De praktisk-musiske fag: Vita-wrap omkring den sproglige durum-rulle. Eller en pallette af refleksionsformer?

Et skridt videre i vores undersøgelse af, om vi kan samle kunstnere og forskere og hjælpe til at styrke undervisningen i Natur & Teknik. Her tager komponisten Casper Hernández Cordes spaden frem og graver dybt ned i den danske skolemuld, – og finder en bog fra 1997 frem!!

Hvordan kan narturvidenskabelige forskere og kunstnere bidrage til undervisningen i Natur og Teknik i den danske folkeskole? Det spørgsmål er jeg for tiden i gang med at undersøge, som du kan læse om i denne blogpost i Folkeskolen.dk. Et vigtigt skridt i undersøgelsen er at finde spaden frem og begynde at grave løs i de historiske lag af initiativer, undersøgelser, konferencer osv., hvor denne eller en tilsvarende problemstilling er taget i behandling. Så jeg har altså gravet lidt, og her dukker så en tekst op, som jeg på mange måder synes rammer hovedet på sømmet.

Det drejer sig om en tekst fra 1998, med titlen: ”Natur/Teknik og den praktisk-musiske dimension, – en didaktisk udfordring”. Teksten fortæller om resultaterne af et udviklingsprogram placeret i Danmarks nu hedengangne Lærerhøjskole, i forbindelse med ”den ny folkeskolelov”. Programmet løb i et skoleår 96-97, og inkluderede en række skoleklasser, lærere og konsulenter.

Så jeg har altså gravet og fundet denne tekst frem, og nu vil jeg komme med nogle små stumper fra teksten som vi skal kigge på:

” Den naturvidenskabelige forståelsesform er blevet en model for sikker viden om og forklaring af virkeligheden”

”Det naturvidenskabelige sprog udvikler sig grundlæggende som en bestræbelse på at rense sig for myter. ”

”En virkning på natursynet kan da være, at med den naturvidenskabelige virkelighedsopfattelse præsenteres naturen som noget abstrakt, en – mere eller mindre – velfungerende automat, som videnskaben er brugsanvisning til. Og videnskaben selv løsrives fra sit ophav i historien, mennesket og samfundet.”

”En række af måder at forholde sig til natur på taber gyldighed og troværdighed som bærere af erfaringer. Dette forhold har såvel almenkulturel som pædagogisk betydning. Det drejer sig om opfattelsesmåder af billedlig, fabulerende, fortællende karakter, som jo har den egenskab, at de kan udtrykke en anden natur end de, vi taler om, som om den var en entydig genstand uafhængig, af, hvordan vi har det med den. ”

Forfatterne uddyber det her med de forskellige måder at gå til naturen, og citerer Martin Wagenschein, som har beskæftiget sig med naturfagsdidaktik, og opstillet en model for hvordan vores verden kan opfattes og formidles:

  • en fysiognomisk scenisk erkendelsesform
  • en datalogisk erkendelsesform

Som eksempel på den første peger forfatterne på nogle poetiske beskrivelser af månen, og på det andet nogle beskrivelser af månen som bygger på mål, vægt og afstande. Det er lidt syret, det her. For det første er det eksempler påbeskrivelsesformer snarere end erkendelsesformer, de giver. Giver det overhovedet mening at tale om en erkendelsesform, som ikke er sanselig? Tager vi ikke først og fremmest vores omverden ind, – herunder vores medmenneskers forsøg på at kommunikere med os – via vores sanser? For det andet er de termer, Wagenschein bruger temmelig misvisende, for fysiognomi og datalogi er vel nogle videnskabelige discipliner i sig selv, og kan for mig at se ikke bruges til at beskrive forskellige måder at erkende.

Jeg har brug for at rydde lidt op i begreberne og vil foreslå at vi taler om – ikke erkendelsesformer, men refleksionsformer. Den ene af de to foreslåede former vil vi vel normalt tale om som den logisk-deduktive og den anden kan vi foreløbigt kalde æstetisk.

