Vi har inddelt vores podcastede rute i kapitler, og går nu og lader omgivelserne virke på tankerne, og på de ord, som tankerne søger luft gennem. Igen spørger vi ud i luften, vi spørger solsorten, bjergfyren, stiens hældning og den varierende grad af legitimitet, som omgivelserne udstyrer os med, og vi spørger, om den vilde vind og de vilde humlestængler gør vores tanker vildere, mere vovede; og om vores tanker er klar til at gå mere i dybden, når stien går nedad; og når den går opad, om det inspirerer os til at tænke mere fremad, mere projekterende.
Og ‘os’ det er mig og min hund, Chippo, og vores fælles projekt er ganske enkelt at gå en tur med hinanden, men samtidig er vi en form for udvidet organisme, et ‘humanimal’, som Donna Haraway kalder det, altså et mand-hund-væsen, som er udstyret med en fænomenal lugtesans, imens den andel af vore sanser, der har en højere placering i landskabet skaber et vist overblik, som kan skue længere frem, og afværge mulige katastrofer. Såsom de trafikuheld, som vores ikke-synlige tilstedeværelse på steder, hvor vi ikke er ventede forårsager. Hvor vores tilsynekomst, eller måske snarere til-u-synekomst er så syret for bilisterne, at omgivelserne kollapser omkring sig selv. Alt dette, og meget mere får vi vel en slags implicit svar på, fra vindens rislen i bjergfyren, og gråspurvenes solidariske hverdagskommunisme, imens tilslut blodårerne i halsen dunker, og monologen, fuld af ord, som er det de er, samler sig i en omgang ordskvalder. Skvalderiet kommer, fuld af ammunition i form af ord, der fyres af i maskingeværssavler, takka-takka-takka-tak-tak-tak-tak, ud over landskabet, over rampen, over vimplen der blafrer i vinden og det røde tegltag….
Lyt og abonnér på:
Ører med Filter 