og vi har set på billeder af Justo Valdez i læderjakke og -cap. Min konklusion er, at Son Palenque har haft en flirt med elbas og -guitar i 70 – 80erne, muligvis for at sælge plader… Justo Valdez fortalte selv om, hvordan folkloregrupperne fra den atlantiske del af Colombia for 18-20 år siden udgav LPer og tjente penge nok til at klare sig af deres musik. Men med CDen og pirateri var det slut, og medlemmerne fra Son Palenque begyndte at arbejde som håndværkere, strandsælgere, mm. Nu kan de klare sig igen på at spille “ren folklore”. Det virker på mig som om, at det er her, musikerne har deres hjerte, og at alt det funky og afrobeatede har været en gimmick fra nogle pladeselskaber…

Ivonne på scenen. Foto af Luis Pacheco

Hvordan kan vi lytte til denne musik, når der ikke er noget bas, der er ikke engang nogen melodi-instrumenter. Vores pop-mættede ører hungrer efter melodi, bas, grooves… Prøv at lytte til det her:

Eller her:

Race eller hvad?

Der sker simpelthen en masse i den måde at bruge stemmen på, i den måde at bruge slagtøjet. Og hvad handler så denne enkelhed, denne tætte forbindelse mellem sprog og sang, dagligliv og rytme?

Der er 1.500 mennesker tilbage, der taler Criollo de Palenque, i følge UNESCO. Bekymringen over de unge, der flytter til storbyen eller udlandet eller gifter sig med nogle ‘udefra’ er ulige meget mere til at tage at føle på, på den baggrund.. Til sammenligning er dansk blandt de 20 mest talte sprog i verden. Så vores lavloftede bekymringer om at vores sprog skal ‘angloficeres’, at ‘de tosprogede’ ikke kan ‘integreres’ hvis de modtager modersmålsundervisning i folkeskolen, at vores kultur er i fare pga. globaliseringen og hvad har vi, – de har ikke mange ben at gå på i det perspektiv. Når der i Colombia tales om ‘race’ sker det i positive vendinger. Man fejer “El dia de la Raza”, – ‘racedagen’ hvert år den 12. oktober, for at markere Colombus ankomst til Amerika, og for at fejre sameksistensen og blandingen af racerne i landet.

Links:

http://www.unesco.org/culture/languages-atlas/en/atlasmap/language-id-1909.html

http://www.palenkesoultribe.com/

http://colombiareports.com/opinion/117-cantonese-arepas/6374-october-12-day-of-the-people.html

Advertisement

“Singstar kan du nu godt vinde, selvom du er tonedøv”

Efter at have trawwwlet lidt rundt synes jeg det ser ud til at der er tre ting, man kan sige om Singstar. For det første er det over en bred kam meget vel modtaget. Spilkritikerne er vilde med det. Og det har sågar vundet en pris, som lader til at være vigtig indenfor den boldgade. For det andet er det ekstremt populært og udbredt. Der er solgt over 20.000.000 enheder af spillet, og det  topper dermed som det mest solgte nogensinde. For det sidste er det oven i købet anerkendt af forskningen. Der er forskere, der ser det som et positivt alternativ til de typisk voldelige computerspil, “shoot, kill and hunt”, der ellers er på markedet. Andre forskere roser det for at tilbyde en anden måde at interagere med computeren, – altså med sin stemme frem for med et joystick. Og så er der dem, der mener, at det er pædagogisk og stimulerende for børns kreative udvikling.

Problemet med Singstar og lignende produkter er ikke, at de er populære, og at mange mennesker hygger sig med at lege med dem. Problemet er, når man tror, at de gør os mere ‘kreative’ eller ‘musikalske’.  I en tid hvor computeren er blevet standardsvaret når man taler om f.eks. folkeskolens udfordringer, og hvor spilglade forskere falder over hinanden for at forsikre os om, at det bestemt ikke er farligt at spille computerspil, men at det tværtimod udvikler os og stimulerer læringen, er det desto vigtigere at sætte fokus på, hvad teknologierne gør. For det burde stå klart, at en digital teknologi ikke bare på neutral vis stimulerer og udvikler. Eller modsat bare er skadelig og farlig. Som for alle andre teknologier ligger der nogle bestemte måder at opfatte tilværelsen til grund, og de åbner lige så mange muligheder som de sætter begrænsninger. Eller med Bruno Latours ord:

technology is made by humans, substitutes for the actions of humans, and shapes human action.” 