Natur/Teknik er, som jeg har forstået det, noget nyt i den danske folkeskole på det her tidspunkt, hvor teksten er skrevet. Lad os i den forbindelse få nogle flere tekststumper:

”De naturvidenskabelige fag, som sædvanligvis har haft deres tyngde i de ældste klasser, kaster en række muligheder af sig med hensyn til, hvilke begreber, undersøgelsesformer og situationer der kan tilføres de yngre børns undervisning.”

”Lærerne genopdager basale kropslige, sansemæssige og praktiske sider af den naturfaglige læring, som traditionelt og efter udviklingspsykologiske skematikker har spillet en mindre rolle i undervisningen af de ældste klasser. ”

”Disse indsigter virker så også den modsatte vej og kan påvirke opfattelsen af læringen i hele skoleforløbet således at forholdet mellem praksis og teori i undervisningen også ad denne vej sættes til debat.”

Det her er jo nogle rasende interessante pointer! Det fortæller os at den undervisning, som hidtil har være i højsædet og som har tilgodeset den logisk-deduktive refleksionsform, bliver udfordret fordi lærerne skal udvikle en didaktik som tilgodeser den måde, hvormed de yngre børn lærer bedst. Nemlig gennem den sansende-æstetiske tilegnelsesform.

Piaget vs Rumpf

Og ikke nok med det, for forfatterne går videre og opstiller en kritik af selve den præmis som hidtil havde ligget til grund for denne opdeling, nemlig detudviklingspsykologiske paradigme. De trækker en vis Horst Rumpf ind til dette brug. Horst Rumpf henfører vores optagethed af den saglige intelligens til den Piaget-påvirkede udviklingstænkning, og til at illustrere sin pointe bruger han et billede fra rumfarten. Rumpf kritiserer den udviklingspsykologiske tænkning for at se barnets tidlige faser, hvor det er situationsbundet, imiterende og gør brug af forestillingssymboler som en bæreraket, som afstødes når barnet udvikler sin distancerende, analyserende intelligens.

Samtidig må Piaget og venner i den kognitive udviklingsteori ifølge Rumpf, ifølge vores forfattere, medregne det forhold, at voksne stadig har adgang til denne sansende oplevelsesform, som dog ”må anses for en slags lager af endnu-ikke-forarbejdet, dvs. ikke-begrebsliggjort, materiale”.

Vores sanselige omgang med verden skal ifølge vores forfattere ikke kun ses som forstadie til den egentlige – logisk-deduktive – forståelse af verden, men har en værdi i sig selv, og her er det, at de laver en anknytning til temaet for teksten, det praktisk-musisk:

”Vi taler ofte om førbegreber og ægte begreber i narturforståelsen, men oftest som trin der efterfølger hinanden, og sjældnere om kvaliteten i vidensdannelsen. Dette kvalitestspørgsmål er imidlertid afgørende for en praktisk musisk tilgang til undervisningen i natur/teknik”

Godt! Nu har vi fået forstyrret undervisningen i folkeskolen med en didaktik, som i højere grad inddrager den sansende dimension. Vi har aflivet ideen om at det sansende og situerede er et mindreværdigt forstadie til det logisk-deduktive, men at de to refleksionsformer eksisterer side om side, i deres egen ret.

Hvad med det praktisk-musiske?

Hvordan får forfatterne nu passet ideen om det praktisk-musiske ind i den opstilling?

Her lider teksten under, at forfatterne ikke rigtig får defineret, hvad det praktisk-musiske egentlig dækker over. Og det præger teksten, som veksler mellem at gøre begrebet til noget der dækker

  • et sæt af metoder, som bygger på det sansende, på erfaringen, på oplevelsen, og som kan styrke elevernes forholden sig til naturen.
  • en palette af udtryksformer, som trækker på dans, drama, musik, billedkunst, som hjælper til at formidle viden tilegnet i naturfagene
  • en håndværksmæssig dimension, som hjælper eleverne når de skal bygge ting og sager i natur/teknik
  • narrativitet, myter, fortælling, poesi, som kan give arbejdet med naturfagene et fantaserende, fabulerende præg.

