Om kontroverser og forventninger og lytning og forandrende dialog

Onsdag deltog jeg i Soup from the Heart i Århus, og torsdag et seminar arrangeret af Khaled Ramadan, “Den interkulturelle udfordring”. Begge arrangementer udspringer af den interkulturelle mentorordning, og selvom de var meget forskellige i deres form, var der alligevel forhold ved begge arrangementer, som jeg har tænkt over siden, og som har givet mig inspiration til at tænke over andre måder at gribe den slags arrangementer an.

En deltager, som sad et par rækker bag mig, en lille mand med tatoveringer, rakte fingeren op, efter Khaleds præsentation. “Ja”. “Ja jeg har et spørgsmål”. “Ja, måske kan du vente til senere?”; Det ville han ikke, men præsenterede sig som politisk kunstner, og forklarede at han havde søgt om at blive mentee, men ikke var blevet valgt ud. Som jeg forstod det, mente han, at på grund af Khaleds arabiske baggrund var der nogle særlige mentees der var blevet valgt ud, og andre var blevet sorteret fra. Han gav udtryk for, at der var noget galt med udvælgelsesprocessen, hvor visse mentees var blevet favoriseret vistnok ud fra en mistanke om at de havde særlige forbindelser med dem, som står for programmet. Khaled sagde, at der ville være tid senere til spørgsmål, og at han nok skulle vende tilbage til deltagerens spørgsmål. Der blev ikke vendt tilbage til det senere. En deltager, som præsenterede sig som en mentor, som ikke havde fået nogen mentee, fremførte på et senere tidspunkt, at hun mente, at man i stedet for at aflønne mentorerne kunne bruge nogle af de penge på tiltag som kunne fremme rekrutteringen af mentees. Hun pegede på, at hun havde travlt i sin hverdag, og derfor ikke havde tid og mulighed for at finde en mentee selv. Senere igen var der to deltagere som præsenterede sig, den ene som kunstner (og jurist) og den anden som forfatter, og de sagde begge to, at de meget gerne ville have en mentor. Alle disse spørgsmål forblev ubesvarede fra arrangører/Khaled, og det var tydeligt, at disse holdt fast på en dagsorden omkring panelet og deres oplæg.

Både fra dette arrangement, og til Soup from the Heart i onsdags, får jeg den tanke, at der i alt for lille grad bliver taget højde for, hvad deltagerne bringer med sig. De har hver især nogle forventninger, og det er ikke sikkert, at arrangørernes dagsorden passer til disse forventninger. Titlen på torsdagens seminar var “Den interkulturelle udfordring”, og med den titel kunne der for så vidt godt blive lagt op til en diskussion af den interkulturelle mentorordning. Denne blev kun kort præsenteret i starten og som allersidste afrunding gav seminariets ‘toastmaster’ Adil Erdem sig til at rose Khaleds store indsats, og opfordrede alle til at give ham en stor hånd. Khaled kvitterede med et genert “jeg gør jo bare mit arbejde”. Der var en markant afstand, i min oplevelse, imellem en del af de input nogle af deltagerne kom med, og som ikke blev bragt i spil eller responderet på fra arrangørerne, og så på den anden side arrangørernes meget positive fremstilling af mentorordningen og Khaleds indsats. Selvom det sandsynligvis af nogle deltagere blev oplevet som en manøvre der gik ud på at lægge låg på den implicitte eller direkte kritik af mentorordningen, vil jeg tro, at der var tale om en omhu for at holde diskussionen på et spor, hvor paneldeltagernes bidrag kunne komme til deres ret, og hvor input fra deltagerne gerne skulle holde sig indenfor dette spor. Det er som om arrangørerne så et andet publikum for sig end det faktisk fremmødte. Det samme kunne man sige om Soup from the Heart, hvor Nønne havde lagt op til at nøglepersoner fra det århusianske kunstliv skulle være tilstede. I praksis var det tilsyneladende venner og bekendte af arrangøren, og forskellige (interkulturelle) kunstnere og kunststuderende. De to arrangementer talte, så at sige, med en stemme rettet mod et fraværende publikum. Det ene forhold, som jeg har hæftet mig ved, er altså den diskrepans, som kan være imellem på den ene side arrangørernes dagsorden og forventninger til hvilket publikum der møder frem, og på den andens side det faktisk fremmødte publikum og deres forventninger til arrangementet og motivation for at deltage.

