Læs om første workshop i et huskunstnerforløb, hvor jeg arbejder med en gruppe børn i Urban Planen, og gennem en række inspirationsworkshops giver dem nogle redskaber til at lave deres egen kulturevent /- intervention, den 8. juni.
Første dag på huskunstnerprojektet Lydhør QR. Ruth Lerche har som den samlende kulturmagnet i UrbanPlanen bygget en rigtig god gruppe af børn op omkring BørneKulturPiloterne, og til mit første besøg af 5, blev jeg rigtig godt modtaget af gruppen. Den bestod af 10-11 børn og unge i alderen 10 – 14 år fra 4 forskellige skoler i lokalområdet. Og når jeg siger lokalområdet er det interessant på den måde, at det både består af UrbanPlanen, som er et sted som er tilgængeligt for folk der ikke ønsker at bruge så mange penge på bolig, og så Ørestaden, der som bekendt er for folk, der har valgt et liv med større udgifter til at bo.
Eftermiddagen blev indledt med en fødselsdag, som blev fejret på behørig vis med en stor lyserød kage og otte hurraråb. Og så var der jo en komponist til stede, mig, og jeg fik lov til at introducere mig selv, og hvad jeg ønsker at vi arbejder med.
Jeg gav en kort demonstration af, hvordan man bruger Fonokolab, – til stor interesse og nysgerrighed fra børnene. De var oppe og prøve de forskellige dele af processen af, – optage en lyd, forme den med sin stemme (jeg forklarede teknikken ved at sige at stemmen fungerer som et joystick), og flytte lyden rundt i rummet ved hjælp af smartphones.
Næste opgave var at de, i grupper, skulle ud og interviewe hinanden, og andre i lokalområdet. De fik en seddel med spørgsmål, og med 20 QR koder. De fik en smartphone hver til at filme, og en anden til at læse QR-koder med. Målet var at lave nogle korte interviews, hvor de dels stillede de skrevne spørgsmål, og dels skannede QR koder, – tilfældigt, som får en tekst til at poppe op på smartphonen med ekstra spørgsmål. På den måde kunne de 1) lære hinanden (endnu) bedre at kende; 2) komme ud i lokalområdet og være synlige og træne sig i at være udadvendte, og 3) lære at bruge QR-koder, og kunne se, hvordan man (også) kan bruge dem.
Efter endt interview-øvelse kom de enkelte grupper tilbage fra det blændende sommervejr, og fik stor tak for deres arbejde, og besked om at vi bruger videoerne senere. Nu var det tid til at se nogle film fra en liste jeg har lavet på Youtube, med forskellige eksempler på folk der har bygget deres egne meget enkle instrumenter, – “Gadestrumenter”, kalder jeg dem.

Efter at have set videoerne og snakket om, hvordan de forskellige instrumenter var bygget, og hvordan de producerer deres lyd kunne vi gå i gang med at gå rundt i lokalet og finde ting og sager, man kunne lave lyd med.
Nu var der lagt nogle frø til næste workshop, hvor vi skal arbejde helt intensivt med at bygge vores egne instrumenter. Flere af børnene havde allerede fået ideer, som for eksempel Alicia, se billedet, der vil lave en kasse med en fløjte i, og så en ballon man kan bruge til at puste luft i fløjten.
Kulturforeningen Liv i Sundby har til deres Børne-Kulturpilotprojekt søgt og fået midler fra huskunstnerordningen til et kunstprojekt med komponist Casper Hernández Cordes. Projektet er et samarbejde mellem Børne-Kulturpiloterne, Partnerskabet i Urbanplanen samt de lokale institutioner i området.
Læs om 2. workshop i projektet her: “OM SØMSTRUMENTET, XYLOGONGEN, ...”
One thought on “QR lydhørhed i Urban Planen”