Når man ser på de konkrete forløb, som de medvirkende lærere har haft med deres klasser, synes jeg at der helt klart er nogle gode forløb, med masser af anslag til at arbejde på mange forskellige, alternative måder, som fik eleverne i spil som hele sansende væsener. Eleverne lavede kartoffeltryk og -smykker. De skulle smage, lugte og føle på planter. De lavede dukketeater, digte og dans til at formidle en viden om kroppen. Og de lavede en musical om snedronningen, og en ”rejse” i polaregnene.

Hvad kan vi lære af denne udgravning? Der er nogle gode pointer omkring forskellige tilegnelsesformer og sammenhængen til naturvidenskaberne i folkeskolen. Forfatterne afmonterer en hæmmende dualistisk tankegang, hvor det kropsligt sanselige bare ses som en tidlig vildfarelse børnene hænger fast i, indtil Skolen får det pillet ud af dem og proppet noget sund fornuft ind i stedet for.

Jeg synes dog samtidig, at forfatterne i praksis får erstattet én dualisme med en anden. Denne gang en god demokratisk fordelingspolitisk forståelse af krop og sind, hvor begge tildeles lige meget betydning.

Dualismen flyder med over, og for at komme ind til kernen i den vil jeg lige kigge lidt på det her med erkendelsesformerne. I følge teksten er der nemlig to slags tilgange til det naturvidenskabelige, en direkte, sanselig og situationsbundet måde, – naturlig kunne man fristes til at sige. Og så en medieret, instrumentaliseret, kompleks, fremmed, – og så må vi jo tilføje unaturlig måde. Selvom forfatterne nedtoner denne modsætning gør de dog ikke for alvor op med den. Men hvad hvis vi leger at man kan det?

Et andet syn på sanser og instrumenter

Hvis nu vi kigger på sanserne. Hvor tydelig, skelsættende og fundamental er da adskillelsen fra den instrumentaliserede måling? Kunne man ikke sige, at mikroskopet er en forlængelse af en allerede eksisterende sans, som hjælper os til at få øje på noget, vi ikke kan se med det blotte øje, som man siger. Hvor væsensforskellig er barnets ”naturlige” nysgerrighed over en regnorm, som hun ser sno sig i en vandpyt, og så forskerens ”unaturlige” nysgerrighed over, hvad hun kan finde af mikroorganismer i den opsprættede regnorm proppet ind i et mikroskop?

Og den anden vej rundt: Kan man ikke se på vores sanser som instrumenter, som vi i højere eller lavere grad er i stand til at mestre? Kan vi ikke udvikle vores beherskelse af synet, hørelsen osv.? Og blive opmærksomme på ting, som andre – sanseligt sløvede – folk ikke sanser? Tænk på, hvilken superhørelse blinde udvikler. Og selv angiveligt skulle være i stand til at ”hacke” høresansen til at kunne bruges til at sanse objekters placering i rummet, – lissom flagermus.

Vi er ved at bevæge os ind i en del af sagsområdet Natur og Teknik, som vores tekst overhovedet ikke tager i behandling: teknikken!

Det jeg prøver at komme frem til er en måde at se på sanserne hvor vi ser dem som teknologier. Teknologier i sig selv som vi kan beherske i større eller mindre grad, og som kan forlænges ved hjælp af andre teknologier, som vi udvikler ved at sætte ting og sager i vores omgivelser sammen på forskellige måder. På den måde får vi mikroskoper, kikkerter, voltmetre, osv. Og ligesom vi kan skærpe vores ”medfødte sanseteknologier” til at kunne sanse forskellige aspekter af vores omgivelser, så vil vores ”erhvervede sanseteknologier” kunne bruges med større eller mindre virtuositet.

Er vores sansninger rene, naturlige og objektive? Eller er de ikke snarere kalibrerede efter de fællesskaber vi er en del af, og de begreber vi har udviklet? Og er vores erhvervede sanseteknologier, altså vores instrumenter, vores mikroskoper og lupper og ohmmetre osv., ikke på samme måde at forstå som kulturelle ting, formet af vores forståelse af verden? Og vil de ikke derfor vise os nogle udsnit af verden som vi allerede på forhånd på den ene eller anden måde har accepteret som gyldige potentielle medlemmer af vores fællesskab?