Et andet forhold, som jeg har hæftet mig ved, og som giver anledning til tanker over, hvordan man kunne gribe den slags arrangementer an, har at gøre med hvordan man håndterer kontroverser. I Soup from the Heart var der tale om et arrangement, hvor der tydeligt blev lagt op til at deltagerne og arrangørerne og talerne skulle deltage på lige fod, og med den fælles spisning som ramme, og på den måde blev der lagt op til en åben, ufarlig dialog. De fire talere, jeg var en af dem, skulle tale i et kvarter hver, og i vores ‘generalprøve’ op til arrangementet havde vi talt om, at der skulle være plads til spørgsmål. Dette kom dog ikke til at ske for de første tre talere. Nønne talte om arrangementet og sine egne erfaringer med tilsvarende tidligere arrangementer. Rick talte om det gode ved at spise sammen og lave kunst, og om et kommende arrangement hvor nogle tilsvarende aktiviteter vil finde sted. Der var ikke så meget at kommentere på for publikum i dette. TIjana talte om sin rolle som ‘kurator uden at kuratere’ ifm det samme arrangement, som Rick skal deltage i, og hun kom ind på forskellige modeller for at tage højde for de problemstillinger der er forbundet med at lave en interkulturel udstilling, nemlig bla. det forhold, at man ved at omtale deltagerne som interkulturelle risikerer at de føler sig sat i bås. Her kunne publikum måske godt have bidraget med noget. Nønne valgte dog at spørge en enkelt deltager, Bodil, som har været med til at lave udstillingen Migrantbilleder til Århus Bymuseum og hendes erfaringer med dette. Da jeg holdt mit oplæg valgte jeg at inddrage publikum mere. Jeg havde forberedt at læse nogle citater op fra DMT i 30-erne, hvor Sven Møller Kristensen og Vagn Holmboe diskuterer indførelsen af jazzen i DK. Efter citaterne bad jeg publikum summe i 2 minutter over citaterne og overveje hvem af de to skribenter, som havde ‘vundet’, altså hvilken af de to skitserede positioner er fremherskende i 2011 i DK. Da publikum havde snakket kort sammen gav jeg dem mulighed for at komme med input. Der kom flere synspunkter frem. Min pointe var, at begge positioner havde sejret i og med, at der nu er et atomiseret landskab af interesseorganisationer, som forsvarer hver sin musikalske genre. Der er således både en forening for jazz, som altså så at sige forsvarer Sven Møller Kristensens position, og en komponistforening, som på sin vis viderefører Vagn Holmboes position. Jeg fortalte om mine bestræbelser på at forklare min mentee om de forskellige muligheder han har for støtte i DK, herunder mulighederne for at blive medlem af de forskellige foreninger. Jeg nævnte også KODA i den forbindelse. Min pointe var, at organiseringen af musiklivet, og den måde som støtten diffunderer ned gennem systemet lægger op til en bestemt måde at arbejde på. Nemlig som et individ der producerer værker. Efter min fremlæggelse henvendte en deltager sig, hun var formand for den danske amatørteatersammenslutning, og hæftede sig hvad jeg havde sagt om KODA. Jeg husker ikke præcis hendes indvendinger, men hovedsagen er: der var her en anledning til en kontrovers imellem forskellige standpunkter. Jeg vil tro, at denne deltager (jeg fik ikke fat i hendes navn) havde holdt sig tilbage fra at tage spørgsmålet op i det fælles forum fordi hun fornemmede at det ville være uvæsentligt for de andre deltagere.