Bag Singstar ligger der en teknologi som gør programmet i stand til at analysere de lyde der kommer ind. Når du synger, viser spillet din sang på skærmen repræsenteret som streger, hvor du kan se om du rammer tonen eller ej. Rammer du ikke tonen bliver der vist en streg over eller under den på forhånd angivne, 'korrekte' streg. Du får kommentarer med på vejen som cool, good, okay, bad eller awful

Singstar understøtter et syn på ‘musikalitet’, som en evne til at ramme tonerne korrekt. Dette syn er med til at fastholde den måde vi til dagligt taler om og forstår ‘musikalitet’, nemlig som noget man har eller ikke har.

Her et par eksempler på, hvad folk i almindelighed taler om, når de taler om deres egen ‘musikalitet’ :

Hvilken færdighed ville du gerne mestre?
At kunne synge. Jeg elsker at være med til at synge, men jeg har ikke en tone i livet. Jeg kan mærke den fantastiske glæde, det kan give, når jeg endelig tør.”

“der er kun otte dage til min konfirmation!!!! Og jeg føler mig meget slet ikke klar!… Og jeg er bstemt ikke musikalsk anlagt, medmindre det er på klaver eller keyboard, og synger pivfalsk, så hvordan skal jeg kunne lave en sang??”

Når almindelige mennesker taler om ‘musikalitet’, taler de om at have toner i livet, at synge ‘rent’, og at kunne ramme tonerne. Singstar tager udgangspunkt i den samme forståelse, og man kunne tro, at spillet var en hjælp for folk til at kunne ramme tonerne. Det er det nok også i mange tilfælde. En del mennesker vil sikkert kunne bruge spillet til at blive bedre til at ramme rigtigt. Kan Singstar så hjælpe folk til at komme af med den følelse af mindreværd, og manglende musikalitet? Prøv at læse, hvad “Monster Bridezilla” mener om den sag på bryllupsklar.dk:

“Min kæreste ville ikke kunne lide hvis jeg sang for ham for jeg synger virkelig falsk – har engang prøvet singstar på playstation og der skrev den også at jeg var tonedøv :thumbsupsmileyanim:

Det er klart, at de nye elektroniske teknologier kan udvide vores muligheder for at være kreative og innovative og musikalske, og hvad vi ellers vil kalde det. Men den måde disse muligheder udnyttes i Singstar og lignende programmer er for mig at se en indsnævring. Singstar ses som en avanceret efterfølger til Karaoke, fordi det tillader en teknologisk mere udviklet form for interaktion. Men set i forhold til vores muligheder for at udtrykke os med lyd, er det et stort tilbageskridt. Karaoke, hvor plat du end synes det er, tillader dig i det mindste at frasere frit, at forskyde rytmer, at lægge pauser ind. I Singstar bliver du straffet for den slags. Spillet sætter lighedstegn mellem musik og korrekthed. Singstar er for musikken, hvad pisaundersøgelserne er for folkeskolen: et tilbageskridt til det målbare, det kontrollable og det kontrollerede.

Singstar understøtter og forstærker altså det vi til daglig er så gode til, nemlig at sætte mærkater på hinanden. Vi får her en indiskutabel autoritet til at sætte en endelig stopper for enhver diskussion i de små hjem om hvem der er ‘musikalsk’ eller ‘tonedøv’.

Spillet roses for at lægge op til sociale aktiviteter i en gruppe, og det er jo et fremskridt i forhold til den isolerende effekt vi frygter af computerspil. Men i forhold til hvilke muligheder, der kunne ligge i at få folk til at være anerkendende samskabende med lyd i et kollektiv, puster Singstar til den sociale kontrol i gruppen og giver de stærke ekstra ammunition til at pege fingre af de svage.

Kan man lære mere om musikalitet med en papkasse og en pind? Læs min blogpost og vurdér selv.