Hvis vi leger med denne tanke om teknologier som noget der ikke er hverken udenfor eller indeni, men som er noget der akkompagnerer os, og som vi akkompagnerer i vores arbejde med at tage del i omgivelserne, så kan man sige at vi har en model for at løsne op for den ufrugtbare dualisme som sætter en modsætning mellem erkendelsesformer som går via på den ene side måleapparater og via sanseorganer på den anden.  En dualisme, som ellers vil drive os til at sætte et hierarki mellem de to.

Og denne dualisme vil bakke enten den udviklingspsykologiske/kognitive dagsorden op, – eller dens kritikeres. Eller også vil man forsøge en form for fordelingspolitisk kompromis, som i praksis altid vil tabe til den dominerende dagsorden; en dagsorden som vil hælde mod et syn, hvor det som kan måles og vejes vejer tungest.

Det smarte ved vores sanseteknologiske forståelse er, at vi ikke behøver sætte et binært forhold op mellem to forestillede poler, men kan bryde polariteten ned og betragte dem som elementer i en vifte af forskellige kombinationer af noget som vi har med os, indbygget så at sige, og noget andet som vi har bygget med vores hænder.

For at afrunde denne snak om det, som vi kan erkende, kan jeg spørge: Hvordan forholder vi os i vores professionelle, problemløsende daglige praksis ude i det virkelige liv, som man siger; til de data de modtager via vores indbyggede sanseteknologier og de måleapparater vi har lært at bruge?

Jeg vil mene, at vi voksne, professionelle, alle har en problemløsende praksis, hvor vi i høj grad trækker på data, som vi tager ind via de indbyggede sanseteknologier (og husk nu at jeg taler om det vi normalt kalder hørelsen, synssansen osv., her). Og det på en måde som for en stor del kun med stort besvær kan sættes på formel, eller beskrives via sproget. Og at vi bruger de erhvervede sanseteknologier på en yderst funky måde, og er helt på det rene med at de ikke er et udtryk for en ubestridelig sandhed, men kun er udsagn som kan understøtte eller udfordre det helhedsindtryk vi får via alle de forhåndenværende indtryk.

Den tanke jeg får her, er at skolen er en form for syret parentes i livet, imellem en barndom, hvor vi forholder os nysgerrigt, sanseligt og helhedspræget til vores omgivelser, og et voksenliv, hvor vi igen skal genfinde de her vigtige modaliteter, som vi havde som børn, men som skolen har brugt alle sine kræfter på at fralære os.

Sproget som én refleksionsform blandt andre

Hvis det nu er lykkedes at få glattet en ubehagelig dualistisk fold ud, så har vi dog ikke løst problemet med det såkaldt praktisk-musiske. For i vores nyligt vundne frihed fra en uholdbar tvedeling af vores muligheder for at forholde os til omverden har vi jo samtidig åbnet for en undervisning i natur og teknik som i sit udgangspunkt inkluderer det vi hidtil har kaldt det sansende, – fordi det simpelthen er den måde vi – osse – tager verden ind.

Så vi kan ikke længere placere det sansende som noget der hører ind under det praktisk-musiske, for det er jo en helt integreret del af hvordan vi i det hele taget forholder os til vores omgivelser. Men hvad er så tilbage?

Noget af det som i teksten hele tiden vender tilbage, uden at være hæftet op på en fungerende tankeramme, er det forhold, at eleverne kan formidle de naturvidenskabelige indsigter via forskellige ”fortælleformer”. På den måde bliver drama, musik og dans til forskellige håndværk, som kan illustrere et indhold: Og dette indhold er noget, eleverne har tilegnet sig via forskellige teknologier, og konverteret dem til sproglige udsagn. De kunstneriske håndværk bliver til forskellige ”kreative” måder at formidle et sprogligt indhold. Og bliver dermed, – som forfatterne også er inde på – til ren indpakning.

Men skal vi virkelig bare stoppe her, og konstatere at de praktisk-musiske fag ikke kan tilbyde andet end at være vita-wrap omkring den sproglige durum-rulle?

For hvad er det, vi gør med sproget? Er sproget, altså logos, altså vores logisk-deduktive refleksionsform, bare talerør for nogle uomgængelige fakta som vi har gravet frem ude i naturen ved hjælp af vores ubestridelige måleapparater? Eller er det ikke snarere et refleksionsrum, hvor vi kan diskutere alle mulige forskellige kontroversielle spørgsmål?