Og her kommer jeg frem til spørgsmålet om kontroverser og hvad jeg mener, at de kan tjene til i fora som dem jeg har deltaget i, i de seneste dage. I begge arrangementer blev kontroverser forbigået, i det ene fordi ‘den kontroverserende’ selv afstod fra det, af hensyn til de andre deltagere, fordi de blev vurderet som irrelevant. I det andet tilfælde tilsyneladende fordi arrangørerne vurderede, at kontroverserne faldt udenfor dagsorden. Fælles for de to situationer er altså, at kontroverserne ikke blev udfoldet fordi nogen vurderede dem som irrelevante. Særligt iøjnefaldende står situationen om den selvudnævnte politiske kunstner (hvis navn jeg heller ikke har fanget), hvis input var nærmest personligt rettet mod Khaled Ramadan, og jeg vil tro at en del deltagere oplevede situationen som decideret pinlig. Ikke desto mindre synes jeg, at situationen var dybt interessant og ville kunne være brugt til netop at bringe nogle af de emner i spil, som var på dagsorden. Den kontroverserende italesatte jo netop den situation, som var hele emnet, – den interkulturelle udfordring, – og her var det altså ‘den politiske kunstner’ som tog sin oplevelse af at stå udenfor op; og endda at stå udenfor i en sammenhæng, som skulle være inkluderende for netop sådan nogle som ham.

Arrangementerne har altså inspireret mig til at tænke over to forhold: på den ene side spørgsmålet om deltagernes medbragte forventninger og på den anden spørgsmålet om kontroverser og hvordan de håndteres. Disse forhold er for mig at se centrale for, hvordan man kan arbejde med at etablere en forandrende dialog i denne slags fora. Jeg mener, at nøglen til at arbejde med disse to forhold kommer fra et og samme sted, nemlig evnen og viljen til at lytte til hinanden, i bred forstand.

For at kunne finde ud af, hvad der kan gøres for at anvende denne nøgle på en måde, så forventninger og kontroverser kan udfoldes og bidrage til en forandrende dialog, må jeg lave en liste over de umuligheder, som denne slags fora ignorerer, når de udfolder sig i den form, som jeg ovenfor har beskrevet.

Umulighed nummer 1. Det er umuligt for arrangørerne at vide, hvem der kommer. De har en målgruppe for øje, men har ikke nogen chance for at vide præcis, hvem der kommer.

Umulighed nummer 2. Arrangørerne inviterer nogle videnspersoner, men de kan ikke vide, om talerne kan levere den viden, som de er interesserede i for at få emnet belyst på den måde, som de ønsker. Eller om videnspersonerne kan italesætte deres viden og synspunkter på en måde så deltagerne forstår dem.

Umulighed nummer 3. Arrangører og videnspersoner kan umuligt vide, hvilken viden deltagerne har med sig, og hvordan eller om de italesætter den.

Umulighed nummer 4. Arrangørerne ved ikke hvilke motiver, som driver deltagerne til at komme.

Umulighed nummer 5. Videnspersonerne har ikke nogen chance for at vide om tilhørerne rent faktisk forstår hvad de siger.

Umulighed nummer 6. Arrangører, videnspersoner og deltagere ved ikke ud fra hvilken baggrund og med hvilke motiver en  deltager udtaler sig, kommenterer eller stiller spørgsmål.

Arrangørerne ser bort fra alle disse umuligheder. Men det er kun fordi de i arrangørernes øjne bliver overtrumfet af  endnu større umuligheder:

Formodede overtrumfende umulighed nummer 1: Alle deltagerne forventer at blive oplyst. Hvis ikke videnspersonerne får den fornødne tid og plads til at fremlægge deres viden og synspunkter, så kan arrangementet umuligt være interessant. Deltagerne kommer for at høre videnspersonerne og ikke hinanden.

Formodede overtrumfende umulighed nummer 2. Ikke alle kan blive hørt. Derfor må arrangørerne holde sig til den udstukne dagsorden, sådan som det forventes at et flertal af deltagerne forventer. Dagsorden kan ikke ændres, da det er umuligt at tage højde for alles synspunkter herom, dem er der simpelthen for mange af.