Hvis vi vender tilbage til vores sønderknuste “Monster Bridezilla” med den musikalske selvværdsfølelse et godt stykke under gulvbrædderne, bliver hun (heldigvis?) kommet til undsætning af  “Ebes”, som skriver:

Singstar kan du nu godt vinde, selvom du er tonedøv- det handler bare om at skrue op og ned i tonelejet- du kan sågar vinde det ved at synge la la la la hele sangen igennem, så lad dig ikke slå ud af det 😉

#01 To bloom or not to bloom

Anmeldelser af teknologier som skal gøre brugeren medskabende i lyd #01

Hvilke teknologier kan gøre os til kompetente medskabende i lyd? I denne række anmeldelser prøver jeg forskellige teknologier af på egen krop, så at sige, og giver mit bud på, hvor egnede de er, – fuldstændigt uden hensyn til hvad de har været tænkt til i udgangspunktet.

Navn: Bloom
Platform: testet på iPad
Produceret af: Brian Eno, m.fl.

Hva gør den?

Brugeren har nogle enkle muligheder for at forme de hørte mønstre. Når man åbner appen kører der et lydtæppe i baggrunden med generiske mønstre. Ved at tappe på skærmen sætter man en enkel, lidt klokkelignende lyd i gang. I bunden af skærmen kommer dybere lyde og i toppen lysere, og tonehøjderne lader til at være organiseret ud fra en slags overtoneskala. Tapper man i højre side kommer lyden i højre kanal og vice versa. Lydens styrke ligger fast, og man får altså ikke noget ud af at tæske løs på skærmen. Lyden gentager sig, for hver gang lidt svagere, og brugeren kan trinløst justere, hvor stor en forsinkelse der skal være mellem gentagelserne.

Det visuelle er en vigtig del af appen. De toner, som sættes i gang bliver visuelt repræsenteret ved en boble i en bestemt farve, som udvider sig. Brugeren kan vælge mellem 9 forskellige modaliteter med forskellige navne som “Benzoin”, “Ylang”, “Neroli”, m.fl. Google har hjulpet mig til at forstå at det allesammen er ord der har at gøre med forskellige planteolier, mv. Hvert af disse balsamiske modi giver ændringer i baggrundstæppet, og det ændrer toneskalaen. Hvert modus har sit sæt af farver til baggrund og toner.

Hvor go er den som filter?

Spørgsmålet er, i hvor høj grad hensigten med denne app har været at fungere som teknologi der skal gøre dens brugere til kompetente medskabende i lyd. Producenterne lover selv, at appen er en “kombination af instrument, komposition og kunstværk, som med sine innovative kontrolmuligheder tillader, at enhver kan skabe elaborerede mønstre og unikke melodier, blot ved at tappe på skærmen.”

Jeg ved ikke, hvor innovativt det er at brugeren kan sætte en lyd i gang, som gentages efter et bestemt interval. Denne ekko-mekanisme, gentagelse af en lyd med forsinkelse, har i hvert fald siden 1980erne, kendt som delay, været en meget udbredt teknologi. Måske er det innovative, at brugeren med Bloom kan sætte ret mange af hinanden uafhængige lydbegivenheder i gang, over hele skærmen, som kører med hver sin delay-funktion. Tilsammen kan de enkelte lydbegivenheder skabe ret elaborerede mønstre, af sig selv. Brugeren har muligvis en grosso modo indflydelse på, hvordan disse mønstre tager sig ud, men det kan diskuteres, hvor meget medskabende han/hun er på den front. Om der er tale om unikke melodier, kræver først en definition af begrebet melodi. Hvis det forstås som en frase, der har en form for samlende identitet i sit forløb, så bliver det nok svært at kalde de enkeltstående lydbegivenheder, med identisk klang, betoning, lydstyrke, mv. som brugeren af Bloom kan lade følge på hinanden, uden nogen form for indbyrdes afsmitning, for melodi.

Hvis definitionen af at skabe indebærer, at den skabende på den ene eller anden måde får sig selv med i processen, må det siges, at denne teknologi ikke scorer mange point. Jeg giver den 1 ud af 10 på denne parameter. Brugerens indflydelse på det skabte slippes i det øjeblik hans/hendes finger har ramt skærmen. Man kan ændre på lydbegivenheden ved at skifte til en anden ‘mood’, mens den er i gang med at gentage sig selv. Denne spilleregel gør dog samtidig, at alle lydbegivenheder bliver ændret en bloc, og det kunne måske have været mere interessant, hvis lydbegivenheder fra et mood kunne fortsætte uændrede i en anden mood, – eller gradvist fusioneres!