Og kan vi bare uden videre oversætte måledata til en sproglig form, uden at der går – nogle gange super væsentlige – elementer tabt i oversættelsen?

Lad os prøve at undersøge, om vi kan tale om en refleksion som foregår via andre medier end sproget. Og om de andre refleksionsformer kan være at betragte som former i deres egen ret, så at sige. Altså som former, der ikke bare skal supplere, understøtte og vita-wrappe teksten, men som i sig selv kan åbne et rum hvor vi kan forholde os til vores omgivelser, og til at lukke op for nogle andre slags elementer, end dem som sproget tillader.

Hvis nu vi starter med at kigge på, hvordan sproget kan blive en refleksionsform. Når vi arbejder med de data, som vi har indsamlet ved hjælp af vores sanseteknologier – indbyggede eller ej – må vi gennem en proces, hvor vi oversætter vores data til sproglige størrelser.

Formattering gør nas

For at kunne lave denne oversættelse må vi vælge nogle dele af vores observationer ud, som kan passes ind i de kategorier, vi har i sproget. Imens andre dele må vælges fra, fordi sprogets formater ikke kan rumme dem. Måske giver det mening at tale om en formattering. Når først vi har formatteret vores data til at kunne udtrykkes gennem sproget, kan vi inden for sprogets egen logik lege med vores data og vende og dreje dem, sammenligne, modstille osv.

Hvis ikke det vi kalder de praktisk-musiske fag bare skal betragtes som simple redskabsfag, som den pæne indpakning omkring det egentlige, så skal det være fordi de tilbyder nogle rammer for refleksion, som kan supplere og nogle gange overtrumfe den sprogligt logisk-deduktive refleksion.

Da jeg selv har en baggrund som komponist kan jeg måske bidrage til noget i denne diskussion. Især for så vidt angår lyd og bevægelse som udstryks – og nu måske også refleksionsformer.

Hvis vi lige kort vender tilbage til vores tekst fra 1997, er der ligesom det grundlæggende syn på de her praktisk-musiske udtryksformer, at de hele vejen igennem bidrager positivt og at det beriger tilegnelsen og så videre. Det bekymrer mig at høre nogen tale om noget, som altid bare er godt og positivt, for sådan hænger tingene jo ikke sammen, hvis man kigger nøjere efter. Ting som altid bare er positive er i praksis også bare altid ligegyldige.

Sproget som refleksionsform er en kontroversiel beskæftigelse, som kræver smertefulde formatteringer af omverden. Troen på, at det musiske og dansende bare spejler virkeligheden på en naturlig og autentisk måde er lige så naiv som troen på at vores videnskaber disker op med uanfægtelige Fakta, som har ligget og ventet på at blive fundet ude i Naturen. Det giver først mening at tale om lyd og bevægelse som egentlige refleksionsformer, når dette arbejde indebærer smertefulde formatteringer af det sansede, – formatteringer som vil tillade os at reflektere over visse dele af vores omverden imens vi ignorerer andre.

Det glade og positive budskab er imidlertid at vi kan nå meget mere rundt omkring det vi sanser om vores omgivelser, når vi har styr på en større vifte af refleksionsformer.

Hvor den sproglige refleksionsform ikke formatterer elementernes tidslige og rumlige dimensioner særligt godt, vil netop lyden og bevægelsen som refleksionsformer kunne formattere nuancerede forskydelser i tid og rum. Ja, de kan ikke eksistere andet end i tid og rum. Lyden som refleksionsform kan formattere elementer, som de andre former overser. Vi kan for eksempel gestalte komplekse forløb i tid af forskellige elementer der udvikler sig uafhængigt af hinanden og alligevel i samspil – som i den klassiske komponisitionsteknik kontrapunktet. Og i bevægelsen kan vi reflektere over nuancerede og komplekse rumlige forhold, som ikke lader sig gøre i lyden eller sproget.