Formodede overtrumfende umulighed nummer 3. Også med henvisning til at ikke alle kan blive hørt, kan der umuligt tages hensyn til hver enkelt af deltagernes individuelle motiver for at deltage, og deres forventninger til arrangementet. Hvis deltagerne har andre forventninger til arrangementet end dem som er blevet annonceret, så er det desværre deres eget problem.

Formodede overtrumfende umulighed nummer 4. Der kan umuligt være tale om en fælles forståelse af problematikkerne, hvis ikke alle lytter til alt hvad der bliver sagt. Den fremstillede viden og de fremlagte synspunkter vil ikke blive modtaget af alle, hvis det ikke sker i plenum.

De to arrangementer jeg har beskrevet ovenfor, er ud fra en overfladisk betragtning meget forskellige. Det ene foregik på en restaurant, med intim sfære, og fælles spisning, og det andet i en foredragssal med en enkelt kop kaffe i den 7 minutter korte pause. Alligevel lader det til at begge arrangementer bygger på samme skema. Nemlig et, hvor nogle videnspersoner (i begge tilfælde 4 (!)), står over et publikum, som i praksis viste sig at være et andet end det arrangørerne havde håbet på og forventet. Videnspersonernes oplæg varede ca. 15 minutter hver, og bar præg af at være en monolog, mere eller mindre skræddersyet til arrangementet, men som ikke lod til at vedkomme publikum direkte. De  var netop publikum, altså udenforstående betragtere. Publikums input lod i mange tilfælde til at falde ved siden af arrangørernes dagsorden, hvad enten de blev udtalt, eller publikum selv censurerede dem bort.

Hvad kan der så gøres ved det? Dilemmaet er jo, at man vil lave en dagsorden med nogle problemstillinger, som normalt ikke finder vej til de dagsordener der arbejdes med rundt omkring. Fordi disse problemstillinger ikke normalt sættes på dagsorden, er de mennesker som normalt snakker sammen heller ikke særlig vant til at tale om dem. Samtidig dukker der nogle nye samtalepartnere op, nemlig dem som problemstillingerne tilsyneladende handler om, og de er normalt ikke med til at diskutere nogensomhelst problemstillinger på nogensomhelst dagsorden. For at komme dette dilemma i møde må de deltagende og arrangørerne i første omgang være parat til at genoverveje nogle måder at gøre tingene på, som for dem lader til at være naturgivne, men som forbliver usete og uudtalte.

Den første usete og uudtalte forudsætning er forestillingen om at viden kan lokaliseres. Når man arbejder med ‘kukkasse-modellen’, er det et udtryk for, at man forestiller sig, at viden befinder sig i eller hos videnspersonerne, og at den kan overføres til publikum, i plenum, ved at videnspersonerne gives førsteretten til at tale, og ved at holde dagsorden indenfor områder, hvor videnspersonernes måde at betragte problemstillingen har forrang. Et alternativ til denne betragtningsmåde kunne være at se på viden som noget, der cirkulerer i heterogene netværk, hvor der foregår en konstant forhandling af, hvad der opnår status af fakta, forklaringer, årsag og virkning. I kukkassemodellen amputeres denne vidensforhandlende proces og hver af videnspersonerne får karakter af talende leksikon.

Den anden usete og uudtalte forudsætning er, at teori rangerer højere end praksis. Når deltagerne bidrager med oplevelser de har fra deres daglige praksis med det område som diskuteres, så vil der være en tilbøjelighed til at disse indlæg bliver skubbet tilside med henvisning til, at diskussionen skal bevæge sig på et mere generelt plan. Videnspersonerne kan levere et metasprog som gør det muligt at samle indlæggene i en mere overordnet betragtningsmåde, og på den måde dreje diskussionen over mod de bagvedliggende strukturer. En alternativ betragtningsmåde ville hævde, at der ikke er nogen bagvedliggende strukturer. Når deltagerne refererer til praksis, så kan det de siger, og den måde de siger det på, indgå som et led i den samme slags proces, som jeg har beskrevet ovenfor, nemlig som et input til en ny netværksdannelse.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s