Konkluderende må det siges, at Bloom kan fungere som en platform for én bestemt æstetik, nemlig Enos. Brugeren kan cykle lidt rundt i det her meditative, olierede, pastelfarvede univers, hvor der er tænkt meget i farver, skalaer, klange og – dufte (man kan jo sætte en af de æteriske olier der refereres til i de 9 ‘Moods’ over i baggrunden). Det er bestemt værd at opleve, og som æstetisk projekt er Bloom en anbefaling værd. Det er bare ikke en teknologi som giver brugeren mulighed for at være medskabende.

Generative koder i det intelligente maskinrum

Der er lukket i maskinrummet, så at sige, men hvad der kunne være interessant at brygge videre på, derindefra, er arbejdet med det generative. Ved generativ musik forstår jeg en tilgang, hvor producenten i stedet for at præstere en fiks og færdig komposition, som kan afspilles fra start til slut, med en givet varighed, og som lyder på samme måde hver eneste evige gang, – kort sagt den måde, vi har vænnet os til at konsumere musik, lige siden den elektroniske reproduktion blev almindeligt udbredt – så stiller han/hun en ramme til rådighed, hvor en bagvedliggende kode aktiverer forskellige lydbegivenheder, som kan være forprogrammerede eller opsuget fra det omgivende lydmiljø. På den måde kan det hørte lydbillede varieres og tilpasses til andre begivenheder, interne eller eksterne. I Bloom er det en intern, blackboxed, logik, som gennem angiveligt generative processer skaber variation i nogle på forhånd programmerede lydbegivenheder. Det gør at lydbilledet aldrig gentager sig ordret, så at sige. Dog gør beskaffenheden af det valgte lydmateriale, og de rytmer, akkorder mv., som koden er sat til at variere og blande sammen, at helhedsindtrykket bevares, og at det kan være svært at få øre på variationen.

Men det er jo godt at vide, at den er der, for ellers kunne det jo blive kedeligt at lytte på i længden. Det er ligesom jinglerne i DR, som hver eneste gang lyder på samme måde. Hvorfor har ingen tænkt på at lægge nogle generative processer ind, dér?

Det generative kunne tages meget længere, end tilfældet er i Bloom. Første skridt videre ville være at lade koden suge udefrakommende materiale ind, så det ikke blot er de forudprogrammerede lydbegivenheder, der varieres på. Andet skridt, – og her bliver det pludselig interessant – ville være en programmering, som tillod selve koden at blive smittet med udefrakommende mønstre i lyd/brugeradfærd. Her skulle brugerens idiomatiske lyde/handlinger, via en intelligent analyse, kunne gå ind og påvirke hvilke muligheder, teknologien stiller til rådighed, og på den måde skabe et instrument, som nærmest på biologisk niveau går i symbiose med sin bruger.

Kriterium Vurdering 1 – 10
1. Tilgængelighed 8 (kræver en ipad og 24 kr)
2. Læringskurve 10 (består abetesten)
3. Hvor medskabende kan brugeren være? 2 (fastlagte mønstre uden meget indflydelse fra brugeren)
4. Kan brugeren få sig selv med 1 (en kort berøring sætter maskineriet i gang. Ingen indflydelse på formning)
5. Teknologiens åbenhed 1 (helt lukket i sig selv)
Samlet pointtal (af et maksimum på 50) 22

For at finde ud af, om de forskellige teknologier har det der skal til for at give os mulighed for at være kompetent medskabende i lyd, har jeg sat nogle kriterier op, som de kan måles ud fra:

  1. Hvor demokratisk er teknologien? Er det noget vi alle sammen har adgang til, eller er et flertal afskåret, fordi det er for dyrt at deltage, eller fordi der er nogen, der ikke ønsker at vi skal deltage?
  2. Hvor meget kræver det at ku finde ud af det? Hvor stejl er læringskurven, som man siger.
  3. Hvor meget har vi mulighed for at være medskabende? Er det som med den sorte boks, eller har vi adgang til maskinrummet, så at sige.
  4. I hvor høj grad har ‘pakkebrugeren’ mulighed for at få sig selv med, så at sige, i arbejdet med pakken. Er den låst fast til de spilleregler, nogle har sat for den?
  5. Hvor god er teknologien til at blande sig med andre teknologier? Hvis det er en meget kompleks, højt opbygget teknologi, tænker jeg at den er sværere at integrere med andre teknologier, uden at den så at sige suger dem ind og ophæver deres karakteristika.