Nye muligheder men degenererede løsninger

Jeg synes, at det er paradoksalt, at jo flere muligheder den teknologiske udvikling giver for brugervenlighed, interaktion, og demokratisering, altså at vores elektroniske udstyr bliver billigere, smartere og lettere at håndtere, des mindre kreative og/eller brugervenlige bliver de teknologier som et flertal af brugerne har adgang til.

Sådan findes der en lang række elektroniske teknologier, som er almindeligt udbredte, tilgængelige og dermed for så vidt demokratiske, og som gør det muligt for brugeren i et vist omfang at være medskabende. Som et af utallige eksempler kan jeg nævne Apples Garageband. Udover at fungere som en avanceret flersporsbåndoptager, giver disse teknologier brugeren mulighed for at sætte syntetiske lyde sammen, som lyder som instrumenter du kender, og det kan gøres på måder, som minder om de spilleregler, der ligger bag musik du kender.

Når de nye computerbaserede musikprogrammer giver os mulighed for at være medskabende i lyd, sker dette kun til en vis grænse, blandt andet fordi de ligger under for, hvad jeg vil kalde kvantiseringens regime. Hvis vi kigger på den måde vi i nogle hundrede år har talt om og ordnet musik i vores ende af verden, så har vores behov for at dele den op i tællelige størrelser en central plads. Vi deler musikkens tid op i lige store bidder, og de bidder deler vi op i lige store underbidder osv. Vi har fundet det nødvendigt at dele tonehøjde op i 12 videnskabeligt lige store bidder. Hvis du tillader mig at kalde de værktøjer, redskaber og tankemåder, som ligger bag musikken for teknologier, så kunne vi kalde talgørelsen for en udvidelse, – en plugin. Med plugins kan den eksisterende teknologi tage en ny drejning. Men før en sådan plugin kan vinde indpas, er der behov for tid og plads til at teste den, den skal tilbagefødes. Man kunne sige, at den skal filtreres gennem brugerne, at den skal humaniseres.

Kvantiseringsregimet

Når man videnskabeligt måler på, hvad dem som vi betragter som de dygtigste musikere gør ved lydene, så må det konstateres, at de slet ikke rammer tallene ordentligt. Ikke desto mindre oplever vi, at de synger og spiller ‘rent’.

Alligevel: Bag de nye computerbaserede musikprogrammer ligger der en så stærk forestilling om at vi har behov for talgørelse, at en væsentlig del af deres spilleregler bygger på, at lyden skal organiseres i bidder af videnskabeligt identisk varighed. Der er indbygget mekanismer, som automatisk korrigerer de forskellige input fra brugeren, således at deres varighed bliver øget eller mindsket til de passer til en standardvarighed, et metrum på f.eks. 120 slag i minuttet. For hver lydbegivenhed kan programmet desuden korrigere, så den ligger på en på forhånd vedtaget matematisk underdeling. Denne teknik kaldes kvantisering. Noget tilsvarende gælder for tonehøjderne. Her kan teknologien korrigere, så alt hvad der kommer ind – og indeholder tone –  bliver passet ind på et videnskabeligt nøjagtigt niveau. Alle kan synge rent med sådan en dims. Det populære navn er autotune. I forbifarten er det interessant at notere, at der også i dette tilfælde sker en tilbagefødning, og at disse tillægsteknologier, og her kaldes de faktisk plugins, bliver brugt kreativt af nogle få, og det giver anledning til at der kommer nogle nye slags lyde ud af radioen.

Problemet med kvantiseringsregimet er, at talgørelsen virker bremsende for at brugeren kan få sig selv med, så at sige. Computerprogrammering er i sin essens skriftbaseret, og man kunne tro, at dem som har haft indflydelse på, hvordan denne her udvidede skrivemaskine kunne bruges til at arbejde med lyd, i for høj grad bygger på musikken i dens nedskrevne abstraktion. Det må jo siges at være ulige meget bekvemmere at omsætte det her flydende og udefinerbare, som lyd er, ved at bruge de tal, som nodeskriften allerede fiks og færdig har klippet det op i.

En præmis for det jeg skriver her, er at det jeg kalder vores forhold til os selv, på en eller anden mærkelig måde står i et tæt forhold til hvordan vi udtrykker os via lyd i vores talesprog. Hvordan kan man så få øje på det? Vi fraserer, forskyder, improviserer, ironiserer og så videre, og alt sammen indenfor rammerne af, hvad ‘spillereglerne’ tillader.

Med de før omtalte computerbaserede teknologier bliver den slags forskydninger og idiomatiske kvabbabelser i bedste fald ignoreret. Hvis disse teknologier var en blyant, så ville de have et fem kilos viskelæder siddende i enden. Det er klart, at blyanten lægger op til at du kan gøre hvad som helst, men med dén størrelse viskelæder vil du også være ulige mere opmærksom på, at hvad end du kommer med, skal det efter al sandsynlighed korrigeres. Det er ikke umuligt med de nye computerbaserede musikprogrammer at være kompetent medskabende i lyd, og samtidig have dig selv med, men du skal så hele tiden bokse det der kolossale kvantiserings-viskelæder til side, så du kan komme til.

Relateret: Sir Ken Robinson om standardiseringen i skolesystemerne, og om det paradigmeskift, der er behov for. Det gældende paradigme bygger på den ene side på oplysningstidens opsplitning af akademisk egnede og …. resten, og på den anden side industrialiseringens nyttegørelse af skolesystemet. Det moderne svar på globaliseringens udfordringer er en strammere styring og flere test, – præcis som det er sket igennem de seneste 10 år i Danmark. Robinson foreslår en bevægelse i den modsatte retning, i retning af gruppearbejde, stimulans af ‘divergent thinking’ (Breakpoint and beyond)

Advertisements

2 tanker om "Nye muligheder men degenererede løsninger"

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s