Skolemuld og hvad vi har lært af at grave i det

Nu har vi altså gravet lidt i det danske skolemuld, anno 1997, og har fundet denne her tekst, som forsøger at lave en forbindelse mellem det, vi stadig kalder Natur og Teknik og det vi stadig kalder de praktisk-musiske fag. Teksten har givet os nogle gode værktøjer til at reflektere over natursyn, og over forholdet mellem en sansende tilgang til omverden i sammenligning med en logisk-deduktiv tilgang. Den har vist os et forsøg på at bløde en ufrugtbar dualisme mellem de to tilgange op.

Det har inspireret os til at søge en måde helt at afmontere dualismen ved at opfinde et begreb, ”sanseteknologi”, som kan pege på en gradsforskel mellem, hvad vi hidtil har kaldt sanser og instrumenter.

Vi har peget på sproget som en refleksionsform, som kan gøre det muligt at diskutere forskellige dele af de elementer, vores sanseteknologier har åbnet vores øjne for.

Og vi har fået inspiration til at stille spørgsmålet om det giver mening at tale om andre refleksionsformer end sprogets. Og vi har forsøgt os med at sige at det er muligt at reflektere gennem lyd og gennem bevægelse. Og at disse andre refleksionsformer kan gøre det muligt at få øje på dele af vores omgivelser, som den hidtil eneste accepterede refleksionsform overser.

Vi har bevæget os rundt i nogle termer, som er anderledes end de gængse, og det hænger sammen med at de gængse termer er med til at fastholde nogle uhensigtsmæssige skævheder. Tag for eksempel begrebet ”den musisk-praktiske fagblok”, hva dælen er det? For at undgå at det hele bliver ”lost in translation”, foreslår jeg at vi til slut alligevel vender tilbage til de gængse termer, og summerer op:

  • En didaktik for Natur og Teknik behøver ikke finde inspiration i de praktisk-musiske fag for at åbne op for en sanselig tilgang til naturen. Eleverne forholder sig allerede i udgangspunktet sanseligt til deres omgivelser. For at være en god didaktik skal naturfagsdidaktikken altså bare prøve at lade være med at ødelægge elevernes medbragte sanselige nysgerrighed, sådan som den gør ved for eksempel at underkende alle impulser der ikke lever op til et krav om logisk-deduktiv adfærd.
  • Hvis målet er, at eleverne lærer om det vi kalder naturen, og at de skal lære om forskellige sammenhænge i naturen, og mellem mennesker og natur, så er sproget én refleksionsform blandt andre.
  • Sproget gør det muligt for eleverne at diskutere og perspektivere det som de har lært. Både som videnskabelige forhold, og i sammenhæng med samfundsforhold, miljøproblemer og etik.
  • Dansen og musikken er former som gør det muligt for eleverne at reflektere over nogle sammenhænge som sproget ignorerer. Det er sammenhænge som er bundet i tid og rum, som for eksempel de forskellige elementer i et økosystem, eller i tarmen, hvor alle dele er i et komplekst samspil. Og det er elementer som har meget intrikate mønstre som er umulige at beskrive med sproget, men som er mulige at vise i lyd og bevægelse. Som for eksempel elementer i dyrenes adfærd, skyformationer, og strømhvirvler i åen.

Børn er allerede i gang med at forholde sig til deres omgivelser gennem et væld af refleksionsformer. Det ser ud til at der i vores nuværende skolesystem bliver luget godt og grundigt ud i de her impulser, børnene har med sig. Og at én enkelt blandt måske mange andre refleksionsformer står alene tilbage.

Det næste gode spørgsmål er, hvordan vores folkeskole skal blive gearet til – i første omgang – ikke at afmontere børnenes impulser til at bruge alle slags kanaler i deres iver for at tage del i verden. Og i anden omgang at styrke og kvalificere deres muligheder for at kunne tage flere og flere elementer i betragtning og gøre dem til genstand for refleksion, en proces, der også kræver færdigheder i at reflektere gennem lyd og bevægelse.

I sidste ende er det en udvikling, som er bidende nødvendig for at vi kan udvikle vores fællesskaber på en kulturelt, socialt, økologisk og bæredygtig måde.

Denne post er også publiceret på folkeskolen.dk, hvor der er likes, debat og diskussion om emnet.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s